nielsen80 skriver:
Må helt ærligt indrømme, at jeg som højgravid (specielt anden gang) ikke var så overskudsagtigt og total rationel, at jeg ikke også kunne have fundet på at blive sur over en lign situation
Er det fair at blive så sur over, måske ikke - men masser af plukveer, hormoner og manglende overskud, ja så er man ikke altid ens bedste selv. Heldigvis har jeg en partner som 100 procent forstår og accepterer dette. En partner som forøvrigt ALDRIG spørger mig om lov til noget, han er da voksen og vurderer selv. Jeg ville blive arrig, hvis han ringede og spurgte mig, om han måtte tage til koncert. Den beslutning træffer han, den skal han da ikke ligge over på mig- og nej, med mindre det var en "once in a lifetime" koncert, så ville han ikke tage afsted, hvis jeg var højgravid.
På hans arbejde havde han sin telefon med til møder, det har mine mandlige kollegaer da også. De sørger for at være tilgængelige 24/7 for deres gravide partner såvidt muligt. En stille julefrokost uden alkohol, man tager til for at give ens partner ro, synes jeg ikke kan sammenlignes med en sen koncert, man tage til for at få opfyldt sine egne behov. Men tror også - efter at have læst denne tråd- at jeg har stillet ret høje krav om behovsudsættelse til min partner, da jeg var højgravid heldigvis indfriet ham dem uden at blive sur, og vi kan i dag grine af nogle af mine mærkeligheder.
Men det er bare ikke på alles arbejde det er muligt der er mobildækning.
Jeg kunne da med sikkerhed også have blevet sur, men det betyder ikke jeg ville forvente at andre ville give mig ret. Jeg vidste godt bagefter hvis jeg havde været urimelig.
JEg kan huske jeg faldt ned af trappen med liften i hånden den dag min mand skulle til julefrokost. Jeg var så bange (er nok meget irrationel om at børn kan dø). Min mand tilbød at blive hjemme og jeg sagde heller ikke mine behov højt, 'en var nej det bestemmer du selv. Han var da kun lige kommet ud af døren før jeg sad og græd og følte hele verden faldt sammen, hadede ham - men ærligt før jeg fik kørt det op til han var den værste i verden måtte jeg erkende fejlen lå hos mig selv og ikke hos ham. Har mange eksempler på det både store og små, og jeg føler jeg bliver bedre og bedre til at ytre mine behov. Men man bliver altså nød til at åbne munden.
Og nej jeg var ikke large, men havde bare også selv et behov for frihed selvom jeg var højgravid og kan vitterlig ikke se forskellen på højgravid, sidde med børn - tro mig der kan ske langt værre ting end at gå i fødsel. Og jeg har selv skrevet en SMS til min mand: har ringet hele dagen, men nu haster det ikke for jeg har født! Fordi jeg blev pisse sur over jeg ikke kunne få fat i ham i 6 timer hvor jeg var gået over termin fordi han havde glemt mobilen i bilen, men hvad som om jeg havde? Ærgerligt for ham, men ingen var døde af det, allerhøjest kunne det have blevet en af de gode historier (det blev den forresten for han var godt nok forvirret fa han ringede 
).
Ja ts kæreste skulle have tager telefonen, men måske skulle ts også lade være at ringe når der ikke var noget vigtigt, for hun var jo ikke i fødsel.
