Hvorfor vil næsten alle have piger?

Jeg er førstegangsmor til en dejlig dreng på 15 måneder. Måtte igennem en del fertilitetsbehandlinger for at få ham.

Mens jeg var gravid med ham, gættede/håbede mine svigerforældre på at han var en pige (de fik selv 3 drenge). Min yngste svoger og hans kæreste håbede på en pige under graviditeten og fik en. Min ældste svoger og hans daværende kone fik først en dreng og da de snakkede om at få #2, sagde hans kone at hvis det ikke blev en pige så ville de prøve igen. De fik så en pige. Ekskonens mor er også besat af piger. Hun fik selv 2 piger og ingen drenge. Under min graviditet da jeg var omkring 20 uger hen, insisterede hun på at jeg håbede på en pige selvom jeg fortalte hende at jeg var ligeglad og ville bare have et sundt og rask barn. Ekskonen til min ældste svoger sagde så foran sine børn at hvis hendes søn havde været en pige, så havde de ikke fået flere børn  Nu er én af mine veninder gravid og siger hun drømmer lidt om en pige.

Som mor til en dreng må jeg indrømme at det gøre lidt ondt at høre ingen jeg kender håber eller håbede på en dreng. Jeg har intet imod piger men synes drenge er lige så dejlige. Hvis min mand og jeg får barn #2 har jeg ikke det helt stor ønske om en pige. Jeg har det mere sådan at en pige kunne være sjovt (jeg er dog lidt en "drengepige" så det ville være en udfordring hvis jeg får en meget piget pige) men det kunne også være  lige så sjovt at få en dreng igen.

Er det bare min omgangskreds eller er det en general tendens

Vi ønsker os også en pige, men blot for at udligne lidt herhjemme. Vi har 4 drenge tilsammen, men skulle vores (når baby engang vil produceres) så skal det blot være et sundt og rask barn. 

Vi vil heller ikke have kønnet at vide før fødslen.. 

jeg er i bund og grund ligeglad med køn.

alligevel synes jeg, første gang jeg var gravid, at det kunne være sjovt med en dreng, da jeg i og med selv er kvinde, kender det mindst og fordi at når piger bliver teeenager er min erfaring at det går mest ud over moren  - vi fik en dreng

anden gang jeg var gravid håbede jeg faktisk også på en dreng, da der er 12 måneder imellem og tænkte det ville passe perfekt med en dreng. - det blev også en dreng

når jeg bliver gravid igen er jeg stadig i bund og grund ligeglad med køn, men det kunne være sjovt at prøve at få en pige, for at se om der er den store forskel (for tænker begge køn har fordele og ulemper) og for at kunne købe kjoler  (i hvert fald i de små størrelser, for der går nok ikke længe før hun selv ville få en mening). Dog elsker jeg også at være drenge mor,  så en dreng ville være mindst lige så velkommen.

Jeg forstår heller ikke hvorfor piger for mange er at foretrække 

Med min søn var jeg sikker på at det var en dreng og var nok blevet lidt skuffet hvis md scanningen havde vist en pige. Denne gang var jeg lige så ligeglad så længe fosteret havde det godt. Jeg havde dog igen en følelse af kønnet og troede det var en pige og tænkte da også det kunne være sjovt at prøve men har ikke foretrukket et køn frem for et andet. Min søn er virkelig en dejlig dreng og de fleste jeg kender som har fået barn indenfor de seneste år har også fået nogle dejlige drenge - og ingen har været utilfredse med kønnet.

Tror måske der nogle steder er et ønske om en pige for mødre og bedstemødre da det måske forventes at båndet kønnene imellem er et andet end på tværs af køn - hvor mænd måske drømmer om en dreng at spille fodbold med eller lignende. Jeg ville nu nødigt undvære min dejlige søn! 

Jeg er førstegangsmor til en dejlig dreng på 15 måneder. Måtte igennem en del fertilitetsbehandlinger for at få ham.

Mens jeg var gravid med ham, gættede/håbede mine svigerforældre på at han var en pige (de fik selv 3 drenge). Min yngste svoger og hans kæreste håbede på en pige under graviditeten og fik en. Min ældste svoger og hans daværende kone fik først en dreng og da de snakkede om at få #2, sagde hans kone at hvis det ikke blev en pige så ville de prøve igen. De fik så en pige. Ekskonens mor er også besat af piger. Hun fik selv 2 piger og ingen drenge. Under min graviditet da jeg var omkring 20 uger hen, insisterede hun på at jeg håbede på en pige selvom jeg fortalte hende at jeg var ligeglad og ville bare have et sundt og rask barn. Ekskonen til min ældste svoger sagde så foran sine børn at hvis hendes søn havde været en pige, så havde de ikke fået flere børn  Nu er én af mine veninder gravid og siger hun drømmer lidt om en pige.

