Hvorfor vil næsten alle have piger?

Jeg ønskede mig virkelig piger og var rædselsslagen for, under begge graviditeter at det skulle være drenge der lå og gemte sig. (Fik to piger). Min frygt begge gange skyldes/skyldtes, at jeg tror ikke jeg ville kunne finde ud af, at være mor til drenge.  Ved ikke hvor den ide om at jeg er bedst til piger stammer fra, men ikke destomimdre en utroligt indgroet i mig. 

Men kan dog også huske fra begge gange, at da jeg først havde født og lå med dem i mine arme var kønnet pludseligt helt ligegyldigt. 

(Havde de vist sig at være drenge ved jeg at jeg ikke havde elsket dem mindre, men måske ville jeg være mere “bange” for at fejle som mor.) 

Måske det er den samme følelse andre der venter sig og ønsker sig et bestemt køn, går rundt med. Frygten for ikke at kunne flå til i forhold til kønnet.? 

Jeg ville have en pige, fordi jeg er vokset op i en lille bitte familie, hvor mænd aldrig rigtig har været til stede eller en konstant del. Vores mormor og mor har altid været selve familien for min bror og jeg, de to stærkeste og særlige mennesker vi kender, som holdt sammen på en helt speciel måde. Og jeg ville have deres fortsættelse, en sej pige/kvinde der videreførte så meget af dem så muligt. Så det har ikke været sådan at jeg ikke ville have en dreng, det ville også være fantastisk. Men jeg ville helt bestemt have en pige. For mig handler det ikke om at det ene køn er bedre end det andet. Men på en måde om den følelsesmæssige forbindelse til de her to vigtigste kvinder i mit liv. Synes det er lidt svært at forklare.

Bananaalice skriver:

Jeg aner det ikke..

Jeg forventede en dreng, glædede mig meget til at skulle opdrage en dejlig person der ville blive en fantastisk voksen mand. Det har noget at gøre med jeg de sidste par år har bevæget mig mere og mere i en feministisk retning, og jeg glædede mig ærligt over at jeg skulle sende en dejlig dreng ud i verden som jeg vidste ville blive vellidt.

Da vi så til kønsccaning fik af vide det var en pige blev jeg ked af det. På hendes vegne. Kæft hvor er der meget jeg skal sluge af ting i hendes næste 18 år, og være dobbelt så støttende, dobbelt så motiverende, og føler det er et andet arbejde for at få en sund kvinde ud af det en dag. Håber hun bliver sej.

Men ja, det jeg bemærker når folk spørger om hvad det bliver er også folk nærmest hvinende siger "en piiiiiige"  

øøh ja, der er ligesom kun 2 køn at vælge imellem, det kan man jo ikke være så overrasket over

Skægt - jeg har den helt modsatte opfattelse, at det er langt sværere at være dreng i dagens Danmark. Der er langt flere drenge ekskluderet med diverse diagnoser, langt flere drenge der ikke kommer gennem en ungdomsuddannelse, langt flere drenge der ender i kriminalitet og en langt snævre ramme for at være en “rigtig” dreng.

Oplevr også at drengene i teenageårene er rigtig hårde ved hinanden, drengene bruger en del flere penge på,tøj i min datters i. Klasse og er langt mere trykkede. 

Jeg oplever også at min datter havde langt mere rum til at være unik, end min søn har fået. 

Jeg synes min opgave som mor til en dreng er større især i forhold til at bare ham op i at være den han er og hvile i det, og i forhold til skolen der konsekvent deler efter køn og forventer alle drenge hellere vil kravle i træer, væde om fodbold end læse en bog.

Anonym skriver:

Jeg er førstegangsmor til en dejlig dreng på 15 måneder. Måtte igennem en del fertilitetsbehandlinger for at få ham.

