Samfundet åbner for de mindste

Abracadabra skriver:

Ellers ved cheferne da, hvem de først skal fyre i den kæmpemæssige økonomiske nedtur, der venter. 

Ja den tanke havde jeg slet ikke lige haft 

Carina:-) skriver:

Jeg er enig med dig i at meget af det er hysteri  

Og har svært ved at se logikken i at sætte nogen til at vaske legetøj af , samtidig med de skal holde børnene fra hinanden. 

Og ellers give børnene en god hverdag...

Men mon ikke det med at vaske legetøj i virkeligheden bliver til at man begrænser brugen af legetøj. Flere sæbebobler, færre klodser. Mere gemmeleg, mindre dukkeleg. Det må jo blive konsekvensen.

Carina:-) skriver:

Det skulle jo ikke være på bekostning af at inst ikke åbner så.

Det giver ikke mening som en anden skrev at ishuse må  åbne , men ikke fx tøjbutikker hvor man ville kunne sige Max 3 i butikken - 

Så kunne det være det gav lidt i statskassen  - plus vi måske forhindrede er par konkurser. 

Mange vil jo netop slet ikke sende børn afsted. Så jo tænker at det skulle være på bekostning af inst. Men det er også ligemeget. Jeg synes det er svært at vide hvad der er det bedste. 

I Sverige er de åbne, det samme i Norge og Østrig. Så tænker, at hun har styr på det. 

Tøj butikker må godt åbne. Hvis de ikke er i et storcenter. Mange vælger bare at lukke ned, fordi folk ikke bruge penge

kamikaze skriver:

Men mon ikke det med at vaske legetøj i virkeligheden bliver til at man begrænser brugen af legetøj. Flere sæbebobler, færre klodser. Mere gemmeleg, mindre dukkeleg. Det må jo blive konsekvensen.

Jo  - for der kommer ikke penge med til opgaverne...

Så det bliver valg om omsorg eller praktiske opgaver . 

Sprit25 skriver:

Mange vil jo netop slet ikke sende børn afsted. Så jo tænker at det skulle være på bekostning af inst. Men det er også ligemeget. Jeg synes det er svært at vide hvad der er det bedste. 

I Sverige er de åbne, det samme i Norge og Østrig. Så tænker, at hun har styr på det. 

Tøj butikker må godt åbne. Hvis de ikke er i et storcenter. Mange vælger bare at lukke ned, fordi folk ikke bruge penge

Jeg tror nu de fleste ender med st sende afsted  - 

Måske ikke lige onsdag , men så stille og roligt .

Du har ret  - jeg havde lige misset den med storcentre 

Carina:-) skriver:

Jeg tror nu de fleste ender med st sende afsted  - 

Måske ikke lige onsdag , men så stille og roligt .

Du har ret  - jeg havde lige misset den med storcentre 

Vi sender hvertfaldt afsted. Indtil kokken herhjemme begynder, at savne nogle legekammerater. Så kommer de hjem igen

drabo skriver:

Men mange af de små erhvervsdrivende og butikkerne kan jo ikke åbne før der er nogen som passer de ansattes børn - og mon ikke man ar bange for at der vil blive inddraget en del bedsteforældre i pasningen.

Og hvis man vil åbne langsomt op - kan man ikke både åbne butikker og institutioner - der blev jo netop sagt at butikkerne og de andre små erhvervsdrivende var næst på listen.

Der vil også være en del forældre som bliver noget mere produktive i deres hjemme arbejde af ikke skulle være pædagog og skolelærer samtidig med at arbejde.

