Kønsselektion

lineog4 skriver:

Helt enig med dig - ved købsselektionpå ægstadiet fravælger man ikke et barn, man designer blot det barn man vil have, man bestiller så og sige det barn man vil have. Er køn så der eneste der er okay at bestille? Eller kan man også bestille hårfarve, øjenfarve, hvem ved intelligens, interesser, seksuel præference osv.? Og skal alle kunne? Er der argument nok at jeg har bare altid ønsket mig et barn med brune øjne men har tilfældigvis til trods for jeg har en mand med brune øjne fået 3 med blå - er det argument nok for jeg kan designe og bestille eller skal der bedre argumenter til? 

Og ja de fleste vil nok elske det de får, også selvom pigen var til brydning eller drengen var til dukker - vi er da heldigvis stadig drevet så meget af vores instinkter så vi elsker det lille barn og alt i os vækkes for at beskytte. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, om det nu også altid vil være tilfældet. Jeg har tit tænkt: hvis bare jeg kunne få en garanti for der kom en pige med sort hår og brune øjne så ville jeg sgu hoppe på manden og så har jeg måtte grine højt og konstatere hvis jeg har behov for sådanne garantier så har jeg hverken behovet eller er parat til endnu et barn. For st få børn handler om at lade sig opsluge, lade sig overraske at det lille unikke individ man får lagt i sine arme, lade det lille individ udvikle sig i netop sin ret ung til et smukt og fantastisk menneske som jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig på forhånd.

man kan godt tænke, nej jeg er bedst til piger fordi jeg har oplevet det og det i mit liv. Min bagage gør det bliver svært for mig at være mor til en pige osv. Men måske skal man så arbejde med netop det og lade sig overraske. Jeg troede aldrig jeg kunne blive en god mor til drenge efter jeg mistede min datter, jeg hadede tanken om der voksede en dreng i min mave, jeg kunne slet ikke forlige mig med drenges måder, interesser og hvad ved jeg. Jeg er nu blevet velsignet med to helt forskellige drenge som har lært mig drenge er ikke drenge, de er dejlige unikke individer der ikke kan sættes i bås qua deres kromosomer og ja de har også lært mig jeg faktisk er en okay drengemor som sagtens kan sidde og se på en motorcykel en time og sagens kan erstatte ordet: fin med sej. 

Nå man ord, jeg synes det er en kæmpe etisk diskussion og den skal tages. Og den skal især tages fra barnets perspektiv, det åg et bestilt designer barn skal vokse op med.

Først og fremmest så er det mig du har besvaret. Fik trykket anonym ved en fejl og det har jeg ikk behov for da jeg står ved hvert et ord jeg skriver :-)

jeg læser hvert et ord du skriver og kan til dels sagtens følge din tankegang når der tales designerbarn mht hårfarver, øjenfarve, intelligens osv. Men nu er det jo kun kønsselektion vi taler om og ikke udseende. Synes personligt der er en himmelvid forskel på at kunne designe et udseende på sit barn til at vælge et køn. 

Mht hårfarve for at tage den op alligevel. Så har jeg faktisk altid sagt at jeg ikke ville have rødhåret børn. Men ville elske at få en lille dreng med lyst krøllet hår. Min dreng er rødhåret og jeg elsker hans hår. Men selvom jeg altid har sagt jeg ikk ville have rødhåret børn så var det ikke noget jeg ville fravælge gennem kromosomer (eller hvad det er der udgør det) ligesom man kan med køn. Igen så er køn en helt anden snak end et udseende synes jeg. 

(Beklager hvis det er lidt rodet. Er ikk så god til at formulerer mig på skrift når det kommer til store emner) 

AnoMom skriver:

Først og fremmest så er det mig du har besvaret. Fik trykket anonym ved en fejl og det har jeg ikk behov for da jeg står ved hvert et ord jeg skriver :-)

jeg læser hvert et ord du skriver og kan til dels sagtens følge din tankegang når der tales designerbarn mht hårfarver, øjenfarve, intelligens osv. Men nu er det jo kun kønsselektion vi taler om og ikke udseende. Synes personligt der er en himmelvid forskel på at kunne designe et udseende på sit barn til at vælge et køn. 

