Øv uvenner med kæresten

Ja så er vi blevet virkelig uvenner.. Hader det virkelig.. Og jeg ved godt, at vi bliver venner igen om nogle timer, da vi er gode til at snakke om tingene.. Men mangler virkelig en smule forståelse fra hans side, selvom det er svært for ham.. 

Jeg går sygemeldt lige pt. med depression, og går både hos psykolog, får antidepressiv, skal i dag starte forløb hos familiehuset osv.. Jeg gør virkelig alt, hvad jeg kan, for at få det bedre og så hurtigt som muligt.. Men nu er vores datter syg, så hun kan ikke komme i dagpleje, som jeg ellers bruger som frirum/pause til at lade op og få det bedre.. 

Det vil sige, at hun har været hjemme hele ugen, og har været syg siden lørdag i sidste uge.. Og jeg er smadret! Jeg får det fysisk dårligt med svimmelhed, manglende appetit, kvalme, ekstra træt, humørsvingninger og generelt utilpas.. Kan tydeligt mærke, at min krop og psyke siger fra nu, og jeg har brug for en pause.. Men kan bare ikke få den pause, for vi har ingen til at hjælpe os med hende.. Ikke penge nok til en barnepige.. Og min kæreste arbejder jo.. 

Fik det virkelig skidt i morges, og bad ham om at arbejde hjemme (It-konsulent), og så blev han pisse irriteret og sur på mig.. Ved godt, at det er, fordi han er stresset over, at han ikke kunne komme ind på kontoret, men synes bare slet ikke, at det er fair, at han bliver sur på mig! 

Og det sagde jeg også til ham, og han sagde også, at han godt ved, at jeg ikke er skyld i at have det dårligt.. Men han er stadig sur, og jeg er ked af det og sur på ham over, at han ikke kan vise lidt forståelse men bare nærmest giver mig skylden/dårlig samvittighed.. Jeg kæmper alt, hvad jeg kan, og kan godt forstå, at det er svært for ham at forstå, hvordan jeg har det.. Og jeg ved også godt, at han nogle gange glemmer, at jeg kæmper, bare fordi han ser mig smile.. Men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal få ham til at forstå?! 

Jeg har foreslået, at han starter hos psykolog eller i et gruppeforløb for pårørende.. Jeg har også foreslået, at han melder sig ind i FB-grupper for pårørende, så han kan læse andres situationer, og måske selv bede om hjælp eller snakke om det.. Men der sker ingenting.. 

Han skal med til min psykolog på et tidspunkt, men det er jo kun en enkelt gang.. 

Hvordan får man en pårørende til at forstå, hvordan man har det? Bare sådan nogenlunde?! For jeg er træt af, at vi bliver uvenner over det, fordi han glemmer, hvor dårligt jeg har det 

Jeg har desværre ingen løsninger, vil blot give et virtuelt kram og sige at jeg forstår din kamp og frustation...

Min mand har en psykisk diagnose der gør at han mangler evnen til at føle empati... Jeg går selv med stress lige nu og har det rigtig skidt fordi jeg længe har haft stress men ikke taget det alvorligt...

Jeg vil sige at faktisk kan det at han bliver sur/irriteret være et dække for at han føler afmagt over at han ikke kan hjælpe dig... For min mand kan det nogen gange være tilfældet, han bliver frustreret over at jeg har problemer han ikke kan redde mig fra... Blot en tanke måske at vende den rundt og sig til ham at du ved at han er der og han hjælper dig utrolig meget ved at "ofre" sin kontortid som nok også har været hans pusterum selvom det er arbejde samtidig...

Anonym skriver:

Jeg har desværre ingen løsninger, vil blot give et virtuelt kram og sige at jeg forstår din kamp og frustation...

Min mand har en psykisk diagnose der gør at han mangler evnen til at føle empati... Jeg går selv med stress lige nu og har det rigtig skidt fordi jeg længe har haft stress men ikke taget det alvorligt...