Som mor til en dreng må jeg indrømme at det gøre lidt ondt at høre ingen jeg kender håber eller håbede på en dreng. Jeg har intet imod piger men synes drenge er lige så dejlige. Hvis min mand og jeg får barn #2 har jeg ikke det helt stor ønske om en pige. Jeg har det mere sådan at en pige kunne være sjovt (jeg er dog lidt en "drengepige" så det ville være en udfordring hvis jeg får en meget piget pige) men det kunne også være  lige så sjovt at få en dreng igen.

Er det bare min omgangskreds eller er det en general tendens

Holdningen i vores familie er:

Piger er fantastiske, helt generelt handler det om at spejle sit eget køn, men derudover er de også med flere facetter end drenge (drenge er lidt mere enkle, i nogle tilfælde vil man kalde det primitive), al shopping er bedre til piger, de er som regel hurtigere end drenge.

En pige, der er "rigtig" pige er såååå sød.

En pige, der er drengepige er cool.

En dreng, der er "rigtig" dreng er ikke noget særligt, men tit bare for larmende og ødelæggende.

En dreng, der foretrækker små sysler bliver sikkert bøsse.

Mændene er som regel ligeglade, det er kvinderne, der sukker efter piger.

Har dog en fæl mistanke om, at det er nemmere at have drenge, når de rammer teenager-årene.

Jeg tror, medierne i dag favoriserer pigerne lidt. I hvert fald imens de er børn.

Vi hører stadig om at pigerne er tidligere modne end drengene, de klarer sig bedre i skolen osv. Ellers er de ikke så meget i medierne.

Når der er problemer, er det ofte drengene vi hører om. De er umodne, larmer og ødelægger for de andre i klassen, er nogen vildbasser og uopdragne unger, som andre ikke vil have på besøg. Unge mænd omtales ofte i mediene i forbindelse med trafikulykker og kriminalitet og snyd på eksamen.

Det giver et skævt billede og en masse fordomme. Så selvom de aller fleste sikkert godt ved, at billedet er meget mere sammensat, så tror jeg, det påvirker os, så vi lidt ubevidst sætter højere status på pigebabyer end på drengebabyer, fordi man på et eller andet plan regner dem som mindre probkemskabende end drengene.

Det er en teori fra min side.

Jeg har selv en af hver og er rigtig hvad for dem begge to!

Når jeg læser på debatsider som fx denne, er mit generelle indtryk også at de fleste ønsker en pige, og jeg forstår virkelig ikke hvorfor.

Da jeg ventede den første, lagde svigerforældrene ikke skjul på at de håbede på en dreng. De omtalte maven som han og havde allerede købt drengetøj inden vi kendte kønnet. Det var alene deres opførsel omkring det, der gjorde at jeg var helt lettet over at det blev en pige. da jeg ventede nr 2 irriterede det mig bare grænseløst at alle altid skulle spørge om jeg håbede på dreng eller pige. At man bare ønskede et sund og rask barn var åbenbart ikke nok. Vi fik en dreng anden gang, og jeg elsker at være drengemor, faktisk mere end jeg elsker at være pigemor (ikke sammenlignet med at jeg ikke elsker min datter, for hun betyder bestemt lige så meget som min søn).

Har et par i familien der vil haven pige og bliver ved til de får det. De har nu tre drenge og har tænkt sig at blive ved..

Min mand og jeg har valgt ikke at vide hvilke køn vores kommende baby er(34+3 i dag)

Vi har snakket om det måske er fordi det er "moderne" at få et bestemt køn?

Men det er også ret interessant at vide hvorfor der skal være så meget fokus på et bestemt køn? 

Vi er lykkelig over vi skal ha en dejlig lille baby 

Jeg viste ikke hvad jeg fik men alle sagde jeg ville få en pige. Men vi fik en dreng der nu er 8år jeg må indrømme jeg er så meget en drenge mor og bliver spænde om det kan vende mig hvis jeg får en pige en dag eller det er en dreng

men jeg er lige glad med folks mening eller familiens. Bare jeg får et sundt barn 

Jeg aner det ikke..

Jeg forventede en dreng, glædede mig meget til at skulle opdrage en dejlig person der ville blive en fantastisk voksen mand. Det har noget at gøre med jeg de sidste par år har bevæget mig mere og mere i en feministisk retning, og jeg glædede mig ærligt over at jeg skulle sende en dejlig dreng ud i verden som jeg vidste ville blive vellidt.

Da vi så til kønsccaning fik af vide det var en pige blev jeg ked af det. På hendes vegne. Kæft hvor er der meget jeg skal sluge af ting i hendes næste 18 år, og være dobbelt så støttende, dobbelt så motiverende, og føler det er et andet arbejde for at få en sund kvinde ud af det en dag. Håber hun bliver sej.

Men ja, det jeg bemærker når folk spørger om hvad det bliver er også folk nærmest hvinende siger "en piiiiiige"  

øøh ja, der er ligesom kun 2 køn at vælge imellem, det kan man jo ikke være så overrasket over