Mht hårfarve for at tage den op alligevel. Så har jeg faktisk altid sagt at jeg ikke ville have rødhåret børn. Men ville elske at få en lille dreng med lyst krøllet hår. Min dreng er rødhåret og jeg elsker hans hår. Men selvom jeg altid har sagt jeg ikk ville have rødhåret børn så var det ikke noget jeg ville fravælge gennem kromosomer (eller hvad det er der udgør det) ligesom man kan med køn. Igen så er køn en helt anden snak end et udseende synes jeg. 

(Beklager hvis det er lidt rodet. Er ikk så god til at formulerer mig på skrift når det kommer til store emner) 

jeg kan sagtens følge at køn kan opfattes anderledes end hårfarve. Vi har i hvert fald bestemt at køn er determinerende i højere grad end hårfarve, måske fordi det er det eller måske fordi vi konstruerer det (jeg er af den overbevisning at køn er noget der er mere end vores konstruktion, men at vi samtidig også konstruerer stereotyperne). 

Og jeg kan også sagtens forstå man kan have et stærkt ønske om et specifikt køn af forskellige årsager (har jeg selv haft, og kunne i min irrationelle sorg have sprunget i en selektion med begge ben, men var heldigvis også meget rationel). Men jeg mener det er værd at debattere bpde etisk og også menneskeligt. For hvorfor er kønnet så betydningsfyldt? Hvorfor er man der henne hvor drømmen om de lyserøde kjoler kan fylde så meget, hvorfor er man mere et helt menneske hvis man får en af hver, 3 af de samme, kun drenge eller...? Når kønnet er så betydningsfyldt så man vil gå til selektion, gå i gennem hormoner, ægudtagning, de risici der er forbundet, skabe begyndelsen til barnet i et reagensglas, er det så ikke fordi man har en forståelse af køn som er begrænsende? Fordi man ikke "tør" lade sig overraske men netop skal have kontrollen og designe såvel barn som familie? Jo det kan så være af meget vægtige grunde, pigen der er blevet misbrugt gennem mange år og har meget svært ved mænd eller omvendt har svært ved at bringe en pige ind i livet fordi hun er bange for ikke at kunne beskytte hende. Det kan være er forfærdelig mor/datter forhold som man er bange for at gentage eller som mig selv der ikke er i tvivl om en lille pige havde skabt et mere helt billede af min amputerede familie. De grunde er sikkert gode, men er de gode nok? Burde man ikke i stedet udfordre sig selv og sin egen forståelse af køn og der der følger med dem? Jeg kan huske da jeg fik at vide det var en dreng, var mine tanker; hvad skal jeg med sådan en, hvad sjovt er der ved sådan en? En dreng vil ikke kramme og putte. Og hov jeg fin først en dreng der er den af mine børn der minder aller mest om mig, som jeg forstår helt ned i maven, mens min datter er mig en gåde. Og så fik jeg endda efter ham en dreng mere som er så kropslig så jeg næsten ikke selv kan være i det, han har det bedst hvis vores kroppe er i konstant kontakt. og de drenge jeg ikke anede hvad jeg skulle lave med er jeg så forelskede i - den mindste hver gang jeg ser ham, tænker jeg; hvordan kan det være jeg er så heldig at jeg fik lov til at få ham. Jeg turde lade dem overraske mig. 

Prøv at tænk på at være den designede baby, at familiefortællingen er: nu havde vi fået tre drenge og ja de var så ikke alt hvad vi havde ønsket os så vi tog til Spanien og bestilte en pige - nemlig dig! For det første hvad gør den fortælling ved de 3 drenge? Og hvad gør fortællingen ved den pige som jo så skal finde ud af hvad det var for en slags pige der var efterlyst. På en eller anden underlig måde kan jeg bedre forlige mig med designerfamilien hvor man kun vil have et køn (selvom jeg stadig mener der er synd og skam man ikke vil lade sig udfordre og overraske). 

Vi har også en familiehistorie: jeg ønskede mig en lille pige med sort hår og fik en stor tyk, lyserød, skaldet dreng. Og den dreng der var dig og jeg vidste meget hurtigt at jeg var verdens heldigste mor at du netop valgte mig

Anonym skriver:

Synes det er meget forkert at bruge sætninger som "at vælge er barn fra pga køn". Det er jo ikke det der er tilfældet. Hvis det var det så var man gravid, blev scannet/moderkage biopsi for at få kønnet vide for så at få en abort fordi kønnet ikke var som man ønskede. Ved at få lagt et drenge eller pige æg op så har man bare valgt inden man er blevet gravid. 

