Når man er den der er skyld i psykisk sammenbrud

Anonym skriver:

Åh...det er utrolig mange ting  

Jeg lytter ikke til ham mht f.eks økonomi-han vil gerne give mig sin hjælp så jeg kan få styr på det.

Jeg er uærlig og især omkring min økonomi men også andre ting ergo så kan han ikke stole på mig

Han kommer med gode råd til mig hvordan jeg kan gøre sådan og sådan men lytter ikke til ham. Jeg gørtingene alligevel på min måde.

Jeg er ikke et ordensmenneske som han er 

Jeg viser ikke nok kærlighed og følelser 

Jeg er ikke voksen-han skal sige til mig hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal gøre tingene fordi jeg er usikker og konfliktsky. 

Jeg er for meget "slave" i forhold til klokken. 

Han har selv sagt at han passer faktisk 3 børn herhjemme. Han skal have se på ALT. Han tænker på det dagligt og sover utrolig meget pga alt hans energi går på at skulle TÆNKE selv på alle ting. 

Jeg kan ikke tage stilling til ting...den ene dag syntes jeg det og den anden dag syntes jeg noget andet. Han ved aldrig hvor han har mig henne. 

Jeg håber at jeg fik alt med. 

Det er ikke din skyld at han er perfektionist, men prøv at starte med at finde ud af hvorfor du ikke lytter.

Dernæst så prøv at læserne "kærlighedens 5 sprog" af Gary Chapman. Måske elsker du ham på en måde han ikke "forstår"

Pøj pøj med det. ...

Joanhs skriver:

Jeg bliverr sikkert også upopulær, men har levet i et forhold hvor han helt klart heller ikke gjorde noget af det jeg sagde, han løj, undskyldte sine løgne, og gentog dem. Også økonomisk. Alle de ting du skriver, gjorde min eks.
Jeg ku ikke slå op, for jeg elskede ham, kæmpede for ham, og havde så inderligt ondt af ham, så jeg beskyttede ham nok en del fra alle der sagde det burde slutte, inklusiv mig selv. Jeg var bange for at han skulle være alene uden mig.
Da jeg slog op, var det som en tung sten faldt fra hjertet. Jeg kunne ånde igen, og jeg kunne have fokus på mig, i stedet for at føle jeg hele tiden skulle tænke på en anden før jeg tænkte på mig selv.
Tilgengæld blev de næste 6 mdr. og mere præget af noget der kan minde om posttraumatisk stress. Jeg fik kvalme ved tanke om en ny kæreste, jeg var så ødelagt, og er stadig ødelagt på nogen punkter. Det fylder fandme meget.

 

I mit nye parforhold, er jeg ikke en engel selv. Men man skal kun gøre hvad man har lyst til, uden at såre andre. Jeg kunne aldrig gøre noget som jeg ved såre min nuværende, og omvendt.
Men jeg er ikke nær så struktureret som min kæreste. Jeg overvejer terapi for min egen skyld, og måske du skulle gøre det samme.

Du lyder ung og umoden, undskyld hvis jeg tager fejl, og jeg kunne godt forestille mig du ikke har været gammel da i mødtes. Tror der er noget for dig at vinde her personligt, med eller uden ham. For om han så gik fra dig i morgen, ville du jo ikke være modnet mere af den grund, tværtimod, ville du jo bare kunne tage de samme vaner med i et nyt forhold..
Så tag og tag det som en positiv kamp, kæmp for din elskede, hvis han er det værd. 

Vi fandt sammen da jeg var 18. Nu er jeg 29 og bliver 30 i år. Har selv mange gange fået at vide af ham at jeg er meget umoden og at man ikke skulle tro jeg snart er 30 år, så det kommer ikke som et chock at du beskriver mig sådan. Jeg er efterhånden ved at være hærdet med al den kritik jeg næsten dagligt får af ham.

M1G skriver:

Har ikke læst alle kommentarer,  så måske er det nævnt. 

Du skriver selv du har en opførsel der ikke er optimal,  men at du ikke formår at ændre din måde at tænke og handle på. Måske du skulle prøve noget terapi?  Så du kan finde ind til kernen af hvorfor du tænker og handler som du gør. På den måde kan du måske få det bedre og dermed også jeres relation  

Hvordan får man terapi? Altså jeg mener hvem opsøger man og hvad kostet det??

Mor og meget mere skriver:

Hvem er det helt nøjagtigt, der forudser, at han ender med at blive indlagt på psykiatrisk? Er det ham, dine svigerforældre, dig selv? Det er en meget voldsom konklusion at drage, og den kan da absolut kun foretages af en læge, så med mindre en sådan er involveret, skal den forudsigelse ud af verden. Man bliver IKKE psykiatrisk patient af at være ulykkelig i sit parforhold. 

