PrinsessensMor skriver:
Jeg er enig med dig at ingen er perfekte, men forskellen ligger i at nogle vil lære af deres fejl mens andre gentager dem uden at se et problem i det. Jobbet som mor er meget undervurderet og mange tager det for givet. Og jeg er sikker på du er en god mor og sikkert også en cool en 
Men en del af de unge mødre har problemmer i forvejen af en eller anden form, så hvad får dem til at tro at de vil kunne være stabile mødre hvis de ikke kan håndtere fortiden først? Et barn skal have overskud for at få dækket behovene. Jeg siger ikke at man skal have 40.000 i løn, en lejelighed på østerbro, en vovse og en postkortfamilie før man får et barn... Jeg ønsker bare at man er stabil og ved hvad ens gode/dårlige sider så man kan udvikle sig og få et godt liv- for ens egen skyld og for barnets.
Først og fremmest , tak for de søde ord 
Jeg var heller ikke stabil, da jeg fik Emil, men det gør mig ikke til en dårlig mor.
Jeg har også nogle problemer fra fortiden, som jeg absolut ikke har lagt på hylden, men jeg har tilgengæld nu, efter jeg har fået min søn, fået taget mod til mig, og er begyndt i gruppeterapi pga. af de problemer. Det har absolut kun styrket mit selvværd at blive mor. Jeg er stærk i min søns selskab, og glemmer alt om fortiden når han er der, men så snart han er væk, kan jeg sagtens sætte mig til at tude .. Både fordi jeg går og tumle med nogle ting psykisk, men også fordi det er jeg er den lykkeligste og heldigste person i verden. En meget blandet følelse.
Jeg er klar over hvad mine gode og dårlige sider er, men der er altså også nogle jeg ikke var klar over jeg havde, før f.eks. min mor gjorde mig opmærksom på det .. I starten tænkte jeg "Ja ja , det er godt med dig mor, du er gammeldags" og der gik faktisk noget tid før jeg indså, at det jeg gjorde måske var knapt så smart. Og der kommer sikkert mange flere sider af mig selv, som jeg skal lærer at lave om på, eller leve med.
Det gør ondt på mig at vi skal igang med den helt store faderskabssag, det gør ondt på mig at Emils far ikke vil se Emil, det gør ondt på mig at Emil skal vokse op med nogle forældre der ikke kan snakke sammen, og det gør ondt på mig at Emil skal undvære sin far i sit liv - For det er en rolle jeg aldrig kommer til at kunne udfylde for ham, men jeg har lært ikke at være sur på Emils far over hans valg, for det kommer jeg ingen vegne med, og det gør det absolut ikke nemmere for Emil eller for mig psykisk, at skulle gå og bære nag. Jeg kan ikke andet end at håbe at det hele går iorden, for Emils skyld.
Jeg gør hvad JEG kan får at min søn får en stabil hverdag, og et stabilt liv, og jeg gør hvad JEG kan, får at Emil får et fantastisk liv, trods hans far ikke vil se ham, og jeg gør hvad JEG kan får at få styr på mig selv, så jeg kan få alt på plads, for min søns skyld .. Men et skridt af gangen. Jeg føler nogengange at jeg falder 2 trin ned af trappen, og kun kommer et skridt op, før jeg falder igen, men det er stadig en vej op - En lang vej, og der er mange trin, men den trappe skal bare bestiges, og sådan tror jeg der er mange der har det.
Jeg tror ikke på at der er nogle, unge mødre som "gamle mødre", der er fuldt afklaret med sig selv, inden de sætter et barn i verden. Det kan godt være de tror de er det, og at de tror de er 100% klar til at få et barn, men jeg tror også på at alle får et chok over at det altså ikke kun er lyserødt og dejligt at få et barn.