Jeg er selv typen der håber på kun at få drenge. Jeg kunne godt finde på at benytte mig at kønsselektion. Hvis drengen så vidste sig at være en pigedreng der ville lege med dukker, gå i lyserødt osv. Jamen so be it. Jeg ville elske ham ligeså højt alligevel. For det er ikke det det handler om for mig. Eller hvis jeg fik lagt drengeæg op som så ville vise sig at være en pige. Jamen så er det en pige og jeg ville elske hende ligeså højt alligevel. Men hvis jeg har muligheden for at gøre chancerne markant større for en dreng end en pige. Ja så tager jeg dem. 

Men hvis det er alligevel er ligemeget med om drengen, elsker lyserødt osv hvorfor så vælge et køn? 

Hvorfor TS, er det så vigtigt med en pige at i ligefrem vil til udlandet og have designet en baby!?

Jeg synes det lyder totalt grotesk og har lidt svært ved at forestille mig at der sidder to voksne formodentligt fornuftige mennesker derude og oprigtigt synes det er en god idé det du skriver.

Rockertand skriver:

På minmave var der en, der havde fået sat et pigeæg op - men ud kom en dreng. De har lavet forlig med klinikken.

Ja det er vel aldrig noget er er 100 % sikkert men jeg har godt fulgt med i den debat. Synd for dem alligevel.

Men hvis det er alligevel er ligemeget med om drengen, elsker lyserødt osv hvorfor så vælge et køn? 

Fordi for mig handler det ikke om farver osv som sådan.  Jeg er utrolig ringe til at forklare og debatterer på skrift. Men vil dog prøve alligevel. 

Jeg ønsker (og bid mærke i at jeg skriver ønsker og ikke - kun vil have) drenge fordi jeg meget bedre kan forholde mig og forlige mig med er drengebarn. Byggerier, biler, bang bang du er død lege osv. Det er en forstilling jeg har i mit hovedet om en dreng. Men så vil du jo komme og sige - hvad så hvis den dreng du får ved kønsselektion vil lege med dukker, gå i lyserøde kjoler og have rottehaler, så vil du blive skuffet?  Men nej der vil jeg ikke. For han er mit barn. Men jeg har taget et valg eller forsøg om man ved for at få en dreng. Ligesom hvis jeg spiller lotto lørdag aften med joker. Jeg ønsker jeg vinder. Men bliver jeg skuffet når jeg ikke vinder? Nej det gør jeg ikke. For man ved udemærket godt at chancerne for at vinde jackpotten er ekstrem lille. Men igen. Skuffet ville jeg aldrig blive. 

lineog4 skriver:

jeg kan sagtens følge at køn kan opfattes anderledes end hårfarve. Vi har i hvert fald bestemt at køn er determinerende i højere grad end hårfarve, måske fordi det er det eller måske fordi vi konstruerer det (jeg er af den overbevisning at køn er noget der er mere end vores konstruktion, men at vi samtidig også konstruerer stereotyperne). 

Og jeg kan også sagtens forstå man kan have et stærkt ønske om et specifikt køn af forskellige årsager (har jeg selv haft, og kunne i min irrationelle sorg have sprunget i en selektion med begge ben, men var heldigvis også meget rationel). Men jeg mener det er værd at debattere bpde etisk og også menneskeligt. For hvorfor er kønnet så betydningsfyldt? Hvorfor er man der henne hvor drømmen om de lyserøde kjoler kan fylde så meget, hvorfor er man mere et helt menneske hvis man får en af hver, 3 af de samme, kun drenge eller...? Når kønnet er så betydningsfyldt så man vil gå til selektion, gå i gennem hormoner, ægudtagning, de risici der er forbundet, skabe begyndelsen til barnet i et reagensglas, er det så ikke fordi man har en forståelse af køn som er begrænsende? Fordi man ikke "tør" lade sig overraske men netop skal have kontrollen og designe såvel barn som familie? Jo det kan så være af meget vægtige grunde, pigen der er blevet misbrugt gennem mange år og har meget svært ved mænd eller omvendt har svært ved at bringe en pige ind i livet fordi hun er bange for ikke at kunne beskytte hende. Det kan være er forfærdelig mor/datter forhold som man er bange for at gentage eller som mig selv der ikke er i tvivl om en lille pige havde skabt et mere helt billede af min amputerede familie. De grunde er sikkert gode, men er de gode nok? Burde man ikke i stedet udfordre sig selv og sin egen forståelse af køn og der der følger med dem? Jeg kan huske da jeg fik at vide det var en dreng, var mine tanker; hvad skal jeg med sådan en, hvad sjovt er der ved sådan en? En dreng vil ikke kramme og putte. Og hov jeg fin først en dreng der er den af mine børn der minder aller mest om mig, som jeg forstår helt ned i maven, mens min datter er mig en gåde. Og så fik jeg endda efter ham en dreng mere som er så kropslig så jeg næsten ikke selv kan være i det, han har det bedst hvis vores kroppe er i konstant kontakt. og de drenge jeg ikke anede hvad jeg skulle lave med er jeg så forelskede i - den mindste hver gang jeg ser ham, tænker jeg; hvordan kan det være jeg er så heldig at jeg fik lov til at få ham. Jeg turde lade dem overraske mig. 

