Betydningen af "Englebarn"

Okay, jeg kan mærke på mig selv at jeg har behov for at uddybe lidt mere, for ellers kommer jeg til at føle mig "angrebet".

Samtalen gik på at vi sad og snakkede om vores børn. Mine er lidt ældre end hendes. Hun nævner at hendes den yngste lige er begyndt at gå. Jeg siger selvfølgelig tillykke og hvor er det fedt og det er bare så skøn i tid i deres liv, men også hårdt. Jeg siger at jeg er glad for at mine er lidt ældre, så de forstår mere og kan mere. Jeg fortæller at min mellemste ENDELIG har lært at han skal sige tak for mad, være høflig og opføre sig pænt når vi er i byen og alt det der og at det kunne min ældste allerede da hun var omkring 3 år og at hun bare har været et rent Englebarn siden.

Her begyndte min veninde så at skælde mig ud. Hun nærmest råbte af mig at det må jeg sgu da ikke sige om mit levende barn, for Englebarn betyder et dødt barn og det er ufølsomt og egoistisk af mig at kalde mit barn for et Englebarn, når hun engang har mistet et barn.

Jeg sagde pænt undskyld og at det ikke var min mening at såre hende, men at ordet altså bare betyder noget andet for mig - nemlig et velopdragent barn, ligesom ordet originalt betød.

Hun fortsætter med at sige at det er ikke det det betyder længere og jeg bare skal holde min kæft, hvis jeg ikke vil give hende ret.

Jeg undskylder igen og siger at jeg intet har imod at ordet OGSÅ bliver brugt om døde babyer, men at det stadig ikke var det jeg mente og at det ikke var min mening at såre hende. Jeg siger at jeg nok skal lade være med at bruge ordet overfor hende igen.

Hun flejner fuldstændig, rejser sig op og stikker en finger i hovedet af mig. Hun siger at jeg IKKE skal bruge det ord overhovedet! Og stamper surt væk.

Anonym skriver:

Er det manglende forståelse for hendes situation at nægte at komplet og aldeles fjerne ordet (i dets originale betydning) fra mit ordforråd? For det er dét, hun kræver.

Nej det er det ikke. 

Men du burde virkelig også have lidt forståelse for man siger uhensigtsmæssig ting  når man mærker sorg og/eller affekt. 

Så det kan hun selvfølgelig ikke bestemme, hvordan skulle hun også vide det? Du kan være omsorgsfuld og lade vær at bruge ordet sammen med hende eller du kan holde på din teoretiske ret 

Anonym skriver:

Okay, jeg kan mærke på mig selv at jeg har behov for at uddybe lidt mere, for ellers kommer jeg til at føle mig "angrebet".

 

Samtalen gik på at vi sad og snakkede om vores børn. Mine er lidt ældre end hendes. Hun nævner at hendes den yngste lige er begyndt at gå. Jeg siger selvfølgelig tillykke og hvor er det fedt og det er bare så skøn i tid i deres liv, men også hårdt. Jeg siger at jeg er glad for at mine er lidt ældre, så de forstår mere og kan mere. Jeg fortæller at min mellemste ENDELIG har lært at han skal sige tak for mad, være høflig og opføre sig pænt når vi er i byen og alt det der og at det kunne min ældste allerede da hun var omkring 3 år og at hun bare har været et rent Englebarn siden.

Her begyndte min veninde så at skælde mig ud. Hun nærmest råbte af mig at det må jeg sgu da ikke sige om mit levende barn, for Englebarn betyder et dødt barn og det er ufølsomt og egoistisk af mig at kalde mit barn for et Englebarn, når hun engang har mistet et barn.

Jeg sagde pænt undskyld og at det ikke var min mening at såre hende, men at ordet altså bare betyder noget andet for mig - nemlig et velopdragent barn, ligesom ordet originalt betød.

Hun fortsætter med at sige at det er ikke det det betyder længere og jeg bare skal holde min kæft, hvis jeg ikke vil give hende ret.

