Skal han respektere det? Eller er jeg forkert?

Tommelise skriver:

Det beklager jeg. Jeg var ikke klar over, at du er eller har prøvet at være bonusfar (og håber ikke, at jeg konkluderer igen):

Jeg skrev også TROR.

Og selv om du ikke selv havde været , så ville jeg respektere, at du har en holdning til emnet.

Jeg synes nemlig godt, man må have holdninger til en situation, man ikke præcis selv har stået i.

Jeg har ikke selv prøvet at være bonusfar og jeg skriver netop højere oppe, at jeg godt forstår det kan være svært for ham til tider. Jeg omgås også folk der er skilt, så jeg er bestemt ikke blind eller uden fornemmelser for de dilemmaer man ender i.

Men i den konkrete situation som er beskrevet af TS synes jeg ikke hun gør noget forkert i at omgås sin ex uden sit nye barn til f.eks. en fødselsdag, når de også ses allesammen ved andre lejligheder. Jeg synes folk var ved at gøre TS til den helt store bussemand og det synes jeg ikke hun er.

IenFart skriver:

Jeg har ikke selv prøvet at være bonusfar og jeg skriver netop højere oppe, at jeg godt forstår det kan være svært for ham til tider. Jeg omgås også folk der er skilt, så jeg er bestemt ikke blind eller uden fornemmelser for de dilemmaer man ender i.

Men i den konkrete situation som er beskrevet af TS synes jeg ikke hun gør noget forkert i at omgås sin ex uden sit nye barn til f.eks. en fødselsdag, når de også ses allesammen ved andre lejligheder. Jeg synes folk var ved at gøre TS til den helt store bussemand og det synes jeg ikke hun er.

Det er jo det gode ved et debatforum, at det er meningen, at der skal udveksles synsppunkter.

Jeg skriver jo også, hvis jeg synes, det er ekskonen eller eksmanden - den biologiske far eller mor - den er gal med, selv om de fleste andre synes noget andet.

Der er næsten altid to sider af en sag.

IenFart skriver:

Altså jeg abonnerer ikke på den der med at hele familien SKAL inviteres med. Jeg synes det er godt dit nyeste barn får et godt forhold til de øvrige børn og voksne i familien, også et par led ude. Men det lyder jo også som om I ses allesammen ved andre anledninger.

Så jeg synes ikke din kæreste skal diktere om du tager til fødselsdag eller ej. Jeg kan godt sætte mig ind i det kan være lidt svært for ham nogle gange men det må være vilkårene når man indgår i forhold hvor der er børn fra tidligere. 

Helt enig. 364 dage om året prioriterer TS sin mand, deres fællesbarn og øvrig familie. Én gang om året tager hun til eksens fødselsdag - sammen med deres fællesbørn. Hvis det kan få den nuværende mand til at føle sig selv og fællesbarnet generelt ekskluderet - selv om hele flokken ses til andre begivenheder - så mener jeg også, han har noget at arbejde med. 
Der kan være mange gode grunde til, at nuværende mand og “nyt” barn ikke inviteres med lige netop den ene gang årligt. Ældre familiemedlemmer, der ikke kan relatere til fødselarens ekskones nye mand og barn, pladshensyn, dårlig stemning, fordi ny mand ikke bryder sig om eksmand. Børn, der mærker modviljen mellem de to mænd. 
Jeg synes, det bliver blæst op som et generelt problem. Det er én gang om året ...

Anonym skriver:

Hej damer.

er nød til at høre jer ad. Min ex ( som også er far til mine børn )og som jeg her kendt i 15 år  inviterer mig altid til hans fødselsdag og jeg kommer selfølgelig gerne. Vi har et super godt venskab og forældreskab og der ligger ingen følelser mellem os ( ud over børnene selfølgelig ) . Han hSr en ny kvinde som han har fået et barn med og jeg har en ny mand som jeg har fået et barn med. Jeg hsr også Et godt forhold til hans nye dame. Dilemmaet er at min kæreste synes og ikke kan forstå at jeg stadig tager til hans fødselsdag når han invitere mig. Min kæreste har altid haft det svært med min ex og synes ikke videre godt om ham. Ved ikke om det bunder i jalousi . 

