Hvor længe inden termin bør han stoppe byture?

KK1988 skriver:

ENIG! Min kæreste har meget svært ved at sige nej til sin kammerat, fordi han har to børn og et presset skema, så derfor er det AL-TID vores skema, der skal tilpasses efter vennens. Og hvis det betyder, at en aftale med mig skal aflyses eller ændres, bliver det sådan, for - som min kæreste og hans ven siger: “vi ses jo ligesom hver eneste dag” 

Normalt synes jeg faktisk, jeg er large med det, og vi finder en løsning, men lige denne gang, hvor det er så tæt på terminen (og i øvrigt har stået i kalenderen siden marts), synes jeg altså liiiige, at han strammer den. Jeg tænker da også, at de må kunne finde en weekend i september, hvor vennen så også kan (eller hvor han for engangs skyld kan rykke rundt på sit skema), og så er det vel ok?

Humlen er selvfølgelig, at nu HAR han jo spurgt og ergo givet udtryk for, at det vil han altså gerne i lige præcis den weekend, så jeg kan ikke helt undgå at føle, at jeg tager en nej-hat på og er streng, hvis jeg beder ham rykke den, selvom jeg synes, det er meget rimeligt 

Altså jeg kan mærke, at det hele kribler i mig for at hjælpe dig.. Jeg har SÅ ondt af dig, og bliver faktisk en smule nervøs for jeres forhold, for på mange måder ligner det min og min kærestes forhold..

Jeg og min kæreste har egentlig altid haft et super stærkt forhold, på trods af rigtig mange problemer i starten.. Men jeg går stadig den dag i dag, og har følelser i klemme, fordi jeg nogle gange også følte mig som 2. prioritet og fordi jeg også fik den der "jamen I/vi ser jo hinanden hver dag, og vennerne betyder rigtig meget".. Jeg har stadig en bitterhed til ham over den måde, han valgte at prioritere, da jeg var gravid, og jeg gjorde ikke andet end at give mig hele tiden, fordi jeg netop heller ikke ville være den "strenge kæreste", der sagde nej.. Det gjorde så, at jeg var tæt på at miste barnet pga. kraftige plukveer/begyndende veer ALT for tidligt (jeg gik imod sygehusets og lægens ordre for min kærestes skyld), og jeg fik en enorm belastningsreaktion sammen med en depression, så jeg var tæt på at flygte fra det hele eller tage livet af mig selv, fordi jeg jo "lagde en hæmmer for kærestens venskaber"..

I dag har jeg som sagt stadig en bitterhed til ham, men det er blevet bedre.. I starten af forholdet var vi kanon gode til at snakke om følelser og synspunkter osv., men pludselig pga. den her bitterhed og hans frustration, så holdt vi op.. Hvilket nu har resulteret i, at vi er gledet rigtig meget fra hinanden, og nu skal kæmpe for at finde hinanden igen.. Og tro mig, hvis jeg kunne spole tiden tilbage til dengang, jeg var gravid, så ville jeg holde mere fast i, at mine behov altså også blev dækket - ikke kun vennernes, og så havde vi måske haft et fantastisk forhold i dag..

Så please hør hvad jeg siger.. Lad være med at give efter den her gang.. Sæt dig ned og snak med din kæreste og åben dit hjertet fuldstændig for ham, for ellers går det måske galt.. Fortæl ham, hvad det betyder for dig med den her weekend, og hvor såret du bliver over, at jeres aftaler hele tiden skal rykkes - og især den sidste her.. Så vil jeg vædde med, at din kæreste siger "jeg vidste ikke, at du havde det sådan.. Selvfølgelig bliver jeg hjemme"

Mor11 skriver:

Jeg synes faktisk det er sindsygt vigtigt at du siger hvad du føler omkring det her. Alt det du lige har skrevet. 

Det bliver ikke bedre på den anden side af fødslen hvis du ikke fortæller ham hvad det gør ved dig. At du føler at vennerne er vigtigere end forholdet. 

Jeg ser for mig at i ender der hvor han oftere og oftere tager i byen med vennerne fordi du jo siger ja hver gang fordi du ikke vil begrænse ham. Og i mens sidder du derhjemme og føler dig degraderet til barnepige på fuld tid og bliver mere og mere bitter.  Det er set SÅ mange gange før.. kvinder er død og pine nødt til at lærer at være ærlig om hvordan vi faktisk har det, i stedet for at være bange for at blive stemplet som hysteriske og sippede. Parforhold skulle gerne kunne rumme dine behov også! Og hvis han reelt ikke har lyst til at bruge en weekend med sin højgravide kæreste?? Hvad er det så egentlig for et forhold? 