Prøv at tænk på at være den designede baby, at familiefortællingen er: nu havde vi fået tre drenge og ja de var så ikke alt hvad vi havde ønsket os så vi tog til Spanien og bestilte en pige - nemlig dig! For det første hvad gør den fortælling ved de 3 drenge? Og hvad gør fortællingen ved den pige som jo så skal finde ud af hvad det var for en slags pige der var efterlyst. På en eller anden underlig måde kan jeg bedre forlige mig med designerfamilien hvor man kun vil have et køn (selvom jeg stadig mener der er synd og skam man ikke vil lade sig udfordre og overraske). 

Vi har også en familiehistorie: jeg ønskede mig en lille pige med sort hår og fik en stor tyk, lyserød, skaldet dreng. Og den dreng der var dig og jeg vidste meget hurtigt at jeg var verdens heldigste mor at du netop valgte mig

Se mit svar til spirit. Har prøvet at forklare mit syn på det så godt jeg kunne. Er der spørgsmål så skal jeg forsøge at svare :-)

Hvis man vil gå så langt og vælge direkte kønsselektion, så synes jeg faktisk slet ikke, at man skal få det barn. Jeg kan godt forstå det at håbe på et bestemt køn, det tror jeg langt de fleste gravide har oplevet i mere eller mindre grad, men når men begynder at overveje kønsselektion, så synes jeg ens prioriteter i forhold til det at ønske et barn er for stort et etisk dilemma og tør jeg sige; forkerte. Heldigvis er naturen indrettet sådan, at der fødes drenge og piger hip som hap, så vi har en nogenlunde fordeling her i verden - jeg synes helt konkret, at lige præcis détte er et element i naturen, som man ikke skal pille og korrigere ved. Jeg synes i skal købe en hund i stedet for så, som kan hedde et pigenavn og have lyserød sløjfe i pelsen på toppen af hovedet. Dér kan i leve jeres "pigedrømme" ud så at sige, uden eventuelt at komme ud for at jeres stærke forestillinger om en pige ikke viste sig at holde stik. Jeg synes det er et fuldstændig forskruet præmis at få et barn på. Jeg ønskede en pige ved min første og en dreng ved min anden, ja, de små køns-forhåbninger som jeg som sagt tror er ganske naturlige for gravide - dog var jeg fløjtende ligeglad når det kom til stykket og jeg kunne aldrig drømme om at fremstille det ene eller det andet køn, ligegyldigt om jeg så kun fik 10 drenge eller 10 piger. 

Fordi for mig handler det ikke om farver osv som sådan.  Jeg er utrolig ringe til at forklare og debatterer på skrift. Men vil dog prøve alligevel. 

Jeg ønsker (og bid mærke i at jeg skriver ønsker og ikke - kun vil have) drenge fordi jeg meget bedre kan forholde mig og forlige mig med er drengebarn. Byggerier, biler, bang bang du er død lege osv. Det er en forstilling jeg har i mit hovedet om en dreng. Men så vil du jo komme og sige - hvad så hvis den dreng du får ved kønsselektion vil lege med dukker, gå i lyserøde kjoler og have rottehaler, så vil du blive skuffet?  Men nej der vil jeg ikke. For han er mit barn. Men jeg har taget et valg eller forsøg om man ved for at få en dreng. Ligesom hvis jeg spiller lotto lørdag aften med joker. Jeg ønsker jeg vinder. Men bliver jeg skuffet når jeg ikke vinder? Nej det gør jeg ikke. For man ved udemærket godt at chancerne for at vinde jackpotten er ekstrem lille. Men igen. Skuffet ville jeg aldrig blive. 