Men hvorfor skal det være enten/eller? Man kunne have overvejet, at de butikker/erhverv, som får lov til at åbne, det vil også være dem, der vil få ret til at få passet deres børn, ligesom læger og sygeplejersker f.eks. også har haft/har ret til nødpasning, mens resten stadig skal holdes hjemme. Så vil det ikke være alle erhverv på samme tid og det vil heller ikke være alle børn på samme tid. Som det er nu, så er det alle børn op til og med 5. klasse og der er stadig forældre, som skal sende deres børn afsted, men som ikke har noget arbejde selv at gå i gang med, så de får nul og niks ud af det. Jeg synes, det ville have været en fin idé at åbne for f.eks. restauranter/caféer og frisøren, hvis der er restriktioner på antallet af gæster/kunder regler om håndsprit inden adgang, afstand mellem gæster/kunder osv. Vi voksne kan meget bedre forstå og rette os efter diverse retningslinjer. Det bliver godt nok svært, hvis ikke umuligt blandt de små børn og tak skæbne en opgave, alle pædagogerne lærerne er blevet sat på 

Chchch skriver:

Men hvorfor skal det være enten/eller? Man kunne have overvejet, at de butikker/erhverv, som får lov til at åbne, det vil også være dem, der vil få ret til at få passet deres børn, ligesom læger og sygeplejersker f.eks. også har haft/har ret til nødpasning, mens resten stadig skal holdes hjemme. Så vil det ikke være alle erhverv på samme tid og det vil heller ikke være alle børn på samme tid. Som det er nu, så er det alle børn op til og med 5. klasse og der er stadig forældre, som skal sende deres børn afsted, men som ikke har noget arbejde selv at gå i gang med, så de får nul og niks ud af det. Jeg synes, det ville have været en fin idé at åbne for f.eks. restauranter/caféer og frisøren, hvis der er restriktioner på antallet af gæster/kunder regler om håndsprit inden adgang, afstand mellem gæster/kunder osv. Vi voksne kan meget bedre forstå og rette os efter diverse retningslinjer. Det bliver godt nok svært, hvis ikke umuligt blandt de små børn og tak skæbne en opgave, alle pædagogerne lærerne er blevet sat på 

Alt tyder på at børnene bliver mindre syge og spreder mindre smitte, til trods for at de er meget dårlige til at følge instruktioner. Modellerne bygger på tidligere smittespredning blandt nogle højst reelle børn.

Det er enten eller, fordi der er lagt en meget forsigtig kurs, hvor vi starter med den åbning der har mindst sandsynlighed for at skabe en ukontrollerbar smittespredning. Selv om du og jeg er bedre til at holde afstand hos frisøren, vil det trolig give en større smittespredning.

Det er ikke givet at den spredning er skidt. Vi skal have en vis smittespredning for at have et fungerende samfund. Men regeringen har valgt at åbne meget forsigtig, og det er jeg glad for. Men hvis de næste tre uger går godt, tror jeg bestemt at frisøren åbner (og det kunne jeg ved gud trænge til!)

Sprit25 skriver:

Jeg ser flere skriver: lad frisøren åbne, restauranter osv. Ja tak, hvor ville de gerne. Men hvem skulle så passe deres børn? Skal deres børn så være "forsøgskaniner"? Der er jo ingen, der går på restaurant nu. Vi har jo også vores børn hjemme 

Jeg er en af dem, der stoler på de ikke sender vores børn ud uden grund. Ingen har prøvet det her før. Jeg læste, at de regner med at antallet af indlagte stiger til omkring 700! Hvis vi holder de andre retningslinjer. 

Altså: hold afstand, handle ind 1 person, ikke se for mange osv osv. Hvis forældre er nervøse, jamen så behold jeres børn hjemme! Jeg tror og stoler på at mine pædagoger kun åbner, hvis det er forsvarligt! 

Jeg har valgt at være optimist - det tog mig et døgn og tusind tanker. 

Har lige været i Føtex, jeg kan se jeg ikke er den eneste der har valgt optimismen frem for frygten, for afstanden blev ikke holdt. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt. og her får i mine tanker, så I måske forstår forældre som tænker anderledes end jer, lærere der tænker anderledes end jer - jeg er ikke psykolog (har dog læst en del psykologi på uni, men tænker en del psykologer alligevel vil give mig ret).