Undskyld hvis du føler det kører ud af en tangent, men den der med ikke at ville være snerpet i andres øjne og ikke ville begrænse sin partner, den har jeg set så fandens mange gange før efterhånden. Det går måske fint uden børn..men med børn.. så er det en anden sag. For nogen skal passe barnet. Du kan ikke bare lave dine egne festlige planer, når han er ude jo. Og du har ikke nødvendigvis en stille aften i ro og fred med Netflix imens. Det er måske nærmere traven rundt, desperat og frustreret i stuen med en umulig baby der ikke vil sove, og en afbrudt nattesøvn som du så ikke kan kompensere for dagen efter, fordi farmand enten ikke er hjemme endnu eller synes han skal sove rusen ud til kl 14. 

Se ud i fremtiden. Hvordan skal jeres familieliv være? Start nu. Det sparer nogen frustrationer på lang sigt  

Åh vi skriver præcis det samme.. Det er nemlig ekstremt nemt at ende med at blive bitter (sjovt at vi bruger samme ord), og det er bare så sindssyg svært at lægge fra sig..

Kan blive så ked af det på kvinders vegne, når de er ved at køre ud på et sidespor, fordi venner skal komme først.. Jeg kan jo mærke, hvordan jeg føler, og hvor meget vi skal kæmpe for vores forhold nu, og det er virkelig ikke sjovt..

Og så tænker jeg også "hvem har man valgt at starte et liv og en familie med?".. Det må da være det vigtigste af alt, at DET forhold kører på skinner

IenFart skriver:

Hvordan du kan læse alt det der ud af mit svar ved jeg ikke. Jeg har ikke skrevet noget om at TS har lavet forbud - jeg skriver bare det ikke er noget godt sted at ende, selvom det er nærliggende når nu kæresten ikke selv evner at holde sig fra at blive pattevissen.

Men jeg synes det er en fin idé at foreslå ham at lægge venne-dagen tidligere.

Sorry det var mig, der fik læst forkert.. Læste det som, at du mente, at det var et forbud, hvis hun sagde nej nu, men det kan jeg godt se, at du ikke mener

Unicorn1 skriver:

SNAK MED HAM!! Jeg kan ikke understrege hvor vigtigt det er, at du snakker med ham om dine følelser.. Han tror måske ikke, at du ser det som noget vigtigt, og han aner ikke, hvordan man har det som gravid (med gener, smerter og følelser/hormoner), så snak med ham om det...For det er nok derfor, at han hellere ville have en sidste drengetur - fordi han ikke tænker over, at jeres planer ikke kan rykkes, for "du har det jo fint".. Han kan ikke mærke det på egen krop, og aner ikke, hvor dårligt du måske har det/får det.. 

Og så er det altså også ekstremt vigtigt for jeres forhold, at I snakker MEGET åbent om alle de her følelser og tanker.. Ellers ender det med, at du bliver sur på ham, og så er det svært at rette op på, og I kan ende med at gå fra hinanden, fordi du gennem hele forholdet har følt dig såret over, at han rykker jeres aftaler hele tiden.. Det er meget vigtigt, at I nu lærer at tale åbent om alt

Du har ret. Jeg er nok for god til at bøje af, fordi jeg ikke orker at gøre et stort nummer ud af ting, men det er selvfølgelig ikke sundt at gøre altid, og i dette tilfælde er der ret stor risiko for, at det vil nage mig.. Så jeg snakker med ham.

En drengeweekend MÅ kunne lægges lidt tidligere end det, så vi ikke skal aflyse vores planer OG jeg ikke skal være urolig for, at han er udenfor rækkevidde så tæt på terminen, hvviiiss der sker noget 

Tak!!

IenFart skriver:

Hvordan du kan læse alt det der ud af mit svar ved jeg ikke. Jeg har ikke skrevet noget om at TS har lavet forbud - jeg skriver bare det ikke er noget godt sted at ende, selvom det er nærliggende når nu kæresten ikke selv evner at holde sig fra at blive pattevissen.

Men jeg synes det er en fin idé at foreslå ham at lægge venne-dagen tidligere.

Jeg tænker også, jeg vil foreslå ham, at den lægges nogle weekender tidligere - så burde det jo være fint for alle 

Mor11 skriver:

Jeg synes faktisk det er sindsygt vigtigt at du siger hvad du føler omkring det her. Alt det du lige har skrevet. 