Jeg undskylder igen og siger at jeg intet har imod at ordet OGSÅ bliver brugt om døde babyer, men at det stadig ikke var det jeg mente og at det ikke var min mening at såre hende. Jeg siger at jeg nok skal lade være med at bruge ordet overfor hende igen.

Hun flejner fuldstændig, rejser sig op og stikker en finger i hovedet af mig. Hun siger at jeg IKKE skal bruge det ord overhovedet! Og stamper surt væk.

Det en over reaktion ja. Men tænker hun er blevet chokeret over det  

Jeg kan bestemt heller ikke lide folk siger engle børn for mig er det også et dødt barn og når folk kalder deres levende børn for englebørn for jeg kuldegysninger. 

For mig er det lidt det samme som hvis du sagde mit barn sover som en død. Jeg ville ikke reagere s din veninde, men jeg ville kort stivne. 

Uanset ordbogen osv. Er det et ord der ofte bruges om døde børn.. herinde hedder det også englebørn eller sådan noget 

Anonym skriver:

Okay, jeg kan mærke på mig selv at jeg har behov for at uddybe lidt mere, for ellers kommer jeg til at føle mig "angrebet".

 

Samtalen gik på at vi sad og snakkede om vores børn. Mine er lidt ældre end hendes. Hun nævner at hendes den yngste lige er begyndt at gå. Jeg siger selvfølgelig tillykke og hvor er det fedt og det er bare så skøn i tid i deres liv, men også hårdt. Jeg siger at jeg er glad for at mine er lidt ældre, så de forstår mere og kan mere. Jeg fortæller at min mellemste ENDELIG har lært at han skal sige tak for mad, være høflig og opføre sig pænt når vi er i byen og alt det der og at det kunne min ældste allerede da hun var omkring 3 år og at hun bare har været et rent Englebarn siden.

Her begyndte min veninde så at skælde mig ud. Hun nærmest råbte af mig at det må jeg sgu da ikke sige om mit levende barn, for Englebarn betyder et dødt barn og det er ufølsomt og egoistisk af mig at kalde mit barn for et Englebarn, når hun engang har mistet et barn.

Jeg sagde pænt undskyld og at det ikke var min mening at såre hende, men at ordet altså bare betyder noget andet for mig - nemlig et velopdragent barn, ligesom ordet originalt betød.

Hun fortsætter med at sige at det er ikke det det betyder længere og jeg bare skal holde min kæft, hvis jeg ikke vil give hende ret.

Jeg undskylder igen og siger at jeg intet har imod at ordet OGSÅ bliver brugt om døde babyer, men at det stadig ikke var det jeg mente og at det ikke var min mening at såre hende. Jeg siger at jeg nok skal lade være med at bruge ordet overfor hende igen.

Hun flejner fuldstændig, rejser sig op og stikker en finger i hovedet af mig. Hun siger at jeg IKKE skal bruge det ord overhovedet! Og stamper surt væk.

Jeg kunne forstå hendes reaktion hvis hun for nyligt havde mistet et barn - eller inden for et par år. Men du siger tidligere i tråden at det er syv år siden.. jeg har forståelse for at det altid vil være en sorg! Men.. men man må også komme til et punkt hvor man kan se rationelt på verden og bliver bevidst om at det ikke kun drejer sig om én selv og ens situation. 

Flomama skriver:

Nej det er det ikke. 

Men du burde virkelig også have lidt forståelse for man siger uhensigtsmæssig ting  når man mærker sorg og/eller affekt. 

Så det kan hun selvfølgelig ikke bestemme, hvordan skulle hun også vide det? Du kan være omsorgsfuld og lade vær at bruge ordet sammen med hende eller du kan holde på din teoretiske ret 

Se, det er sådan noget som den sætning dér, der gør at jeg kommer til at føle mig angrebet.