Jeg vil sige at faktisk kan det at han bliver sur/irriteret være et dække for at han føler afmagt over at han ikke kan hjælpe dig... For min mand kan det nogen gange være tilfældet, han bliver frustreret over at jeg har problemer han ikke kan redde mig fra... Blot en tanke måske at vende den rundt og sig til ham at du ved at han er der og han hjælper dig utrolig meget ved at "ofre" sin kontortid som nok også har været hans pusterum selvom det er arbejde samtidig...

Mange tak .. 

Jamen det har du også lidt ret i.. Var også lige oppe og snakke med ham, hvor jeg siger, at jeg godt ved, at det er hårdt.. Men det er også derfor, at jeg gerne ville have, at han fik noget hjælp.. Hjælp til selv at bearbejde alle de her ting, der er sket i vores liv, og hjælp til at håndtere depressionen.. Altså så han får nogle værktøjer, så han ved, hvordan han skal hjælpe, og så han bedre forstår, hvad der sker i mig.. Men det vil han ikke helt.. Han nægter FB-grupper, gider ikke rigtigt de der støttegrupper/forløb, og hans læge hjælper ham ikke særlig godt med en henvisning til en psykolog.. Og når hans læge ikke hjælper ham, så opgiver han bare.. Så jeg ved snart ikke, hvad jeg/vi skal gøre.. For ja han føler da bestemt afmagt og frustrationer, men hvordan skal vi håndtere dem, når vi ikke ved, hvad der kan hjælpe? 

Det ender bare altid med, at jeg bliver ked af det og han bliver sur.. 

Og samtidig så er jeg også bange for, at han er ved at gå ned med enten en reaktion eller stress.. Men det vil han heller ikke tage alvorligt.. Men det er også derfor, at jeg hele ugen har prøvet at "tage mig sammen" og lade ham tage på arbejde, selvom jeg havde brug for ham herhjemme.. Også derfor jeg foreslog, at han kunne arbejde hjemme i dag, selvom jeg allermest har brug for, at han overtog 100%, og tog en tur ud med vores datter, så jeg kunne slappe af.. Og så bliver han sur på mig i stedet.. Og jeg går helt ned og kan ingenting lige nu.. 

Føler virkelig, at jeg ikke kan gøre noget rigtigt, og det hele ville være nemmere, hvis jeg bare flyttede.. For så skulle han ikke tage hensyn til mig mere 

Anonym skriver:

Mange tak .. 

Jamen det har du også lidt ret i.. Var også lige oppe og snakke med ham, hvor jeg siger, at jeg godt ved, at det er hårdt.. Men det er også derfor, at jeg gerne ville have, at han fik noget hjælp.. Hjælp til selv at bearbejde alle de her ting, der er sket i vores liv, og hjælp til at håndtere depressionen.. Altså så han får nogle værktøjer, så han ved, hvordan han skal hjælpe, og så han bedre forstår, hvad der sker i mig.. Men det vil han ikke helt.. Han nægter FB-grupper, gider ikke rigtigt de der støttegrupper/forløb, og hans læge hjælper ham ikke særlig godt med en henvisning til en psykolog.. Og når hans læge ikke hjælper ham, så opgiver han bare.. Så jeg ved snart ikke, hvad jeg/vi skal gøre.. For ja han føler da bestemt afmagt og frustrationer, men hvordan skal vi håndtere dem, når vi ikke ved, hvad der kan hjælpe? 

Det ender bare altid med, at jeg bliver ked af det og han bliver sur.. 

Og samtidig så er jeg også bange for, at han er ved at gå ned med enten en reaktion eller stress.. Men det vil han heller ikke tage alvorligt.. Men det er også derfor, at jeg hele ugen har prøvet at "tage mig sammen" og lade ham tage på arbejde, selvom jeg havde brug for ham herhjemme.. Også derfor jeg foreslog, at han kunne arbejde hjemme i dag, selvom jeg allermest har brug for, at han overtog 100%, og tog en tur ud med vores datter, så jeg kunne slappe af.. Og så bliver han sur på mig i stedet.. Og jeg går helt ned og kan ingenting lige nu.. 

Føler virkelig, at jeg ikke kan gøre noget rigtigt, og det hele ville være nemmere, hvis jeg bare flyttede.. For så skulle han ikke tage hensyn til mig mere 

Jeg kan som sagt sagtens følge dig og dine tanker...

