Skal jeg være alene mor?

Jeg har en bror som blev sat ønsket i verden af vores mor men mod faderens vilje. Han opsøgte sin far som teenager fordi han godt ville vide hvordan hans fædrene ophav var og lære at kende den ene halvdel af sin genetiske bagage. 

Det gik bare slet ikke som min bror havde regnet med. Hans bio far havde intet what so ever behov for, at have noget med ham at gøre. Drengens liv var moderens beslutning, ikke hans sagde han. Det var en utrolig hård besked at få når man er en teenager der er i gang med at lære sig selv at kende. Og den sandhed har lavet skår i hans og vores mors forhold, fordi han nu føler at det var rimeligt egoistisk af vores mor og tro at det ikke ville påvirke ham negativt at han er vokset op som uønsket af en af de mest centrale personer i hans liv. 

Selvom den far som er bio far for mig også tog min storebror til sig som hans egen og opdragede ham som min far har opdraget mig, så føler han stadigvæk, at det er nedern at der er minimum et menneske i verden som han er uønsket af. 

Det er måske, måske ikke den skæbne du dømmer dit barn til at få. Er du parat til det?

Er det ikke bedre at få et barn med en donor som ønsker at give sine gener videre, fremfor en kendt far som ikke ønsker sit barn? Det andet er noget af en skæbne at give sit barn allerede fra det øjeblik barnet er født.

Vh. Mig

Undskyld men jeg bliver simpelthen nødt til at sige at det ikke helt stemmer det du skriver.

Lad os sige din bror var et donorbarn, som gerne ville kende til sin baggrund. Jeres mor har så enten valgt en åben eller lukket donor. Hvis det er en lukket donor, er der lidt til intet info omkring den biologiske far, og det får han aldrig at vide. Hvis det er en åben donor, er der stadig kun begrænset information omkring ham. Han indgår ikke til at være en far, men mere en informations kilde til barnet, når det bliver 18 år.

Det vil så også blive set på samme måde, fordi donoren ikke ønsker sig sit eget barn på den måde, og de bliver aldrig noget til hinanden.

Hvis jeres mor ikke havde beholdt ham den gang var han jo ikke på denne jord. Hvordan kan man på nogen som helst måde være utaknemmelig for det? Det har måske heller ikke altid været jeres mors favorit valg at skulle gøre det på den måde. Man kan jo ikke gøre alle glade og ikke alle er ens favorit. Alle kan ikke være perfekte, og alle har måske ikke muligheden for at få den der "cookie cutter family" som bare er perfekt.

Nogen ser abort som en form for drab, på den måde kan det være svært at skulle vælge enten det ene eller andet, da man ikke ønsker "drab" på den måde.

Yderligere, at din brors forhold til pap faren ikke er helt så godt som den biologiske er da trist, men er ikke altid sådan. Nogen børn som vokser op med en pap far ser dem som deres "rigtige" far. Så det er ikke altid at det er enten eller. 

Anonym skriver:

Undskyld men jeg bliver simpelthen nødt til at sige at det ikke helt stemmer det du skriver.

Lad os sige din bror var et donorbarn, som gerne ville kende til sin baggrund. Jeres mor har så enten valgt en åben eller lukket donor. Hvis det er en lukket donor, er der lidt til intet info omkring den biologiske far, og det får han aldrig at vide. Hvis det er en åben donor, er der stadig kun begrænset information omkring ham. Han indgår ikke til at være en far, men mere en informations kilde til barnet, når det bliver 18 år.

Det vil så også blive set på samme måde, fordi donoren ikke ønsker sig sit eget barn på den måde, og de bliver aldrig noget til hinanden.

Hvis jeres mor ikke havde beholdt ham den gang var han jo ikke på denne jord. Hvordan kan man på nogen som helst måde være utaknemmelig for det? Det har måske heller ikke altid været jeres mors favorit valg at skulle gøre det på den måde. Man kan jo ikke gøre alle glade og ikke alle er ens favorit. Alle kan ikke være perfekte, og alle har måske ikke muligheden for at få den der "cookie cutter family" som bare er perfekt.

