Anonym skriver:
Jeg har læst alle jeres kommentar med min datter først blev hun ked af det men hun har indset at hun egentlig ikke har noget og klage over. Vi har snakket sammen og er blevet enig om at hun får 1000 om måneden men jeg er villig til at betale hendes laser, fitness osv. Jeg ønsker ikke hun får et fritids job da jeg gerne vil have hende til at fokusere på sin skolegang. Vi er ikke rige men har en god indkomst. Jeg glemte og nævne at hun gør rigtig mange ting herhjemme uden jeg ber hende om det. Hun er omsorgsfuld og hjælpsom og kaver sine lektier. Møder til tiden. Men, hun har mange veninder som hun ofte er i byen med. Cafe besøg osv.
Jeg får helt ondt i maven - du skal da ikke læse op for din datter, hvad fremmede har skrevet om hendes lommepenge - havde jeg kendt den præmis havde jeg aldrig svaret dig. Ikke fordi jeg ikke står ved, hvad jeg skriver. Ikke fordi jeg havde skrevet noget som kan støde en 14 årig, men simpelthen fordi det vil jeg ikke være med i.
Hun er 14 år, hun er et barn. Du er i hvert fald mere end 14 år og du er den voksne. Du har bedt voksne om at tage stilling til lommepenge, det er en voksen debat, med voksen argumenter og tænkt i en voksenverden. Din datter skal være i sin ungdomsverden, hvor hun skal forholde sig til skolen, næste cafebesøg, venner osv. Og hun skal vide, at de voksne sætter rammerne og hun skal ikke forholde sig til om de rammer er godt i forhold til SU om 5 år, din økonomi osv. Alle de ting skal hun slet ikke bumle med, hun skal bumle med sin usikkerhedover sine hænder og klare det uden kunstige negle - hun skal ikke bumle med størrelsen af sine lommepenge, eller jo hun skal klage over at hun ikke får nok og så møde en voksen der siger: jamen det bestemmer jeg.
Med hensyn til mormor så får jeg også ondt i maven, ved din datter, at de har et særligt forhold og ingen andre får penge? Er hun her også sat i et voksendilemma? Er hun her også noget helt særligt som hund kal leve op til, og måske derfor føler sig presset til at være “perfekt”?
Når jeg læser dine nyeste indlæg, så får jeg sådan lyst til at sige meget højt: husk hun er et barn og I andre er de voksne. I bestemmer, I sætter rammerne, I guider og opdrager. Ja det er fantastisk at gå på cafe et para gange om ugen med veninderne, men det er ikke den økonomiske virkelighed for en studerende på SU - og undskyld til trods for vi har en økonomi der også kunne finansiere min datters cafebesøg hver dag, så er det da spild af penge, og det ville vi aldrig gøre. Er det et gruppepres, så er det måske på tide at tage det op i forældregruppen, for så er der med sikkerhed nogle piger som ikke kan følge med (og deres familier). Man kan jo også have et køleskab med kakao og lidt hygge til munden der hjemme, og så kan de unge piger nyde tiden hjemme og “lege” cafe. Ligegyldigt hvad, så er det din (og fars) opgave at træde i karakter og være voksen, sætte grænser, opstille rammer, og i det vil hun sjovt nok finde langt mere tryghed og kan oparbejde selvværd og selvtillid end ved at læse en voksendebat og blive ked af det.
Med hensyn til et fritidsarbejde, fair nok du vil have hun har fokus på skolen, men hun kunne jo konvertere lidt cafebesøg med et fritidsjob. Min datter arbejder hver onsdag fra 15 - 20 og en eller to lørdage/søndage om måneden og tjener omkring de 2000. Det er jo ikke mere end to cafebesøg. Plus hun lærer ansvarlighed, hun er vokset 10 cm i modenhed efter hun fik et ansvar og er bare pisse stolt af sig selv så hun får fokus væk fra de fysiske ting hun også er usikker på. Og ikke mindst har hun fået en forståelse af penge, så når hun skal fx købe bukser, så ved hun hvor meget hun skal arbejde for at få råd til dem - så fx 350 kroner til negle ville betyde en arbejdsdag på 6 timer, og så vil hun med sikkerhed fravælge det og leve med hænderne ikke helt som hun synes er perfekt (min datter laver ikke negle, hun er en anden stil men bruger så penge på andre ting :-))