Mens jeg var gravid med ham, gættede/håbede mine svigerforældre på at han var en pige (de fik selv 3 drenge). Min yngste svoger og hans kæreste håbede på en pige under graviditeten og fik en. Min ældste svoger og hans daværende kone fik først en dreng og da de snakkede om at få #2, sagde hans kone at hvis det ikke blev en pige så ville de prøve igen. De fik så en pige. Ekskonens mor er også besat af piger. Hun fik selv 2 piger og ingen drenge. Under min graviditet da jeg var omkring 20 uger hen, insisterede hun på at jeg håbede på en pige selvom jeg fortalte hende at jeg var ligeglad og ville bare have et sundt og rask barn. Ekskonen til min ældste svoger sagde så foran sine børn at hvis hendes søn havde været en pige, så havde de ikke fået flere børn  Nu er én af mine veninder gravid og siger hun drømmer lidt om en pige.

Som mor til en dreng må jeg indrømme at det gøre lidt ondt at høre ingen jeg kender håber eller håbede på en dreng. Jeg har intet imod piger men synes drenge er lige så dejlige. Hvis min mand og jeg får barn #2 har jeg ikke det helt stor ønske om en pige. Jeg har det mere sådan at en pige kunne være sjovt (jeg er dog lidt en "drengepige" så det ville være en udfordring hvis jeg får en meget piget pige) men det kunne også være  lige så sjovt at få en dreng igen.

Er det bare min omgangskreds eller er det en general tendens

Jeg ønskede mig brændende en dreng, da jeg var gravid første gang - og fik en lille dreng. (Jeg var som teenager babysitter for en lille dreng og ville bare gerne være mor til én som ham.)

Anden gang var det lidt hip som hap - og da blev det en pige.

Mine to børn er som ild og vand, og jeg tror ikke, kønnet er den afgørende faktor her...

Her tredje gang må jeg nok indrømme, at jeg lidt håber på en dreng igen - men der går ingen skår af glæden, hvis det er en pige, som gemmer sig i min mave. Det vigtigste er, at baby er sund og rask. 

Anonym skriver:

Jeg er førstegangsmor til en dejlig dreng på 15 måneder. Måtte igennem en del fertilitetsbehandlinger for at få ham.

Mens jeg var gravid med ham, gættede/håbede mine svigerforældre på at han var en pige (de fik selv 3 drenge). Min yngste svoger og hans kæreste håbede på en pige under graviditeten og fik en. Min ældste svoger og hans daværende kone fik først en dreng og da de snakkede om at få #2, sagde hans kone at hvis det ikke blev en pige så ville de prøve igen. De fik så en pige. Ekskonens mor er også besat af piger. Hun fik selv 2 piger og ingen drenge. Under min graviditet da jeg var omkring 20 uger hen, insisterede hun på at jeg håbede på en pige selvom jeg fortalte hende at jeg var ligeglad og ville bare have et sundt og rask barn. Ekskonen til min ældste svoger sagde så foran sine børn at hvis hendes søn havde været en pige, så havde de ikke fået flere børn  Nu er én af mine veninder gravid og siger hun drømmer lidt om en pige.

Som mor til en dreng må jeg indrømme at det gøre lidt ondt at høre ingen jeg kender håber eller håbede på en dreng. Jeg har intet imod piger men synes drenge er lige så dejlige. Hvis min mand og jeg får barn #2 har jeg ikke det helt stor ønske om en pige. Jeg har det mere sådan at en pige kunne være sjovt (jeg er dog lidt en "drengepige" så det ville være en udfordring hvis jeg får en meget piget pige) men det kunne også være  lige så sjovt at få en dreng igen.

Er det bare min omgangskreds eller er det en general tendens

Her har vi en af hver.

Jeg har altid ønsket mig st få en datter. Men da jeg blev gravid så vidste jeg bare at det blev en dreng og der havde jeg det helt fint med. 

Da jeg blev gravid anden gang så håbede jeg også på en pige fordi det kunne være sjovt med en af hver køn, fordi folk siger der er forskel.

Jeg skal ikke have flere børn.

Men hvis jeg skulle så ville jeg fremadrettet kun ønske mig drenge fordi er bare på en helt anden måde end piger.

