Åh et dilemma :(

Kære TS

Jeg synes bestemt ikke det er egoistisk at vælge at beholde din guldklump i maven! Og jeg tror bestemt ikke at det er den bedste løsning "bare" at få en abort og give din store datter og hendes ufødte barn alt opmærksomheden. Du ønsker det barn i din mave, det ved din datter. Man kunne frygte at en abort ville give dig ar på sjælen, når du nu skal se på din datter med dit barnebarn om få måneder. 

Jeg forstår godt at det må være en lidt speciel situation, men er det ikke også lidt firkantet at fravælge et barn på baggrund af storesøsterens ønsker?

Jeg håber din datter og dig har et sådan forhold, hvor du kan fortælle hende at du er gravid og hun kan forstå og sætte sig ind i dine tanker og følelser.

Mange faktorer spiller ind, men hvis jeg selv kunne se bort fra økonomi, uddannelse og job og såfremt min mor og jeg begge to var i den fødedygtige alder, så ville jeg sgu helt ærligt 1) elske at få en lillebror/søster 2) nyde at dele graviditet og fødsel med min mor

Men husk at spørge dig selv om følgende: Er jeg klar til at blive mormor OG mor 

Stort tillykke med at du skal være mormor og stort tillykke med din egen graviditet. Uanset hvad du vælger at gøre. Sikke et dilemma 

Anonym skriver:

Nej, verden er ikke sort og hvid.

Desuden opsætter du en masse hvis'er, som skaber en masse undtagelser (som der selvfølgelig altid er).

Men nu er det ikke normen at få sit første barn, når man er 17 år, og det er de færreste, der har et ønske om at blive mor i den alder. Desuden snakker jeg ikke om de tilfælde, hvor en 15 eller 17-årig kommer hjem til sin mor og fortæller, hun er gravid. Det er sgu en anden situation end den, jeg refererer til.

Men hvis vi tager udgangspunkt i en familie, der er tættere på normen, så synes jeg, man virkelig skal overveje behovet for den efternøler, hvis ens voksne datter (eller søn for den sags skyld) er i gang med at stifte familie.

Men en familie tættere på normen eller rettere den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende ville betyde omkring de 29 for begge parter og så vil mormor en spe altså være 58 år og formodentlig ikke kunne blive naturlig gravid. 

Når det ramler sammen og mor og datter kan blive gravide samtidige så er det efter alt sandsynlighed fordi både mormor datter har valgt at få børn før de blev 25 og ja måske endda under 20. Kvinder har et biologisk ur der stopper med at tikke. 

En historie hvor man fik sit første barn som 20 årig, gik fra hinanden først fandt ny mand 10 år efter, fik barn ingen alder af 33, 36 og nu sad med en på 4, en på 7 pg brændende ønskede sig nummer 3, men ens førstefødte på 20 kom og fortalte: nu er det min tur. Ja den historie er vist ikke så urealistisk. 

I tråden tales der om mormor, den der klassiske mormor jeg havde og mine børn har, er jo allerede her udfordret hvis mormor har et barn på 4 og 7. Selv lige nu hvor mine børn er 13, 9 og 6 og jeg sagtens kunne have et barnebarn også selvom jeg først startede som 20 årig, der ville jeg ikke kunne leve op til den klassiske rolle som mormor. I min hverdag med fuldtidsarbejde og 3 børn under 18, kan jeg ikke midt i ugen trække to dage ud og tage barnebarn syg, jeg kan ikke give en alene forkælelsesdag med mormor, jeg kan ikke tage på mormorferie, jeg kan ikke ... for lige pr er jeg mor, kæreste, arbejdende og der skulle ledes længe efter flere timer i døgnet til også ar være mormor. 

lineog4 skriver:

Hvad er forskellen på dig der er 40 og får endnu et barn og moren der er 40 og får endnu et barn selvom hendes egen datter er 40? Hvorfor forsøger hun at holde fast i sin ungdom og du gør ikke? 

Jeg går udfra ts ikke er gået i overgangsalder og ikke har fået hjælp til at blive gravid. Så hun har ikke som du og jeg været omkring de 30 da hun fik sit første barn (med mindre hendes datter er meget ung). Måske hun endda også har børn på 8 og 10. 

Så den eneste forskel er hun også har en datter der ældre end dine vil være på tilsvarende tidspunkt. 

 

Mine argumenter holder ikke, det er jeg smertende bevidst om. Netop derfor er jeg glad for, at det ikke er mit dilemma. 

