Betydningen af "Englebarn"

Jeg synes betegnelsen er til døde babyer 

Men ville ikke selv blive stødt hvis andre bruger det om velopdragne børn

Har selv mistet en datter og den eneste gang jeg blev vred og ulykkelig over en venindes tankeløshed. 

Var da vi fik en søn efterfølgende og hun kom med noget tøj fra et mærke der hed "Ticket to heaven"

Da gik jeg i sort . Og tror det er det samme der er sket for din veninde.

Hun kunne simpelthen ikke klare din sammenligning og reagerede så voldsomt.

Men man reagerer ikke altid rationelt og korrekt især ikke hvis man er i krise.

Så ræk hånden ud og sig du er ked af det .

Min ikke så hun vil tage imod og i kan få snakket om det.

lineog4 skriver:

Det troede jeg også, men regnbuebørn er åbenbart også et begreb der dækker børn der er født efter et dødt barn. På samme måde som englebarn har flere betydninger.

Tak for svar. Det har jeg aldrig hørt om. Men man lærer jo noget hver dag. 

Må indrømme at jeg tænker et dødt spædbarn når nogen siger englebarn. Ved godt at det oprindeligt betød noget andet, men tiderne skifter. Ville ikke blive fornærmer over der blev brugt i anden sammenhæng (har så heller ikke mistet er barn), men jeg ville kort undre mig indtil det gik op for mig at vedkommen mente noget andet end jeg forstod.

Har aldrig hørt nogen kalde deres velopdragne barn for er englebarn. En engel måske, men aldrig er englebarn. 

Din veninde har uden tvivl overreageret. Men når det er er ømtåleligt emne, handler man ikke altid rationelt. Måske har der været flere ting den dag og dette var bare hvad der fik været til at flyde over. - Samtidig virker det lidt som om at du fastholder din ret til at bruge betegnelsen om din søde datter. Du kunne hurtigt have lukket debatten med er undskyld og "jeg fik ikke lige tænkt mig om, men min datter er bare nem i forhold til den anden". Eller noget i den stil. Hvorfor overhovedet ind på emnet om hvorvidt du stadig vil bruge betegnelsen. Kunne du ikke bare have sagt at du nok skulle tænke dig om fremover og så var det ude af verden? Hvorfor er det så vigtigt for dig at kunne kalde din datter for et englebarn?

Din veninde har overreageret, men du har vit også selv pustet lidt til ilden ved at holde på din ret...

Anonym skriver:

Ej slap af en tone... 

trådstarter har da ikke kunne gøre det anderledes.. 

Øh Hvordan kan du læse en tone? 

Jeg synes, du har gjort det rigtige, du har undskyldt, at du har sagt noget, der sårede hende eller gav anledning til associationer, der var smertefulde. Hvordan du ellers taler og hvad du kalder ting er ikke op til hende at bestemme. Det ligger ud over de hensyn, man med rimelighed kan forlange af sine omgivelser. Sorgprocesser følger selvfølgelig ikke "rimeligt", "logisk" og "høfligt", men det virker som om, at hun har brug for at få noget hjælp til at rumme /bearbejde sin sorg især for sin egen skyld. 

Jeg ringede til min veninde igår aftes og vi fik os lidt af en snak...

Jeg undskyldte igen og sagde at jeg ikke lige havde tænkt over at hendes datter ville have været omkring samme alder som min, så det måtte have gjort ekstra ondt. Jeg sagde at jeg ikke kan love at jeg ikke vil bruge ordet igen, men at jeg nok skal prøve at lade være med at sige det overfor hende. Hun undskyldte også at hun var blevet så sur, men at jeg bare lige havde ramt en nerve.

Jeg fortalte hende at jeg også selv har mistet og fortalte hende også årsagen til at hun dengang ikke fik noget af vide (der uddybes til sidst). Jeg fortalte hende at hvis jeg ikke havde mistet den dreng, havde han også været omkring samme alder som hendes den yngste og mine nerver derfor også lige blev lidt flossede da hun snakkede om hendes og jeg derfor nok også reagerede lidt kraftigere end jeg burde (efterfølgende). Vi fik os en god tudetur sammen og sad og snakkede om hvor skønne vores børn ville have været, hvis de havde fået lov til at leve. Det var rigtig dejligt og jeg er glad for at jeg gjorde det.

Så jeg vil gerne takke jer - og specielt lineog4 - til at hjælpe mig til at finde ud af hvor begge vores følelser lige sad i klemme henne.

