Hck skriver:
Har du selv været pårørende til en svært psykisk ramt person?. Min søn er i perioder meget hårdt ramt og ja, jeg er helt ærligt også blevet sur på ham. Min surhed er som regel hurtigt overstået, men den har vist sig og ved du hvad jeg har ikke dårlig samvittighed over det, for jeg ved samtidig at det er mig og hans far der altid står klar til at hjælpe, altid står klar til at hente på sygehuset når han har været for meget selvskadene, altid tilbyder ham at komme hjem og sove /bo i en periode. Jeg har heller ikke lyst til at sidde og snakke med andre om de samme problemer, for jeg ved at det vil ikke hjælpe mig en tøddel, men jeg ved hvad jeg står for, selvfølgelig jeg kan blive "sur".
Jeg ved 100 % godt at han har det værst og at det er super hårdt for ham, men vi skal også navigere bedst muligt som pårørende, så det hele hænger sammen og bedst muligt kan jo være forskelligt.
Jeg tror, du misforstår, og det er sikkert, fordi jeg ikke har forklaret mig godt nok.
Som jeg også har skrevet i et tidligere indlæg, så er det helt naturligt, at en pårørende bliver sur.
Men du giver jo netop ikke din søn skyldfølelse med din "surhed", og du ved, at den hurtigt går over.
Det er for mig fuldstændig ligegyldigt, hvordan man som pårørende tackler surhed og frustrationer, for vi er alle forskellige.
Om man deler sine frustrationer med andre pårørende, går lange ture i skoven, danser zumba, mediterer, taler med andre i familien eller med veninderne/vennerne, strikker - what ever - alt hvad der hjælper én, når man er den pårørende.
Det er, hvis man NÆGTER at få afløb for sine frustrationer på en anden måde end at lade dem gå ud over den, der er syg - det kan man ikke være bekendt.
Hvis man synes, man gerne må lade sin surhed gå ud over den syge, samtidig med at man ikke vil gøre noget andet for at få afløb.
TS´s kæreste giver hende skyldfølelse ved at blive sur over, at hun ikke kan passe deres datter - efter at hun har haft deres syge datter hjemme i en hel uge.
Jeg er selv pårørende. Min nevø, som jeg knuselsker, har i 2 1/2 år døjet med angst og depression. Min søster har prøvet at køre ham på sygehuset, efter at han havde taget for mange piller. Det var ikke "med suicidale hensigter, men for at få ro".
Han er midt i 20´erne og måtte flytte hjem til sine forældre i en periode, som kom til at vare i to år, men har nu fået en lejlighed.
Han har nogle issues, som han skal leve med resten af livet. Det viste sig nemlig, at det ikke var en "almindelig" depression, men at den kom, efter at han har kæmpet sig igennem uddannelse og fuldtidsjob (en håndværkeruddannelse). En psykologtest har vist, at han har en IQ, der er lidt lavere end gennemsnittet og deraf følgende kognitive problemer. Han er født med en lille "hjernepåvirkning", men ingen har nogensinde vidst, hvor meget det har påvirket ham. Da han blev født, fik de kun at vide, at han kunne risikere at få indlæringsvanskeligheder.
Han hænger lige nu i systemet, og vi håber inderligt, at det kan munde ud i et fleksjob eller lign. for den 20 sider lange rapport, som en neuropsykolog har skrevet, konkluderer at han aldrig kommer til at kunne klare sig på det .
Det er klart, at min søster og svoger føler sig frustrerede, og det er klart, at de ind imellem føler, at de skal gå på listesko og tage hensyn.
Men de giver IKKE deres søn skyldfølelse. De støtter ham og stiller rimelige krav til ham.
De deler frustrationerne med andre - bl.a. mig - og det må de tusind gange hellere.
Min nevø betyder uendelig meget for mig. Jeg har nemlig ikke selv børn. Og det gør p.....ondt på mig, at han har det svært.
