Aristocats skriver:
Eftersom manden der koldblodigt skød og myrdede 9 sorte mennesker i en kirke i Charleston med racehad/white supremacy som motiv, Dylan Roof, blev dømt til døden, har jeg diskuteret meget med min mand og mine venner.
Jeg har altid været imod dødsstraf og mener at der er uciviliseret og vidner om et korrupt system og samfund - at mord på statens retning er legalt er fuldstændig ude i hampen for mig.
Dog bliver jeg udfordret i denne sammenhæng. Jeg hælder selvfølgelig stadig til at ingen skal udsættes dødsstraf, dog er det Dylan Roof har gjort så groft og umenneskeligt at en lille bitte del af mig føler at der ingen regler er uden undtagelse - kæmpe moralsk dilemma. De fleste af mine venner har det på samme måde som mig, derimod mener min mand som ellers også normalt er totalt imod dødsstraf, at dødsstraf mod Dylan Roof er det rigtige.
Hvad mener i?
Jeg er imod dødsstraf. Ubetinget. Det forhindrer ikke, at der er enkelte ekstremtilfælde, hvor jeg rent følelsesmæssigt ønsker død eller tortur over nogen, men det er netop mine følelser og ikke min fornuft og mine principper, der "taler" i de tilfælde.
Der er alt for meget, der i min overbevisning taler imod en stats ret til at slå et menneske ihjel. Her tænker jeg ikke kun på justitsmord, men også på simpel uretfærdighed og ulighed i retssystemet - priviligerede menneskers muligheder for at slippe billigere, tilfældigheder, der afgør udfaldet, juridiske spidsfindigheder eller huller, en hadsk folkestemning, der lægger pres på jury og/eller dommere.
Personligt påvirkes og provokeres jeg af den aktuelle sag pga. racismemotivet. Spørgsmålet er, om jeg ville være lige så påvirket, hvis en afroamerikaner skød ni KKK- sympatisører. Domstole og jura er menneskeskabte og udøves af mennesker, og så længe, jeg ikke tror på det upåvirkede, ufejlbarlige og neutrale menneske, kan jeg heller ikke tro på det helt igennem retfærdige retssystem. Derfor kan jeg ikke godtage, at den ultimative og definitive straf tages i brug.