Det næste er den liste, du skriver over ting, du gør galt. I følge hvem? Er du enig i, at du er uærlig og uansvarlig, eller har nogen bare afgjort, det er sådan? 

Jeg læser, at du har lagt dig ned og taget alverdens skyld på dig. Men det hænger nok ikke helt sådan sammen - du er næppe ansvarlig for alt, der ikke fungerer mellem jer. Prøv lige at sunde dig lidt og tænk efter - er situationen simpelthen så enkel, at du er den, der ødelægger alt, eller kunne det tænkes, at det er knap så sort/hvidt? 

Det er hans mor og far der siger at han vil ende på psyk. Og jeg vil give dem ret. Altså det er han der mener alle de ting jeg har skrevet ned og er enig med ham. Og han har ret. Det må jo være mig den er galt med siden jeg påvirker ham sådan. Jeg bliver så sur og skuffet på mig selv hver gang han bliver sur på mig for så har jeg igen fejlet...

Anonym skriver:

Det er hans mor og far der siger at han vil ende på psyk. Og jeg vil give dem ret. Altså det er han der mener alle de ting jeg har skrevet ned og er enig med ham. Og han har ret. Det må jo være mig den er galt med siden jeg påvirker ham sådan. Jeg bliver så sur og skuffet på mig selv hver gang han bliver sur på mig for så har jeg igen fejlet...

Det er jo meget påfaldende at de eneste du svarer er den som til dels giver der ret i, at det må være dig den er gal med. Alle dem der siger manden skal spænde hjelmen ignorerer du belejligt.

Jeg har læst og blevet klogere på børn på denne side gennem længere tid, men har nu oprettet en bruger for at give et svar her. Jeg har et ret godt bud på hvem du er og hvis jeg har ret så er din mand en egoistisk narcissist, som har dig fuldstændig hvor han ønsker det. Hvilket du iøvrigt har fået at vide af mange andre i de debatter du tidligere har oprettet.

Alle de ting han påpeger af fejl er kun for at skjule hans egne mangler og ved at give ham ret så spiller du bare med på det spil. Du bryder dig selv yderligere ned hvis der overhovedet er noget tilbage at nedbryde. Bare det at han inddrager sine forældre på den måde siger alt om hvor skruppelløs han er.

Du og børnene er bedst tjent med at gå fra ham. Men hvis det på nogen måde skal reddes så sætter du ham stolen for døren og kræver at han deltager i parterapi. Og så skal han iøvrigt stoppe med al kritik lige på stedet. Kun dér har det forhold en brøkdel af en chance for at overleve.

Held og lykke. 

IenFart skriver:

Det er jo meget påfaldende at de eneste du svarer er den som til dels giver der ret i, at det må være dig den er gal med. Alle dem der siger manden skal spænde hjelmen ignorerer du belejligt.

Jeg har læst og blevet klogere på børn på denne side gennem længere tid, men har nu oprettet en bruger for at give et svar her. Jeg har et ret godt bud på hvem du er og hvis jeg har ret så er din mand en egoistisk narcissist, som har dig fuldstændig hvor han ønsker det. Hvilket du iøvrigt har fået at vide af mange andre i de debatter du tidligere har oprettet.

Alle de ting han påpeger af fejl er kun for at skjule hans egne mangler og ved at give ham ret så spiller du bare med på det spil. Du bryder dig selv yderligere ned hvis der overhovedet er noget tilbage at nedbryde. Bare det at han inddrager sine forældre på den måde siger alt om hvor skruppelløs han er.

Du og børnene er bedst tjent med at gå fra ham. Men hvis det på nogen måde skal reddes så sætter du ham stolen for døren og kræver at han deltager i parterapi. Og så skal han iøvrigt stoppe med al kritik lige på stedet. Kun dér har det forhold en brøkdel af en chance for at overleve.

Held og lykke. 

Men det var slet ikke meningen at han skulle sige det til hans forældre. Han blev simpelthen så vred på mig da han var oppe ved dem uden mig at efter han havde snakket i telefon med mig smed hans telefon hårdt i bordet af vrede og så kunne han ikke holde det inde mere og med tårerne løbende ned af kinderne så fortalte han dem hans frustrationer. 

Men altså han er deres søn og selvfølgelig beskytter de ham. De er glade for mig og har givet mig rigtig mange ting men selvfølgelig beskytter de ham. 

Anonym skriver:

Men det var slet ikke meningen at han skulle sige det til hans forældre. Han blev simpelthen så vred på mig da han var oppe ved dem uden mig at efter han havde snakket i telefon med mig smed hans telefon hårdt i bordet af vrede og så kunne han ikke holde det inde mere og med tårerne løbende ned af kinderne så fortalte han dem hans frustrationer. 

