Samfundet åbner for de mindste

lineog4 skriver:

Det ligger ikke til mig 

Jo jeg kan sagtens affinde mig med, at der er noget jeg ikke forstår. Men ser du jeg har ikke siden sygehuspersonale affærdigede mine bekymringer med ordene: der er ikke syge babyer på barselsgangen og falckredder kaldte mig hysterisk og mente de ikke skulle tage min datter med trods synlige ligpletter på benene stolet på alt hvad der bliver sagt. Ved at være hjemme med børnene, havde jeg kontrollen nu slipper jeg den og skal stole blindt på nogle som faktisk handler en smule i blinde, og melder forskelligt ud og ofte lige nu uden logik

Jeg forsøger virkelig st smide min naive tiltro ind, men det er super svært. Jeg vil tage på arbejde med et smil og intet barn eller forældre vil vide jeg er bekymret. Jeg ved også, at jeg ikke kan holde afstanden til børn der falder og slår sig , og jeg vil heller ikke forsøge, men blot krydse fingre for mine kilo på side benene og min efterhånden lidt accelerende alder ikke gør netop mit forløb bliver kompliceret. 

Så alle kan være rolige jeg er som lærere er flest, og vi gør hvad vi skal og vi tager ikke afstand fra de børn der rent faktisk har brug for nærværet. Men derfor vil jeg stadig melde, at jeg er bekymret for om jeg kan akørne lægens barn fra.smitte under de forhold og på den måde. 

Jeg tror oprigtigt, at vi nu har brug for en stor portion naiv tiltro til, at folk med meget store regneark gør deres bedste for alles bedste. Men vi går på ubetrådt land - og det er helt urealitisk, at der ikke kommer fejl. Det er dog desværre også helt urealitisk, at samfundet kan overleve en meget lang nedlukning. Befolkningens motivation falder i øvrigt helt af sig selv, når antallet af indlagte falder og dødstallene stabiliseres. Så ender vi med en ineffektiv nedlukning, som hverken holder smittetal nede eller produktion oppe. 

Jeg forstår virkelig behovet for at stille spørgsmålstegn ved de store politiske linjer - det gør jeg også selv. Men når jeg bliver allermest utryg, prøver jeg at tænke, at meget kloge mennesker bruger meget store regnemodeller for at lægge den bedst mulige linje. Måske er den forkert - det ved vi først om mange måneder. Men umiddelbart virker det nu rationelt at starte med de raskeste personer – altså børnene. 

Der er mange forbehold og mange ulemper. Men det farligste at gøre lige nu er at bibeholde nedlukningen. De yngste i befolkningen må tilbage på arbejdsmarkedet (altså dem under 50). Det kræver, at deres børn bliver passet. Derfor SKAL institutionerne op at køre. 

Skulle man tænke kreativt vedr forskudte arbejdstider? Ja, måske... ville du passe min unge fra 16-23? Der er et kæmpe puslespil ift at få dét til at gå op. Har vi tid til at vente på det? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der SKAL tjenes penge til at få samfundet til at køre. Og vi kan ikke vente meget længere. 

lineog4 skriver:

Jeg er virkelig utryg nu. Dette er taget fra anbefalinger fra statens serums institut til åbning af skoler. Der er en masse andet sjovt i den rapport, men det her gør mig utryg.

Og skulle man selv have lyst til at læse den: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Genaabning-af-skoler

Vi og ungerne har venner, som godt nok ik er testet positiv (lægen ville ik ha dem ind, men de havde været til fest med en læge tirsdag, som landet lukkede ned onsdag, som blev testet positiv) hvor forældre har været mega syge i 3 uger, og ungerne Ca 1 uge hver, og hvor vores den store også blev mega dårlig med høj feber, mega hovedpine, hoste og snot, og da jeg ringede til min chef, for at få at vide hvordan jeg sku forholde mig, i forhold til vores borgen på bostedet, fik jeg at vide, at så længe jeg var frisk, så sku jeg komme på arbejde. Vores den mindste blev efterfulgt også rigtig syg, med feber, ondt i halsen, hoste, snot og hovepine. Igen er mig og kæresten stadig frisk og jeg har passet mit arbejde som normalt.

