Hvor meget bestemmer jeres børn?

Nielsen333 skriver:

Men ved du om de kender til hendes adfærd i hjemmet?

I sidste ende må du jo sige fra og trække dig. Ved at lade din veninde sætte dagsordenen for jeres møder gennem sit barn, og ved at lade din veninde "bruge" dig i de situationer hvor barnet kræver hendes fulde opmærksomhed, så støtter du indirekte op om hendes måde at håndtere disse situationer på. Når man er så afhængig af sin venindes hjælp på den måde som hun tilsyneladende er, så skyldes det at man nok i virkeligheden har brug for en form for professionel hjælp. Og den skal din veninde indse at hendes familie har brug for, hvilket sandsynligvis ikke sker så længe hun får din hjælp. Giver det mening? 

Nu har jeg selvfølgelig ikke været med til diverse møder eller noget, men hun siger at hun har fortalt hvordan hun er hjemme. Især børnehaven kunne slet ikke genkende det og mente det måtte være hjemme den var gal. Har ikke hørt yderligere.

Jeg trækker mig også. Kan ikke rigtig rumme det. 

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen i syv sind, jeg er meget frustreret - og jeg skal prøve at gøre det kort. 
Må lige nævne at jeg selv er mor til tre, hvor af den ene har diverse udfordringer.

Nå men. Jeg har en veninde. Hun har fire børn. Og den ene. En pige i 5-6 års alderen. Den pige bestemmer ALT. Vitterligt alt. Vi kan aldrig lave noget sammen fordi (lad os kalde hende B) B ikke gider enten det jeg foreslår eller det hendes mor foreslår. Der betyder også at de få gange vi har lavet en aftale, så ringer eller skriver min veninde og siger “vi kommer nok ikke for B gider ikke”. 
For nogle dage siden spørg min veninde og vi vil med ud og lege efter mad, jeg siger ja. Jeg spørg hvad tid og hvor vi skal tage hen. Hun svare “B vil åbenbart kun på den legeplads lige nede foran”. På den legeplads er der absolut intet mine børn kan lave. Da der kun er et par gynger som hendes yngste og så B bruger. Igår fik jeg simpelthen nok. Der er mange andre eksempler også. Fx kan vi aftale at følges mod skolen om morgenen med børnene. Den ligger 500 meter væk. Så begynder B at te sig, gider ikke gå, det for varmt, det for koldt og mange andre ting. Min veninde siger så “vi bliver nød til at tage bussen for ellers bliver B endnu mere sur. 
Min veninde mener det er fordi B ikke kan rumme noget at hun råber og skriger og slår. Det kunne det muligvis godt være. Jeg ser det mere som er barn der altid har fået sin vilje og ikke kan tåle der bliver stillet krav. 
Det hele er ved at være for meget for mig nu, og det VED min veninde for jeg har sagt det både igår og idag. Hun siger blot “sådan er det at have et barn der ikke kan rumme noget og vi gør ikkw tingene ens”

Herhjemme har mine børn indflydelse på i fælleskab hvad vi skal finde på at lave. Ingen fåe lov til at bestemme alt alene. 
Vi er ude næsten hver dag. Både i skoven, på stranden og diverse legepladser. Jeg spørg ofte om de vil med, men nej for B gider ikke. B gider kun hvis hun må bestemme.

Jeg er træt! Jeg er selvfølgelig klar over jeg ikke kan bestemme hvordan hun er mor, men det dræner mig også fordi hendes børn ofte har haft aftaler med mine - pÅ dagen Kort inden aflyses der... Fordi B hellere vil noget andet. Hvilket nu har resulteret i at mine børn ikke gider lege med hendes længere. Og jeg forstår dem! Virkelig. 
En dag herhjemme skulle vi ud. Den ene ville på legeplads, resten i skoven. Den der ville på legeplads blev selvfølgelig ikke begejstret, men vi tog i skoven og vi havde en mega hyggelig tur. 

Hvad tænker i? Og hvordan er det hjemme hos jer? 

