Hvor meget bestemmer jeres børn?

Anonym skriver:

Ja. De kom næsten to timer senere end os andre. Da de endelig kom var B stadigvæk bare sur og ville bestemme alle lege. Hvis alle de andre børn ville gå én vej stoppede B op og skreg fordi hun ville en anden vej. Hendes mor gik med hende. Alle andre gik med mig.

OMG. Jeg var skredet.. Hun er da ikke værd at samle på..

ønskebørn74 skriver:

OMG. Jeg var skredet.. Hun er da ikke værd at samle på..

I bund og grund kan jeg bare så godt lide hende og hendes børn. Men det er begyndt at gå mig ret meget på at alt skal dreje sig om B. Det går jo også ud over hendes andre børn som ofte må blive hjemme fordi B ingenting gider. Den ældste 12 år må sjældent komme ud fordi hun skal hjælpe med den helt mindste. Jeg er sku træt i mit hoved altså!

Du har ikke overvejet, at din veninde har brug for hjælp, fordi hun ikke har det godt psykisk? 

For mig lyder det til, at hun har en belastningsreaktion, og godt kunne bruge noget mere hjælp til alle børnene.. Både det med, at du skriver, at hun "ikke orker at tage kampene op", og at den ældste skal hjælpe med den mindste.. For mig lyder det til, at hun er ved at gå ned med stress

Unicorn1 skriver:

Du har ikke overvejet, at din veninde har brug for hjælp, fordi hun ikke har det godt psykisk? 

For mig lyder det til, at hun har en belastningsreaktion, og godt kunne bruge noget mere hjælp til alle børnene.. Både det med, at du skriver, at hun "ikke orker at tage kampene op", og at den ældste skal hjælpe med den mindste.. For mig lyder det til, at hun er ved at gå ned med stress

Det tænkte jeg også. At hun har brug for hjælp, aflastning. for hende selv og for børnenes skyld. 

Unicorn1 skriver:

Du har ikke overvejet, at din veninde har brug for hjælp, fordi hun ikke har det godt psykisk? 

For mig lyder det til, at hun har en belastningsreaktion, og godt kunne bruge noget mere hjælp til alle børnene.. Både det med, at du skriver, at hun "ikke orker at tage kampene op", og at den ældste skal hjælpe med den mindste.. For mig lyder det til, at hun er ved at gå ned med stress

Jo da. Og hun har også været medicineret. Ved dog ikke om hun er endnu. Når jeg tilbyder hjælp afslår hun. I stedet har hun købt en hundehvalp nu. 

I stedet for at fokusere på dit eget behov for at B ikke skal bestemme alt skulle du måske prøve at udtrykke din bekymring for dem som familie? Det lyder da på ingen måde holdbart, at din veninde bare lader dig stå med ansvaret for hendes andre børn, mens hun selv har travlt med at rende efter B. Jeg synes som fagperson det er meget bekymrende, at et barn kan styre sine forældre så meget, at hun får tøj for flere tusinde kroner bare fordi hun lige har lyst. Hvis man kigger helt overfladisk på det, så jo, så kunne det godt bare handle om et forkælet barn der ikke er blevet mødt tilstrækkeligt med grænser, men som andre også skriver, hvis de øvrige børn ellers trives og har en almindelig adfærd, mon så ikke der ligger mere bag?

Jeg ved faktisk næsten ikke om jeg bliver mest bekymret for barnets adfærd, eller for at moren (som jeg forstår det?) uforvarende kommer til at forsømme de andre børn, fordi det ene barns vanskeligheder fylder så meget. Det lyder som om moren er bange for at B løber helt væk hvis ikke hun følger efter hende, og som om hun generelt ikke tør andet end at give efter for hende. Ved du hvordan barnet klarer sig i skolen? Hvis jeg kendte til barnet tror jeg bestemt jeg ville tænke at PPR skulle ind over. Husk at der godt kan være stor forskel på hvordan et barn opfører sig i skolen og hjemme. De fagpersoner der allerede har vurderet barnet, har de kendt til hendes adfærd i hjemmet, og de episoder du beskriver her? 

Anonym skriver:

Jo da. Og hun har også været medicineret. Ved dog ikke om hun er endnu. Når jeg tilbyder hjælp afslår hun. I stedet har hun købt en hundehvalp nu. 

