Venindes kæreste følger altid med

Anonym skriver:

Han er sådan i alle alting hun deltager i, så vidt hun fortæller. Han har desværre ingen venner (jeg har spurgt om det) så tror måske det er det, det hele bunder i? 

 

Til jer alle som har svaret: 

jeg har læst alle jeres svar - og jeg er meget i tvivl om det der med om man aftale noget uden ham- hvilket jeg også kan se, der er delte meninger om. 

Jeg har af flere omgange prøvet at lave aftaler, hvor der er rig mulighed for han ikke skulle med. Men der holder hun desværre tilbage. Så måske ønsker hun kun at være social med mig, når han er der.

 

Hvis han ikke har nogen venner, er det måske fordi hun er bange for han skal føle sig ensom når hun nu har nogen at ses med.. meeeen... det er sgu stadig til den gode side af hensyn i min optik. Det ender jo med at hendes venner heller ikke bliver hængene hvis de ikke gider at han er med hele tiden.  

uanset. Det er altid rimeligt at bede ham tale ordentligt. Kig ham i øjnene i situationen og spørg ham hvad det skal gøre godt for at sige som han gør? Hvis han svarer flabet eller grimt på det, ville jeg simpelthen sige højt til hans ansigt at der ikke er nogen der tvinger ham til at ses med dig hvis han ikke kan lide dig.. 

Måske ønsker hun kun at være social sammen med andre når han er der fordi alt andet giver hende problemer = psykisk kontrol. 

Anonym skriver:

Han er sådan i alle alting hun deltager i, så vidt hun fortæller. Han har desværre ingen venner (jeg har spurgt om det) så tror måske det er det, det hele bunder i? 

 

Til jer alle som har svaret: 

jeg har læst alle jeres svar - og jeg er meget i tvivl om det der med om man aftale noget uden ham- hvilket jeg også kan se, der er delte meninger om. 

Jeg har af flere omgange prøvet at lave aftaler, hvor der er rig mulighed for han ikke skulle med. Men der holder hun desværre tilbage. Så måske ønsker hun kun at være social med mig, når han er der.

 

Okay hvis han ikke har nogle venner, så kan jeg egentlig godt forstå, at hun ønsker at have ham med hver gang.. 

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, andet end jeg synes, at du skal sige, at han skal tale ordentligt til dig, for alle fortjener at blive behandlet med respekt og talt ordentligt til

Svarer lige alle:

Jeg synes ikke, at det virker til at der er noget psykisk kontrol? eller det der er værre? men det kan folk jo desværre være gode til at skjule. 

Jeg kan godt forstå, hvis hun er bange for, at han bliver ensom, når han ingen venner har. Men det ødelægger bare så meget, når han er med på ture osv. Det er jo ikke fordi hun IKKE hører hvad han siger til mig. Nogle gange tror jeg faktisk, at hun bliver flov over det.

Desværre tror jeg ikke, at denne attitude kun er rettet mod mig, men sådan han er generelt. Igennem årene har hun nemlig fortalt, hvordan han ikke har kunne enes med folk både på arbejdspladser - og da han var studerende. Han har derfor været meget alene. 

Jeg synes bare, det er hårdt (og belastende) at blive talt grimt til og få at vide, at det man gør er forkert. Ifølge ham er han nemlig ekspert i forhold til børn, så han har ALTID en kommentar om, hvordan mine børn er, eller hvad de gør. 

Jeg tror, jeg vil prøve at spørge hende, om vi ikke skal tage en tøsetur, for at se hvad hun siger til det. Dernæst tror jeg simpelthen, at jeg vil fortælle hende, at jeg savner det vi havde, MEN det er selvfølgelig okay, hvis hun har det sådan, at han skal være med hver gang. Og NÅR han så er med, så må jeg jo sige noget til ham, selvom jeg føler det er meget grænseoverskridende, fordi jeg er SÅ bange for at træde min veninde over tæerne.

Min første tanke er hvor længe de har været sammen? Du skriver "gennem årene" og nævner arbejdspladser - i flertal - og studie, så jeg tænker at det da må være noget tid.

Har det altid været sådan, siden de fandt sammen? Eller er det noget der er sket gradvist eller pludseligt?

Du skriver at i har børnene med på tur; har i altid det? Er det sådan en fast ting at når i, som veninder, skal ses, så skal børnene også lege sammen?

Grunden til det sidste spørgsmål er at jeg virkelig godt kan forstå din veninde, hvis hun gerne vil have sin kæreste med til at holde øje med/styr på børnene. Jeg har heller ikke lyst til at skulle nogen steder med begge børn uden min mand som backup.

Min første tanke er hvor længe de har været sammen? Du skriver "gennem årene" og nævner arbejdspladser - i flertal - og studie, så jeg tænker at det da må være noget tid.

Har det altid været sådan, siden de fandt sammen? Eller er det noget der er sket gradvist eller pludseligt?

Du skriver at i har børnene med på tur; har i altid det? Er det sådan en fast ting at når i, som veninder, skal ses, så skal børnene også lege sammen?

Grunden til det sidste spørgsmål er at jeg virkelig godt kan forstå din veninde, hvis hun gerne vil have sin kæreste med til at holde øje med/styr på børnene. Jeg har heller ikke lyst til at skulle nogen steder med begge børn uden min mand som backup.

