Betydningen af "Englebarn"

Anonym skriver:

Okay, jeg kan mærke på mig selv at jeg har behov for at uddybe lidt mere, for ellers kommer jeg til at føle mig "angrebet".

 

Samtalen gik på at vi sad og snakkede om vores børn. Mine er lidt ældre end hendes. Hun nævner at hendes den yngste lige er begyndt at gå. Jeg siger selvfølgelig tillykke og hvor er det fedt og det er bare så skøn i tid i deres liv, men også hårdt. Jeg siger at jeg er glad for at mine er lidt ældre, så de forstår mere og kan mere. Jeg fortæller at min mellemste ENDELIG har lært at han skal sige tak for mad, være høflig og opføre sig pænt når vi er i byen og alt det der og at det kunne min ældste allerede da hun var omkring 3 år og at hun bare har været et rent Englebarn siden.

Her begyndte min veninde så at skælde mig ud. Hun nærmest råbte af mig at det må jeg sgu da ikke sige om mit levende barn, for Englebarn betyder et dødt barn og det er ufølsomt og egoistisk af mig at kalde mit barn for et Englebarn, når hun engang har mistet et barn.

Jeg sagde pænt undskyld og at det ikke var min mening at såre hende, men at ordet altså bare betyder noget andet for mig - nemlig et velopdragent barn, ligesom ordet originalt betød.

Hun fortsætter med at sige at det er ikke det det betyder længere og jeg bare skal holde min kæft, hvis jeg ikke vil give hende ret.

Jeg undskylder igen og siger at jeg intet har imod at ordet OGSÅ bliver brugt om døde babyer, men at det stadig ikke var det jeg mente og at det ikke var min mening at såre hende. Jeg siger at jeg nok skal lade være med at bruge ordet overfor hende igen.

Hun flejner fuldstændig, rejser sig op og stikker en finger i hovedet af mig. Hun siger at jeg IKKE skal bruge det ord overhovedet! Og stamper surt væk.

Var jeg blevet behandlet sådan af en veninde, ville jeg ikke kontakte hende igen. Du har sagt undskyld og forklaret dig, og hvis hun ikke kan acceptere dét, er det hendes problem. 

Jeg synes tråden har ændret karakter.

I dit første indlæg skriver du, at "du nærmest fik en skideballe" og senere, at hun har råbt og stukket sin finger op i hovedet på dig, hvorefter hun stamper væk efter, at have krævet at du aldrig nogensinde må bruge det ord igen.

Havde jeg vidst det sidste, havde jeg svaret anderledes.

Jeg vil altid vise hensyn og forsøge at undgå at støde folk, men jeg synes din veninde virker en smule let antændelig og dominerende. Sådan et menneske kunne jeg ikke håndtere at have i mit liv.

Jeg ville som dig heller ikke love noget, som jeg på forhånd vidste, at jeg ikke ville overholde. Kun love hende ikke at bruge ordet overfor hende. Så må hun jo acceptere det eller lade være.

Hmm jeg tænker historien gik fra nærmest en skideballe, til noget som jeg definerer som langt mere end en skideballe (ved så ikke om sandheden findes et sted i midten). 

Og ingen tvivl om din veninde har reageret irrationelt, og ja måske er det 7 år siden, men måske er såret åbent lige i denne tid - jeg mistede for 11 år siden og jeg kan stadig i perioder være nede i så store sorte huller så det næsten føles som den første uge efter min datter døde. 

Jeg tænker måske du skal vurdere om hun er en god veninde, og er hun det så mød hende i fredstid og sig: jeg kunne se det virkelig betød meget for dig. Er det en svær periode lige i øjeblikket, eller blev du taget på sengen, eller hvad pokker skete der? 

For nej selvfølglig har ingen monopol på et ord, men der for kan man godt tage hensyn, hvor en man holder af giver udtryk for det gør ondt. Skal man love noget man ikke kan holde? Det ville jeg da nok have gjort hvis det betød så meget, det ville jo ikke betyde noget fo mig - vil det tag noget af mig, at jeg måske tænkte en ekstra gang før jeg brugte begrebet englebarn, nej vel? Men det gør åbenbart noget ved din veninde. 