Men har virklig også været i tvivl om, hva nu hvis jeg er en rask smittebærer, og jeg så kommer på arbejde og smitter alle mine kollegaer og borger, som slet ik ville ku forstå isolation osv, hva pokker sku det så ik ende med?

Nu satser vi på, at der er nogen kloger hoveder, som har styr på en smart genåbning, og du har fuldstændig ret i, at det ik er lærernes opgave at sørge for det. Det er politiker, leder og topfolk, dom har det ansvar, og at det ska vi forældre husk. Vh Stine 

Abracadabra skriver:

Jeg tror oprigtigt, at vi nu har brug for en stor portion naiv tiltro til, at folk med meget store regneark gør deres bedste for alles bedste. Men vi går på ubetrådt land - og det er helt urealitisk, at der ikke kommer fejl. Det er dog desværre også helt urealitisk, at samfundet kan overleve en meget lang nedlukning. Befolkningens motivation falder i øvrigt helt af sig selv, når antallet af indlagte falder og dødstallene stabiliseres. Så ender vi med en ineffektiv nedlukning, som hverken holder smittetal nede eller produktion oppe. 

Jeg forstår virkelig behovet for at stille spørgsmålstegn ved de store politiske linjer - det gør jeg også selv. Men når jeg bliver allermest utryg, prøver jeg at tænke, at meget kloge mennesker bruger meget store regnemodeller for at lægge den bedst mulige linje. Måske er den forkert - det ved vi først om mange måneder. Men umiddelbart virker det nu rationelt at starte med de raskeste personer – altså børnene. 

Der er mange forbehold og mange ulemper. Men det farligste at gøre lige nu er at bibeholde nedlukningen. De yngste i befolkningen må tilbage på arbejdsmarkedet (altså dem under 50). Det kræver, at deres børn bliver passet. Derfor SKAL institutionerne op at køre. 

Skulle man tænke kreativt vedr forskudte arbejdstider? Ja, måske... ville du passe min unge fra 16-23? Der er et kæmpe puslespil ift at få dét til at gå op. Har vi tid til at vente på det? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der SKAL tjenes penge til at få samfundet til at køre. Og vi kan ikke vente meget længere. 

Hvis vi arbejdede på skift, så behøvede der ikke den samme grad af pasning. Men ja udover det, så ville det da være langt lettere at have dit barn fra 16 til 23 for så var min mand kommet hjem fra arbejde, og mine børn skulle ikke fylde i lokalerne og være med til at forøge mængden af smittekæder, så fx dit barn blev smittet og kom hjem og smittede dig.

Jeg har arbejdet 16 til 22 og weekender i den sidste tid (og så også i dagtimerne) for det passede med, at jeg arbejdede mest effektivt når min mand var hjemme frem for når jeg var alene hjemme med børnene. Det er da det mindste lille problem og vil også være for mange andre, hvis vi tør rykke lidt til vanerne. 

Alle under 50 er ikke på arbejdsmarkedet, nogen er på barsel, nogen er frisører, tjenere og arbejdsløse, hvorfor skal deres børn partout i skole mens deres forældre går hjemme? Det kan da kun være for at øge antallet af smittede - så kan de da sige det fremfor at dække det ind under, det er vigtigt at få hjulene i gang - frisørens hjul er ikke i gang. 

Udover det er Ikke kun de under 50, der skal ud - man er først i risikogruppe når man er over 65 (i hvert fald som lærer og pædagog).

Ville ønske der var ærlighed og ikke forherligelse - der ville blive børn, der er smittede, der vil også være børn med komplicerede forløb, få bevares, men de vil være der. Der vil også være forældre med komplicerede forkøb igen få men de vil være der, det vise alle tal fra andre lande som har været hårdere ramt - der er også mennesker på 30 i respirator. Der vil måske endda også være forældre der dør - det er prisen for en mulig flokimmunitet. Og det at starte med børn og de yngste voksne gør at der formodentlig kommer færre dødsfald end hvis vi startede med dem på min alder (og vi har så også børn i indskolingen, men der er flest af dem under 40). 

