Øv uvenner med kæresten

Kære TS

Det er rigtig hårdt at være syg med depression. Og jeg kan så godt forstå, at du er helt smadret, når din datter har været syg og været hjemme den sidste uge.

Og det er vigtigt, at du lytter til din krop (som jo reagerer på den psykiske belastning).

Det er også rigtig hårdt at være pårørende.

Uanset hvor unfair det kan føles, så er det naturligt, at en pårørende ind imellem reagerer med surhed.

Det er dejligt, at din kæreste har et job, hvor han kan være hjemmefra, men det er som regel bedst, hvis det er aftalt med arbejdspladsen på forhånd og ikke fra morgenen af.

Så han har nok været frustreret over, at han skulle sige til sin arbejdsgiver "Jeg arbejder hjemmefra i dag" - når det ikke var aftalt. 

Så han har følt sig lidt i klemme.

Det lyder, som om han heldigvis forståelse for din sygdom.

Men du har netop opfordret ham til at søge støtte hos andre pårørende - og hvis han ikke vil det, så er det ikke ok, at han bliver sur på dig.

Du forstår jo godt, at det også er hårdt for ham.

Det er hans ansvar at søge hjælp til at kunne være i det som pårørende.  Foreningen Bedre Psykiatri er en pårørendeforening. 

En af mine bedste venner er formand for den lokale del af foreningen, da han har en datter, der har borderline og også har haft en depression. 

Håber det bedste for dig og din familie.

Anonym skriver:

Ja den fandt jeg også lige.. Men går jeg ind under alvorligt psykisk syg? 

Ja, det tænker jeg godt, lægen kan forsvare at henvise til psykolog på baggrund af.

Som du selv skriver - er du sygemeldt lige p.t. med depression, du går hos psykolog, du får medicinsk behandling og skal starte forløb hos familiehuset. 

Hvem har stillet din diagnose? Nogle behandlere er bedre til at konkretisere end andre. 

Tommelise skriver:

Kære TS

Det er rigtig hårdt at være syg med depression. Og jeg kan så godt forstå, at du er helt smadret, når din datter har været syg og været hjemme den sidste uge.

Og det er vigtigt, at du lytter til din krop (som jo reagerer på den psykiske belastning).

Det er også rigtig hårdt at være pårørende.

Uanset hvor unfair det kan føles, så er det naturligt, at en pårørende ind imellem reagerer med surhed.

Det er dejligt, at din kæreste har et job, hvor han kan være hjemmefra, men det er som regel bedst, hvis det er aftalt med arbejdspladsen på forhånd og ikke fra morgenen af.

Så han har nok været frustreret over, at han skulle sige til sin arbejdsgiver "Jeg arbejder hjemmefra i dag" - når det ikke var aftalt. 

Så han har følt sig lidt i klemme.

Det lyder, som om han heldigvis forståelse for din sygdom.

Men du har netop opfordret ham til at søge støtte hos andre pårørende - og hvis han ikke vil det, så er det ikke ok, at han bliver sur på dig.

Du forstår jo godt, at det også er hårdt for ham.

Det er hans ansvar at søge hjælp til at kunne være i det som pårørende.  Foreningen Bedre Psykiatri er en pårørendeforening. 

En af mine bedste venner er formand for den lokale del af foreningen, da han har en datter, der har borderline og også har haft en depression. 

Håber det bedste for dig og din familie.

Mange tak for den søde besked.. 

Jeg forstår også godt, at man i et øjeblik kan blive sur, og jeg forstår udmærket godt, at man i den grad kan blive sur over situationen.. Men jeg får det bare mega dårligt over det hele, når han så snerrer af mig, for så føler jeg, at det er min skyld.. Og det sagde jeg også til ham.. 

Men vi havde en lang snak, hvor han fortalte, at han troede, at jeg faktisk havde fået det rigtig godt, og derfor kunne han ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne tage vores datter.. Vi blev her enige om, at jeg giver en "daglig rapport" af mine følelser, så han kan følge med og bedre tage hensyn, og så bliver vi begge bedre til at fortælle, hvad vi har brug for af hinanden.. 

Anonym skriver:

Ja, det tænker jeg godt, lægen kan forsvare at henvise til psykolog på baggrund af.

Som du selv skriver - er du sygemeldt lige p.t. med depression, du går hos psykolog, du får medicinsk behandling og skal starte forløb hos familiehuset. 

Hvem har stillet din diagnose? Nogle behandlere er bedre til at konkretisere end andre. 

 

Okay det håber jeg, at du har ret i.. 

Det er min læge, der har stillet diagnosen.. En psykiater var ikke enig, fordi hun kun ville bruge en enkelt time på at høre på mig.. Så selvom jeg fortalte, at jeg havde haft en smule lyst til selvskade, så mente hun bare, at jeg led af belastning efter fødslen .. 

Men min læge var slet ikke i tvivl.. Og det var jeg, min kæreste og min familie heller ikke

Jeg synes du har fået nogle rigtigt kloge svar, så jeg har egentligt ikke så meget at tilføje, bortset fra at det slår mig som virkeligt uheldigt at du for ikke at stresse ham kører dig selv ned ved at klare alting.. resultatet bliver at du knækker helt sammen og han lige pludseligt ender som "skurken"

Måske det en anden gang var bedre at han hjalp dig lidt hver dag når han kom hjem fra arbejde, så havde du måske overskud nok til at have datteren hjemme selv, og så behøvede han ikke arbejde hjemmefra eller i det mindste kunne han have planlagt en hjemmearbejdsdag så den ikke kom pludseligt.

Anonym skriver:

Okay det håber jeg, at du har ret i.. 