Jeg har selv aldrig bedt nogle om at undlade at bruge et ord eller begreb, aldrig bedt dem om at skånemig på nogen måde fordi jeg er mor til et dødt barn - men jeg har på  den anden side ofte skånet dem omkring mig for alle mine tanker og alle mine minder. Jeg har ikke vist billedet af Lia død, jeg har ikke fortalt detaljeret om hvordan hun så ud i kisten osv. Jeg er blevet bedt om at skåne børn, fx måtte min datter på 3 år ikke sige hun havde en død lillesøster til en fødselsdag en måned efter lillesøster døde, og det skulle jeg sørge for. Jeg er blevet bedt om at fortælle en klassekammerat at vores døde barn ikke var et rigtigt barn, for rigtige børn dør ikke. Jeg er blevet bedt om at gemme de billeder og tegninger vi har oppe fordi børn fik mareridt (det skal siges Lia er levende og ligner en hvilken som helst baby på dem alle sammen) osv. Så jo vi bliver alle bedt om mange ting, og din veninde har bedt dig om noget helt irrationelt, for du kan ikke love ordet aldrig kommer ud af din mund (det er også kommet ud af mit efter jeg har mistet om mine levende børn). Men kan du ikke netop se det som det: totalt irrationelt og være overbærende og taknemmelig for at du kan rumme dit tab og har det overskud som hun ikke har?

lineog4 skriver:

Hmm jeg tænker historien gik fra nærmest en skideballe, til noget som jeg definerer som langt mere end en skideballe (ved så ikke om sandheden findes et sted i midten). 

Og ingen tvivl om din veninde har reageret irrationelt, og ja måske er det 7 år siden, men måske er såret åbent lige i denne tid - jeg mistede for 11 år siden og jeg kan stadig i perioder være nede i så store sorte huller så det næsten føles som den første uge efter min datter døde. 

Jeg tænker måske du skal vurdere om hun er en god veninde, og er hun det så mød hende i fredstid og sig: jeg kunne se det virkelig betød meget for dig. Er det en svær periode lige i øjeblikket, eller blev du taget på sengen, eller hvad pokker skete der? 

For nej selvfølglig har ingen monopol på et ord, men der for kan man godt tage hensyn, hvor en man holder af giver udtryk for det gør ondt. Skal man love noget man ikke kan holde? Det ville jeg da nok have gjort hvis det betød så meget, det ville jo ikke betyde noget fo mig - vil det tag noget af mig, at jeg måske tænkte en ekstra gang før jeg brugte begrebet englebarn, nej vel? Men det gør åbenbart noget ved din veninde. 

Jeg har selv aldrig bedt nogle om at undlade at bruge et ord eller begreb, aldrig bedt dem om at skånemig på nogen måde fordi jeg er mor til et dødt barn - men jeg har på  den anden side ofte skånet dem omkring mig for alle mine tanker og alle mine minder. Jeg har ikke vist billedet af Lia død, jeg har ikke fortalt detaljeret om hvordan hun så ud i kisten osv. Jeg er blevet bedt om at skåne børn, fx måtte min datter på 3 år ikke sige hun havde en død lillesøster til en fødselsdag en måned efter lillesøster døde, og det skulle jeg sørge for. Jeg er blevet bedt om at fortælle en klassekammerat at vores døde barn ikke var et rigtigt barn, for rigtige børn dør ikke. Jeg er blevet bedt om at gemme de billeder og tegninger vi har oppe fordi børn fik mareridt (det skal siges Lia er levende og ligner en hvilken som helst baby på dem alle sammen) osv. Så jo vi bliver alle bedt om mange ting, og din veninde har bedt dig om noget helt irrationelt, for du kan ikke love ordet aldrig kommer ud af din mund (det er også kommet ud af mit efter jeg har mistet om mine levende børn). Men kan du ikke netop se det som det: totalt irrationelt og være overbærende og taknemmelig for at du kan rumme dit tab og har det overskud som hun ikke har?

Åh, Line, du har altid de rigtige holdninger...

Men hvis min veninde havde skældt mig ud og var stampet bort, ville jeg afvente hendes kontaktforsøg. Jeg ville i den grad synes, at bolden lå hos hende. Jeg ville ikke ringe.

Abracadabra skriver:

Åh, Line, du har altid de rigtige holdninger...

Men hvis min veninde havde skældt mig ud og var stampet bort, ville jeg afvente hendes kontaktforsøg. Jeg ville i den grad synes, at bolden lå hos hende. Jeg ville ikke ringe.