Håber alle vil være lidt mere rummelig og acceptere, at den menneskelige psyke og følelser også spiller ind:

Jeg har tænkt og tænkt, vendt og drejet, på den ene side og på den anden side - kan vist ikke løbe fra min uddannelse i filosofi.

Da det blev meldt ud skolerne skulle starte var jeg ikke overrasket - jeg vidste godt, at det var den vej pilen og pegede, og ud fra et økonomisk perspektiv kan jeg sagtens se en begrundelse - sundhedsfagligt, det ved jeg ikke. Og alligevel blev jeg nervøs, min lille stemme fik overtaget.
Og det er netop det, min tanker har kredset om, hvorfor fik den overtaget ikke bare hos mig, men hos rigtig mange?

Det er vel ikke så utroligt og svaret er vel egentlig lige for - for at holde alle danskere inde så meget som muligt, så skulle de kyses. Skrækscenarierne og skrækhistorierne om manden på 35, pigen på 13 og barnet på 3 blev rullet ud for fulde gardiner - man havde brug for, at vi var bange.

Nu har man brug for, at vi ikke er bange. Men så hurtig går det ikke med den menneskelige psyke - vi kan ikke den ene dag være så bange så vi barrikerer os bag lukkede dør, for den næste at åbne døren på vid gab og vinke farvel til det dyrebareste vi har nemlig vores børn og vores egen sundhed.

Udfordringen for dem, der skal guide os igennem det her, er , at de skal få os til at slippe frygten og lade optimismen guide os i en lille bitte flig nemlig i hverdagen fra 8-16, når vores børn skal i en form for pasning og vi skal være på arbejde. Når vi så kommer hjem og har weekend, så skal vi mærke frygten igen og handle med frygten som vores guide. Det er en navigering som jeg tror de færreste kan - jeg kan rationelt, men jeg kan ikke følelsesmæssigt.

Jeg har nu valgt for at kunne være i det at lade optimismen være min guide (havde jeg valgt frygten ville jeg ikke kunne stå på mine ben og ikke sove om natten). Men kan så også mærke, at så kræver, at jeg rationelt hele tiden siger: jeg passer på de ældre og svage, når jeg sidder her indenfor i lejligheden, mens solen skinner, og der er 20 grader uden for - kan jeg blive ved med det, eller vil jeg slække på reglerne, restriktionerne, på hensynet? Det må tiden vise - jeg tror jeg kan for jeg er 46, men jeg er sgisme ikke sikker på, at jeg havde haft samme rygrad, hvis jeg var 17.

Så når I ser skønne unge mennesker sidde sammen i solen, nyde fridagene, måske fejre at de ikke skal til eksamen og de føler sig færdige med 9. klasse. Så vræng ikke på næsen, smil og glæd jer over, at de lever i nuet. Husk det kan være, de har en lillebror der skal i skole i næste uge som de elsker helt op til månen og tilbage, og de kan ikke lade frygten være deres guiode, for så kan de ikke stå på deres ben. Måske har de en mor som er sygeplejerske og hver dag eksponeres for smitte, derfor kan de ikke lade frygten være deres guide.

Husk det er et stort menneskeligt krav at kunne navigere i både ikke at være bange og være sindssyg bange, og lige nu med den gradvise åbning træffer alle et valg, er det optimismen eller frygten som gennemsyrer.

Jeg vil vi i hvert fald smile til dem, selvom jeg rationelt ved, at det bedste ville være, at de var blevet hjemme.

lineog4 skriver:

Jeg har valgt at være optimist - det tog mig et døgn og tusind tanker. 

Har lige været i Føtex, jeg kan se jeg ikke er den eneste der har valgt optimismen frem for frygten, for afstanden blev ikke holdt. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt. og her får i mine tanker, så I måske forstår forældre som tænker anderledes end jer, lærere der tænker anderledes end jer - jeg er ikke psykolog (har dog læst en del psykologi på uni, men tænker en del psykologer alligevel vil give mig ret).