Jeg kunne godt finde min naive tiltro frem, hvis bare jeg blev mødt af ærlighed, ærlighed er også at sige: vi aner faktisk ikke om det her giver bagslag og om vi er helt forkert på den, når vi siger børn ikke smitter særlig meget. 

lineog4 skriver:

Hvis vi arbejdede på skift, så behøvede der ikke den samme grad af pasning. Men ja udover det, så ville det da være langt lettere at have dit barn fra 16 til 23 for så var min mand kommet hjem fra arbejde, og mine børn skulle ikke fylde i lokalerne og være med til at forøge mængden af smittekæder, så fx dit barn blev smittet og kom hjem og smittede dig.

Jeg har arbejdet 16 til 22 og weekender i den sidste tid (og så også i dagtimerne) for det passede med, at jeg arbejdede mest effektivt når min mand var hjemme frem for når jeg var alene hjemme med børnene. Det er da det mindste lille problem og vil også være for mange andre, hvis vi tør rykke lidt til vanerne. 

Alle under 50 er ikke på arbejdsmarkedet, nogen er på barsel, nogen er frisører, tjenere og arbejdsløse, hvorfor skal deres børn partout i skole mens deres forældre går hjemme? Det kan da kun være for at øge antallet af smittede - så kan de da sige det fremfor at dække det ind under, det er vigtigt at få hjulene i gang - frisørens hjul er ikke i gang. 

Udover det er Ikke kun de under 50, der skal ud - man er først i risikogruppe når man er over 65 (i hvert fald som lærer og pædagog).

Ville ønske der var ærlighed og ikke forherligelse - der ville blive børn, der er smittede, der vil også være børn med komplicerede forløb, få bevares, men de vil være der. Der vil også være forældre med komplicerede forkøb igen få men de vil være der, det vise alle tal fra andre lande som har været hårdere ramt - der er også mennesker på 30 i respirator. Der vil måske endda også være forældre der dør - det er prisen for en mulig flokimmunitet. Og det at starte med børn og de yngste voksne gør at der formodentlig kommer færre dødsfald end hvis vi startede med dem på min alder (og vi har så også børn i indskolingen, men der er flest af dem under 40). 

Jeg kunne godt finde min naive tiltro frem, hvis bare jeg blev mødt af ærlighed, ærlighed er også at sige: vi aner faktisk ikke om det her giver bagslag og om vi er helt forkert på den, når vi siger børn ikke smitter særlig meget. 

Men der HAR da været ærlighed? Der har været meldt helt klart ud, at vi forventer fejl i dette forløb. Men der er bare ikke noget alternativ til åbning af samfundet. Og jeg bliver efterhånden lidt provokeret af al den back-seat-driving, man møder... Du og dine skeptiske lidelsesfæller må melde jer i sundhedsstyrelsen eller ssi og udøse jeres uendelige visdom og redde landet og økonomien. I mellemtiden redder jeg patienterne, mens du og resten af lærerne brokker jer over inddragelse af jeres afspadsering - for GUD FORBYDE at I skulle yde, mens jeg og mine kollegaer står oversprøjtet med blod, lort, snot og fucking corona i landets akutmodtagelser...

Den retorikuddannelse har da ikke været spildt - men der kommer også et tidspunkt, hvor man må falde ind i takt med ledelsen. Var det mon ikke nu, du lagde al din what-about-erisme på hylden og accepterede, at der findes andre kloge mennesker end dig?

Abracadabra skriver:

Men regnestykket er jo så stort og kompliceret, at det ikke er umiddelbart logisk. Vi prøver nu at bytte stor fremtidig død og elendighed med nuværende mindre død og elendighed - i et helt uoverskueligt forløb. Der er ingen logik, der er en prøven sig frem. Måske skal du affinde dig med, at der er noget, du ikke umiddelbart kan forstå? Dét prøver jeg. 