Min umiddelbare tanke er at du skal blande sig udenom hvordan din veninde er mor på. Det er et ømtåleligt punkt at kommentere på, det tror jeg alle os som er forældre ved. Derimod skal B ikke diktere hvad dig og dine børn skal. Fx situationen med valg af legeplads. En anden gang så spørg din veninde om i vil med på en specifik legeplads, og hvis B så hellere vil på en anden legeplads, så går du og dine børn på den legeplads, som i første have valgt. Du skal nok overveje din relation til din veninde, fordi det lyder ikke som et givende venskab, men mere et venskab som skaber irritation. Sådan skal et venskab ikke være. Venner vælger vi selv, og du er ikke forpligtet til at holde fast i relationen, hvis det påvirker dig negativt og tillige dine børn. 

Men din venindes datter kan have nogle udfordringer, og hendes mor kender hende og hendes behov bedst. Derfor må du stole på at din veninde gør det, som hun føler er rigtigt. Vi alle gør tingene forskelligt. Man kan godt tale om måden man gør tingene på, men det skal ikke blive dømmende, for det ødelægger dialogen. Ingen har lyst til at blive ramt på sit moderskab. 

Anonym skriver:

Nu har jeg selvfølgelig ikke været med til diverse møder eller noget, men hun siger at hun har fortalt hvordan hun er hjemme. Især børnehaven kunne slet ikke genkende det og mente det måtte være hjemme den var gal. Har ikke hørt yderligere.

Jeg trækker mig også. Kan ikke rigtig rumme det. 

Det er nemlig så super ærgerligt når beskyldningen om at "det nok er derhjemme den er gal" kommer frem. For det behøver absolut ikke være tilfældet. Barnets adfærd kan være vanskeligere derhjemme, simpelthen fordi det nu engang føles mere trygt og sikkert at være ved sine primære omsorgspersoner. Men så giver det bedre mening, at din veninde tilsyneladende tøver med at søge hjælp. Hun er nok bange for at blive stemplet igen. Hvis jeg var dig tror jeg faktisk ikke jeg ville afbryde kontakten. Altså jeg ville helt sikkert stoppe med at ses med hende og hendes børn når det er så belastende og konfliktfyldt, men du kan overveje om du stadig kan støtte og være der for hende på afstand. Som jeg forstår det går barnet i skole nu. Jeg synes helt sikkert du skal opfordre din veninde til at tage fat i barnets klasselærer, også hvis hun har gjort det før, og spørge hvad der kan gøres for familien. Det er en uholdbar situation for dem, og det lyder som om din veninde godt selv kan se det, men bare er magtesløs i situationen. Hun kan selv kontakte PPR i sin kommune, hvis klasselæreren og skolen ikke vil hjælpe. 

Nielsen333 skriver:

Det er nemlig så super ærgerligt når beskyldningen om at "det nok er derhjemme den er gal" kommer frem. For det behøver absolut ikke være tilfældet. Barnets adfærd kan være vanskeligere derhjemme, simpelthen fordi det nu engang føles mere trygt og sikkert at være ved sine primære omsorgspersoner. Men så giver det bedre mening, at din veninde tilsyneladende tøver med at søge hjælp. Hun er nok bange for at blive stemplet igen. Hvis jeg var dig tror jeg faktisk ikke jeg ville afbryde kontakten. Altså jeg ville helt sikkert stoppe med at ses med hende og hendes børn når det er så belastende og konfliktfyldt, men du kan overveje om du stadig kan støtte og være der for hende på afstand. Som jeg forstår det går barnet i skole nu. Jeg synes helt sikkert du skal opfordre din veninde til at tage fat i barnets klasselærer, også hvis hun har gjort det før, og spørge hvad der kan gøres for familien. Det er en uholdbar situation for dem, og det lyder som om din veninde godt selv kan se det, men bare er magtesløs i situationen. Hun kan selv kontakte PPR i sin kommune, hvis klasselæreren og skolen ikke vil hjælpe. 