Det er typisk, hvis man har lidt stolthed.. Så vil man klare det selv.. Sådan er jeg også opvokset, og jeg skulle ud i en slem fødselsdepression, før jeg sagde ja til hjælp.. 

Men måske du kan komme med nogle forslag til, hvor hun kan få hjælp fra fremmede? Altså en barnepige, reserve bedste eller noget 3... Det er ikke så slemt, som hvis man skal erkende et nederlag over for en veninde 

Unicorn1 skriver:

Det er typisk, hvis man har lidt stolthed.. Så vil man klare det selv.. Sådan er jeg også opvokset, og jeg skulle ud i en slem fødselsdepression, før jeg sagde ja til hjælp.. 

Men måske du kan komme med nogle forslag til, hvor hun kan få hjælp fra fremmede? Altså en barnepige, reserve bedste eller noget 3... Det er ikke så slemt, som hvis man skal erkende et nederlag over for en veninde 

Tro mig, jeg har prøvet de ting du skriver. Hun betyder jo meget for mig, ligeledes er hun der også for mig. Jeg er også ofte for stolt til at takke ja, men hun presser på og siger at jeg ikke har noget valg - og det har hjulpet mig en hel del gange. Gør jeg det mod hende, så bliver hun rasende. Åh hvor er det frusterende

Nielsen333 skriver:

I stedet for at fokusere på dit eget behov for at B ikke skal bestemme alt skulle du måske prøve at udtrykke din bekymring for dem som familie? Det lyder da på ingen måde holdbart, at din veninde bare lader dig stå med ansvaret for hendes andre børn, mens hun selv har travlt med at rende efter B. Jeg synes som fagperson det er meget bekymrende, at et barn kan styre sine forældre så meget, at hun får tøj for flere tusinde kroner bare fordi hun lige har lyst. Hvis man kigger helt overfladisk på det, så jo, så kunne det godt bare handle om et forkælet barn der ikke er blevet mødt tilstrækkeligt med grænser, men som andre også skriver, hvis de øvrige børn ellers trives og har en almindelig adfærd, mon så ikke der ligger mere bag?

Jeg ved faktisk næsten ikke om jeg bliver mest bekymret for barnets adfærd, eller for at moren (som jeg forstår det?) uforvarende kommer til at forsømme de andre børn, fordi det ene barns vanskeligheder fylder så meget. Det lyder som om moren er bange for at B løber helt væk hvis ikke hun følger efter hende, og som om hun generelt ikke tør andet end at give efter for hende. Ved du hvordan barnet klarer sig i skolen? Hvis jeg kendte til barnet tror jeg bestemt jeg ville tænke at PPR skulle ind over. Husk at der godt kan være stor forskel på hvordan et barn opfører sig i skolen og hjemme. De fagpersoner der allerede har vurderet barnet, har de kendt til hendes adfærd i hjemmet, og de episoder du beskriver her? 

Vi har haft snakken mange gange. I øvrigt er hverken skole, læge eller andre barnet kender er bekymret for hende. Selv har jeg kun kendt dem i et par år, så jeg kender ikke til hvordan det har været før det - andet end at mor siger hun altid har været ‘vanskelig’.

Anonym skriver:

Vi har haft snakken mange gange. I øvrigt er hverken skole, læge eller andre barnet kender er bekymret for hende. Selv har jeg kun kendt dem i et par år, så jeg kender ikke til hvordan det har været før det - andet end at mor siger hun altid har været ‘vanskelig’.

Men ved du om de kender til hendes adfærd i hjemmet?

I sidste ende må du jo sige fra og trække dig. Ved at lade din veninde sætte dagsordenen for jeres møder gennem sit barn, og ved at lade din veninde "bruge" dig i de situationer hvor barnet kræver hendes fulde opmærksomhed, så støtter du indirekte op om hendes måde at håndtere disse situationer på. Når man er så afhængig af sin venindes hjælp på den måde som hun tilsyneladende er, så skyldes det at man nok i virkeligheden har brug for en form for professionel hjælp. Og den skal din veninde indse at hendes familie har brug for, hvilket sandsynligvis ikke sker så længe hun får din hjælp. Giver det mening?