Hvorfor vil næsten alle have piger?

Er det ikke helt oplagt? I et patriarkalsk samfund ønsker man drenge, i et (mere udviklet) matriarkalsk samfund ønsker man i højere grad piger.

Der ER i øvrigt en præference for piger i Danmark. Vi er det nye Kina, blot med omvendt fortegn...

lineog4 skriver:

Jeg synes nu der er en overvejende tendens i Danmark om, at det at få en pige er lige den my heldigere end at få en dreng. 

Læste en gang en undersøgelse om hvem der fik 3 børn - udgangspunktet var det som oftest var kvinden der havde det sidste ord. Og der var størst sandsynlighed for det 3. barn hvis de to første begge var drenge, og mindst hvis de to første begge var piger. 

Egentlig kan jeg godt forstå den higen efter piger, for synes vi trods metoo og en opblomstrende (puritansk) feminisme, har et samfund der tilgodeser pigerne mere - nej ikke med lige løn osv. Men vi forventer en modenhed og ikke mindst en interessesfære i skolen som oftest findes hos pigerne. Som du nok kan læse er jeg ikke hen-fan, jeg tror der er forskel på kønnene (og så er der også lige så meget forskel indbyrdes i kønnene), og jeg kan nogle gange undre mig over valget af emner i skolen, hvornår pokker får man lov at have om store køretøjer eller skydevåben? Men tit man hører om: mit kæledyr - og jo jo drenge kan også synes mit kæledyr er helt vildt spændende, men i de 2. Klasser jeg har haft igennem møllen, der var der bare en overvægt af piger der syntes det var så godt at lave en kilometer lange formbøger om katten pusser, mens en del drenge egentlig bare synes det med at finde billeder af katte på nettet med helt vildt sjove ansigtsudtryk var det mest indholdsrige. 

Laver jeg regnehistorier med en 2. Klasse kan jeg næsten med garanti regne ud, at historien om marken med en milliard heste, hvor af en million blev skudt, den er formodentlig skrevet af en med et y kromosom. Mens den om dyrehandlen, hvor de var 3 hvide katte med blå øjne og 2 sorte katte med gule øjne, formodentlig er skrevet af en med to gange x. Og hvem får rosen? Er det den kilometer lange formbog med skøn skrift og søde tegninger eller er det stakken af udprintede sjove katte med tekster som; den har set en zombi. er det regnehistorien med de mangle nuller efter 1 tallet og en ret god gengivelse af en bazooka eller er det den med gode fornuftige tal og søde illustrationer?

Og er man så endda så heldig så man har født en dreng, der faktisk godt kan lide regnehistorier om hvide katte der ikke bliver skudt - så er det sørme også en problematik og man skal få lagt lidt “drengethed” ind i ham, han skal da ud og bevæge sig og lære lidt bazookaer. 

Da jeg fik min datter tog jeg dette oppe fra og ned, synes ikke faldgruberne var store. Jo jeg kæmpede lidt imod den lyserøde bølge og prøvede desperat at introducere en bil i legetøjsbutikken, men blev gelente ført hen til dukkerne (og i aller højeste grad PET shops). Da jeg vidste jeg skulle have en dreng (var jeg i det hele pessimist grundet datters død og anede ikke hvad man skulle med sådan en størrelse), kunne jeg se langt flere faldgruber på hans vej: computerspil, larmende, umoden og og og og.... Og jeg har som mor til to drenge mødt en mur af fordomme om drenge, både som de ikke kan leve op til og nogle de så sandelig lever op til. 

Vil sige min værste historie netop om det handler om filmklub. Min datter gik til filmklub med en stor del fra hendes klasse - ingen skelnen mellem drenge og piger, bare venner. Da min søn så også meldte sig på banen foreslog jeg samme ting i hans klasse. Det endte med et lille drengehold, og den første gang mødte jeg så et forældrepar til en pige i klassen (som ydermere har en storebror i min datters klasse), og jeg spurgte: ej går hun også, så kunne de da have fulgtes. Hvor på der blev svaret: nej, nu har vi jo en pige, så bedre at gøre det hver for sig - gisp..... 

netop derfor jeg pointeret at der er massere af lande hvor det ikke er favorabelt at få en pige og lagde vægt på min egen og min mands udenlandske barndom. 