Jeg er også lærer og skal med stor sandsynlighed møde ind på onsdag. Jeg glæder mig og jeg har savnet mine skoleunger

Men... for lige knap 14 dage siden fik jeg besked om, at jeg ikke måtte deltage nødordningen på min skole, da vores læge vurderede min 9-årige søn til at være i risikogruppen, der kunne få et voldsomt og langtsrakt forløb. Det meste af dagen i dag står der i nyheder, på politiets hjemmeside og diverse politikere, der får meldt ud af regeringen, at man IKKE skal i skole/på arbejde hvis man selv eller en i nær familie er i risikogruppen.

Her til aften melder SST så ud, at man skal arbejde, hvis man har en i risikogruppen i husstanden. Og barnet skal for så vist også i skole, ellers tæller det som fravær. (Der er flere forskellige meldinger vedr. fravær). 

Her bliver jeg utryg - hvordan kan det være at min søn skal skånes for alt i verden i denne uge, men i næste uge er det ikke så vigtigt? Er det kold og kynisk økonomi eller har man fået en anden viden om sygdommen og risikogrupperne? Sætter jeg mit barns liv på spil ved at sende ham afsted - eller ved selv at tage afsted? For der er jeg nok bare så egoistisk, at det kommer ikke til at ske. Jeg ofrer ikke mit barn for samfundets bedre, uden at kæmpe imod med næb og klør. Så langt rækker mit samfundssind ikke.

Jeg har som Line også mødt et sundhedsvæsen, der nedtonede betydningen af sygdomstegn, hvilket betød min mands død, og det sætter sig i en. Jeg har svært ved at finde ud af om det er en irrationel angst for igen at skulle slukke for en respirator, eller om det er en reel frygt jeg går med - og når myndighederne melder så forskelligt ud (endda på samme dag), hjælper det ikke på troværdigheden. 

Så jo - jeg glæder mig til at se min skønne klasse igen (eller i hvert fald halvdelen), men det er med en kæmpe portion utryghed og angst. Og jeg må konstaterer at mit samfundssind kun strækker sig til at afgive ferie- og flextid, arbejde weekend og aften for at får nødundervisning til at hænge sammen osv. Det rækker ikke til at gamble med min søns liv, fordi vi skal have gang i smitten igen...

Matsør skriver:

Jeg er også lærer og skal med stor sandsynlighed møde ind på onsdag. Jeg glæder mig og jeg har savnet mine skoleunger

Men... for lige knap 14 dage siden fik jeg besked om, at jeg ikke måtte deltage nødordningen på min skole, da vores læge vurderede min 9-årige søn til at være i risikogruppen, der kunne få et voldsomt og langtsrakt forløb. Det meste af dagen i dag står der i nyheder, på politiets hjemmeside og diverse politikere, der får meldt ud af regeringen, at man IKKE skal i skole/på arbejde hvis man selv eller en i nær familie er i risikogruppen.

Her til aften melder SST så ud, at man skal arbejde, hvis man har en i risikogruppen i husstanden. Og barnet skal for så vist også i skole, ellers tæller det som fravær. (Der er flere forskellige meldinger vedr. fravær). 

Her bliver jeg utryg - hvordan kan det være at min søn skal skånes for alt i verden i denne uge, men i næste uge er det ikke så vigtigt? Er det kold og kynisk økonomi eller har man fået en anden viden om sygdommen og risikogrupperne? Sætter jeg mit barns liv på spil ved at sende ham afsted - eller ved selv at tage afsted? For der er jeg nok bare så egoistisk, at det kommer ikke til at ske. Jeg ofrer ikke mit barn for samfundets bedre, uden at kæmpe imod med næb og klør. Så langt rækker mit samfundssind ikke.

Jeg har som Line også mødt et sundhedsvæsen, der nedtonede betydningen af sygdomstegn, hvilket betød min mands død, og det sætter sig i en. Jeg har svært ved at finde ud af om det er en irrationel angst for igen at skulle slukke for en respirator, eller om det er en reel frygt jeg går med - og når myndighederne melder så forskelligt ud (endda på samme dag), hjælper det ikke på troværdigheden. 

