Soonmom skriver:
Men igen, det kommer an på hvad man betegner som fattig.
Hvis man har tag over hovedet og mad på bordet så er man IKKE fattig.
Hvis man ikke har 20 kr til en gave, så er der jo nok også noget galt med prioteringen derhjemme.
Sjovt nok når der er programmer om de stakkels fattige i Danmark, løber de altid rundt med smøger i kæften, måske skulle man starte med at se hvad ens penge går til? - man kan ikke få alt, hverken hvis man er i arbejde eller på kontanthjælp
Danmark (altså beslutningstagerne) satte i 2013 en fattigdomsgrænsen for personer i DK. Med den grænse som er regnet ud fra medianindskomsten i DK og også defineres ved du skal have været på den lave indkomst de sidste 3 år, og med den var 42.000 i 2013 at definere som fattige i DK (her af var 1/4 under 18 år). Det var før kontanthjælpsloftet, så mon ikke det tal er blevet forhøjet.
Jo man så vælge at sige, det anerkender jeg ikke som fattigdom, for så længe familien har et tag over hovedet og ikke sulter hver dag, så er de heldige - ja Gud pokker er vi heldige vi blev født i DK og ikke fx Tanzania, og mon ikke vi alle sammen godt ved, der er mennesker ude i den ganske store verden der har det langt værre en den familie eller den person som defineres som fattig i DK? Men betyder det, at så skal man smile, bøje ryggen og blot nyde at der var plads hjemme hos mor, da man ikke kunne betale sin husleje og derfor blev sat ud? Det er lidt det samme som at sige, du skal ikke sige av over dit brækkede ben, for jeg kender en der har brækket begge ben. Når man ligger med hovedet nede i containeren uden for Føtex og leder efter mad, eller når man igen igen må sige nej til barnets ønske om et par sko der ikke allerede er gået til af en anden, ja så glemmer man nok at de har det værre i Tanzania. Og når barnet skal vokse op og have samme muligheder som naboens så hjælper det ikke vi sammenligner med Tanzania, for det er i DK barnet skal leve og konkurrere.
Modsat dig behøver jeg ikke se fjernsynsprogrammerne om de som er såkaldte fattige i DK, jeg møder de familier dagligt. Og nej de har ikke alle cigaretter i munden, kunstige negle og IPhone, nogle af dem giver de sidste penge til ungerne, andre har valgt barnet skal have lov at gå tl fodbold som de andre unger i skolen, men jo nogle har også IPhone og andet godt, for det meste købt på afbetaling så de er endt i skruen uden ende - og ja så har de nogles optik pengene, og har prioriteret forkert. For mig har de manglet evnerne til at prioritere og det bider både dem selv og ikke mindst deres børn bagi, og skulle der så gå noget af mig ved at tilbyde nogle frasorterede pokemon kort, så de også kan føle de er med i fællesskabet. Vi kan så godt blive enige om, at det er forbandet at konsumer samfundet har taget så meget over så man føler sig uden for fællesskabet når man ikke har pokemon kortene, men det er altså ikke de uden penge der skaber det alene, det er vi alle sammen med til.
Jeg har også selv levet på en sten, vi levede to voksne og to børn på min nuværende mands indkomst. Den gang var grænsen for at få tilskud til insititutioner lavere end nu, så vi fik intet tilskud. Og jeg er da pisse stolt af vi kunne gøre det i næsten 2 år, stolt af vi faktisk levede lykkeligt uden penge, stolt af vi kunne administrere madpenge så vi fik ordentlig mad hver dag, stolt af jeg kunne klare tøjet til børnene ved at finde tilbud og gå i genbrugsen osv. Men det kunne jeg, det er ikke sikkert alle kan det, og hvorfor skal de så leve i stress og frustration og hvorfor skal det gå ud over børnene? Går der noget fra mig ved at række en hånd ud til dem der søger en hånd? Går der noget fra mig ved at forstå, at jeg og mine er priviligerede både økonomisk, men så sandelig også fordi jeg har et overskud så jeg kunne klare den økonomiske nedgang og udover det også havde en familie der støttede med mad i ny og næ, og flyverdragten så min datter ikke skulle fryse? Går der noget fra mig ved at anerkende at der er en stor ulighed i DK, og den ulighed ønsker jeg at mindske. Går der noget fra mig ved at leve efter devisen, for at behandle alle retfærdigt så skal jeg forstå ikke alle skal behandles ens, fordi jeg kunne kare to år med få økonomiske midler så er det ikke nødvendigvis retfærdigt at alle andre så også skal.