Jeg ville vurdere hvilken veninde og hvor meget jeg ville hende - det har jeg måtte gøre mange gange efter Lia. Vurdere: vil jeg dem i mit liv, og ville jeg måtte jeg gå de ekstra skridt. 

Fik jeg sådan en overhaling af en jeg ikke VILLE i mit liv, ville jeg hundrede procent som dig have afventet og ladet hende vurdere om hun VILLE mig i sit liv. 

Jeg er så sandelig både sort/hvid, skrupskør, uretfærdig og mange andre ting, men desværre kender jeg den sorg inden fra, og jeg ved hvor irrationel og gal man kan være. Gal på verden, eller rettere gal på livet og det går nogle gange ud over de forkerte fordi det bare er så meget lettere at råbe af en veninde end af hele livet. Da jeg mistede min far blev jeg gal på min far, gal over han ikke havde passet bedre på sig selv, gal over han skulle dø før jeg næsten var blevet voksen, gal på ham fordi han havde givet mig dårlig samvittighed over ikke at have fået børn og alt det han talte om den sidste tid. Da jeg mistede Lia kunne jeg ikke blive gal på hende, hvem kan blive gal på sin egen lille baby over noget som i bund og grund er ens egen fejl, nemlig at den krop ikke var skabt perfekt. Derfor blev jeg gal på omverden, præsten fik den første galde: han skulle på ingen måde tale om engle, om at de små børn skal komme til Jesus og at de bedste går først. Derefter var (velbegrundet) ambulanceførerne. Så blev det alle dem der skrev terminssdagen ind i kalenderen, så blev det alle de dumme mødre der kun havde piger og ikke forstod drenge og og og... Jeg kan stadig blive gal, stadig totalt irrationelt hælde galde ud hvis noget bliver sagt forkert (jeg tør så ikke gøre det til personen, men tro mig de får her hjemme bag lukkede døre). Derfor kan jeg et eller andet sted forstå den veninde, lige så irrationel som hun er kan jeg forstå hende - måske er ordet kommet i en sammenhæng hvor det gjorde ondt. Jeg tænker, jeg sidder med små børn og mangler hende der kunne have været et par ældre og høre en sige: ej jeg er også glad for mine er større og bedre kan klare det selv, ja de er som egnlebørn - lort, pis, fuck det er så min døde datter du taler om, for hun ville have været stor som dine og været et englebarn, altså hvis hun ikke var et englebarn 

Flomama skriver:

Nej det er det ikke. 

Men du burde virkelig også have lidt forståelse for man siger uhensigtsmæssig ting  når man mærker sorg og/eller affekt. 

Så det kan hun selvfølgelig ikke bestemme, hvordan skulle hun også vide det? Du kan være omsorgsfuld og lade vær at bruge ordet sammen med hende eller du kan holde på din teoretiske ret 

Ej slap af en tone... 

trådstarter har da ikke kunne gøre det anderledes.. 

lineog4 skriver:

Jeg ville vurdere hvilken veninde og hvor meget jeg ville hende - det har jeg måtte gøre mange gange efter Lia. Vurdere: vil jeg dem i mit liv, og ville jeg måtte jeg gå de ekstra skridt. 

Fik jeg sådan en overhaling af en jeg ikke VILLE i mit liv, ville jeg hundrede procent som dig have afventet og ladet hende vurdere om hun VILLE mig i sit liv. 

