Jep, forelskelser bliver ved at være dejlige - og ofte satans besværlige - igennem hele livet, tror jeg. Og jeg ville langt lettere kunne forlige mig med, at min mand havde haft et ligegyldigt onenightstand, end at han over længere tid var stormende og dybt forelsket i en anden, drømte om et liv med hende, sammenlignede mig med hende, var fjern og led svære kvaler over sine følelser - men aldrig havde sex med hende.
Hvis det første skulle ske, ville jeg helt afgjort ikke ønske at vide det - hvis det var muligt for ham at undgå, at jeg nogensinde hørte om det. Hvad skulle jeg med den viden, hvis det vitterlig var en enkeltstående bommert? Dæleme nej, om han skulle gå bodsgang og bede om min tilgivelse for at få det bedre - det måtte han selv rode med. Han ved, jeg ser sådan på det - jeg tror ikke, det er sket, men man ved jo aldrig.
Jeg har været afsindigt forelsket i andre flere gange, men aldrig overvejet at forlade min mand af den grund. Det har virket på mig som langt alvorligere “utroskab”, at jeg har haft så stærke og svære følelser for andre “i smug”, end at jeg enkelte gange har haft dumme, betydningsløse onenightstands.
Kombi’en - sex OG forelskelse - har jeg ikke erfaring med. Det må være virkelig svært. For alle parter.
Min erfaring er, og det er jo en subjektiv oplevelse, at jo ældre og mere sammentømret, et par er, jo mindre tilbøjelige er de til at være sort/hvide og smide håndklædet i ringen pga. et sidespring. Jeg synes, at man skal undgå at male sig op i et hjørne af “Jeg ville ALDRIG kunne tilgive ...”, for jeg tror på, at man ligesom med så mange andre områder bliver lidt mere “rund” og nuanceret med alderen og lidt mere tilbøjelig til at kæmpe for det fælles liv, man har skabt sammen. Med tusind modifikationer og forbehold, selvfølgelig - det er blot, hvad jeg har set. Dermed IKKE sagt, at jeg mener, utroskab er en bagatel. Og selvsagt skal man ikke tilgive alt.
Det er jeg meget enig i, og det er også min egen oplevelse, at jeg med alderen (og erfaringen) er begyndt at se mere nuanceret på ting og være mere rummelig overfor egne og andres fejltrin. Der er nemlig ofte mange nuancer i utroskab og derfor synes jeg ikke, at det giver mening bare at se sort - hvidt på det a la: "den der er utro altid er et egoistisk røvhul," mens den anden er det uskyldige/stakkels offer."
Nu kan jeg jo kun tale om min egen sag, men jeg oplevede, at man faktisk godt kan være lykkelig med sin partner og Alligevel forelske sig i en anden. Det ene er ikke nødvendigvis ekskluderende for det andet.
Min partner nævnte netop vores relation som grund til at tilgive. Vi mener ikke, at vi uden videre bare kan finde en anden, der forstår os, støtter os, har fælles interesser med os osv som vi to har sammen. Vi har jo også over tid opbygget noget sammen, som nye partnere ikke bare kan erstatte (små hyggelige vaner og rutiner) men også større ting, vores forhold til hinandens familie mm.
Jeg er meget enig med dig i, at jeg også hellere ville opleve, at min kæreste havde one Night stands uden følelser end at han gik hen og forelskede sig i andre. Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg har igennem mit liv prøvet alle de varianter af utroskab, du nævner fra one Night stands (i branderter, da jeg var ung og dum) over følelsesmæssig utroskab, men uden sex og så til den affære, jeg fornylig har haft. Og det der gør det så svært, er nemlig, at det ikke er sort hvidt. Havde min evne til at forelske mig i en anden været en direkte konsekvens af, at mit forhold til min kæreste var slut, ville det være nemmere bare at bryde. Det samme kunne siges, hvis min kærlighed til min kæreste var præventiv for, at jeg kunne føle følelser for den anden. Sådan har det bare ikke været for mig : Jeg vidste efter at have kendt min affære i tre uger, at jeg på ingen måde ønskede at forlade min mand, men det ændrede ikke på, at jeg var forelsket til anden side (og endda nåede at blive det endnu mere, før jeg brød med ham).
Og til sidst: Jeg er ikke altid stolt af, hvordan jeg har håndteret mit kærlighedsliv, men jeg tænker at mine svar måske kan bruges af TS til at se lidt mere nuanceret både på sine følelser og muligheder i en svær situation.