Flomama skriver:

netop derfor jeg pointeret at der er massere af lande hvor det ikke er favorabelt at få en pige og lagde vægt på min egen og min mands udenlandske barndom. 

Det er såmænd heller ikke favorabelt i Italien på samme måde - men det ændrer jo ikke på, at man møder det her i Danmark, og måske endnu vigtigere, hvorfor man møder det. For det er nok ikke kun fordi lyserødt er pænest eller det er sjovere at blive mormor - jeg synes selv jeg oplever noget mere grundlæggende (også selvom der ikke er ligeløn), hvor favoriseringer ikke af piger, men af det som piger åbenbart bedre kan leve op til favoriseres. 

Synes det er skræmmende vi har så mange børn med forskellige diagnoser og det er støt stigende - jo det kan være tilsætningssstoffer og andre ting, men kunne det også være noget med kravene og normerne - især når det så tydeligt er mest tydeligt hos drengene? Er det ikke underligt, og værd at overveje?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min datter passer bedre end i skolens rammer og forventninger end mine drenge og det til trods for hun fagligt (færdighedsfagligt) er svagere end begge to - selvom hun laver dobbelt så mange stavefejl vil hendes stile med stor sandsynlighed for bedre evaluering end min søn der ingen stavefejl laver, hvorfor? Fordi hendes begrebsverden, hendes interessesfære er mere i tråd med det forventelige end min søns

Er det ikke helt oplagt? I et patriarkalsk samfund ønsker man drenge, i et (mere udviklet) matriarkalsk samfund ønsker man i højere grad piger.

Der ER i øvrigt en præference for piger i Danmark. Vi er det nye Kina, blot med omvendt fortegn...

Men er det ikke ærgerligt - ærgerligt at vi i (et mere udviklet) matriakalsk samfund ikke kan se styrken i forskellighed? 

Vi taler stolpe op og stolpe ned om, at alle skal blive så dygtige som de kan. Men ikke en tager op, at dygtigheden ligger i forskelligheden. Vi deler dem op i køn, mens vi prædiker om hen og vi glemmer at læse resultaterne, hvor det viser sig at kønsopdelt undervisning giver dårligere resultater, hvorfor? Hmm måske fordi forskellighed komplementerer, provokerer og udvikler. 

Da vi ventede os, indrømme jeg gerne jeg virkelig håbede vi fik en dreng. Det er fjollet, men håbede ene og alene vi fik en dreng fordi jeg var lidt bange for jeg ikke ville kunne gøre en pige ordentligt ren ved bleskift og hun så ville få blærebetændelse, svamp osv. Jeg har erfaring med at skifte drenge før jeg selv blev mor. Men mest af alt håbede jeg bare på et sundt og rask barn. Vi fik forresten en dreng.

Min mand og jeg var utrolig meget enig i før jeg bliv gravid første gang. At vi bare vil ha et sundt og raskt barn. Og bliv begge enig i at vi ikke vil vide kønnet når jeg bliver gravid. 

Vi var samtidig også havde samme holdning at vi ønsker os faktisk ikke et bestemt køn. Men bare det sundt og raskt. Vi fik den dejligste lille pige og vi kunne ikke ønske os bedre. 

Nu er jeg gravid igen (7+2) og vi har stadig den samme holdning som den gang før jeg bliv gravid med vores datter. Vi er begge enig i at vi ikke vil vide kønnet. Og vi ønsker os kun et sundt og raskt barn. Om det bliver en lillesøster eller lillebror så er vi uanset køn , vil vi være mega LYKKELIG. 