Det har faktisk altid været sådan. Jeg nævner arbejdspladser i flertal, fordi han har haft flere, netop pga. han ikke kan med folk. Da de begyndte at kende hinanden, var han studerende og afsluttede sit studie lidt efter. De har været sammen 4 år. Hun blev gravid ret kort tid efter, de fandt sammen. 

Ja, turene er altid med børn.  og jeg forstår godt, at man ikke lige magter børn med på ture osv. alene, men herhjemme forstår jeg ikke, at han SKAL med

Anonym skriver:

Det har faktisk altid været sådan. Jeg nævner arbejdspladser i flertal, fordi han har haft flere, netop pga. han ikke kan med folk. Da de begyndte at kende hinanden, var han studerende og afsluttede sit studie lidt efter. De har været sammen 4 år. Hun blev gravid ret kort tid efter, de fandt sammen. 

Ja, turene er altid med børn.  og jeg forstår godt, at man ikke lige magter børn med på ture osv. alene, men herhjemme forstår jeg ikke, at han SKAL med

Hvis de "kun" har været sammen i 4 år, så er det ældste barn vel omkring 3 år gammel. Nu ved jeg jo ikke hvor mange børn det drejer sig om. Som nævnt har jeg selv 2 - en på 3,5 og en på 1,5 - og jeg ville ikke have lyst/overskud til at tage børnene NOGEN steder hen alene. Det kan godt være at du er der og "hjælper til" med at "passe" hendes børn, men du skal jo også se efter dine egne osv.

Nu tager jeg/vi generelt sjældent begge børn med nogen steder - her til sommer har jeg f.eks. haft den stoer på 3,5 med i forlystelsespark, mens min mand blev hjemme med den lille, da han ikke ville få noget ud af det.
Jeg tager tit den store med på legeplads, mens den lille sover til middag.
I sociale situationer, tager jeg kun den store med, hvis ikke min mand skal med.

Hvis din veninde til gengæld kun har ét barn, så kan jeg ikke se problemet i det henseende.

Var i veninder inden i fik børn?

Anonym skriver:

Hvis de "kun" har været sammen i 4 år, så er det ældste barn vel omkring 3 år gammel. Nu ved jeg jo ikke hvor mange børn det drejer sig om. Som nævnt har jeg selv 2 - en på 3,5 og en på 1,5 - og jeg ville ikke have lyst/overskud til at tage børnene NOGEN steder hen alene. Det kan godt være at du er der og "hjælper til" med at "passe" hendes børn, men du skal jo også se efter dine egne osv.

Nu tager jeg/vi generelt sjældent begge børn med nogen steder - her til sommer har jeg f.eks. haft den stoer på 3,5 med i forlystelsespark, mens min mand blev hjemme med den lille, da han ikke ville få noget ud af det.
Jeg tager tit den store med på legeplads, mens den lille sover til middag.
I sociale situationer, tager jeg kun den store med, hvis ikke min mand skal med.

Hvis din veninde til gengæld kun har ét barn, så kan jeg ikke se problemet i det henseende.

Var i veninder inden i fik børn?

Hun har 1 og jeg har 2 så ved godt, det kan være sindssygt hårdt at være ude med børn. 

Derfor foretrækker jeg faktisk helst vi ses hjemme.

Vi har været venner i knap og nap 6 år, så ja vi har kendt hinanden lidt før vi begge fik børn

Har ikke læst alle svarerne så ved ikke om det er blevet skrevet - men! Du skal være opmærksom på at det du beskriver faktisk er et tegn på, at din veninde er udsat for psykisk vold. 

Det værste du i så fald kan gøre, er ikke at gøre noget!! Spørg hende indtil hvordan han er derhjemme og kontakt evt et krisecenter med hende. 

Mvh en medarbejder på et krisecenter 

For mig lyder det til hendes kæreste ikke vil have hun er alene uden ham, måske hun siger noget om ham som hun ikke skal, måske tror han hun er utro osv. 

Jeg har engang været sammen med sådan en person, og ingen af mine bekendte, veninder og venner vidste hvad der faktisk foregik. De troede bare jeg ikke kunne undvære min kæreste fordi han altid var med, men dette var slet ikke tilfældet! 

Han ville med for at se hvad jeg lavede, hvem jeg snakkede med og om jeg sagde noget om ham jeg ikke skulle! 

Det endte til sidst med jeg slet ikke tog nogle steder fordi jeg var så flov over at skulle have en “barnepige” og også den måde som han behandlede mine venner når de faktisk sagde noget til ham. 

Han var (ifølge ham selv) altid den klogeste, altid den flotteste og altid den som folk bedst kunne lide når vi var i store forsamlinger, hvilket jeg naivt troede på. 

Han blev hen af vejen meget voldelig og jeg måtte intet uden hans tilladelse. 

Jeg fortalte aldrig til mine veninder og venner hvordan han var imens forholdet stod på, og jeg endte med stikke af fra ham en dag han var væk fra hjemmet i 2 timer, og gemte mig et hemmeligt sted i godt 2 mdr. Det er 10 år siden jeg gik fra ham, men stadig den dag idag for jeg modbydelige beskeder (stalking) fra ham. 

Næste gang du er sammen med din veninde og sikkert også ham, så hold lidt øje med feks hvordan han er når hun har sin telefon fremme, osv 

for det lyder meget til din veninde er i et forhold med psykisk vold :-(