Nogen ser abort som en form for drab, på den måde kan det være svært at skulle vælge enten det ene eller andet, da man ikke ønsker "drab" på den måde.

Yderligere, at din brors forhold til pap faren ikke er helt så godt som den biologiske er da trist, men er ikke altid sådan. Nogen børn som vokser op med en pap far ser dem som deres "rigtige" far. Så det er ikke altid at det er enten eller. 

Det handler jo i bund og grund ikke om at få en tilstedeværende far, men at være barn af en far hvor man har været ønsket. Det er korrekt at en kendt far som ikke ønsker kontakt og en donor nok aldrig bliver en faderfigur, men ved doneren har barnet jo stadig været frivilligt så at sige - også fra faderens side, som helt bevidst har doneret sin sæd med henblik på at gøre en fremmed kvinde til mor. Spørgsmålet er så, om det gør mindst ondt at have en kendt far som aldrig har ønsket én, eller at have en donorfar (kendt eller ukendt, dog vælger de fleste kendt donor hvilket er forståeligt) som jo nok heller aldrig bliver til en "far-far", men hvor man dog har været frivilligt undfanget også fra hans side og hvor tingene har været langt mere ukompliceret. Hvis jeg selv skulle vælge, ville jeg hellere være barn af en donor, fremfor at have en kendt far, hvor jeg ikke er ønsket og hvor min mor fik mig uden hans vilje. 

Undskyld men jeg bliver simpelthen nødt til at sige at det ikke helt stemmer det du skriver.

Lad os sige din bror var et donorbarn, som gerne ville kende til sin baggrund. Jeres mor har så enten valgt en åben eller lukket donor. Hvis det er en lukket donor, er der lidt til intet info omkring den biologiske far, og det får han aldrig at vide. Hvis det er en åben donor, er der stadig kun begrænset information omkring ham. Han indgår ikke til at være en far, men mere en informations kilde til barnet, når det bliver 18 år.

Det vil så også blive set på samme måde, fordi donoren ikke ønsker sig sit eget barn på den måde, og de bliver aldrig noget til hinanden.

Hvis jeres mor ikke havde beholdt ham den gang var han jo ikke på denne jord. Hvordan kan man på nogen som helst måde være utaknemmelig for det? Det har måske heller ikke altid været jeres mors favorit valg at skulle gøre det på den måde. Man kan jo ikke gøre alle glade og ikke alle er ens favorit. Alle kan ikke være perfekte, og alle har måske ikke muligheden for at få den der "cookie cutter family" som bare er perfekt.

Nogen ser abort som en form for drab, på den måde kan det være svært at skulle vælge enten det ene eller andet, da man ikke ønsker "drab" på den måde.

Yderligere, at din brors forhold til pap faren ikke er helt så godt som den biologiske er da trist, men er ikke altid sådan. Nogen børn som vokser op med en pap far ser dem som deres "rigtige" far. Så det er ikke altid at det er enten eller. 

Uanset lidt eller ingen info, er det gjort frivilligt. For min brors vedkommende er det nedern at kende en person som ikke vil ham.

Yes, vores mor valgte at beholde ham og det er min far, min bror og jeg dybt taknemlig for. 

Og hvad er "perfekt" egentlig? Er det ikke forskelligt fra person til person?

Jeg synes min familie er perfekt med alle dens brogede finurligheder. Nogle gange er ens familie ikke perfekt, men den kan gå hen at blive det, på baggrund af de valg man foretager sig, som f.eks. At få barn med en ufrivillig far eller med en frivillig doner. 

Vh. Mig

Troldemommi skriver:

Jeg syntes du skal få barnet, jeg syntes det lyder som om du har godt styr på dit liv, ihvertfald mere end så mange andre der bliver forældre idag.

Held og lykke med din beslutning 

Bare lige bortset fra hun ikke har en far til barber. 