Jeg har som sagt et rigtigt godt venskab til min ex og min kæreste bryder sig ikke om det. Det gør mig ked af det fordi jeg ser kun min ex som en god ven og far til mine børn. Intet andet. 
hvordan ville i have det? Ville i lukke af for venskabet og sige ned til fødselsdag? 
jeg ville selv have det helt fint med at han gjorde det samme hos hans børns mor og hendes nye kæreste. 
omvendt ville jeg sagtens kunne forstå ham hvis det var en ex der ikke vSr børn med. 

jeg føler mig Presset til at droppe venskabet. Hvad gør jeg? 

Okay - men hvis din kæreste bare "synes det er underligt" - er det så muligt at bore lidt mere i det. 

Det lyder lidt, som om han ikke direkte kan sige det, hvis han er bange for, at du i virkeligheden hellere vil have din eks.

Er bange for, at din eks bager på dig, mens han ikke kan se det.

Det burde være muligt at komme til at forstå, at I er "helt færdige med hinanden"

Hvis du slet ikke kan få ham til at åbne sig - så bliver det svært. For jeg er helt enig i, at han har noget at arbejde med.

Eller se sig om efter "rollemodeller" i samme situation.

Ved ikke, om parterapi er for voldsomt.

IenFart skriver:

Jeg har ikke selv prøvet at være bonusfar og jeg skriver netop højere oppe, at jeg godt forstår det kan være svært for ham til tider. Jeg omgås også folk der er skilt, så jeg er bestemt ikke blind eller uden fornemmelser for de dilemmaer man ender i.

Men i den konkrete situation som er beskrevet af TS synes jeg ikke hun gør noget forkert i at omgås sin ex uden sit nye barn til f.eks. en fødselsdag, når de også ses allesammen ved andre lejligheder. Jeg synes folk var ved at gøre TS til den helt store bussemand og det synes jeg ikke hun er.

Og nej da - man er ikke blind eller uden fornemmelse for den slags dilemmaer, selv om de ikke er ens egne.

Sådan er det med mange forskellige emner.

Nu kaster jeg lige et spørgsmål ud - tror I det er lige svært for begge køn at tale om det ?

Altså det med at sætte ord på sine følelser, hvis man irrationelt frygter, at partneren og eksen finder sammen igen.

Eller kan det handle om, at man er bange for at få at vide, at det er "noget pjat", hvis man ved, at det er en irrationel følelse ?

IenFart skriver:

Jeg har ikke selv prøvet at være bonusfar og jeg skriver netop højere oppe, at jeg godt forstår det kan være svært for ham til tider. Jeg omgås også folk der er skilt, så jeg er bestemt ikke blind eller uden fornemmelser for de dilemmaer man ender i.

Men i den konkrete situation som er beskrevet af TS synes jeg ikke hun gør noget forkert i at omgås sin ex uden sit nye barn til f.eks. en fødselsdag, når de også ses allesammen ved andre lejligheder. Jeg synes folk var ved at gøre TS til den helt store bussemand og det synes jeg ikke hun er.

Og for øvrigt - fedt at du har en profil herinde. Her er jo mest kvinder, så det kan være godt også at høre fra dig.

Nu spørger jeg lige om noget: hvad går der af dig og din eks at invitere din nye mand/kæreste med? Hvorfor må han ikke komme med? Hvorfor skal fødselsdagen virke så "hemmelig"? 

Altså få en barnepige til jeres barn og så tag din nye kæreste med.. Eller er det så farligt? 

For jeg synes, at det er mere forkert, at din nye familie/kæreste bliver ekskluderet.. Man kommer som par til sådanne ting, medmindre begge er indforstået med, at den ene part bliver hjemme.. 

Og nu siger du, at du ser ingen grund til, at dit nye barn og kæreste er med.. Men der er vel heller ingen grund til, at du er med? Du tilhører i princippet ikke den del af familien mere.. Havde det været et af jeres børns fødselsdag, så var det noget andet.. Men det her er din eks, og I er ikke et par mere og derfor ikke på den måde i familie mere.. Ergo hører du egentlig heller ikke til ved den fødselsdag (ifølge mig)

Nu kommer jeg fra lignende forhold, hvor jeg har været/er gode venner med ekskærester. Det er min nuværende mand helt indforstået med. Den ene har et barn, jeg har været meget inde over. Som I rigtig meget og i perioder mere end den biologiske far. 

Nogle af mine bedste venner, har jeg været “venner med fordele med” over flere år. 

Det er totalt uproblematisk for os. 