For jeg sagde undskyld - flere gange - og jeg synes selv at jeg udviste stor forståelse, men jeg nægter at skulle LYVE og sige at jeg ikke vil bruge ordet mere, bare fordi at hun alligevel ikke kan vide om jeg gør det. Jeg lyver IKKE. Aldrig.

Jeg bliver heller ikke sur eller stødt når folk siger "kraftedeme", som jo er en sammentrækning af ordene "kræft æde mig", på trods af at både jeg selv og min far har haft kræft og min far var lige ved at miste livet til det (en operation var heldigvis nok for mig fordi det blev opdaget tidligt). Det samme gælder for når folk bruger udtrykket "hjerneblødning" når folk gør noget dumt - for min mormor, som agerede forælder for mig mens jeg var barn og min far var ved at dø af kræft, er lammet i halvdelen af kroppen og uden sprog takket være en rent faktisk hjerneblødning. Jeg bliver lidt ked af det indeni og så er jeg videre - for de siger jo ikke som de gør for at være onde eller såre mig, men blot fordi det er sådan de taler.

Jeg synes ikke at man kan censurere andre på den måde. Jeg er med på at ikke alle har det sådan og de har ret til at have LYSTEN til at censurere andre, men de skal ikke forvente at jeg gør tingene anderledes end jeg altid har gjort, "bare" fordi de har noget med i baggagen der gør at lige præcis det ord sårer dem.

Hun bruger i øvrigt også både ordene kraftedme og hjerneblødning i flæng, til trods for at hun kender til den del af min historie.

Anonym skriver:

Se, det er sådan noget som den sætning dér, der gør at jeg kommer til at føle mig angrebet.

For jeg sagde undskyld - flere gange - og jeg synes selv at jeg udviste stor forståelse, men jeg nægter at skulle LYVE og sige at jeg ikke vil bruge ordet mere, bare fordi at hun alligevel ikke kan vide om jeg gør det. Jeg lyver IKKE. Aldrig.

Jeg bliver heller ikke sur eller stødt når folk siger "kraftedeme", som jo er en sammentrækning af ordene "kræft æde mig", på trods af at både jeg selv og min far har haft kræft og min far var lige ved at miste livet til det (en operation var heldigvis nok for mig fordi det blev opdaget tidligt). Det samme gælder for når folk bruger udtrykket "hjerneblødning" når folk gør noget dumt - for min mormor, som agerede forælder for mig mens jeg var barn og min far var ved at dø af kræft, er lammet i halvdelen af kroppen og uden sprog takket være en rent faktisk hjerneblødning. Jeg bliver lidt ked af det indeni og så er jeg videre - for de siger jo ikke som de gør for at være onde eller såre mig, men blot fordi det er sådan de taler.

Jeg synes ikke at man kan censurere andre på den måde. Jeg er med på at ikke alle har det sådan og de har ret til at have LYSTEN til at censurere andre, men de skal ikke forvente at jeg gør tingene anderledes end jeg altid har gjort, "bare" fordi de har noget med i baggagen der gør at lige præcis det ord sårer dem.

Hun bruger i øvrigt også både ordene kraftedme og hjerneblødning i flæng, til trods for at hun kender til den del af min historie.

Altså lige nu angriber du. 

Jeg har jo intet skrevet om at lyve? Fortæller du hende da normalt hvilke ord du går og siger? Jeg siger jo netop brug ordet som du lyster. Som jeg skrev Hvordan skal hun vide hvad du siger i samtaler med dine børn og andre? Det jo kun hvis du siger det til hende at du bruge ordet. Og hvorfor skulle du gøre det? 

Jeg siger du kan vise hensyn og lade vær at bruge det ord overfor hende, men hvis du vil holde på din ret skal du da bare bruge det og så sløjfe det venskab 

Flomama skriver:

Altså lige nu angriber du. 

Jeg har jo intet skrevet om at lyve? Fortæller du hende da normalt hvilke ord du går og siger? Jeg siger jo netop brug ordet som du lyster. Som jeg skrev Hvordan skal hun vide hvad du siger i samtaler med dine børn og andre? Det jo kun hvis du siger det til hende at du bruge ordet. Og hvorfor skulle du gøre det? 