For mig er der nok forskel på, om en gammel mor får børn eller en mormor får børn. Måske er det en fordom om, at kvinden forsøger at benægte sin mormor-værdighed. 

Aristocats skriver:

Puh, jeg er normalt et rimeligt large menneske på næsten alle områder, men lige dét her ville jeg nok have det en anelse stramt med. 

Jeg ville også, som Abracadabra skrev, med mangel på bedre ord, nok også opleve det som en smule pinligt, hvis min mor og jeg var gravide på samme tid. 

Jeg er absolut ikke af den holdning, at man skal stoppe med at få børn så snart man er kommet op i den "ældre" kategori som mor - men jeg kan sagtens se argumentet i, at man nok bør stoppe med at få børn når ens egne børn selv begynder at få dem. På en meget måske firkantet måde, synes jeg også at man "skylder" sine børn at kunne agere som bedsteforælder og det er selvfølgelig en smule sværere, hvis man samtidig også har et spædbarn at se til - selvfølglig kunne det nok godt lade sig gøre, men jeg ønsker da absolut både for mig selv og mine børn at jeg har tid til at være 100 % mormor og ikke småbørns-mor samtidig, når den tid altså kommer. Det begrænser altså ressourcerne lidt, hvilket jeg selv vil opleve som en smule tabt tid og oplevelser for mig og mit barnebarn. 

Hvis jeg var din datter, ville jeg blive en smule ærgerlig og en smule weirded out, ærligt talt. Hvis du vil beholde barnet skal du absolut gøre det, men jeg kan sagtens se ulemperne i denne situation. Jeg håber bare, at i kan få det bedste ud af det som muligt - jeg er dog også glad for, at det ikke er mig - både som kommende mor eller mormor! 

Altså er sådan set ikke uenig og er glad for jeg ikke er en dem af dilemmaet hverken som mor eller mormor. 

Men må lige knytte kommentar på det med at være mormor, for den rolle er jo allerede udfordret. Har man valgt at få barn tildigtningen livet, så har man også valgt at man potentielt kan blive ung bedsteforældre. Og en ung bedsteforældre er for det meste  fuldtidsarbejdende, kan have mindre børn (tænker en på 4 også kræver sit og sætter begrænsninger for den mormorforkælelse som du skriver om).

Mine børn har en mormor der er gået på pensionsalderen den yngste blev født , hendes yngste barn (og eneste) mig var 29 da hun blev mormor. Hun har er aktivt liv, men det meste kan aflyses hvis børnebørnene har brug for hende, hun kan passe når de er syge, hun kan gå i biffen med dem, hun kan rive en dag ud af kalenderen og være der for dem, hun kan hente fast en dag om ugen i institution, hun kan gå all in i julegaver, hun kan tage på ferie med os som familie, hun kan investere i dem hundrede procent. Havde jeg nu fået mit første barn som 20 årig (jo ikke helt unormalt) og der barn også havde fået barn som 20 årig så havde jeg et barnebarn på 2 år i dag - jeg kan ikke passe når det er sygt, jeg kan ikke tage på ferie med set barnebarn, jeg kan ikke rive en dag ud af kalenderen, jeg kan ikke tage alene tid med det barnebarn (og gør jeg det kan jeg i hvertfald ikke tilbyde alene tid med mormor og morfar sammen), jeg kan ikke hente en dag fast om ugen og give forkælelsestid - jeg kan ikke bære den mormor jeg drømmer om. Og ville absolut heller have lyst lige nu, der er så meget jeg skal nå, opleve med mine unger og så videre, så er barnebarn ville være en del af børneflokken og ikke få en sær status men dog en elsker status. 

Nå det var bare lige strøtanker, for tænker ts måske står i den situation at hun har mindre børn, har arbejde, ikke er meget ældre end 45 og derfor alligevel ikke kan give den traditionelle klassiske mormorudgave til sin datter og barnebarn 

Abracadabra skriver:

Mine argumenter holder ikke, det er jeg smertende bevidst om. Netop derfor er jeg glad for, at det ikke er mit dilemma. 

For mig er der nok forskel på, om en gammel mor får børn eller en mormor får børn. Måske er det en fordom om, at kvinden forsøger at benægte sin mormor-værdighed. 

