Crush på en anden end min kæreste

Marts<3 skriver:

Min kæreste er også klogere end mig. Heldigvis er jeg god til at bage kage(han elsker kage), lave mad og til at parkere bilen baglæns ind. Så vi passer lidt godt sammen alligevel

Sorry, men har lidt svært ved at tag dig seriøst. Det virker utroligt umodent og forkælet det du skriver. Og egentlig ikke særligt intelligent...

What? Hvorfor dog det? De har været sammen siden hun var 17 år. Folk udvikler sig og vokser fra hinanden, specielt i de ret afgørende år som hun har gennemgået mens de har været kærester. Det er da en helt reel faktor for mange mennesker om man føler at ens intelligens bliver udfordret eller ej. Fint nok at din kæreste ikke har det sådan, men det gør da ikke andre mennesker umodne og forkælede at de vægter den slags højt.

Anonym skriver:

Hej piger

Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg har været sammen med siden vi var 17 år, og nu er vi 25. Vi har købt en lejlighed sammen, men har endnu ingen børn. Som i alle andre forhold går det op og ned. For det meste har vi de det dejligt. De sidste par mdr har vi dog skændtes meget, men er sikker på det går over igen. Det er begyndt at gå mig på, at jeg føler mig klogere end ham, og at han ikke udfordrer min intelligens. Men han er jo dejlig på alle mulige andre punkter.

I weekenden var jeg til julefrokost på jobbet, og jeg ved ikke hvad der skete, men jeg har fået et crush på en fyr fra min afdeling. Faktisk en af dem jeg arbejder tættest sammen med til hverdag. Han har selv en kæreste, er ikke særlig pæn, er ikke min type og har slet ikke de samme værdier som mig. Vi havde det bare skidesjovt og dansede hele natten (overskred ingen grænser). Nu tænker jeg på ham hele tiden... Hvordan glemmer jeg ham?

Det er nogle meget afgørende og udviklende år som du og din kæreste har været sammen i. Man flytter sig rigtig meget fra 17-25. 

Jeg vil så være provokerende i modsætning til nogle af de andre svar og sige - det er ikke sikkert at du skal kæmpe imod. Måske skal du bruge den her mulighed til virkelig at tænke igennem om din kæreste er den mand du vil have børn med og tilbringe resten af dit liv med. 

Kan han give dig nok modspil til resten af dit liv? Kan du leve med ikke at blive mødt intellektuelt? Elsker du ham - sådan virkelig, helt ind i sjælen - eller er det varme, dejlige følelser og hygge og tryghed?

Jeg synes det er sindssygt vigtigt at man jævnligt stopper op og mærker efter: Går mit liv i den retning jeg gerne vil have at det skal gå i? Er jeg glad her hvor jeg er? 

Det er nogle meget afgørende og udviklende år som du og din kæreste har været sammen i. Man flytter sig rigtig meget fra 17-25. 

Jeg vil så være provokerende i modsætning til nogle af de andre svar og sige - det er ikke sikkert at du skal kæmpe imod. Måske skal du bruge den her mulighed til virkelig at tænke igennem om din kæreste er den mand du vil have børn med og tilbringe resten af dit liv med. 

Kan han give dig nok modspil til resten af dit liv? Kan du leve med ikke at blive mødt intellektuelt? Elsker du ham - sådan virkelig, helt ind i sjælen - eller er det varme, dejlige følelser og hygge og tryghed?

Jeg synes det er sindssygt vigtigt at man jævnligt stopper op og mærker efter: Går mit liv i den retning jeg gerne vil have at det skal gå i? Er jeg glad her hvor jeg er? 

Jeg er overvejende enig i det her. Kærester man finder i teenageårene er absolut ikke nødvendigvis den kæreste man drømmer om/har brug for i midten af 20'erne. Jeg tror de fleste rent faktisk godt kan kigge tilbage på en kæreste man havde som 15-16-17-18 årig og tænke at det overhovedet ikke er det, som man ville gå efter eller have behov for i dag. Ens behov i forhold til en kæreste kan også markant ændre sig, og det er ofte bestemt ikke de samme behov man har brug for i en kæreste nu, sammenlignet med de behov man havde brug for i en kæreste som 17-årig. Absolut ikke ensbetydende med, at teenagekærester ikke også kan være forsat perfekte sammen i voksenlivet og virkelig elske hinanden og passe sammen, men det er bestemt ikke altid. De fleste mennesker er ikke som de var dengang de var 17 år og samtidig er der også nogle der rykker sig markant mere end andre. Måske kan TS godt have rykket sig op på et "level", som kæresten ikke har. Det betyder jo ikke at kæresten er mindre værd, uintelligent eller et dumt menneske, men måske tangerer de bare ikke sammen til for eksempel tankegang, interesser og tilgang til livet. Der er for de fleste helt klart forskel på hvilken kæreste man ville vælge som 17-årig og hvilken kæreste man ville vælge igen som 25-årig. 

