Crush på en anden end min kæreste

Abracadabra skriver:

Jeg har ikke prøvet at være i dit sted. Men for mig er en intelligent mand mega sexet, meget mere end store overarme og tatoveringer. Nok derfor har jeg altid været sammen med sådan nogle spinkle uni-frækkerter med store ordforråd.

Jeg ville ikke kunne være tilfreds med at skulle forenkle mit sprog hjemme.

Præcis. Jeg har altid været den lidt mere boglige type end min kæreste, men det har ikke gået mig på før nu, hvor jeg virkelig har brugt tid på at uddanne mig - modsat ham. Kløften bliver større. 

modesty skriver:

What? Hvorfor dog det? De har været sammen siden hun var 17 år. Folk udvikler sig og vokser fra hinanden, specielt i de ret afgørende år som hun har gennemgået mens de har været kærester. Det er da en helt reel faktor for mange mennesker om man føler at ens intelligens bliver udfordret eller ej. Fint nok at din kæreste ikke har det sådan, men det gør da ikke andre mennesker umodne og forkælede at de vægter den slags højt.

Tak! Enig.

modesty skriver:

Det er nogle meget afgørende og udviklende år som du og din kæreste har været sammen i. Man flytter sig rigtig meget fra 17-25. 

Jeg vil så være provokerende i modsætning til nogle af de andre svar og sige - det er ikke sikkert at du skal kæmpe imod. Måske skal du bruge den her mulighed til virkelig at tænke igennem om din kæreste er den mand du vil have børn med og tilbringe resten af dit liv med. 

Kan han give dig nok modspil til resten af dit liv? Kan du leve med ikke at blive mødt intellektuelt? Elsker du ham - sådan virkelig, helt ind i sjælen - eller er det varme, dejlige følelser og hygge og tryghed?

Jeg synes det er sindssygt vigtigt at man jævnligt stopper op og mærker efter: Går mit liv i den retning jeg gerne vil have at det skal gå i? Er jeg glad her hvor jeg er? 

Jeg har de tanker, du beskriver. Men det der undrer mig er, at for et par måneder siden var alting rosenrødt, og jeg glædede mig til at få børn med ham og leve med ham resten af mit liv. 

Men nu hvor jeg har fået et crush på en anden, bliver kløften mellem os tydeliggjort for mig, og får lige pludselig større betydning, end den havde før. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har fået et crush på en anden, eller fordi det er virkeligheden jeg ser i øjnene, og jeg ikke burde være sammen med ham. Det har ikke betydet SÅ meget før.

Anonym skriver:

Det lyder nemt! Sådan ville det ikke gå herhjemme!

Vi har været sammen i 8 år, siden jeg var 19. 

Vi har da begge haft op og nedture og har haft crushes på andre. Vi har i den grad også begge flirtet. Vi er nået frem til sådan er det. 

Og efter jeg fortalte ham det, gav han lidt mere opmærksomhed og det er sgu skønt Plus hvis jeg opdager en er interesseret i ham bliver jeg også lidt mere besidderisk Det er en rar følelse. 

Han er min bedste ven og jeg fortæller ham alt<3

Aristocats skriver:

Jeg er overvejende enig i det her. Kærester man finder i teenageårene er absolut ikke nødvendigvis den kæreste man drømmer om/har brug for i midten af 20'erne. Jeg tror de fleste rent faktisk godt kan kigge tilbage på en kæreste man havde som 15-16-17-18 årig og tænke at det overhovedet ikke er det, som man ville gå efter eller have behov for i dag. Ens behov i forhold til en kæreste kan også markant ændre sig, og det er ofte bestemt ikke de samme behov man har brug for i en kæreste nu, sammenlignet med de behov man havde brug for i en kæreste som 17-årig. Absolut ikke ensbetydende med, at teenagekærester ikke også kan være forsat perfekte sammen i voksenlivet og virkelig elske hinanden og passe sammen, men det er bestemt ikke altid. De fleste mennesker er ikke som de var dengang de var 17 år og samtidig er der også nogle der rykker sig markant mere end andre. Måske kan TS godt have rykket sig op på et "level", som kæresten ikke har. Det betyder jo ikke at kæresten er mindre værd, uintelligent eller et dumt menneske, men måske tangerer de bare ikke sammen til for eksempel tankegang, interesser og tilgang til livet. Der er for de fleste helt klart forskel på hvilken kæreste man ville vælge som 17-årig og hvilken kæreste man ville vælge igen som 25-årig. 

Bundærligt, vi havde ikke fundet sammen i dag.

Men. Det vi har sammen er jo fantastisk, og vi har haft det så dejligt sammen. Se også mit forrige svar. 

Og jeg er helt enig i, at han ikke er mindre værd, uintelligent eller dum - men vi har bare ikke de samme interesser, og jeg er mere boglig end ham. Ligesom han har mange kvaliteter jeg ikke besidder.