 

Nej dine argumenter holder ikke 

Men som dig er jeg da også sindsyg glad for jeg ikke står i det dilemma, og når vi har det sådan er der jo godt vi startede forholdsvist sent med at få børn for så er sandsynligheden for at ende der meget mindre  

biologisk kunne jeg have endt der, men jeg er heldigvis færdig (rationelt) med at få børn og min datter på 13 er heldigvis slet ikke der endnu mentalt (kun biologisk)

Anonym skriver:

Nej, verden er ikke sort og hvid.

Desuden opsætter du en masse hvis'er, som skaber en masse undtagelser (som der selvfølgelig altid er).

Men nu er det ikke normen at få sit første barn, når man er 17 år, og det er de færreste, der har et ønske om at blive mor i den alder. Desuden snakker jeg ikke om de tilfælde, hvor en 15 eller 17-årig kommer hjem til sin mor og fortæller, hun er gravid. Det er sgu en anden situation end den, jeg refererer til.

Men hvis vi tager udgangspunkt i en familie, der er tættere på normen, så synes jeg, man virkelig skal overveje behovet for den efternøler, hvis ens voksne datter (eller søn for den sags skyld) er i gang med at stifte familie.

Der bliver vi så ikke enige -

Jeg synes ikke nogen skal undertrykke deres ønsker om f.eks et barn 

Men jeg er generelt ikke tilhænger af at nogen skal sætte rammerne for  andre hvordan livet skal leves . 

Og tit er det heldigvis også sådan at de fleste ændre mening som tingene ændre sig . 

Jeg skulle ihvertfald ikke have børn over de 30 for så var man ærlig talt alt for gammel .

MMhmmm det ændrede sig sjovt nok da jeg selv var 33 og blev gravid 

Og selvfølgelig opsætter jeg hvis´er - livet består jo af hvis´er 

og indimellem er det meget sundt at tænke at på hvad nu hvis det skete ville jeg så være så skråsikker i at jeg ville reagere sådan ?

Men lad os blive enige om at vi er uenige i at livet ikke er en ensporet vej men der er mange sving bumps og afstikkere ( og gudskelov for det for ellers ville JEG kede mig) 

Men en familie tættere på normen eller rettere den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende ville betyde omkring de 29 for begge parter og så vil mormor en spe altså være 58 år og formodentlig ikke kunne blive naturlig gravid. 

Når det ramler sammen og mor og datter kan blive gravide samtidige så er det efter alt sandsynlighed fordi både mormor datter har valgt at få børn før de blev 25 og ja måske endda under 20. Kvinder har et biologisk ur der stopper med at tikke. 

En historie hvor man fik sit første barn som 20 årig, gik fra hinanden først fandt ny mand 10 år efter, fik barn ingen alder af 33, 36 og nu sad med en på 4, en på 7 pg brændende ønskede sig nummer 3, men ens førstefødte på 20 kom og fortalte: nu er det min tur. Ja den historie er vist ikke så urealistisk. 

I tråden tales der om mormor, den der klassiske mormor jeg havde og mine børn har, er jo allerede her udfordret hvis mormor har et barn på 4 og 7. Selv lige nu hvor mine børn er 13, 9 og 6 og jeg sagtens kunne have et barnebarn også selvom jeg først startede som 20 årig, der ville jeg ikke kunne leve op til den klassiske rolle som mormor. I min hverdag med fuldtidsarbejde og 3 børn under 18, kan jeg ikke midt i ugen trække to dage ud og tage barnebarn syg, jeg kan ikke give en alene forkælelsesdag med mormor, jeg kan ikke tage på mormorferie, jeg kan ikke ... for lige pr er jeg mor, kæreste, arbejdende og der skulle ledes længe efter flere timer i døgnet til også ar være mormor. 

De færreste kan leve op til rollen som den klassiske bedsteforældre.

Mange af os herinde skal arbejde længere og længere og ergo så bliver vi i 70 erne før vi kan blive den klassiske bedsteforældre og der er manges børnebørn jo store .

Jeg er så privilligeret at jeg er selvstændig og dermed kan have mine egne og børnebørn meget hjemme

Og det nyder de jo godt af - plus at jeg har midlerne til at tage dem med på charter på skift osv.

Jeg kommer  til at opleve både at være ung og gammel mormor/farmor 

Og umiddelbart vil jeg sige at der er fordele og ulmemper ved det hele alt efter om man arbejder eller ej er slidt eller ej osv 

Men det er nu ikke nemt....for man skal helst ikke få børn som alt for ung og heller ikke over 35 og slet ikke begge dele ....