Jeg er enig med de sidste der skriver at du skal overveje dit forhold. Er i sammen af vane eller fordi i elsker og vil hinanden?

kun i kender svarene men det er noget nemmere at gå fra hinanden inden i får børn. 

Jeg ville heller ikke kunne leve med at forenkle mit sprog. Men for mig er debatter og det at blive udfordret på standpunkter også en vigtig del af mit parforhold. 

Jeg var 18 år gammel, da jeg lærte min kæreste at kende. Vi flyttede sammen første dag, og det hele gik meget stærkt. Men det føltes bare rigtigt.

I mange år gik det op og ned, men vi elskede hinanden. Vi blev begge to betagede af andre flere gange undervejs, men blev sammen og havde det grundlæggende godt.

Da jeg var 25, gik vi fra hinanden. Han kom i tvivl om forholdet og småforelsket i en anden. Eller det følte han, fordi vi var groet fast. Alle mennesker udvikler sig, vi glemte bare at udvikle os sammen.

Efter et år fandt vi sammen igen, da vi gennem noget tid havde "datet" igen, haft det sjovt sammen og fundet spændingen tilbage igen. Vi havde som kærester haft så mange små konflikter, at det kom til at præge, hvordan vi så hinanden i dagligdagen. Vi lærte at vokse sammen og ikke kun som enkeltpersoner.

I dag har vi et barn og er glade sammen. Bliver ikke længere betagede af andre, fordi vores forhold rummer alt det, som man også finder spændende hos andre.

Vi lever nu efter:

Græsset er ikke grønnere på den anden side. Græsset er grønnest, der hvor man vander det.

Men det kræver en indsats og at man er sammen, fordi man grundlæggende arbejder mod en fælles fremtid med kærlighed og ligeværdighed. Man skal ikke blive sammen af vane! 

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens følge dig. Altså selvom jeg anser både min mand og jeg, for at være intelligente mennesker, så har jeg stadig oplevet at være betaget af andre mænd.

Jeg arbejdede sammen med en fyr, som var 6-7 år ældre end mig - vi gik begge på uni! Han udfordrede min intelligens og var generelt meget interessant at snakke med. Vi flirtede da lidt på jobbet og brugte mange timer sammen. I starten første jeg mig nærmest forelsket, men ret hurtigt gik det op for mig, at jeg var tiltrukket af ham på en platonisk måde. Jeg talte med min mand (kæreste dengang) om det og han havde det fint med det, så længe at jeg ikke var fysisk tiltrukket af ham!

Det jeg prøver på at sige er, at man sagtens kan have behov for andre input end det ens partner kan give én. Hvis man bare er åben omkring det, så tror jeg egentlig at det er meget sundt!

Jeg ser stadig min gamle kollega og min mand kan også rigtig godt lide ham nu!

Det lyder meget som min situation. Jeg tror ikke, jeg skal inddrage min kæreste i det, for jeg tror ikke han vil reagere lige så hensigtsmæssigt som din. Men jeg er glad for, at I fik det til at fungere uanset Det giver håb!

PUHK skriver:

Jeg er overhovedet ikke enig! Det er da enormt vigtigt både at føle, at man bidrager med forskellige ting, men bestemt også at ens partner forstår, hvad man interesserer sig for. Man er hverken umoden eller forkælet, fordi man vil udfordres intellektuelt af sin partner.

Tak! Enig.

Anonym skriver:

Selvfølgelig er det ikke det. 

Ham jeg havde som crush var lige præcis også meget anderledes end min kæreste og jeg tog mig selv i at sammenligne dem. Jeg syntes også det var spændende, men jeg var samtidig også fyldt med dårlig samvittighed i den periode. Jeg skrev nemlig lidt med ham fyren, og jeg måtte jo skjule det for min kæreste når vi var sammen. Det gjorde at jeg trak mig meget væk fra ham. Det var slet ikke sjovt, men omvendt var det som om min kæreste blev mere opmærksom og interesseret i mig, da jeg holdte op med at være det i ham. Så da jeg stoppede al kontakt med fyren (det hele varede måske maks 3-4 ugers tid) så blev mit forhold virkelig godt igen.  

For mig lyder det som om at i har lidt at arbejde med i dit forhold, men det at få et crush på en anden, kan også være et wake up call. Det kan minde en om, hvad man savner i ens forhold, og så er det bare om at få det løst.

Ja, det er lidt som et wake up call. Det mærkelige er, at vi havde det virkelig dejligt for et par måneder siden. Jeg kommer også til at have en del kontakt med mit crush, så håber det går over alligevel.

Marts<3 skriver:

Har du hørt om ironi??

Jeg ser ingen ironi i dit indlæg?

Sprit25 skriver:

Om han skulle være nervøs? Så sagde jeg næh også var det det 

Det lyder nemt! Sådan ville det ikke gå herhjemme!