Så jo - jeg glæder mig til at se min skønne klasse igen (eller i hvert fald halvdelen), men det er med en kæmpe portion utryghed og angst. Og jeg må konstaterer at mit samfundssind kun strækker sig til at afgive ferie- og flextid, arbejde weekend og aften for at får nødundervisning til at hænge sammen osv. Det rækker ikke til at gamble med min søns liv, fordi vi skal have gang i smitten igen...

 

Der var en overgang, hvor vi troede, at de astmatiske børn havde en betydeligt øget risko for at blive ekstra syge. Det tror vi ikke mere. Der er nok en lille øget risiko, men børnene bliver generelt ikke særligt syge... Den 1100 grams præmature i respirationsstøtte kan nok ikke tåle en lungeinfektion oveni og skal beskyttes. Jeg ville nok også være bekymret for et barn med dårligt behandlet cystisk fibrose, men generelt er børnene virkelig raske i corona sammenhæng. 

Så du må tale med dit barns læge og få en konkret vurdering. 

Der vil selvfølgelig være enkelte børn, der kun dårligt kan tåle corona. Men det er en lillebitte fåtal. Der er tilgengæld mange, mange, mange børn og voksne, der ikke kan tåler et samfund uden penge til sundhedsplejersker, kræftbehandling, pædagoger på specialskoler, psykologer i PPR og så videre og så videre.

Det koster også liv (og også børneliv), hvis vi ikke snart kommer i gang. Måske vil en dygtig matematiker kunne vise, at flere børn vil dø af en fortsat samfundsnedlukning end af corona? Dødsfald i form af vold mod børn (som en god og dyr pædagogisk indsats kunne have afhjulpet) eller i form af manglende SSP-indsats? Eller i form af manglende ressourcer til opsporende sundhedsplejerskearbejde? 

Der er INTET alternativ til åbning af samfundet. Der er mange smarte måder at gøre det på. I betragtning af, at børn hverken bliver særligt syge eller smitter særligt meget (med den nuværende og meget begrænsede viden), giver det strålende mening at vælge den nuværende strategi. Måske finder vi om et år ud af, at vi skulle have gjort noget andet... Men der er ingen, der ved det! Lige nu må vi handle udfra den nuværende viden - og den taler vi den nuværende løsning. 

Abracadabra skriver:

Der var en overgang, hvor vi troede, at de astmatiske børn havde en betydeligt øget risko for at blive ekstra syge. Det tror vi ikke mere. Der er nok en lille øget risiko, men børnene bliver generelt ikke særligt syge... Den 1100 grams præmature i respirationsstøtte kan nok ikke tåle en lungeinfektion oveni og skal beskyttes. Jeg ville nok også være bekymret for et barn med dårligt behandlet cystisk fibrose, men generelt er børnene virkelig raske i corona sammenhæng. 

Så du må tale med dit barns læge og få en konkret vurdering. 

Der vil selvfølgelig være enkelte børn, der kun dårligt kan tåle corona. Men det er en lillebitte fåtal. Der er tilgengæld mange, mange, mange børn og voksne, der ikke kan tåler et samfund uden penge til sundhedsplejersker, kræftbehandling, pædagoger på specialskoler, psykologer i PPR og så videre og så videre.

Det koster også liv (og også børneliv), hvis vi ikke snart kommer i gang. Måske vil en dygtig matematiker kunne vise, at flere børn vil dø af en fortsat samfundsnedlukning end af corona? Dødsfald i form af vold mod børn (som en god og dyr pædagogisk indsats kunne have afhjulpet) eller i form af manglende SSP-indsats? Eller i form af manglende ressourcer til opsporende sundhedsplejerskearbejde? 

Der er INTET alternativ til åbning af samfundet. Der er mange smarte måder at gøre det på. I betragtning af, at børn hverken bliver særligt syge eller smitter særligt meget (med den nuværende og meget begrænsede viden), giver det strålende mening at vælge den nuværende strategi. Måske finder vi om et år ud af, at vi skulle have gjort noget andet... Men der er ingen, der ved det! Lige nu må vi handle udfra den nuværende viden - og den taler vi den nuværende løsning. 