For enten bliver man så bedstemor  for tidligt hvor man selv arbejder og så er det synd for børnebørnene eller også bliver man det så sent at man ikke har kræfterne til at være der 100%

Så løsningen må jo være max 30 og så går man på pension selv som max 60 ( hvem betaler for det....) 

for så er man stadig så frisk at man kan være 100% bedstemor  for det er jo det hele livet handler om at nå der til 

( Og så har vi slet ikke snakket om de mænd der vælger at få børn i en sen alder for de er jo helt dømt ude så ) 

Carina:-) skriver:

De færreste kan leve op til rollen som den klassiske bedsteforældre.

Mange af os herinde skal arbejde længere og længere og ergo så bliver vi i 70 erne før vi kan blive den klassiske bedsteforældre og der er manges børnebørn jo store .

Jeg er så privilligeret at jeg er selvstændig og dermed kan have mine egne og børnebørn meget hjemme

Og det nyder de jo godt af - plus at jeg har midlerne til at tage dem med på charter på skift osv.

Jeg kommer  til at opleve både at være ung og gammel mormor/farmor 

Og umiddelbart vil jeg sige at der er fordele og ulmemper ved det hele alt efter om man arbejder eller ej er slidt eller ej osv 

Men det er nu ikke nemt....for man skal helst ikke få børn som alt for ung og heller ikke over 35 og slet ikke begge dele ....

For enten bliver man så bedstemor  for tidligt hvor man selv arbejder og så er det synd for børnebørnene eller også bliver man det så sent at man ikke har kræfterne til at være der 100%

Så løsningen må jo være max 30 og så går man på pension selv som max 60 ( hvem betaler for det....) 

for så er man stadig så frisk at man kan være 100% bedstemor  for det er jo det hele livet handler om at nå der til 

( Og så har vi slet ikke snakket om de mænd der vælger at få børn i en sen alder for de er jo helt dømt ude så ) 

Nej der er jo netop den klassiske mormor er allerede udfordret, 40'erne er de nye 30ere osv. Skulle min skønne datter vælge at få børn som 20 årig altså før jeg bliver 50 så er der formodentlig 18 år til jeg går på pension og jeg er "bare" almindelig lønslave så jeg kommer ikke til at kunne hjælpe når barnet er syg. 

Jeg vil heller ikke have råd til at tage på ferie kun med barnebarnet de første mange år for jeg vil stadig have børn under 18. Men okay jeg vil kunne sy og strikke som en rigtig bedste 

nej det er sgu svært jeg var i manges øjne fle gammel da jeg fik den sidste da jeg var 36 (og tør slet ikke skrive hvor gammel far var), men bliver også en for ung bedste, der håber der stadig en masse i vente for mig selv (åh jo lidt egoistisk) når jeg over de 50. Og har absolut ikke råd til at stoppe med at arbejde før jeg kan få pension. Så her er indsatsen: opdragelsen. Så de alle forstår jeg elsker dem og deres kommende børn, men jeg bliver ikke den slags bedste som man kan læse om i eventyrene. Jeg vil gå gennem ild og vand, men jeg vil ikke stoppe med at leve.

lineog4 skriver:

Kan ikke lade være med at fnise lidt, måske fordi jeg har rundet de 40 og ved livet ikke går i stå og man hverken melder sig ind i ÆldreSagen eller starter med korsting og bare venter på børnebørn. 

Men med dit regnestykke så er det jo vitterlig ærgerligt for de der fik en datter som 15 årig og hun sørme også fik barn som 15 årig for så er man altså selvskreven til sterilisation som 30 årig 

 

Lige min tanke. 

Anonym skriver:

Jeg er godt nok kommet i noget af et dilemma.. jeg har lige fundet ud af jeg er gravid og jeg vil egentlig gerne have det barn, men min datter har for et par uger siden fortalt at hun osse er gravid. Hun ved godt jeg gerne ville have et barn mere, men har samtidig sagt at hun ikke synes om det, for hun vil ikke bryde sig om at hendes barn er ældre end en evt mindre søskende.

Så nu har jeg lidt svært ved at glæde over det barn jeg selv venter 

 

Er jeg egoist ved at vælge det her barn til?

Ville det være bedre at få en abort og lade min datter nyde hendes graviditet og få al opmærksomheden?

 

Nej det syns jeg ikk. 

Syns du skulle tænk dig rigtig godt om når du nu ønsker dig et mere.