Jeg siger du kan vise hensyn og lade vær at bruge det ord overfor hende, men hvis du vil holde på din ret skal du da bare bruge det og så sløjfe det venskab 

Det hun kræver af mig er at jeg skal sige at jeg ikke vil bruge ordet OVERHOVEDET. Det var ikke nok at undskylde. Det var ikke nok at jeg ikke ville bruge overfor hende. Hun vil have et løfte på at jeg ikke bruger ordet som jeg ellers altid har gjort, fordi hun føler sig forurettet på hende og alle andre "Engleforældre"s vejene.

Hvis jeg giver hende det løfte og alligevel bruger ordet, ja, så har jeg løjet overfor hende og har ikke holdt det løfte jeg har givet.

Jeg har kun set ordet englebarn brugt om døde børn, efter jeg selv blev gravid og begyndte at læse diverse fora. Indtil da var det netop et velopdragent barn, der var min første tanke, når jeg hørte ordet. Og det ville det stadig være, for at være ærlig.

Det må være ufatteligt svært at have mistet et barn. Jeg kan slet ikke forestille mig sorgen (og heldigvis for mig). Jeg kan godt forestille mig, man kan komme til at handle irrationelt, for ja, det har din veninde gjort. Hun kan fortælle dig om sine følelser og bede dig tage hensyn, men hun har ingen ret til at forsøge at kontrollere, hvordan du tænker og taler generelt.

Anonym skriver:

Det hun kræver af mig er at jeg skal sige at jeg ikke vil bruge ordet OVERHOVEDET. Det var ikke nok at undskylde. Det var ikke nok at jeg ikke ville bruge overfor hende. Hun vil have et løfte på at jeg ikke bruger ordet som jeg ellers altid har gjort, fordi hun føler sig forurettet på hende og alle andre "Engleforældre"s vejene.

Hvis jeg giver hende det løfte og alligevel bruger ordet, ja, så har jeg løjet overfor hende og har ikke holdt det løfte jeg har givet.

Du skulle næsten have fortalt hende din egen historie så hun kunne se at hun altså ikke taler på alle engleforældres vejne når hun kræver sådan af dig.  måske hun ville falde lidt ned hvis det gik op for hende at du godt ved hvad det handler om, at have mistet. Ofte går der lidt "du ved ikke hvordan det er" holdning i den, når man kommer ud i sådan en diskussion. 

HvidSne skriver:

Jeg har kun set ordet englebarn brugt om døde børn, efter jeg selv blev gravid og begyndte at læse diverse fora. Indtil da var det netop et velopdragent barn, der var min første tanke, når jeg hørte ordet. Og det ville det stadig være, for at være ærlig.

Det må være ufatteligt svært at have mistet et barn. Jeg kan slet ikke forestille mig sorgen (og heldigvis for mig). Jeg kan godt forestille mig, man kan komme til at handle irrationelt, for ja, det har din veninde gjort. Hun kan fortælle dig om sine følelser og bede dig tage hensyn, men hun har ingen ret til at forsøge at kontrollere, hvordan du tænker og taler generelt.

Jeg tror seriøst også at hvis jeg sagde ordet englebarn til hvilken som helst uden børn eller bare mine forældre, min kæreste - så ville de ikke ane at det betød andet end velopdragen. Det er nok kun mellem mødre og intenet foraer at det er sådan helt almindelig kendt. 

Jeg kan huske første gang jeg var i mødregruppe og den ene fortalte at hun havde et englebarn. Jeg fandt det faktisk lidt sært at hun sagde sådan. Nu har jeg vænnet mig til udtrykket, men lige der, følte jeg det var lidt en barnlig tilgang. Ligesom at tro på julemanden. Men i min verden findes der heller ikke engle, så det er måske bare derfor jeg tænkte sådan