For ganske få uger siden tog hun fat i klasselæreren (igen) . Denne opfordrede til hun tog til egen læge. Egen læge sagde hun skulle få hjalp fra skolen. Og skolen mener ikke der er noget galt.

Anonym skriver:

For ganske få uger siden tog hun fat i klasselæreren (igen) . Denne opfordrede til hun tog til egen læge. Egen læge sagde hun skulle få hjalp fra skolen. Og skolen mener ikke der er noget galt.

Egen læge vil oftest ikke gøre noget hvis ikke PPR har været inde over. Jeg synes virkelig hun bør kontakte PPR direkte. Hvis det heller ikke hjælper må hun i sidste ende overveje at indsende en underretning på barnet. Det kan man godt på sit eget barn, og kommunens Familieafdeling håndterer ikke, som mange tror, kun sager med omsorgssvigtede børn og unge, de er der ligeså meget for at give råd, vejledning og eventuelle støtteforanstaltninger til familier med børn med særlige udfordringer. Som sagt, det lyder jo som om din veninde faktisk ønsker hjælp, men bare ikke har fået den endnu. Jeg håber virkelig for hende at den er lige om hjørnet. 

Nielsen333 skriver:

Egen læge vil oftest ikke gøre noget hvis ikke PPR har været inde over. Jeg synes virkelig hun bør kontakte PPR direkte. Hvis det heller ikke hjælper må hun i sidste ende overveje at indsende en underretning på barnet. Det kan man godt på sit eget barn, og kommunens Familieafdeling håndterer ikke, som mange tror, kun sager med omsorgssvigtede børn og unge, de er der ligeså meget for at give råd, vejledning og eventuelle støtteforanstaltninger til familier med børn med særlige udfordringer. Som sagt, det lyder jo som om din veninde faktisk ønsker hjælp, men bare ikke har fået den endnu. Jeg håber virkelig for hende at den er lige om hjørnet. 

Jeg skal lige have en pause fra dem. Hun fare hurtigt op og taler grimt til mig. Formentlig for hun er presset og stresset, men jeg har selv et par ting jeg bruger meget energi på, derfor prioritere jeg mig selv først. 

Anonym skriver:

Jeg skal lige have en pause fra dem. Hun fare hurtigt op og taler grimt til mig. Formentlig for hun er presset og stresset, men jeg har selv et par ting jeg bruger meget energi på, derfor prioritere jeg mig selv først. 

Og det skal du bestemt også! 

Jeg kan godt forstå at du må passe på dig selv.. og tager en pause. Med din uddybning lyder det bestem mest som om at det er din veninde der har en udfordring. Du skriver hun tidligere ar været medicineret osv. hun lyder som om hun har brug for hjælp .. mere end din hjælp. Professionel hjælp. Til selv at få det bedre og få overskuddet igen. Hun magter jo ikke alle sine børn, som situationen er. Og det er synd for de ældste også.
Kender du evt. manden så godt at du kan tale med ham om det - ellers hendes forældre eller søskende? Altså ikke om B men om din venindes manglende overskud og trivsel. 

Tjullehej skriver:

Jeg kan godt forstå at du må passe på dig selv.. og tager en pause. Med din uddybning lyder det bestem mest som om at det er din veninde der har en udfordring. Du skriver hun tidligere ar været medicineret osv. hun lyder som om hun har brug for hjælp .. mere end din hjælp. Professionel hjælp. Til selv at få det bedre og få overskuddet igen. Hun magter jo ikke alle sine børn, som situationen er. Og det er synd for de ældste også.
Kender du evt. manden så godt at du kan tale med ham om det - ellers hendes forældre eller søskende? Altså ikke om B men om din venindes manglende overskud og trivsel. 

Kender manden men ikke sådan på et punkt hvor jeg kan snakke med ham. Er også bange for at træde nogen over tæerne. Deres forhold køre meget op og ned. Så er de sammen. Så er de ikke. Umiddelbart er det bedste nok at holde en pause. Som skrevet tidligere har jeg selv et barn med udfordringer som kræver at jeg er fuld af overskud. Mine børn og selvfølgelig også mig selv kommer i første række.