Jeg er så sandelig både sort/hvid, skrupskør, uretfærdig og mange andre ting, men desværre kender jeg den sorg inden fra, og jeg ved hvor irrationel og gal man kan være. Gal på verden, eller rettere gal på livet og det går nogle gange ud over de forkerte fordi det bare er så meget lettere at råbe af en veninde end af hele livet. Da jeg mistede min far blev jeg gal på min far, gal over han ikke havde passet bedre på sig selv, gal over han skulle dø før jeg næsten var blevet voksen, gal på ham fordi han havde givet mig dårlig samvittighed over ikke at have fået børn og alt det han talte om den sidste tid. Da jeg mistede Lia kunne jeg ikke blive gal på hende, hvem kan blive gal på sin egen lille baby over noget som i bund og grund er ens egen fejl, nemlig at den krop ikke var skabt perfekt. Derfor blev jeg gal på omverden, præsten fik den første galde: han skulle på ingen måde tale om engle, om at de små børn skal komme til Jesus og at de bedste går først. Derefter var (velbegrundet) ambulanceførerne. Så blev det alle dem der skrev terminssdagen ind i kalenderen, så blev det alle de dumme mødre der kun havde piger og ikke forstod drenge og og og... Jeg kan stadig blive gal, stadig totalt irrationelt hælde galde ud hvis noget bliver sagt forkert (jeg tør så ikke gøre det til personen, men tro mig de får her hjemme bag lukkede døre). Derfor kan jeg et eller andet sted forstå den veninde, lige så irrationel som hun er kan jeg forstå hende - måske er ordet kommet i en sammenhæng hvor det gjorde ondt. Jeg tænker, jeg sidder med små børn og mangler hende der kunne have været et par ældre og høre en sige: ej jeg er også glad for mine er større og bedre kan klare det selv, ja de er som egnlebørn - lort, pis, fuck det er så min døde datter du taler om, for hun ville have været stor som dine og været et englebarn, altså hvis hun ikke var et englebarn 

 

I startoplægget står, at de ikke er særligt tætte - TS har ikke fortalt veninden om sit eget tab i uge 18.

lineog4 skriver:

Jeg har aldrig omtalt min døde datter som et englebarn. Hun er min datter, hun er død - kalder jeg hende noget andet end hendes navn eller datter så er det vores hjertebarn (hun døde af en hjertefejl). Men efter jeg fik hende har jeg aldrig igen brugt begreber englebarn om levende børn, ikke fordi det er forkert men fordi det giver mig forkerte associationer og hvorfor udfordre skæbnen 

Jeg kalder heller ikke mig selv engleforælder selvom jeg ved en del gør det, og jeg kalder heller ikke børnene der kom efter Lia for regnbuebørn. Men det er nok fordi jeg higer efter normalitet og gerne var minoritetsgruppen; mødre der har et dødt barn foruden og jeg derfor helst ikke vil placere flere labels på mig selv og min familie end højst nødvendigt. 

Når man har mistet et barn (og det ved du fprmodnetlig også selv) så er man sårbar og til tider irrationel. Du har selvsagt alt ret til at bruge begrebet som du lyster og som der er historisk belæg for, men din veninde har også ret til at reagere (måske ikke ligefrem surt) for for hende er har begrebet en anden association. Jeg har det selv med butikken englebørn i Kbh. Det er som om flertalsformen går mig langt mere på

Må jeg spørge hvorfor du skulle kalde dine børn efter Liva (som jeg antager er din mistede datter ) for regnbue børn? Troede regnbuebørn dækkede over børn af alternative forældrekonstruktioner fx homoseksuelle ?

I startoplægget står, at de ikke er særligt tætte - TS har ikke fortalt veninden om sit eget tab i uge 18.

Selvom man ikke er tæt, kan man godt ville det menneske i sit liv. Og  det er værd at overveje især når man ender i sådan en situation. Og er det menneske ikke nødvendigt i ens liv, så ville jeg slet ikke bruge krudt på det og finde ud af om jeg havde ret eller ej, men blot konstatere okay det gik sgu ikke så godt. Men jeg er også et menneske, der egentlig er ligeglad med om jeg har ret (for jeg har bare ret ). 

Jeg har valgt nogle fra i mit liv (også folk der var tætte), fordi jeg ikke ville gå de ekstra skridt som det var nødvendigt hvis de skulle blive i mit liv. Jeg har derimod også valgt nogle som var knap så tætte og gået de ekstra skridt fordi de var vigtige i mit liv. 

Udover det ville jeg blive pisse sur og ikke ønske et menneske i mit liv, som ikke fortalte mig de havde mistet et barn når jeg åbnede for mit tab og min sorg - jeg ville føle mig ført bag lyset, ej svært at forklare, men jeg ville blive så gal og overveje meget om jeg kunne tilgive og ønskede det menneske i mit liv.

Mariehøne123 skriver:

Må jeg spørge hvorfor du skulle kalde dine børn efter Liva (som jeg antager er din mistede datter ) for regnbue børn? Troede regnbuebørn dækkede over børn af alternative forældrekonstruktioner fx homoseksuelle ?

Det troede jeg også, men regnbuebørn er åbenbart også et begreb der dækker børn der er født efter et dødt barn. På samme måde som englebarn har flere betydninger.