Mariehøne123 skriver:

Jeg er enig med de sidste der skriver at du skal overveje dit forhold. Er i sammen af vane eller fordi i elsker og vil hinanden?

kun i kender svarene men det er noget nemmere at gå fra hinanden inden i får børn. 

Jeg ville heller ikke kunne leve med at forenkle mit sprog. Men for mig er debatter og det at blive udfordret på standpunkter også en vigtig del af mit parforhold. 

Ja jeg tænker og overvejer på livet løs lige nu. Se mine to forrige svar. 

Jeg elsker ham, men det er jo også fantastisk at man kender hinanden så godt, som vi gør (og det er jo en vanesag). 

Anonym skriver:

Jeg var 18 år gammel, da jeg lærte min kæreste at kende. Vi flyttede sammen første dag, og det hele gik meget stærkt. Men det føltes bare rigtigt.

I mange år gik det op og ned, men vi elskede hinanden. Vi blev begge to betagede af andre flere gange undervejs, men blev sammen og havde det grundlæggende godt.

Da jeg var 25, gik vi fra hinanden. Han kom i tvivl om forholdet og småforelsket i en anden. Eller det følte han, fordi vi var groet fast. Alle mennesker udvikler sig, vi glemte bare at udvikle os sammen.

Efter et år fandt vi sammen igen, da vi gennem noget tid havde "datet" igen, haft det sjovt sammen og fundet spændingen tilbage igen. Vi havde som kærester haft så mange små konflikter, at det kom til at præge, hvordan vi så hinanden i dagligdagen. Vi lærte at vokse sammen og ikke kun som enkeltpersoner.

I dag har vi et barn og er glade sammen. Bliver ikke længere betagede af andre, fordi vores forhold rummer alt det, som man også finder spændende hos andre.

Vi lever nu efter:

Græsset er ikke grønnere på den anden side. Græsset er grønnest, der hvor man vander det.

Men det kræver en indsats og at man er sammen, fordi man grundlæggende arbejder mod en fælles fremtid med kærlighed og ligeværdighed. Man skal ikke blive sammen af vane! 

Jeg tror du har ret i, at græsset er grønnest hvor man vander det. Jeg vil forsøge at gøre en indsats for, at vi får det godt sammen igen. 

Det er virkelig dejligt at læse din historie, det giver håb. 

Sprit25 skriver:

Vi har været sammen i 8 år, siden jeg var 19. 

Vi har da begge haft op og nedture og har haft crushes på andre. Vi har i den grad også begge flirtet. Vi er nået frem til sådan er det. 

 

Og efter jeg fortalte ham det, gav han lidt mere opmærksomhed og det er sgu skønt Plus hvis jeg opdager en er interesseret i ham bliver jeg også lidt mere besidderisk Det er en rar følelse. 

Han er min bedste ven og jeg fortæller ham alt<3

Det lyder skønt. 

Jeg synes bestemt ikke det er en rar følelse, at andre er interesseret i min kæreste. 

Jeg tror du har ret i, at græsset er grønnest hvor man vander det. Jeg vil forsøge at gøre en indsats for, at vi får det godt sammen igen. 

Det er virkelig dejligt at læse din historie, det giver håb. 

Hvis du gør en indsats, og iøvrigt gør ham opmærksom på at han også skal det, så er jeg i hvert sikker på, at du bliver mere afklaret med situationen, og at du kan få en god følelse i maven over, at du har givet det et oprigtigt, helhjertet forsøg, såfremt du skulle nå til den erkendelse, at det ikke skal være jer.

Når jeg ser min mand med vores barn, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi har valgt rigtigt. Selvom jeg før har tvivlet mange gange.

Kan du forestille dig ham gå og grine og holde i hånd sammen med en anden? Ville du være lettet, hvis han fandt en anden og var den, der gjorde det forbi?

Hvis nej, så er der i hvert fald noget at kæmpe for. Kærlighed er større end de forskelligheder, der kan komme i et forhold. Måske I kan finde noget mentalt udfordrende, I kan have sammen?

modesty skriver:

What? Hvorfor dog det? De har været sammen siden hun var 17 år. Folk udvikler sig og vokser fra hinanden, specielt i de ret afgørende år som hun har gennemgået mens de har været kærester. Det er da en helt reel faktor for mange mennesker om man føler at ens intelligens bliver udfordret eller ej. Fint nok at din kæreste ikke har det sådan, men det gør da ikke andre mennesker umodne og forkælede at de vægter den slags højt.

Folk har åbenlyst ikke forstået mit indlæg! Tror du virkelig selv at mit forhold er baseret på at jeg kan bage og parkere en bil??

Ja, jeg finder det umodent. At argumentere sit crush på baggrund af man finder sin partner uintelligent og en dans hele natten, hvorpå man så ikke kan lade vær med at tænke på ham. Det finder JEG personligt umodent. 

Så kan man jo så diskutere hvad intelligents så er.