Grunden til at jeg i sin tid ikke fortalte min veninde om mit tab, var at hun, som nævnt, blev gravid nogenlunde samtidig med mig. Vi havde prøvet i lang tid og havde mistet tidligt 3 gange (henholdvist uge 7, 8 og 10 - alle 3 gange efter hjerteblink) så derfor besluttede vi at vente indtil NF med at sige noget til nogen allerede efter første SA, hvor vi så heller ikke havde nået at fortælle det til andre end nærmeste familie. Da vi så fik meget dårlige nyheder da vi nåede til NF, havde jeg slet ikke lyst til at fortælle det til nogen. Vi fik lavet en stikprøveting (som jeg ikke kan huske navnet på) og da alt var gjort, var dommen at han var for syg til at leve. Vi tog valget om at så skulle han også få lov til at slippe for den lidelse. 2 dage efter at jeg havde "født", annoncerede min veninde så hendes graviditet - hun var dog kun omkring 5 uger henne. Hun var meget nervøs for at miste, så jeg sagde ikke noget. Og så har jeg ligesom bare ladet være med at sige noget efterfølgende også.

Anonym skriver:

Jeg ringede til min veninde igår aftes og vi fik os lidt af en snak...

Jeg undskyldte igen og sagde at jeg ikke lige havde tænkt over at hendes datter ville have været omkring samme alder som min, så det måtte have gjort ekstra ondt. Jeg sagde at jeg ikke kan love at jeg ikke vil bruge ordet igen, men at jeg nok skal prøve at lade være med at sige det overfor hende. Hun undskyldte også at hun var blevet så sur, men at jeg bare lige havde ramt en nerve.

Jeg fortalte hende at jeg også selv har mistet og fortalte hende også årsagen til at hun dengang ikke fik noget af vide (der uddybes til sidst). Jeg fortalte hende at hvis jeg ikke havde mistet den dreng, havde han også været omkring samme alder som hendes den yngste og mine nerver derfor også lige blev lidt flossede da hun snakkede om hendes og jeg derfor nok også reagerede lidt kraftigere end jeg burde (efterfølgende). Vi fik os en god tudetur sammen og sad og snakkede om hvor skønne vores børn ville have været, hvis de havde fået lov til at leve. Det var rigtig dejligt og jeg er glad for at jeg gjorde det.

Så jeg vil gerne takke jer - og specielt lineog4 - til at hjælpe mig til at finde ud af hvor begge vores følelser lige sad i klemme henne.

Grunden til at jeg i sin tid ikke fortalte min veninde om mit tab, var at hun, som nævnt, blev gravid nogenlunde samtidig med mig. Vi havde prøvet i lang tid og havde mistet tidligt 3 gange (henholdvist uge 7, 8 og 10 - alle 3 gange efter hjerteblink) så derfor besluttede vi at vente indtil NF med at sige noget til nogen allerede efter første SA, hvor vi så heller ikke havde nået at fortælle det til andre end nærmeste familie. Da vi så fik meget dårlige nyheder da vi nåede til NF, havde jeg slet ikke lyst til at fortælle det til nogen. Vi fik lavet en stikprøveting (som jeg ikke kan huske navnet på) og da alt var gjort, var dommen at han var for syg til at leve. Vi tog valget om at så skulle han også få lov til at slippe for den lidelse. 2 dage efter at jeg havde "født", annoncerede min veninde så hendes graviditet - hun var dog kun omkring 5 uger henne. Hun var meget nervøs for at miste, så jeg sagde ikke noget. Og så har jeg ligesom bare ladet være med at sige noget efterfølgende også.

Blev helt glad da jeg læste - lyder til I begge her fundet en god venninde, der kan rumme også når I er besværlige, skøre, irrationelle og rammes lige der hvor det gør ondt. Sådan en venskab om det er tæt eller ej er guld værd, et venskab hvor ord nogle gange kan være unødvendige fordi den anden forstår. 

Din venindes reaktion er godt nok voldsom. Måske hun selv er blevet overrasket over, hvor heftigt hun reagerede og giver dig en undskyldning næste gang I ses. Hvis ikke, så ville jeg bare lade den ligge. Du skylder hende ikke en yderligere undskyldning og jeg synes du må bruge det ord om dine egne børn, nøjagtig som du vil. Selv ville jeg respektere, at hun har det sådan med det ord og undgå det overfor hende, men hun har ingen ret til at kræve, at du ikke bruger det. Hendes sorg giver hende ikke carte blanche til at opføre sig dårligt overfor dig. 

klmf skriver:

Din venindes reaktion er godt nok voldsom. Måske hun selv er blevet overrasket over, hvor heftigt hun reagerede og giver dig en undskyldning næste gang I ses. Hvis ikke, så ville jeg bare lade den ligge. Du skylder hende ikke en yderligere undskyldning og jeg synes du må bruge det ord om dine egne børn, nøjagtig som du vil. Selv ville jeg respektere, at hun har det sådan med det ord og undgå det overfor hende, men hun har ingen ret til at kræve, at du ikke bruger det. Hendes sorg giver hende ikke carte blanche til at opføre sig dårligt overfor dig. 

Læs update to indlæg over dit