Det er min læge, der har stillet diagnosen.. En psykiater var ikke enig, fordi hun kun ville bruge en enkelt time på at høre på mig.. Så selvom jeg fortalte, at jeg havde haft en smule lyst til selvskade, så mente hun bare, at jeg led af belastning efter fødslen .. 

Men min læge var slet ikke i tvivl.. Og det var jeg, min kæreste og min familie heller ikke

En graviditet og efterfølgende hård barsel kan jo sagtens ende ud i en psykisk belastningsreaktion - det er en diagnose i sig selv. 

IenFart skriver:

Simpelthen så godt skrevet. Det er nemlig det med at man selv som pårørende skal have lov til at reagere og ikke lægge bånd på sig selv som man ellers nemt kan ende med som pårørende.

Og så kommer det der sygdom hurtigt til at fylde rigtig meget i hverdagen og hvis man så OVEN i det selv bliver påduttet at skulle gå til psykolog, hjælpegrupper og alt muligt andet så føler man sig selv sygeliggjort. Det kan godt være noget af det vil være en hjælp på længere sigt, men det nytter ikke noget at blive presset til det eller føle skyld med skyld på fordi man ikke udviser nok forståelse.

Med det sagt, så kunne TS' kæreste godt tage en hjemmearbejdsdag en gang i mellem, hvis det kan være en stor hjælp.

Jeg er ikke helt enig.

En fysisk sygdom kan også fylde meget, og der er nok ikke så mange, der ville blive sur på en partner, hvis han eller hun ikke kunne overkomme så meget p.gr.a. sclerose, hjertesygdom eller lign.

Det er i orden at blive sur og reagere, men hvis man gentagne gange bliver sur på sin syge partner og lader frustrationerne gå ud over ham eller hende, så må man altså selv sørge for at søge noget hjælp til at tackle hverdagen. 

En depressionsramt har bestemt heller ikke brug for skyld med skyld på, fordi han eller hun ikke har overskud. Man kan jo ikke bare tage sig sammen.

Og vil man som pårørende ikke søge støtte - f.eks. hos andre pårørende - så mister man lidt "retten" til at blive sur på sin syge partner.

Tommelise skriver:

Jeg er ikke helt enig.

En fysisk sygdom kan også fylde meget, og der er nok ikke så mange, der ville blive sur på en partner, hvis han eller hun ikke kunne overkomme så meget p.gr.a. sclerose, hjertesygdom eller lign.

Det er i orden at blive sur og reagere, men hvis man gentagne gange bliver sur på sin syge partner og lader frustrationerne gå ud over ham eller hende, så må man altså selv sørge for at søge noget hjælp til at tackle hverdagen. 

En depressionsramt har bestemt heller ikke brug for skyld med skyld på, fordi han eller hun ikke har overskud. Man kan jo ikke bare tage sig sammen.

Og vil man som pårørende ikke søge støtte - f.eks. hos andre pårørende - så mister man lidt "retten" til at blive sur på sin syge partner.

Min kommentar gik overhovedet ikke på at man må blive sur på den syge eller give skyld med skyld på. Jeg forsøgte bare at nuancere at man som pårørende ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide man bare skal søge noget hjælp, så man kan blive en bedre støtte.

Hvis sygdommen fylder meget i hverdagen kan det meget vel være det sidste man har lyst til er at snakke mere om det. Det kan være det på et tidspunkt er en god ide men ikke noget man skal føle sig tvunget til lige så vel som at den syge ikke bare skal tage sig sammen. 

IenFart skriver:

Min kommentar gik overhovedet ikke på at man må blive sur på den syge eller give skyld med skyld på. Jeg forsøgte bare at nuancere at man som pårørende ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide man bare skal søge noget hjælp, så man kan blive en bedre støtte.

Hvis sygdommen fylder meget i hverdagen kan det meget vel være det sidste man har lyst til er at snakke mere om det. Det kan være det på et tidspunkt er en god ide men ikke noget man skal føle sig tvunget til lige så vel som at den syge ikke bare skal tage sig sammen. 

Uanset hvor hårdt det er at være pårørende, så er det endnu hårdere at være den depressionsramte.

Pårørende kan holde pause fra sygdommen - bl.a. ved at være på arbejde, dyrke fritidsinteresser, være sammen med venner osv.

Men den depressionsramte kan ikke holde pause fra sygdommen. Den er der hele tiden. Den fylder i hverdagen HELE TIDEN.

Hvis den depressionsramte rent faktisk søger og modtager hjælp fra psykolog, terapeut, psykiatri el. lign. 

Så burde den pårørende også kunne søge andre pårørende at læsse af på.

Og hvis vedkommende nægter det - ja så må han eller hun lade være med at blive sur på den depressionsramte. 

Skouboe skriver:

Jeg synes du har fået nogle rigtigt kloge svar, så jeg har egentligt ikke så meget at tilføje, bortset fra at det slår mig som virkeligt uheldigt at du for ikke at stresse ham kører dig selv ned ved at klare alting.. resultatet bliver at du knækker helt sammen og han lige pludseligt ender som "skurken"

Måske det en anden gang var bedre at han hjalp dig lidt hver dag når han kom hjem fra arbejde, så havde du måske overskud nok til at have datteren hjemme selv, og så behøvede han ikke arbejde hjemmefra eller i det mindste kunne han have planlagt en hjemmearbejdsdag så den ikke kom pludseligt.

Han hjælper også så meget som han kan, når han er hjemme .. Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden.. Men det blev bare for meget for mig til sidst.. Og jeg er desværre først lige startet hos psykolog, så har endnu ikke fået de store redskaber til at håndtere, når jeg bliver sur/frustreret