Jeg er faktisk enig i strategien - primært fordi jeg ikke kan se, hvordan man kan få forældrene i gang, hvis deres børn ikke kan blive passet. Så jeg betvivler ikke logikken i strategien. 
Men rent kommunikativt hjælper de ikke deres egen strategi særlig meget, når der meldes så vidt forskellige tilgange ud - på samme dag. Og slet ikke, når der ikke underbygges med de sundhedsfaglige argumenter...

Min søn blev for 14 dage siden af vores læge vurderet til at være i risikogruppen. Det tænker jeg stadig han er. Det er tilgangen til risikogruppen der undrer mig - og skaber utryghed - for i denne uge skærmer vi dem, i næste uge gør vi ikke. I hvert fald ikke i samme grad. 
Og der ville det måske hjælpe, hvis man underbyggede den kovending med den nye viden man har fået om corona? I øvrigt er børn med kroniske sygdomme, herunder middel og svær astma stadig i risikogruppen (men når de skriver mild og velbehandlet astma - mener man så at det både er dem med mild astma og dem med middel/svær men dog velbehandlet astma? - og hvordan definerer man mild/middel/svær astma?)

Jeg er helt med på de samfundsmæssige udfordringer der er her. Jeg vil faktisk også gerne i gang. Og jeg vil gerne gå forrest (og nej - jeg brokker mig ikke over tabt ferie/flextid, som det virker som om du tænker at alle lærere gør. Faktisk har jeg ikke hørt en eneste blandt mine kollegaer gøre det), jeg deltog også i nødordningen indtil vores læge bad mig lade være. 
Men jeg forstår - og besidder den selv - den angst og utryghed, der kan være for nogen. For mig er den yderst egoistisk, fordi den drejer sig om min søn. Og lige gyldigt hvor mange argumenter der smides op om “for fremtidens samfunds bedste” - og lige gyldigt hvor meget jeg rationelt forstår dem - så sidder den måske/måske ikke irrationelle frygt bare dybt. 

Abracadabra skriver:

Men der HAR da været ærlighed? Der har været meldt helt klart ud, at vi forventer fejl i dette forløb. Men der er bare ikke noget alternativ til åbning af samfundet. Og jeg bliver efterhånden lidt provokeret af al den back-seat-driving, man møder... Du og dine skeptiske lidelsesfæller må melde jer i sundhedsstyrelsen eller ssi og udøse jeres uendelige visdom og redde landet og økonomien. I mellemtiden redder jeg patienterne, mens du og resten af lærerne brokker jer over inddragelse af jeres afspadsering - for GUD FORBYDE at I skulle yde, mens jeg og mine kollegaer står oversprøjtet med blod, lort, snot og fucking corona i landets akutmodtagelser...

Den retorikuddannelse har da ikke været spildt - men der kommer også et tidspunkt, hvor man må falde ind i takt med ledelsen. Var det mon ikke nu, du lagde al din what-about-erisme på hylden og accepterede, at der findes andre kloge mennesker end dig?

Der er vist ingen lærer der brokker over inddragelse af afspadsering, for vi skal ikke lave noget i disse dage, det skal vores ledelse og ledelse og forvaltning - okay jeg skal så arbejde i moren og jeg har også skulle i dag, for jeg er TR og de er kaldt ind (og jeg har ikke brokket mig men bare gjort det).