Det bliver ikke bedre på den anden side af fødslen hvis du ikke fortæller ham hvad det gør ved dig. At du føler at vennerne er vigtigere end forholdet. 

Jeg ser for mig at i ender der hvor han oftere og oftere tager i byen med vennerne fordi du jo siger ja hver gang fordi du ikke vil begrænse ham. Og i mens sidder du derhjemme og føler dig degraderet til barnepige på fuld tid og bliver mere og mere bitter.  Det er set SÅ mange gange før.. kvinder er død og pine nødt til at lærer at være ærlig om hvordan vi faktisk har det, i stedet for at være bange for at blive stemplet som hysteriske og sippede. Parforhold skulle gerne kunne rumme dine behov også! Og hvis han reelt ikke har lyst til at bruge en weekend med sin højgravide kæreste?? Hvad er det så egentlig for et forhold? 

Undskyld hvis du føler det kører ud af en tangent, men den der med ikke at ville være snerpet i andres øjne og ikke ville begrænse sin partner, den har jeg set så fandens mange gange før efterhånden. Det går måske fint uden børn..men med børn.. så er det en anden sag. For nogen skal passe barnet. Du kan ikke bare lave dine egne festlige planer, når han er ude jo. Og du har ikke nødvendigvis en stille aften i ro og fred med Netflix imens. Det er måske nærmere traven rundt, desperat og frustreret i stuen med en umulig baby der ikke vil sove, og en afbrudt nattesøvn som du så ikke kan kompensere for dagen efter, fordi farmand enten ikke er hjemme endnu eller synes han skal sove rusen ud til kl 14. 

Se ud i fremtiden. Hvordan skal jeres familieliv være? Start nu. Det sparer nogen frustrationer på lang sigt  

Hvor er du bare sød! TAK for dit svar.

Du har helt sikkert ret. Jeg er meget god til at bøje af, og normalt er det ikke noget, der generer mig (gider ganske enkelt ikke bruge negativ energi på den slags), MEN af og til - og måske især i dette tilfælde - generer det mig faktisk. Nok også mere end jeg helt selv ville indrømme 

Men selvfølgelig skal man sige fra - det skal jeg også - for vi har faktisk et rigtig godt forhold, hvor der er plads til dig, mig og os, MEN det er klart, at det vil ændre sig meget, hvordan man/vi prioriterer, når baby kommer. Og det er jeg helt klar på. Men kan da godt være i tvivl om, hvorvidt han sådan helt ærligt også har indset det. Og helt klart, jeg gider på INGEN måde være den, der sidder alene tilbage med baby hele tiden, mens han ikke ændrer på sine rutiner.

Det ved han jo også godt.. Tror bare det er svært at ændre på det for ham FØR barnet rent faktisk er der. Heldigvis har jeg en del veninder, hvis kærester har været på samme måde, men som rent faktisk er blevet fædre og familiemennesker - det er bare først sket i det øjeblik, de rent faktisk ER blevet fædre.

Jeg ELSKER min kæreste og omvendt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver den bedste far for vores søn, når han kommer til verden. MEN han skal selvfølgelig ikke styre det hele herhjemme. Vi er to - snart tre - der skal tages hensyn til. Det har du helt ret i! Jeg vil nemlig på ingen måde ende som en bitterfi*** 

Unicorn1 skriver:

Altså jeg kan mærke, at det hele kribler i mig for at hjælpe dig.. Jeg har SÅ ondt af dig, og bliver faktisk en smule nervøs for jeres forhold, for på mange måder ligner det min og min kærestes forhold..

Jeg og min kæreste har egentlig altid haft et super stærkt forhold, på trods af rigtig mange problemer i starten.. Men jeg går stadig den dag i dag, og har følelser i klemme, fordi jeg nogle gange også følte mig som 2. prioritet og fordi jeg også fik den der "jamen I/vi ser jo hinanden hver dag, og vennerne betyder rigtig meget".. Jeg har stadig en bitterhed til ham over den måde, han valgte at prioritere, da jeg var gravid, og jeg gjorde ikke andet end at give mig hele tiden, fordi jeg netop heller ikke ville være den "strenge kæreste", der sagde nej.. Det gjorde så, at jeg var tæt på at miste barnet pga. kraftige plukveer/begyndende veer ALT for tidligt (jeg gik imod sygehusets og lægens ordre for min kærestes skyld), og jeg fik en enorm belastningsreaktion sammen med en depression, så jeg var tæt på at flygte fra det hele eller tage livet af mig selv, fordi jeg jo "lagde en hæmmer for kærestens venskaber"..

