Øv uvenner med kæresten

Hck skriver:

Ja, det ville jeg nok, for det jeg mener med sur, hænger lige så meget sammen med at man bliver sur på magtesløsheden. Om det er en psykisk eller fysisk lidelse så har pårørende også følelser og nej, de kan ikke nødvendigvis afhjælpes ved at man går i terapi /samtalegrupper. Når jeg skriver sur så er det jo ikke ensbetydende med at jeg siger til min søn, at nu er jeg sur på dig. 

Det er lige præcis det, der gør forskellen. Du viser sikkert ikke din søn, at du lige bliver sur. 

Mht til at være pårørende til en person med en fysisk lidelse.

Jeg har været pårørende til en med et fysisk handicap, siden jeg blev født.

Min far var gangbesværet, og det var han p.gr.a. en alvorlig trafikulykke, som skete mange år, før jeg blev født. Ulykken kostede ham mere end et års indlæggelse på sygehuset. 

Og selvfølgelig har hans handicap påvirket vores liv. Det har været et livsvilkår - også for min mor.

Det har bare altid været sådan for os. Nej, min far kunne ikke løbe i haven og spille bold med os, han kunne ikke gå i svømmebadet med os. Men han kunne så meget andet. 

Hvis man gik tur med ham, så foregik det i et adstadigt tempo. 

Men han var en fantastisk person. Han valgte at sige nej til den tilbudte invalidepension og i stedet tage en uddannelse, så han kunne få et job, som man kan klare som gangbesværet.

Da jeg var 32 år, blev han nyresyg og måtte i dialyse 3 gange om ugen. Det har da bestemt også påvirket min mors liv - og mit og mine søskendes, selv om vi var voksne.

Han røg ind og ud af sygehuset de sidste 10 år af sit liv.

Men hans utrolige evne til at få det bedste ud af det og til aldrig at klage over sit handicap og sin sygdom - det har OGSÅ påvirket mit liv. På den gode måde.

Anonym skriver:

Men som jeg skrev tidligere, så er der også forskel på, om man bliver sur på situationen eller selve personen.. Og ja som jeg skrev, så er jeg godt klar over, at han mest blev sur over situationen, men han blev også sur på mig, fordi han ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne tage mig af vores datter.. Og jeg har det dårligt nok i forvejen over, at jeg ikke kan tage mig af hende.. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, og har ikke ligefrem behov for at få mere skyld nedover mig.. Så som jeg sagde til ham "du må gerne være sur, men så gå op på kontoret og band og svovl.. Lad være med at give mig dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan klare mere".. Jeg stod og var ved at besvime af svimmelhed, fordi min krop lukkede ned.. SÅ meget havde jeg sat mine egne behov til side, så han ikke skulle blive hjemme fra arbejde

Ja - som jeg skrev lige før til HCK - det er præcis det, der gør forskellen.

Han må gerne være sur, og det er ligegyldigt, hvordan han tackler sin "surhed" - om han løber 5 km eller - som du skriver -"går op på kontoret og bander og svovler" -

Man må som pårørende gerne vise den syge, at man er sur, man man må ikke få ham eller hende til føle sig som et dårligt menneske.

Det hander IKKE om, at han ikke må blive sur. Det handler om, at han IKKE skal give dig følelsen af at være en dårlig mor.

Du har netop sat dine egne behov til side, så han ikke skulle blive hjemme. Og den ene dag, du så beder ham blive hjemme, fordi du på ingen måde kan tage dig af jeres datter -så bliver han sur på dig.

Jeg har en kusine, der døjer med tilbagevendende depressioner. Hun har ind imellem depressionerne taget en seminarieuddannelse og arbejder også som lærer.

Når depressionerne rammer - og de er så slemme, at de bliver behandlet med elektrochok - så kan hun ikke være alene med deres datter, som i dag er 7 år.

De klarer det på den måde, at hendes mor henter datteren og passer hende, indtil manden kommer fra arbejde.

Hendes mand gør, hvad han kan - men han giver hende aldrig følelsen af at være en dårlig mor.

Anonym skriver:

Men som jeg skrev tidligere, så er der også forskel på, om man bliver sur på situationen eller selve personen.. Og ja som jeg skrev, så er jeg godt klar over, at han mest blev sur over situationen, men han blev også sur på mig, fordi han ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne tage mig af vores datter.. Og jeg har det dårligt nok i forvejen over, at jeg ikke kan tage mig af hende.. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, og har ikke ligefrem behov for at få mere skyld nedover mig.. Så som jeg sagde til ham "du må gerne være sur, men så gå op på kontoret og band og svovl.. Lad være med at give mig dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan klare mere".. Jeg stod og var ved at besvime af svimmelhed, fordi min krop lukkede ned.. SÅ meget havde jeg sat mine egne behov til side, så han ikke skulle blive hjemme fra arbejde

Min søster lader ikke sine frustrationer gå ud over sin søn.

