lineog4 skriver:
Vauw - det er sjovt for jeg synes faktisk det ikke at blande sig er det samme som ikke at anerkende det andet menneske, jeg synes det at lukke sig om sig selv og tænke: ej det er da ikke mit problem, er en samfundsudvikling som går væk fra en masse kvaliteter vi ellers havde.
Vi blander os så sandelig ikke mere, men mindre fra for bare 50 år siden, hvor vi på villavejene tilbød hinanden hjælp til stort og småt. At sidde i sit eget lille hjem og sige: det er ikke mit problem er jo også ikke at række hånden ud med hjælp.
Jeg blander mig og jeg er stolt af det, jeg taler med de mennesker der bor i min ejendom også selvom de en gang imellem ser skræmte ud, jeg hilser og taler med servicepersonalet på skolen selv om især den ene lige skulle vænne sig til at blive set, men nu giver det smil, jeg blander mig i samtaler hvis jeg overhører noget som jeg kan svare på, jeg taler med folk i supermarkedet også selvom min teenage datter synes jeg er pinlig, jeg rejser mig for folk i bussen, jeg går hen og spørger om jeg kan hjælpe hvis jeg ser en stå med et kort, jeg spørger om jeg kan hjælpe hvis jeg kan se en der virker som de ikke kan nå en vare, jeg spørger om jeg kan hjælpe hvis jeg kan se kufferten er tung, jeg spørger om jeg kan hjælpe når jeg ser en med en barnevogn i toget osv osv. jeg blander mig hele tiden, fordi jeg oplever det at blande sig er et udtryk for at ville hinanden og fællesskabet. Og ja jeg havde gerne ringet om en der kørte uden kørekort, hvis personen aldrig har erhvervet det - jeg vil da ikke kunne leve med mig selv vis jeg havde den viden og den person endte med at slå en ihjel med bilen. Jeg blander mig også hvis jeg kan se en lidt for meget alkohol inden for vesten og vil køre bil.
En lille historie fra hospitalet. Jeg lå på opvågningen og kunne ikke se mine medpatienter. Den ene skreg hele tiden og klagede over smerter i ryggen. Hun måtte ikke få mere smertestillende, og hun var tydelig bange. Sygeplejerskerne havde travlt, så jeg blandede mig. Jeg kunne ikke gå og rejse mig, men jeg kunne da tale med hende og spurgte: er du bange? Jeg blev mødt af et vandfald af ord der sluttede med; tak fordi du spurgte, tak fordi du viste du var der for nu er jeg ikke så bange - ja jeg blandede mig
Jamen du er da en helt. Lad mig flette en hat til dig af papir og trutte dig en fanfare. 