Venner/bekendte

Jeg har 2 tætte veninder, som jeg aldrig ser. Jeg har dog regelmæssig kontakt med dem begge. Den ene skriver/snapper jeg med hver dag, den anden er lidt mere sporadisk. 

Og så har jeg en veninde som er ved at udvikle sig til et tæt venskab. Derudover har jeg rigtig mange søde bekendte som jeg ikke vil betegne som mine venner. 

Jeg har tre gode, tætte veninder som jeg snakker med og ses relativt ofte med - relativt, fordi vi alle har børn og måske ses hver anden måned, hah. Min mand har en stor omgangskreds som vi også ses med, de er søde og jeg betragter dem som gode bekendtskaber, men det er ikke nogen jeg ses eller snakker med uden for hans selskab.

Her har jeg flere bekendte som jeg snakker med en gang i mellem. Men jeg har ingen rigtige venner eller veninder. 

Og det savner jeg da men som voksen er det svært at få nye venskaber syntes jeg. 

Hvis du har 4-5 tætte veninder er det da flot/fint. Jeg tror hånden på hjertet, at det er svært, at være rigtig tæt med mange mennesker.

Det der med "som jeg kan fortælle alt til". Den sætning har jeg det lidt underligt med.. jeg har gode og tætte venner og veninder som jeg bruger når livet er svært. Men der er da ting jeg ikke fortæller. Fx parforhold problemer. Dem har jeg aldrig delt ud af til nogen. Jeg føler det som bagtalelse af min kæreste, så det gør jeg bare ikke. 

Men, jeg har vel 7 tætte venner som jeg kan læsse af på hvis livet er hårdt. Som jeg ikke er bange eller for stolt til at tude overfor. Og som jeg også kan hygge mig rigtig meget med  

Og så har jeg vel 9 som jeg vil betegner som venner men ikke tætte venner. Men heller ikke bekendte, for de er mere end det. Bekendte for mig, er nogen man bare ved hvem er og hilser på på gaden agtigt eller smalltalker med hvis man tilfældigt er endt i det samme selskab. 

Jeg synes det er nok for mig. Jeg kan godt synes det er svært at huske alle hele tiden når man har et liv med børn, kæreste og fuldtidstudie der fylder det meste. Jeg ser heller ikke alle ligemeget og jeg ser slet ikke nogen af dem hver uge (jo, dem jeg læser med, men). Men det er helt okay for mig..  

Jeg har 2 rigtig gode venner - mine brødre, som har været mine bedste venner hele mit liv. Og så har jeg min mand og mine børn. Jeg har ikke brug for eller overskud til mere.

Jeg har måske 3-5 venner. Taler dog ikke med dem mere end max en gang om måneden. I virkeligheden ses jeg mest med min mand og bruger ham. 

Anonym skriver:

Meget enig

Det er også sådan jeg har det. 

Tror det er meget normalt at have flere bekendte end rigtig tætte venner/veninder. 

Men det er

også godt at have de bekendte i éns liv - man bruger jo folk til noget forskelligt, nogle har man det helt specielt sjovt med - andre deler man en hobby og er sammen om det men uden at være rigtig tætte. 

 

Nemlig.. jeg vil for meget nødigt undvære mine skøre veninder, og vi har holdt sammen i snart 20 år.. som vi nu siger til vores børn, det kan ikke lykkes os at være normale sammen, vi griner stadig som om vi var 18 år..

vi tager på weekend sammen i sommerhus, sover lure på hinandens sofaer, deler glæder og sorger.. 

men perifære venskaber bruger jeg aldrig så meget tid med, for det trætter mig mere end hvad godt er. 

Jeg har desværre ingen tætte venner eller veninder. Det er et stort savn og ofte manglet. Det er hårdt ikke , at have nogle at dele med når livet byder på endnu en omgang modgang. 

Jeg har en god veninde som jeg har haft fundet via en mødre gruppe. Kan nemt gå 3 måneder hvis ikke mere inden vi ses. Nogle gange med børn og andre uden.

Jeg har 2 venner fra min ungdom som jeg ser alt fra 1/2 år til 1 år. Men der ryger vi i en hyggeligt sammenvær med det samme. Vi ringer ikke sammen og skriver også sjældent sammen men når vi ses er det utroligt hyggeligt. De bor også 300 km væk.

Men ellers har jeg mine forældre og min kæreste. Sviger familien er utroligt søde men igen det er svigerfamilie. Kan jeg føle mig ensom ja. Er jeg social nej. Men nogle gange kunne det da være hyggeligt at ses over en kop kaffe lidt mere jævnlig. Kan godt mærke at corona gør noget ved en nu. Og der tror jeg ikke jeg er den eneste.