Vi venter en dreng til Maj og vi kunne ikke glæde os mere  Vi ønsker os et sundt og raskt barn, og uanset hvilket køn det nu havde været, ville vi være glade. Vi har også kæmpet igennem fertilitetbehandling for at komme hertil.

Svigermor ville dog have at det var en dreng i maven, og det var det så også, så hun er ældevild. Hun har selv 2 piger og 1 dreng.

Så hos os har det været lidt modsat på nogen områder, familien har glædet sig uanset køn. 

Anonym skriver:

Jeg er førstegangsmor til en dejlig dreng på 15 måneder. Måtte igennem en del fertilitetsbehandlinger for at få ham.

Mens jeg var gravid med ham, gættede/håbede mine svigerforældre på at han var en pige (de fik selv 3 drenge). Min yngste svoger og hans kæreste håbede på en pige under graviditeten og fik en. Min ældste svoger og hans daværende kone fik først en dreng og da de snakkede om at få #2, sagde hans kone at hvis det ikke blev en pige så ville de prøve igen. De fik så en pige. Ekskonens mor er også besat af piger. Hun fik selv 2 piger og ingen drenge. Under min graviditet da jeg var omkring 20 uger hen, insisterede hun på at jeg håbede på en pige selvom jeg fortalte hende at jeg var ligeglad og ville bare have et sundt og rask barn. Ekskonen til min ældste svoger sagde så foran sine børn at hvis hendes søn havde været en pige, så havde de ikke fået flere børn  Nu er én af mine veninder gravid og siger hun drømmer lidt om en pige.

Som mor til en dreng må jeg indrømme at det gøre lidt ondt at høre ingen jeg kender håber eller håbede på en dreng. Jeg har intet imod piger men synes drenge er lige så dejlige. Hvis min mand og jeg får barn #2 har jeg ikke det helt stor ønske om en pige. Jeg har det mere sådan at en pige kunne være sjovt (jeg er dog lidt en "drengepige" så det ville være en udfordring hvis jeg får en meget piget pige) men det kunne også være  lige så sjovt at få en dreng igen.

Er det bare min omgangskreds eller er det en general tendens

Med min første ønskede jeg en pige, og fik en dreng  med nr 2 ønskede jeg en dreng mere (jeg elsker at være drengemor ), og fik en pige 

Jeg tror jeg ønskede en pige første gang fordi jeg så sådan en lille pige i kjole, med hårbånd osv osv for mig  

Jeg øsnkede mig en pige, tror det var det med at jeg ønskede et tæt forhold til min datter, fordi jeg ikke slev havde haft det til min mor, så jeg ønskede min en datter.

hvis det havde været en dreng havde jeg selvfølgelig nok været ligeså glad.

Jeg har ALTID sagt, at jeg godt kunne tænke mig en af hver for at prøve det. Men den første skulle helst være en dreng. 

Så blev jeg gravid, og dagen inden kønsscanning tudede jeg, for åh nej, hvad nu hvis det var en dreng?! Som jeg jo egentlig altid havde ønsket mig. Noget i mig sagde bare, at det var helt forkert, hvis de nu sagde dreng. 

Det viste sig at være en pige. En rigtig skøn en! 

Jeg forstår ikke min egen reaktion den aften. Jeg tror, min underbevidsthed fortalte mig, at vi skulle have en pige. 

Næste gang er jeg allerede nu overbevist om, at vi så får en lillebror. Jeg er ikke gravid endnu, vi prøver heller ikke endnu, men jeg kan slet ikke forene mig med tanken om en lillesøster �� Total mærkeligt. Men jeg bliver da med garanti lykkelig for en lillesøster, hvis det nu skulle ske �� 

Summasumarum og det jeg vil frem til: jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker, der er noget jeg helst vil have. For det vil jeg i bund og grund ikke. Jeg vil have et dejligt, sundt, rask barn. Og uanset om vi får en lillebror eller lillesøster, så hvis barnet vil sove, så kommer der også en nummer 3!