Og hvis du bare bliver hos patienter og sammen med resten af Danmark der ikke er lærer, så for fremtiden vil stoppe med at fortælle, at lærere ikke laver noget, ikke yder, laver for meget så børnene får for travlt, laver det forkerte, ikke underviser nok og på den rigtige måde osv osv. så jeg skal nok undervise, yde omsorg, tørre snotnæse, trøste, putte plaster, binde snørebånd, tage på skødet, lave sjove matematikhistorier, fortælle eventyr og skrive de underretninger der skal skrives.

jeg har stor respekt for lægerne i denne tid og sygeplejerskerne, og buschaufføren og kassedamen, apotekerne og og og. Mon du vil have den samme respekt for lærere og pædagoger efter d. 15.4. Eller vil du fastholde ideen om de skeptiske (som er skeptiske på dine børns vegne), brokkende og uden samfundssind (og nok også lidt dovne eller i hvert fald ikke ydende)? Og tro mig jeg tænker faktisk mest på elverne og ikke mindst elevernes forældre, fordi jeg synes det virker mærkeligt, at jeg skal farte rundt mellem en masse grupper, mens de helst ikke skal lege med mere end 3-4. OG hvis skeptisk er noget man ikke skal være, for så har man ikke samfundssind, så ja så har jeg ikke samfundssind - for jeg er skeptisk og jeg ønsker at stille krav til de forhold eleverne skal møde ind til både sundhedsfagligt (og det lader jeg andre sætte rammerne for og det har SSI gjort) og pædagogisk, og jeg er skeptisk med hensyn til det pædagogiske, hvis jeg skal følge SSIs retningslinjer.

lineog4 skriver:

Men det er da langt mere kontrolleret, at jeg som kor med to børn som jeg holder i hånden går i Føtex end jeg står som lærer til 10 børn på en legeplads og skal holde dem to meter fra hinanden. 

Udover det så så jeg allerede i dag på vore daglige cykeltur langt flere unge i flok, og undskyld med jeg forstår dem. Når lillebror i 5. Klasse godt må komme i skole om en uge, hvorfor skulle de dog så ikke sætte sig med en is sammen med de venner de savner i parken i solen? 

Så der er åbnet for en ladeport er jeg bange for. Allerede is sidste uge efter første pressemøde om en mulig åbning var der langt flere lyd og mennesker på gaden her i byen. I dag endnu mere. Nu er klokken 22, og for to uger siden var der stille som graven, nu er der lidt festlige stemmer. For lige som jeg så svaner folk logikken, og det kan enten skabe utryghed eller ligegyldighed. 

Giv os logikken eller fortæl os, at vi netop intet ved så vi prøver os frem. Ærlighed og logik er langt bedre end skind argumenter og flakkende blikke 

Det giver nul økonomisk vækst at du tager ungerne med i Føtex. Derfor er det ikke det, der kommer nu.

Det giver større ændring hvis vi sender ungerne både i skole og i Føtex, end hvis vi kun sender dem i skole. Derfor kun det ene. Et trin af gangen.

Er du i kontakt med din skoleleder? Du skal selvfølgelig ikke føle dig så bange som du gør. Kunne det ikke give lidt ro at få noget mere at vide om de konkrete planer? Nogle af de ting du efterspørger, som f eks tidsopdelt skole, tror jeg stadig er på tegnebrættet, men overladt til de enkelte skoler at organisere baseret på de lokale forhold.

Efter at have læst retningslinjerne for genåbningen, er jeg ikke tryg ved at skulle afleverer mine børn (vuggestuer og børnehave), pædagogerne skal arbejde ud for en normering der slet ikke findes 1 til 5, de skal vaske legetøjet og alle overflader 2 gange om dagen, sengetøjet skal vaskes hver dag, børnene skal sidde med 2 m mellemrun, børnehavebørn skal have 4 KVM gulvplads PR barn og vuggestuebørn 6 KVM. - det er da de færreste institutioner der er så store. Man skal vaske hænder hver anden time, plus self ved toiletbesøg og så skal man også vaske hænder hver gang man går ind i et nyt rum. Samt  masse andre tiltag

Det kan da på ingen måde hænge sammen, og hvornår skal pædagogerne lige have tid til børnene. Der er slet ikke taget højde for hverken indkøring af nye børn eller genindkøring af de gamle der kan have brug for det.

Jeg er på ingen måder tryg og overvejer ikke at skive under på min kontrakt og så have mine børn hjemme (det er manden dog meget imod) føj jeg har ondt i maven