Mest fordi både min mand pga hans diagnose har haft dem men at jeg også selv har dem pga stressen..

Hvis hans læge ikke vil henvise ham så tag kontakt til sundhedsplejersken og bed om hjælp...

Han/hun er der for at hjælpe familien som en helhed ikke kun tjekke at baby/barn vokser som det skal...

Kontakt Mødrehjælpens anonyme rådgivning og spørg hvor I kan gå hen for at få hjælp som familie...

Måske der er et familiecenter i Jeres kommune?

Her i Roskilde kan man komme til samtaler anonymt 3 gange gratist.. dernæst hvis man selv vil så kan man snakke om at starte et forløb hos dem eller de hjælper en videre...

Hvis der er et familiecenter så tager I baby på armen og går sammen derned alle 3 (hvis det kan hjælpe så tag en med som støtte der kan holde baby i mens I snakker).. siger som det er at du har en depression og går i det forløb og I begge føler at I nogen gange snakker forbi hinanden fordi det er svært at få sagt det hele når man er presset med en baby oveni...

Jeg skal selv tage modet til mig i dag og snakke med familiecenteret hvor vi bor i håb om at de kan hjælpe mig med psykologhjælp da vi ikke har råd til at betale det men jeg desperat har brug for det...

Anonym skriver:

Ja så er vi blevet virkelig uvenner.. Hader det virkelig.. Og jeg ved godt, at vi bliver venner igen om nogle timer, da vi er gode til at snakke om tingene.. Men mangler virkelig en smule forståelse fra hans side, selvom det er svært for ham.. 

Jeg går sygemeldt lige pt. med depression, og går både hos psykolog, får antidepressiv, skal i dag starte forløb hos familiehuset osv.. Jeg gør virkelig alt, hvad jeg kan, for at få det bedre og så hurtigt som muligt.. Men nu er vores datter syg, så hun kan ikke komme i dagpleje, som jeg ellers bruger som frirum/pause til at lade op og få det bedre.. 

Det vil sige, at hun har været hjemme hele ugen, og har været syg siden lørdag i sidste uge.. Og jeg er smadret! Jeg får det fysisk dårligt med svimmelhed, manglende appetit, kvalme, ekstra træt, humørsvingninger og generelt utilpas.. Kan tydeligt mærke, at min krop og psyke siger fra nu, og jeg har brug for en pause.. Men kan bare ikke få den pause, for vi har ingen til at hjælpe os med hende.. Ikke penge nok til en barnepige.. Og min kæreste arbejder jo.. 

Fik det virkelig skidt i morges, og bad ham om at arbejde hjemme (It-konsulent), og så blev han pisse irriteret og sur på mig.. Ved godt, at det er, fordi han er stresset over, at han ikke kunne komme ind på kontoret, men synes bare slet ikke, at det er fair, at han bliver sur på mig! 

Og det sagde jeg også til ham, og han sagde også, at han godt ved, at jeg ikke er skyld i at have det dårligt.. Men han er stadig sur, og jeg er ked af det og sur på ham over, at han ikke kan vise lidt forståelse men bare nærmest giver mig skylden/dårlig samvittighed.. Jeg kæmper alt, hvad jeg kan, og kan godt forstå, at det er svært for ham at forstå, hvordan jeg har det.. Og jeg ved også godt, at han nogle gange glemmer, at jeg kæmper, bare fordi han ser mig smile.. Men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal få ham til at forstå?! 

Jeg har foreslået, at han starter hos psykolog eller i et gruppeforløb for pårørende.. Jeg har også foreslået, at han melder sig ind i FB-grupper for pårørende, så han kan læse andres situationer, og måske selv bede om hjælp eller snakke om det.. Men der sker ingenting.. 

Han skal med til min psykolog på et tidspunkt, men det er jo kun en enkelt gang.. 

Hvordan får man en pårørende til at forstå, hvordan man har det? Bare sådan nogenlunde?! For jeg er træt af, at vi bliver uvenner over det, fordi han glemmer, hvor dårligt jeg har det 

Jeg har været kærester med en psykisk syg. Han havde en tung depression. Jeg var der selvfølgelig for ham i det omfang jeg kunne. Og jeg blev altså også sur og frustreret når jeg kom hjem og hjemmet lignede lort og han lå stadig i sengen eller på sofaen og gloede fjernsyn. 