Jeg fatter det heller ikke, jeg har altid kun ville have drenge, jeg kan slet ikke se mig selv som pige mor.

min familie er fra Sydeuropa og der finder alle stort set en dreng mere ønskværdigt.

min mand er fra Caribien og der er en dreng helt sikkert også det man ønsker min svigermor kom og klappede mig på maven da jeg var gravid med med nummer 2 dreng og sagde (okay det lyder ikke godt når man oversætter det) “Du er den perfekte kone, arvegiver og elsker” og det er noget man siger til kvinder der føder drenge, til kvinder det føder piger siger man “må lyset skinne i mørket” 

Tak for alle jeres svar! Det er interessant at se der er forskel på hvilket køn folk ønsker sig og hvorfor. 

Jeg havde aldrig tænkt på det der med fordomme om drenge og piger. Det kan sagtens være mange går rundt med de tanker. Synes bare ikke det er logisk da der er jo forskel på børn, tit store forskel, selv om de er samme køn. 

Men det kunne lyde som om at jeg kender bare tilfældigvis mange som vil have piger. Synes bare det er kedeligt at jeg skal føle mig forkert fordi jeg fik en dreng og er yderst tilfreds med ham. 

Min veninde hjælper ikke på det. Hun udtrykte hvor sød min søn er i går og jeg prøvede at sige at der findes også andre søde drenge. Mest fordi hun drømmer om en pige og jeg følte mig lidt ramt. Hendes svar var "(Din søn) er i hvert fald nuttet!" 

Synes også min svoger og hans kæreste blev nærmest lettere overlegne da de fandt ud af at de ventede en pige. Kæresten gav mig en tak for det tøj vi kom med som de skulle låne kort tid efter de fandt ud af kønnet men jeg følte ikke hun var tilfreds, måske fordi ikke det hele var mærkevarer (vi kom forresten kun med unisex ting efter hendes ønsker. Hun kunne umuligt havde forventet ting i lyserødt?). Min svoger var ikke med da hun kiggede tøjet igennem og sagde ikke tak for noget af tøjet selv da han var ved at pakke det i bilen. Før de kendte kønnet var kæresten glad for jeg ind imellem sendte hende sms'er med gode råd til produkter men holdt op med at svare mig efter de vidste det var en pige.

Forstår bare ikke hvorfor åbenbart nogle også føler sig overlegne fordi de får en pige?

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar! Det er interessant at se der er forskel på hvilket køn folk ønsker sig og hvorfor. 

Jeg havde aldrig tænkt på det der med fordomme om drenge og piger. Det kan sagtens være mange går rundt med de tanker. Synes bare ikke det er logisk da der er jo forskel på børn, tit store forskel, selv om de er samme køn. 

Men det kunne lyde som om at jeg kender bare tilfældigvis mange som vil have piger. Synes bare det er kedeligt at jeg skal føle mig forkert fordi jeg fik en dreng og er yderst tilfreds med ham. 

Min veninde hjælper ikke på det. Hun udtrykte hvor sød min søn er i går og jeg prøvede at sige at der findes også andre søde drenge. Mest fordi hun drømmer om en pige og jeg følte mig lidt ramt. Hendes svar var "(Din søn) er i hvert fald nuttet!" 

Synes også min svoger og hans kæreste blev nærmest lettere overlegne da de fandt ud af at de ventede en pige. Kæresten gav mig en tak for det tøj vi kom med som de skulle låne kort tid efter de fandt ud af kønnet men jeg følte ikke hun var tilfreds, måske fordi ikke det hele var mærkevarer (vi kom forresten kun med unisex ting efter hendes ønsker. Hun kunne umuligt havde forventet ting i lyserødt?). Min svoger var ikke med da hun kiggede tøjet igennem og sagde ikke tak for noget af tøjet selv da han var ved at pakke det i bilen. Før de kendte kønnet var kæresten glad for jeg ind imellem sendte hende sms'er med gode råd til produkter men holdt op med at svare mig efter de vidste det var en pige.

Forstår bare ikke hvorfor åbenbart nogle også føler sig overlegne fordi de får en pige?

 

Vi kan umuligt vide hvorfor din svoger reagere som han gør.

og piger er ikke favorable for alle, der er massere af mennesker og lande der kun vil have sønner 

Haha, jeg græd, da jeg fandt ud af at det var endnu en pige,  jeg ventede 2 gang. Jeg ville bare så gerne prøve en af hver. Og så var jeg fuldstændig pumpet op på hormoner.... 