I dag har jeg som sagt stadig en bitterhed til ham, men det er blevet bedre.. I starten af forholdet var vi kanon gode til at snakke om følelser og synspunkter osv., men pludselig pga. den her bitterhed og hans frustration, så holdt vi op.. Hvilket nu har resulteret i, at vi er gledet rigtig meget fra hinanden, og nu skal kæmpe for at finde hinanden igen.. Og tro mig, hvis jeg kunne spole tiden tilbage til dengang, jeg var gravid, så ville jeg holde mere fast i, at mine behov altså også blev dækket - ikke kun vennernes, og så havde vi måske haft et fantastisk forhold i dag..

Så please hør hvad jeg siger.. Lad være med at give efter den her gang.. Sæt dig ned og snak med din kæreste og åben dit hjertet fuldstændig for ham, for ellers går det måske galt.. Fortæl ham, hvad det betyder for dig med den her weekend, og hvor såret du bliver over, at jeres aftaler hele tiden skal rykkes - og især den sidste her.. Så vil jeg vædde med, at din kæreste siger "jeg vidste ikke, at du havde det sådan.. Selvfølgelig bliver jeg hjemme"

Søde, søde du!! Læser først din besked her nu.

Tusind tak fordi du dig på den måde overfor en vildt fremmed og fortæller på den måde, om de erfaringer du har gjort dig ift. din kæreste. Det er virkelig stort af dig!

Jeg er mega ked af at læse, hvad du har været igennem og selvfølgelig oplever konsekvenserne af (end)nu. Det forstår jeg dælme godt, at du er bitter over. Tænk hvis det var gået helt galt. Jeeezz!!

Jeg tager dine ord til efterretning og lytter til mit hjerte - og siger, at han må ses med vennen nogle weekender før. Jeg er også vigtig, og jeg gider ikke give mig, bare fordi hans kammerat lige præcis synes, at denne weekend, har HAN tid, og så skal alt andet bare skubbes i baggrunden.

Jeg VED, at min kæreste ikke vil såre mig, og han ville være ulykkelig, hvis der skete noget, og han ikke var der. Så det handler i stor stil om, at jeg skal åbne munden og sige, hvordan jeg egentlig har det. Det har du helt ret i! 

Så må jeg sgu lige lære, at det faktisk er ok, at man siger, hvad man egentlig synes af og til (det gør jeg nu også oftest, men lige i disse situationer har det tidligere skabt diskussioner, som jeg sleeet ikke orker at bruge tid og energi på)....

KK1988 skriver:

Søde, søde du!! Læser først din besked her nu.

Tusind tak fordi du dig på den måde overfor en vildt fremmed og fortæller på den måde, om de erfaringer du har gjort dig ift. din kæreste. Det er virkelig stort af dig!

Jeg er mega ked af at læse, hvad du har været igennem og selvfølgelig oplever konsekvenserne af (end)nu. Det forstår jeg dælme godt, at du er bitter over. Tænk hvis det var gået helt galt. Jeeezz!!

Jeg tager dine ord til efterretning og lytter til mit hjerte - og siger, at han må ses med vennen nogle weekender før. Jeg er også vigtig, og jeg gider ikke give mig, bare fordi hans kammerat lige præcis synes, at denne weekend, har HAN tid, og så skal alt andet bare skubbes i baggrunden.

Jeg VED, at min kæreste ikke vil såre mig, og han ville være ulykkelig, hvis der skete noget, og han ikke var der. Så det handler i stor stil om, at jeg skal åbne munden og sige, hvordan jeg egentlig har det. Det har du helt ret i! 

Så må jeg sgu lige lære, at det faktisk er ok, at man siger, hvad man egentlig synes af og til (det gør jeg nu også oftest, men lige i disse situationer har det tidligere skabt diskussioner, som jeg sleeet ikke orker at bruge tid og energi på)....

Velbekomme .. Og tak fordi du tager mine ord til efterretning, så du forhåbentlig ikke ender i det samme som mig..