På helt samme måde troede jeg aldrig jeg kune være en drengemor, men det kunne jeg og ikke mindst kunne jeg opleve at drenge er langt mere end bang bang du er død, ligesom piger er langr mere end prinsesser. Jeg har lært at jeg er en fantastisk mor til dem alle sammen, de forskellige køn, de forskellige aldre, de forskellige personligheder. Jeg er en forskellig mor, med den yngste er jeg den bløde mor der skal kramme og nusse, med den mellemstw er jeg professoren der skal udfordre hans intellekt, med den ældste smal jeg være den analyserende, debatterende om teater og etik. Jeg kan være det hele, eller rettere de kan finde forskellige sider i mig som de kan relatere til. Måske kan jeg ikke lege med dukker (er virkelig dårlig til det), men så kan jeg noget andet og ikke mindst kan jeg elske dem. 

Og jeg kan netop blive bange for stereotyperne - ja måske vil du ikke blive skuffet og elske alligevel, men dine drenge vil kende dine stereotyper og enhver overraskelse (og jeg bliver dagligt overrasket over mine børn der udfordrer mit verdensbillede og mine stereotyper) tror jeg bliver mindre nemme at byde velkommen når man startede med et stereotypt billede af at drengeleg er bang bang du er død! Min ældste dreng begyndte først på de lege da han startede i skole, tilgengæld legede han meget gerne cirkus

lineog4 skriver:

På helt samme måde troede jeg aldrig jeg kune være en drengemor, men det kunne jeg og ikke mindst kunne jeg opleve at drenge er langt mere end bang bang du er død, ligesom piger er langr mere end prinsesser. Jeg har lært at jeg er en fantastisk mor til dem alle sammen, de forskellige køn, de forskellige aldre, de forskellige personligheder. Jeg er en forskellig mor, med den yngste er jeg den bløde mor der skal kramme og nusse, med den mellemstw er jeg professoren der skal udfordre hans intellekt, med den ældste smal jeg være den analyserende, debatterende om teater og etik. Jeg kan være det hele, eller rettere de kan finde forskellige sider i mig som de kan relatere til. Måske kan jeg ikke lege med dukker (er virkelig dårlig til det), men så kan jeg noget andet og ikke mindst kan jeg elske dem. 

Og jeg kan netop blive bange for stereotyperne - ja måske vil du ikke blive skuffet og elske alligevel, men dine drenge vil kende dine stereotyper og enhver overraskelse (og jeg bliver dagligt overrasket over mine børn der udfordrer mit verdensbillede og mine stereotyper) tror jeg bliver mindre nemme at byde velkommen når man startede med et stereotypt billede af at drengeleg er bang bang du er død! Min ældste dreng begyndte først på de lege da han startede i skole, tilgengæld legede han meget gerne cirkus

Men du misforstår stadig hele pointen i det jeg skriver. Jeg er da godt klar over at jeg godt kan være en pigemor. Det handler stadig om et ønske og ikke et krav. Du stiller det op som om at jeg kun vil have drenge. Sådan hænger det ikke sammen. Jeg ønsker kun drenge og ville gerne tage imod kønsselektion for at få ønsket opfyldt. Jeg vil ikke have en million kroner jeg ønsker en million kroner og spiller lotto for at se om jeg kan vinde. 

Jeg ville da aldrig i mit liv stå og fortælle mine børn hvad jeg forventer af dem på den måde som du stiller det op der. Aldrig i livet. Men det ville jeg ikke engang uden en kønsselektion. Så nej mine drenge vil aldrig kende stereotyperne for de bliver ikke presset ned over hovedet på dem. 

Min dreng leger med dukker ligeså meget som han leger med duplo klodser. Fjerner da ikk dukkerne fra ham og siger "du er en dreng - værsgo leg med bilen i stedet". 

For mig at høre så ser i på kønsselektion på en helt anderledes og for mig forkert måde.