Og hun må 1000 gange hellere ringe til mig og læsse af end at lade sin søn føle, at han er et dårligt menneske. 

Hun må gå en tur ud i skoven og råbe og skrige, hvis det er det, hun har brug for.

Vi er "skidegode" til at hjælpe hinanden i min familie. 

Jeg ved, at jeg er en rigtig god støtte for hende, fordi jeg kan se det fra begge sider. 

Jeg forstår de pårørendes frustrationer. Vi har da også talt rigtig meget om, hvordan det var at være pårørende til mig, mens jeg var allermest syg.

Men jeg ved også lidt om, hvordan det FØLES at være inde i hovedet på min nevø. 

Og derfor kan jeg sættte ord på nogle ting, som er svære for min søster at forstå.

Anonym skriver:

Som en person der både har stået/står nær til en psykisk syg og selv har været ramt af en svær depression, med selvskade, selvmordstanker og selvmedicinering vil jeg sige at jeg faktisk synes at det er hårdere at være pårørende til en syg end selv at være det. Jeg havde det af helvedes til da jeg var syg, ja, men det var hårdt på en helt anden måde altid at tage hensyn, altid at skulle tænke over hvad og hvordan man sagde tingene, altid at skulle bekymre sig og altid at skulle være "på" for den syge. Altid at skulle gøre den ekstra indsats og sætte sig selv til side for at den syge ikke skulle få det værre.

Folk er forskellige og andre har det sikkert ikke på samme måde, men det er min mening.

Personligt synes jeg, det er nemmere at være pårørende.

Da jeg var syg, kunne jeg aldrig nogensinde være i fred for tankemylderet og selvmordstankerne. 

Og da jeg blev indlagt med en akut polymorf psykose, havde jeg vrangforestillinger og kunne ikke skelne mellem virkelighed og fantasi.

Det var virkelig ubehageligt at "vågne" efter psykosen og opdage, at der er episoder, som skete, mens jeg var indlagt og som for altid er slettet af min hukommelse. 

Som pårørende er jeg god til at parkere problemerne, når jeg er på arbejde. 

Jeg har en mulighed for at holde pause - en mulighed jeg ikke havde, da jeg var syg.

Og der er vi jo bare forskellige.

Men i forhold til TS - 

hendes mand giver hende skyldfølelse over ikke at kunne tage sig af deres datter - og det er ikke i orden. 

Og da jeg var pårørende til min kræftramte søster, så var det da bestemt heller ikke hende, der skulle høre på, at jeg var bange for at hun skulle dø.

Over for hende var jeg realistisk - men altid forhåbningsfuld. Jeg sagde, at ja - hun var ramt af en alvorlig sygddom - for øvrigt den samme sygdom som vores moster og kusine døde af - MEN at lægevidenskaben i dag er nået rigtig langt, og at de er virkelig dygtige, og at rigtig mange kvinder overlever brystkræft.

Det blev til mange indlæg og mange svar.

Jeg har været både patient og pårørende, og derfor kan jeg se det fra begge sider. 

Der, hvor jeg bliver "træt" - det er når nogle pårørende opfører sig, som om det er allerværst for dem - og det er ikke dem, der har skrevet i tråden, jeg mener.

Men jeg er somme tider stødt på det ude i virkeligheden.

Da jeg var ramt af depression, havde jeg en kæreste, der kaldte min terapeut for en "tossehjælper" og som "ikke kunne forstå, at det var en sygdom". 

Så er der til gengæld så mange andre emner, som jeg ikke aner noget om. 

Tommelise skriver:

Ja - som jeg skrev lige før til HCK - det er præcis det, der gør forskellen.

Han må gerne være sur, og det er ligegyldigt, hvordan han tackler sin "surhed" - om han løber 5 km eller - som du skriver -"går op på kontoret og bander og svovler" -

Man må som pårørende gerne vise den syge, at man er sur, man man må ikke få ham eller hende til føle sig som et dårligt menneske.

Det hander IKKE om, at han ikke må blive sur. Det handler om, at han IKKE skal give dig følelsen af at være en dårlig mor.

Du har netop sat dine egne behov til side, så han ikke skulle blive hjemme. Og den ene dag, du så beder ham blive hjemme, fordi du på ingen måde kan tage dig af jeres datter -så bliver han sur på dig.

Jeg har en kusine, der døjer med tilbagevendende depressioner. Hun har ind imellem depressionerne taget en seminarieuddannelse og arbejder også som lærer.

Når depressionerne rammer - og de er så slemme, at de bliver behandlet med elektrochok - så kan hun ikke være alene med deres datter, som i dag er 7 år.