MEN lige fra dag 1 fortalte jeg min nuværende mand alt. Han kender simpelthen til alle forhold osv. Mit fokuspunkt har hele tiden været gennemskuelighed og gennemsigtighed. Og han har hele tiden haft “vetoret” - det vil sige, at han til enhver tid kan sætte mit venskab med en ven på pause, hvis det går udover mit og hans forhold. 

Har han gjort det i de knap 10 år vi har været sammen? Nej. 
Hvorfor ikke?: Fordi han føler sig bund tryg. 

Min mand har altid været inviteret ind i alle - som i ALLE venskaberne. Det er ham der skal føle, at han kan vælge til og fra... ikke mig. Det er HAM som er utryg, og der går INTET af mig ved at invitere ham ind i min cirkel af venner. Han er der ikke hele tiden - han er der, når han har lyst. 

Men fordi jeg har været så åben, så kan jeg sagtens drikke øl/kaffe osv med alle mine venner, som jeg haft seksuel bekendtskab tidligere. 

I går var vi eksempelvis sammen med et vennepar, hvor jeg kender begge godt - men har haft et seksuelt forhold til manden tidligere (for maaaaange år siden før min mand). 

Vi inviterer ofte min gode ven (og tidligere ven med fordele) på besøg. Og min mand elsker ham! Nyder hans selskab. 

Min mand kan sagtnes blive jaloux. Sagtens... det hr jeg set før. Men så er det mit ansvar at gribe ham. Hvis jeg ønsker ham som min mand. 

Så jeg forstår altså godt din mand TS. Det virker underligt, at der er en del af dit liv, han ikke er velkommen i. 

Og den eneste grund til, at det fungerer i mit liv med alle de ekskærester og venskaber, er at min mand ALTID er inviteret. Han kan altid sige nej. 
Men han gør det ikke - og dermed har jeg ofte aftaler med dem uden ham. 

Min mand er ham jeg satser på at have resten af livet. Og det betyder, at han skal have muligheden for at være med i det, der gør ham utryg. Altid. 

Anonym skriver:

Nu kommer jeg fra lignende forhold, hvor jeg har været/er gode venner med ekskærester. Det er min nuværende mand helt indforstået med. Den ene har et barn, jeg har været meget inde over. Som I rigtig meget og i perioder mere end den biologiske far. 

Nogle af mine bedste venner, har jeg været “venner med fordele med” over flere år. 

Det er totalt uproblematisk for os. 

MEN lige fra dag 1 fortalte jeg min nuværende mand alt. Han kender simpelthen til alle forhold osv. Mit fokuspunkt har hele tiden været gennemskuelighed og gennemsigtighed. Og han har hele tiden haft “vetoret” - det vil sige, at han til enhver tid kan sætte mit venskab med en ven på pause, hvis det går udover mit og hans forhold. 

Har han gjort det i de knap 10 år vi har været sammen? Nej. 
Hvorfor ikke?: Fordi han føler sig bund tryg. 

Min mand har altid været inviteret ind i alle - som i ALLE venskaberne. Det er ham der skal føle, at han kan vælge til og fra... ikke mig. Det er HAM som er utryg, og der går INTET af mig ved at invitere ham ind i min cirkel af venner. Han er der ikke hele tiden - han er der, når han har lyst. 

Men fordi jeg har været så åben, så kan jeg sagtens drikke øl/kaffe osv med alle mine venner, som jeg haft seksuel bekendtskab tidligere. 

I går var vi eksempelvis sammen med et vennepar, hvor jeg kender begge godt - men har haft et seksuelt forhold til manden tidligere (for maaaaange år siden før min mand). 

Vi inviterer ofte min gode ven (og tidligere ven med fordele) på besøg. Og min mand elsker ham! Nyder hans selskab. 

Min mand kan sagtnes blive jaloux. Sagtens... det hr jeg set før. Men så er det mit ansvar at gribe ham. Hvis jeg ønsker ham som min mand. 

Så jeg forstår altså godt din mand TS. Det virker underligt, at der er en del af dit liv, han ikke er velkommen i. 

Og den eneste grund til, at det fungerer i mit liv med alle de ekskærester og venskaber, er at min mand ALTID er inviteret. Han kan altid sige nej. 
Men han gør det ikke - og dermed har jeg ofte aftaler med dem uden ham. 

Min mand er ham jeg satser på at have resten af livet. Og det betyder, at han skal have muligheden for at være med i det, der gør ham utryg. Altid. 

 

Du sagde lige præcis det, som jeg tænkte! 

Godt skrevet