Selvom jeg jo godt vidste at han ikke kan gøre for det og han havde en dårlig dag. Så bliver man altså som partner bare rigtig frustreret til tider fordi man også selv er træt f.eks. Vi er også mennesker med følelser. Og som jeg læser dit indlæg så Har han netop forståelsen for at du ikke er skyld i det. Men derfor er han i sin fulde ret til at blive frustreret og sur alligevel fordi han skal ændre sin dag og fjerne sig fra hans pusterum (arbejdet). 

Du kan ikke presse psykologer osv ned over ham. Jeg blev også tilbudt det og sagde også nej tak. For det er ikke mig der var syg med noget. Jeg skulle bare have lov lige at være frustreret nogle timer og så var det overstået. Bare fordi jeg blev sur og frustreret betød på ingen måde at jeg ikke forstod at han havde der dårligt og det ikke var hans skyld. 

Undskylder på forhånd hvis det lyder hårdt, men tror det kan være rigtig rigtig svært at forholde sig til og sætte sig ind i, hvis man ikke har kendskab til psykiske udfordringer.
For det er jo klart at det skriger i din kærestes øjne at du går hjemme hver dag og når den lille så skal være hjemme, så har du brug for et break. Og når han så arbejder, kan han måske ikke bare arbejde hjemme når der er et sygt barn hjemme også.

Så kan sagtens forstå ham. Men det bedste ville jo klart være at han kom med til din psykolog og snakkede og fik en form for indblik i situationen.

I må ikke misforstå mig.. Jeg ved godt, hvor hårdt det er for ham som pårørende.. Min søster fik depression for mange år siden, og vi har jo så stået som pårørende der og måtte klare en masse for hende, fordi hun ikke havde overskud til det.. 

Så jeg ved skam godt, at det er pisse hårdt for ham.. Og jeg forstår heller ikke, hvordan han stadig er her, for jeg har virkelig ikke været sød, da jeg havde det værst.. Så jeg værdsætter hver eneste ting, han gør.. Om det så er at hente et glas drikkelse til mig.. 

Og ja selvfølgelig må han gerne være sur og frustreret.. Men synes bare ikke, at det er fair, at han bliver decideret sur på mig! Ikke situationen men mig.. 

Jeg har stort set hele ugen klaret både hjemmet, handlet ind og taget mig af barnet.. Også selv da han kom hjem fra arbejde, så han ikke skulle tage sig af det hele.. Men nu blev jeg kørt helt ned.. Jeg tuder over det mindste.. Min krop lukker helt ned, og jeg ryster, har hovedpine, svimmel, træt, kvalme osv., fordi jeg har ville tage noget af ansvaret fra ham, så han ikke blev for stresset.. Og når jeg så beder om hjælp i to dage, hvor jeg endda går på kompromis med den hjælp, jeg behøver, så synes jeg ikke, at det er fair, at han bliver decideret sur på mig.. Jeg føler mig i forvejen som en kæmpe fiasko som mor og kæreste, og føler ikke, at jeg kan passe mit eget barn.. Og når han så bliver sur, så føler jeg mig endnu mere som en fiasko.. 

Jeg har brug for, at han forstår det.. Ikke bare ved det, men virkelig forstår, hvad det gør ved mig, når han bliver sur på mig over det.. Men jeg kan ikke rigtigt forklare ham det ligegyldigt hvor meget jeg prøver.. Også derfor, at jeg gerne ville have, at han selv fik noget hjælp.. Samtidig med, at jeg som sagt er bange for, at han også er ved at ryge ned

Jeg har været kærester med en psykisk syg. Han havde en tung depression. Jeg var der selvfølgelig for ham i det omfang jeg kunne. Og jeg blev altså også sur og frustreret når jeg kom hjem og hjemmet lignede lort og han lå stadig i sengen eller på sofaen og gloede fjernsyn. 