De klarer det på den måde, at hendes mor henter datteren og passer hende, indtil manden kommer fra arbejde.

Hendes mand gør, hvad han kan - men han giver hende aldrig følelsen af at være en dårlig mor.

Lige præcis.. 

Heldigvis er han også meget forstående, når vi snakker om det.. Men han har bare rigtig svært ved at sætte sig nogenlunde ind i mine følelser og tankegang.. Hvilket man jo ikke kan bebrejde ham, når han ikke har det på samme måde.. Men det er netop også derfor, at jeg gerne vil have, at han går til en psykolog eller noget.. Så denne person måske kan hjælpe ham til at forstå, når nu jeg ikke kan sætte de rigtige ord på.. For det piner ham, at han ikke forstår det og ikke kan hjælpe, og jeg er et stort rod i hovedet og aner faktisk ikke, hvad jeg har brug for, at han gør.. 

Så det er en af tingene, som en psykolog kan hjælpe med.. Og så har han også et sted, hvor han selv kan få sine tanker og følelser ud, uden at såre mig eller få mig til at få det dårligt.. For selvfølgelig har han brug for at "skælde ud" og sige, hvad han synes, jeg er pisse irriterende med 

Anonym skriver:

Lige præcis.. 

Heldigvis er han også meget forstående, når vi snakker om det.. Men han har bare rigtig svært ved at sætte sig nogenlunde ind i mine følelser og tankegang.. Hvilket man jo ikke kan bebrejde ham, når han ikke har det på samme måde.. Men det er netop også derfor, at jeg gerne vil have, at han går til en psykolog eller noget.. Så denne person måske kan hjælpe ham til at forstå, når nu jeg ikke kan sætte de rigtige ord på.. For det piner ham, at han ikke forstår det og ikke kan hjælpe, og jeg er et stort rod i hovedet og aner faktisk ikke, hvad jeg har brug for, at han gør.. 

Så det er en af tingene, som en psykolog kan hjælpe med.. Og så har han også et sted, hvor han selv kan få sine tanker og følelser ud, uden at såre mig eller få mig til at få det dårligt.. For selvfølgelig har han brug for at "skælde ud" og sige, hvad han synes, jeg er pisse irriterende med 

Det er lige præcis det, min søster bl.a. bruger mig til.

Dengang jeg var syg, kunne jeg ikke rigtigt sætte ord på. Jeg kunne ikke forklare, hvordan det føltes. 

Og jeg kunne ikke fortælle dem, hvad de bedst kunne gøre.

Jeg havde aldrig før været ramt af depression. Min kusine havde, og jeg vidste, at hun havde været meget syg. Men hvordan det FØLES - det vidste jeg ikke dengang. Men det ved jeg nu. 

At forklare, hvordan det føles, er umuligt. Men jeg kan sætte nogle ord på - og fortælle min søster, at min nevøs reaktioner er helt normale i forhold til det, han er ramt af. Samtidig med, at jeg bekræfter hende i, at det kan være svært at navigere i  som pårørende.

Jeg havde en helt fantastisk terapeut, og jeg talte nogle gange med bl.a. "Livslinjen" eller andre anonyme telefoniske rådgivere, hvis jeg ikke kunne være i mig selv om natten. 

Og det, at jeg er blevet rask giver hende håb om, at hendes søn, som hun selvfølgelig elsker højt, også kan få det meget bedre igen. 

Og min nevø synes også, at jeg er god at snakke med - for jeg ved lidt om, hvordan det føles at være inde i hovedet på ham.

Men der er noget, jeg ikke ved - og det er, hvad det vil sige at leve med den hjernepåvirkning, han har. Der sidder et godt hovede på mig, og jeg har altid haft nemt ved det boglige og ved at tage en uddannelse. 

Jeg spurgte ham, om jeg måtte læse den rapport, som neuropsykologen havde skrevet, og det måtte jeg gerne.

Jeg er virkelig ked af alle de bekymringer, min familie havde p.gr.a. mig, da jeg var syg.

Men jeg er samtidig dybt og inderligt taknemmelig for, at jeg havde en god og støttende familie.

En af mine veninder fortalte mig bagefter, at hun havde søgt på nettet for at finde oplysninger om depression, fordi hun ikke vidste så meget om det. Det rørte mig så meget, at hun havde prøvet at finde ud af, hvad det vil sige at være ramt af depression.

Og i forhold til min fars og søsters sygdom, så har jeg prøvet at sætte mig ind i, hvad det er for en sygdom, og hvad det betyder.

Det samme gjorde jeg sidste år, da min mor fik en ny hjerteklap.

Jeg kunne da også blive frustreret, dengang min mormor fik en hjerneblødning og deraf følgende afasi. Det var svært, når man slet ikke kunne forstå, hvad hun ville sige. Men hun kunne jo ikke gøre for det.