Men altså han er deres søn og selvfølgelig beskytter de ham. De er glade for mig og har givet mig rigtig mange ting men selvfølgelig beskytter de ham. 

Stop nu med at forsvare ham. I er TO i det forhold. 

Du bliver jo ved med at komme med undskyldninger for, hvorfor det er dig, den er galt med, og undskylder hans/deres opførsel. 

Selvf. er du ikke alene skyld i at køre en mand psykisk ned med mindre du kører psykisk terror på manden.

Jeg er virkelig ked af, at se hvor "forblændet" du er i, at det er din skyd - og kun din... Det er ligesom, det er hele dit fokus, men du glemmer som sagt, at I er TO i det her forhold. I har BEGGE fejl. IKKE kun dig. 

Jeg håber virkelig, du får noget hjælp, for det lyder til du selv er kørt psykisk ned på en eller anden måde...

Anonym skriver:

Det er hans mor og far der siger at han vil ende på psyk. Og jeg vil give dem ret. Altså det er han der mener alle de ting jeg har skrevet ned og er enig med ham. Og han har ret. Det må jo være mig den er galt med siden jeg påvirker ham sådan. Jeg bliver så sur og skuffet på mig selv hver gang han bliver sur på mig for så har jeg igen fejlet...

Prøv lige at læse det du har skrevet her. Jeg er ked af det jeg læser et menneske der er blevet overbevist om hun intet er værd (og tro mig alle er noget værd også selvom de har fejl). Jeg er ked af det, jeg læser en kvinde der er blevet kørt ned af psykiskvold og nu kke en gang tror hun er et voksent menneske. Jeg læser en kvinde der tror hun har en mand uden fejl (og igen tro mig alle har fejl).

For pokker så råb dog stop, bryd sammen hjemme hos dine forældre og lad dem fortælle din mand at han er på vej til at sende dig på den lukkede....

Anonym skriver:

Min kæreste er ved at gå ned med flaget......pga mig  Han har grædt over for hans forældre igår og de har lige snakket med mig. Jeg skal seriøst til at tage mig sammen for ellers så ender han på psykiatrisk afdeling   Vi har været sammen i 10 snart 11 år og har 2 børn sammen. Vi har haft problemer i rigtig mange år men nu er det ved at kamme helt over. Han har udtrykt over for hans forældre at han ikke kan mere og at hvis der snart ikke bliver gjort noget drastisk så går han fra mig. De er ikke efter mig som de sagde men tårerne trillede ned af mine kinder  Tænk at jeg som arbejder med mennesker dagligt er skyld i at et andet menneske går psykisk ned  Jeg har altid set mig selv som et godt, hjælpsomt og kærligt menneske....men jeg er alt andet end det  

Hvordan kan jeg gøre det over for ham?!! Hvorfor er jeg sådan et ondt menneske??  

Mine tanker kører rundt i hovedet på mig for med det samme de ville snakke med mig begyndte jeg at græde og tænkte at det bedste er at gå fra hinanden men samtidig vil jeg også redde det. Som min svigerfar sagde så er de jo glade for mig og har jo kendt mig i 11 år. Hvad pokker er der galt med mig?? Hjælp  så jeg kan hjælpe min kæreste 

Nogen gange forstår jeg ikke at du gør dig den ulejlighed at skrive fra en anonym profil, da jeg tror de fleste herinde udmærket ved hvem du er. 

Din mand er en kæmpe idiot. Er det ikke ham som overlader alt det huslige arbejde til dig, mens hans ligger inde i sengen med hovedtelefoner? Dig der skal lave aftensmad, med et barn på armen og en der hænger dig om benet? 

Er det ikke også ham der kalder dig meget grimme ting nærmest hver dag? og sidder og bagtaler dig med hans forældre? 

Og dine svigerforældre.... især din svigerfar, er et kapitel for sig selv. Hvad vil du dog med den familie? De ødelægger dig, de har allerede ødelagt dig, du tror jo selv på alt det de siger om dig. Fortjener dine børn ikke en stærk og selvsikker mor? 

Anonym skriver:

Hvordan får man terapi? Altså jeg mener hvem opsøger man og hvad kostet det??

Man kan altid starte med at snakke med sin læge om det, som så kan vurderer om der er baggrund for at lave en henvisning.  Ellers kan man selv opsøge en psykolog/terapeut.  

Prisen afhænger af om du har en henvisning hvis det er en psykolog.  Og andre slags terapeuter har meget forskellige priser.  Prøv at Google i dit område