Man kan aldrig komme udenom diskussioner - en dag kommer til det, hvem der skal tage den næste lorteble, fordi I begge mener, at I altså har taget de sidste 5 .. Jeg forstår godt, at du ikke altid har gidet de diskussioner, men det er den måde, man lærer hinanden at kende på.. Og for den sags skyld også sig selv og sin egen rolle i det hele.. Jeg har lært meget om mig selv og min kæreste ved, at vi har haft decideret skænderier - for så er der pludselig kommet en sætning eller noget ud af munden på en af os, som vi begge egentlig blev paf over, for ingen af os anede, at den her person følte sådan.. Fx vidste jeg i lang tid ikke, at jeg var pisse såret over, at han altid valgte vennerne over mig - ikke før vi havde haft ENDNU et skænderi omkring det, og jeg så begyndte at mærke rigtigt efter i mig selv.. Før det var jeg bare pisse sur, og jeg anede ikke helt, hvad jeg egentlig var sur over.. Men 1000 skænderier og diskussioner havde gjort, at jeg en dag pludselig kunne mærke, at jeg faktisk var såret.. Så det er ikke altid skidt med skænderier eller diskussioner

Unicorn1 skriver:

Velbekomme .. Og tak fordi du tager mine ord til efterretning, så du forhåbentlig ikke ender i det samme som mig..

Man kan aldrig komme udenom diskussioner - en dag kommer til det, hvem der skal tage den næste lorteble, fordi I begge mener, at I altså har taget de sidste 5 .. Jeg forstår godt, at du ikke altid har gidet de diskussioner, men det er den måde, man lærer hinanden at kende på.. Og for den sags skyld også sig selv og sin egen rolle i det hele.. Jeg har lært meget om mig selv og min kæreste ved, at vi har haft decideret skænderier - for så er der pludselig kommet en sætning eller noget ud af munden på en af os, som vi begge egentlig blev paf over, for ingen af os anede, at den her person følte sådan.. Fx vidste jeg i lang tid ikke, at jeg var pisse såret over, at han altid valgte vennerne over mig - ikke før vi havde haft ENDNU et skænderi omkring det, og jeg så begyndte at mærke rigtigt efter i mig selv.. Før det var jeg bare pisse sur, og jeg anede ikke helt, hvad jeg egentlig var sur over.. Men 1000 skænderier og diskussioner havde gjort, at jeg en dag pludselig kunne mærke, at jeg faktisk var såret.. Så det er ikke altid skidt med skænderier eller diskussioner

Det gør jeg, kan du tro! Det er da altid noget, der rammer, når der kommer ord fra én, som semi har siddet i samme situation som én selv. Det er jo guld værd at kunne lære af de erfaringer, andre har gjort sig, så TAK fordi du deler dem 

TRO MIG vi har så sandelig haft vores del af skænderier og diskussioner (vi har været sammen i en del år), så jeg tror såmænd bare, der er blevet slebet nogle kanter af. Men det er måske også blevet et spørgsmål om, at vælge sine kampe med omhu, og normalt er de her drengeweekend/byturskampe så ikke én af dem, jeg orker at tage.

MEN det er jo altså noget særligt nu, og det vil da selvfølgelig også være det, når der kommer et barn. For der er INGEN tvivl om, at livet og hverdagen ændrer sig helt naturligt, når vi ikke længere kun er os to. Og især da når der er en lille én, som "stjæler" ikke kun af "vennetid" men også af "parforholdstid". Så du har da helt ret i, at jeg/vi/han må få sat ord på tingene.

I dette tilfælde vil de ord så være, at han må rykke det til et par uger inden. Det synes jeg sådan set også er og må være fair  Er faktisk ret træt af at høre på mine veninder som siger, at jeg er "alt for large" og at de "aldrig ville finde sig i at han tog væk i hele weekender så ofte", for jeg ser det netop som en stor styrke i vores forhold, at vi giver hinanden plads. MEN han skal jo selvfølgelig også give mig plads til at "sige fra". Og det gør han jo ikke, medmindre jeg faktisk siger noget. Så du har helt ret 

En måned før ville jeg ikke være mega bekymret. Jeg har haft termin midt i alle julefrokosterne. Der snakkede vi da lige kort om at fra en md før og frem så ville han gerne selv være i stand til at køre bil hvis nu. Man ved jo aldrig. 
Jeg er mere udfordret på i egenligt har en aftale om en kæreste weekend. Herhjemme ville jeg blive ked af det. For det er faktisk noget nemmere at han tager en weekend væk efter fødslen end at i gør det sammen. Så det havde været meget vigtigt for mig. Vi har taget sådan en kærestetur hver gang :-)