Håber alle vil være lidt mere rummelig og acceptere, at den menneskelige psyke og følelser også spiller ind:

Jeg har tænkt og tænkt, vendt og drejet, på den ene side og på den anden side - kan vist ikke løbe fra min uddannelse i filosofi.

Da det blev meldt ud skolerne skulle starte var jeg ikke overrasket - jeg vidste godt, at det var den vej pilen og pegede, og ud fra et økonomisk perspektiv kan jeg sagtens se en begrundelse - sundhedsfagligt, det ved jeg ikke. Og alligevel blev jeg nervøs, min lille stemme fik overtaget.
Og det er netop det, min tanker har kredset om, hvorfor fik den overtaget ikke bare hos mig, men hos rigtig mange?

 

Det er vel ikke så utroligt og svaret er vel egentlig lige for - for at holde alle danskere inde så meget som muligt, så skulle de kyses. Skrækscenarierne og skrækhistorierne om manden på 35, pigen på 13 og barnet på 3 blev rullet ud for fulde gardiner - man havde brug for, at vi var bange.

 

Nu har man brug for, at vi ikke er bange. Men så hurtig går det ikke med den menneskelige psyke - vi kan ikke den ene dag være så bange så vi barrikerer os bag lukkede dør, for den næste at åbne døren på vid gab og vinke farvel til det dyrebareste vi har nemlig vores børn og vores egen sundhed.

Udfordringen for dem, der skal guide os igennem det her, er , at de skal få os til at slippe frygten og lade optimismen guide os i en lille bitte flig nemlig i hverdagen fra 8-16, når vores børn skal i en form for pasning og vi skal være på arbejde. Når vi så kommer hjem og har weekend, så skal vi mærke frygten igen og handle med frygten som vores guide. Det er en navigering som jeg tror de færreste kan - jeg kan rationelt, men jeg kan ikke følelsesmæssigt.

 

Jeg har nu valgt for at kunne være i det at lade optimismen være min guide (havde jeg valgt frygten ville jeg ikke kunne stå på mine ben og ikke sove om natten). Men kan så også mærke, at så kræver, at jeg rationelt hele tiden siger: jeg passer på de ældre og svage, når jeg sidder her indenfor i lejligheden, mens solen skinner, og der er 20 grader uden for - kan jeg blive ved med det, eller vil jeg slække på reglerne, restriktionerne, på hensynet? Det må tiden vise - jeg tror jeg kan for jeg er 46, men jeg er sgisme ikke sikker på, at jeg havde haft samme rygrad, hvis jeg var 17.

 

Så når I ser skønne unge mennesker sidde sammen i solen, nyde fridagene, måske fejre at de ikke skal til eksamen og de føler sig færdige med 9. klasse. Så vræng ikke på næsen, smil og glæd jer over, at de lever i nuet. Husk det kan være, de har en lillebror der skal i skole i næste uge som de elsker helt op til månen og tilbage, og de kan ikke lade frygten være deres guiode, for så kan de ikke stå på deres ben. Måske har de en mor som er sygeplejerske og hver dag eksponeres for smitte, derfor kan de ikke lade frygten være deres guide.

Husk det er et stort menneskeligt krav at kunne navigere i både ikke at være bange og være sindssyg bange, og lige nu med den gradvise åbning træffer alle et valg, er det optimismen eller frygten som gennemsyrer.

 

Jeg vil vi i hvert fald smile til dem, selvom jeg rationelt ved, at det bedste ville være, at de var blevet hjemme.

Jeg er meget enig i at man skal bevare optimismen. Jeg synes så bare ikke at det at bevare optimismen er det samme som at man ikke holder afstand eller ser bort fra retningslinierne. Det går fint hånd i hånd for mig.

Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over om vi overhovedet har set de samme pressemøder. Alt det med at vi som befolkning skulle kyses og skræmmes - det har på intet tidspunkt været den opfattelse jeg har fået. Vi har skulle tage det alvorligt, ja - men jeg synes ikke det har været en skræmmekampagne.