Selvom jeg jo godt vidste at han ikke kan gøre for det og han havde en dårlig dag. Så bliver man altså som partner bare rigtig frustreret til tider fordi man også selv er træt f.eks. Vi er også mennesker med følelser. Og som jeg læser dit indlæg så Har han netop forståelsen for at du ikke er skyld i det. Men derfor er han i sin fulde ret til at blive frustreret og sur alligevel fordi han skal ændre sin dag og fjerne sig fra hans pusterum (arbejdet). 

Du kan ikke presse psykologer osv ned over ham. Jeg blev også tilbudt det og sagde også nej tak. For det er ikke mig der var syg med noget. Jeg skulle bare have lov lige at være frustreret nogle timer og så var det overstået. Bare fordi jeg blev sur og frustreret betød på ingen måde at jeg ikke forstod at han havde der dårligt og det ikke var hans skyld. 

Simpelthen så godt skrevet. Det er nemlig det med at man selv som pårørende skal have lov til at reagere og ikke lægge bånd på sig selv som man ellers nemt kan ende med som pårørende.

Og så kommer det der sygdom hurtigt til at fylde rigtig meget i hverdagen og hvis man så OVEN i det selv bliver påduttet at skulle gå til psykolog, hjælpegrupper og alt muligt andet så føler man sig selv sygeliggjort. Det kan godt være noget af det vil være en hjælp på længere sigt, men det nytter ikke noget at blive presset til det eller føle skyld med skyld på fordi man ikke udviser nok forståelse.

Med det sagt, så kunne TS' kæreste godt tage en hjemmearbejdsdag en gang i mellem, hvis det kan være en stor hjælp.

Anonym skriver:

Jeg har været kærester med en psykisk syg. Han havde en tung depression. Jeg var der selvfølgelig for ham i det omfang jeg kunne. Og jeg blev altså også sur og frustreret når jeg kom hjem og hjemmet lignede lort og han lå stadig i sengen eller på sofaen og gloede fjernsyn. 

Selvom jeg jo godt vidste at han ikke kan gøre for det og han havde en dårlig dag. Så bliver man altså som partner bare rigtig frustreret til tider fordi man også selv er træt f.eks. Vi er også mennesker med følelser. Og som jeg læser dit indlæg så Har han netop forståelsen for at du ikke er skyld i det. Men derfor er han i sin fulde ret til at blive frustreret og sur alligevel fordi han skal ændre sin dag og fjerne sig fra hans pusterum (arbejdet). 

Du kan ikke presse psykologer osv ned over ham. Jeg blev også tilbudt det og sagde også nej tak. For det er ikke mig der var syg med noget. Jeg skulle bare have lov lige at være frustreret nogle timer og så var det overstået. Bare fordi jeg blev sur og frustreret betød på ingen måde at jeg ikke forstod at han havde der dårligt og det ikke var hans skyld. 

Jeg er enig langt hen ad vejen. Dog vil jeg sige, at jeg har stået på begge sider og både været den deprimerede og været den pårørende, og at en af fordelene ved psykolog kan være, at man netop som pårørende kan få et pusterum og et sted at læsse af hos psykologen. Det behøver ikke nødvendigvis være for at få større forståelse for den syge, at man går til psykolog.

fehår skriver:

Jeg er enig langt hen ad vejen. Dog vil jeg sige, at jeg har stået på begge sider og både været den deprimerede og været den pårørende, og at en af fordelene ved psykolog kan være, at man netop som pårørende kan få et pusterum og et sted at læsse af hos psykologen. Det behøver ikke nødvendigvis være for at få større forståelse for den syge, at man går til psykolog.

Nemlig.. Han har jo også brug for at læsse af.. Det er jo helt forståeligt.. Også derfor jeg foreslog FB-grupper, hvis han ikke ville til psykolog.. For det er da mega hårdt at gå med alt det selv..Og han kan ende med at ryge helt ned over det, hvis han ikke snakker med nogle om det.. 

Men han vil ikke søge den hjælp.. Eller jo han vil gerne have min psykolog, men vi har ikke råd til, at det er fuld pris.. Og han kan ikke få en henvisning uden at have en diagnose (ifølge hans læge)