Flomama skriver:

Vi kan umuligt vide hvorfor din svoger reagere som han gør.

og piger er ikke favorable for alle, der er massere af mennesker og lande der kun vil have sønner 

Jeg synes nu der er en overvejende tendens i Danmark om, at det at få en pige er lige den my heldigere end at få en dreng. 

Læste en gang en undersøgelse om hvem der fik 3 børn - udgangspunktet var det som oftest var kvinden der havde det sidste ord. Og der var størst sandsynlighed for det 3. barn hvis de to første begge var drenge, og mindst hvis de to første begge var piger. 

Egentlig kan jeg godt forstå den higen efter piger, for synes vi trods metoo og en opblomstrende (puritansk) feminisme, har et samfund der tilgodeser pigerne mere - nej ikke med lige løn osv. Men vi forventer en modenhed og ikke mindst en interessesfære i skolen som oftest findes hos pigerne. Som du nok kan læse er jeg ikke hen-fan, jeg tror der er forskel på kønnene (og så er der også lige så meget forskel indbyrdes i kønnene), og jeg kan nogle gange undre mig over valget af emner i skolen, hvornår pokker får man lov at have om store køretøjer eller skydevåben? Men tit man hører om: mit kæledyr - og jo jo drenge kan også synes mit kæledyr er helt vildt spændende, men i de 2. Klasser jeg har haft igennem møllen, der var der bare en overvægt af piger der syntes det var så godt at lave en kilometer lange formbøger om katten pusser, mens en del drenge egentlig bare synes det med at finde billeder af katte på nettet med helt vildt sjove ansigtsudtryk var det mest indholdsrige. 

Laver jeg regnehistorier med en 2. Klasse kan jeg næsten med garanti regne ud, at historien om marken med en milliard heste, hvor af en million blev skudt, den er formodentlig skrevet af en med et y kromosom. Mens den om dyrehandlen, hvor de var 3 hvide katte med blå øjne og 2 sorte katte med gule øjne, formodentlig er skrevet af en med to gange x. Og hvem får rosen? Er det den kilometer lange formbog med skøn skrift og søde tegninger eller er det stakken af udprintede sjove katte med tekster som; den har set en zombi. er det regnehistorien med de mangle nuller efter 1 tallet og en ret god gengivelse af en bazooka eller er det den med gode fornuftige tal og søde illustrationer?

Og er man så endda så heldig så man har født en dreng, der faktisk godt kan lide regnehistorier om hvide katte der ikke bliver skudt - så er det sørme også en problematik og man skal få lagt lidt “drengethed” ind i ham, han skal da ud og bevæge sig og lære lidt bazookaer. 

Da jeg fik min datter tog jeg dette oppe fra og ned, synes ikke faldgruberne var store. Jo jeg kæmpede lidt imod den lyserøde bølge og prøvede desperat at introducere en bil i legetøjsbutikken, men blev gelente ført hen til dukkerne (og i aller højeste grad PET shops). Da jeg vidste jeg skulle have en dreng (var jeg i det hele pessimist grundet datters død og anede ikke hvad man skulle med sådan en størrelse), kunne jeg se langt flere faldgruber på hans vej: computerspil, larmende, umoden og og og og.... Og jeg har som mor til to drenge mødt en mur af fordomme om drenge, både som de ikke kan leve op til og nogle de så sandelig lever op til. 

Vil sige min værste historie netop om det handler om filmklub. Min datter gik til filmklub med en stor del fra hendes klasse - ingen skelnen mellem drenge og piger, bare venner. Da min søn så også meldte sig på banen foreslog jeg samme ting i hans klasse. Det endte med et lille drengehold, og den første gang mødte jeg så et forældrepar til en pige i klassen (som ydermere har en storebror i min datters klasse), og jeg spurgte: ej går hun også, så kunne de da have fulgtes. Hvor på der blev svaret: nej, nu har vi jo en pige, så bedre at gøre det hver for sig - gisp.....