Aristocats skriver:

Det handler jo i bund og grund ikke om at få en tilstedeværende far, men at være barn af en far hvor man har været ønsket. Det er korrekt at en kendt far som ikke ønsker kontakt og en donor nok aldrig bliver en faderfigur, men ved doneren har barnet jo stadig været frivilligt så at sige - også fra faderens side, som helt bevidst har doneret sin sæd med henblik på at gøre en fremmed kvinde til mor. Spørgsmålet er så, om det gør mindst ondt at have en kendt far som aldrig har ønsket én, eller at have en donorfar (kendt eller ukendt, dog vælger de fleste kendt donor hvilket er forståeligt) som jo nok heller aldrig bliver til en "far-far", men hvor man dog har været frivilligt undfanget også fra hans side og hvor tingene har været langt mere ukompliceret. Hvis jeg selv skulle vælge, ville jeg hellere være barn af en donor, fremfor at have en kendt far, hvor jeg ikke er ønsket og hvor min mor fik mig uden hans vilje. 

Ja, jeg vil give dig ret i noget af dette, men skam ikke det hele.

Manden som hun nu er gravid med, har også ansvar for hans egne handlinger. Sex med eller uden beskyttelse er har altid chance for graviditet, og man ved at kondom/p-piller og yderligere ikke altid er 100% sikre, og chancen for at blive gravid er der.

Jeg vil nu sige at dette topic er stort omtalt, og i sidste ende bliver min mening altså at manden burde tage ansvar, da denne graviditet ikke var lykkedes uden ham.

Jeg har altid  vist,  at jeg ønsker at blive mor en dag 

Men selvfølgelig helst med en mand der ønsker,  at være der og være en del af det. . . 

Har været i fast forhold og været bonus mor og det gjorde mig endnu mere sikker på,  at ønske at blive mor en dag. Men det forhold  stoppede og har nu været single en del år efterhånden. 

Jeg er 31,  har fast job som pædagog og et godt netværk og en god familie.  Jeg er sikker på alle vil støtte mig hvis jeg vælger,  at være alene mor. 

Men nu har jeg datet en fyr og er blevet gravid - det var på ingen måde planlagt så er selv temmelig overrasket og forvirret. 

Fyren er orienteret men ønsker ikke, at være en del af,  at sætte et barn i verden.  Da det vil påvirke hans liv for meget. 

Jeg forstår hans situation men er ikke sikker på jeg er klar på en abort.  Har været imod abort altid.  

Men hvordan vil det påvirke mit liv,  at blive alene mor og ikke mindst mit barns,  der vil vokse op uden en far? 

Har tidligere overvejet at, gå i fertilitets behandling,  så tanken om et liv som alene mor har været der før,  men er aldrig gået i gang.  Men  nu er jeg gravid og pludselig er jeg i tvivl om hvad jeg skal vælge. . .  

Er jeg klar til rollen som alene mor,  at opfostre et barn helt selv og skal jeg være egoistisk kun og tænke på mine behov og ikke fyrens? 

 

Hvad er jeres erfaringer ? ? 

 

Problemet her er netop at barnet ikke vil vokse op uden en far.

Barnet vil vokse op med en far som har valgt det fra. Som ikke vil have det.

En mand som måske, på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, dukker op i jeres liv igen og pludselig gerne vil være far (hvilket du ikke kan modsige dig). Og så vil han måske ikke igen. Og så bliver I uvenner og konflikter. O.s.v o.s.v. Du kommer muligvis til at hænge på den mand og hvad det kan medføre af problemer i 18 år. Og det kommer til at gå ud over dit barn.

Eller også dukker han aldrig op og dit barn vil muligvis bære rundt på et kronisk lavt selvværd grundet følelsen at være uønsket.

Jeg har ikke stemt fordi jeg synes det er meningsløst at stemme om noget så vigtigt og afgørende. Og fordi jeg ikke synes at mulighederne er fyldestgørende. 

Hvis det endelig skal være, vil jeg mene at det er bedre at få et barn med donorsæd. Med en mor som ønsker det overalt i verden og en donor som har ydet et tilskud til at den mor kunne få sit ønskebarn. Et helt andet scenarie end at blive valgt fra af den ene af sine forældre.

Uanset lidt eller ingen info, er det gjort frivilligt. For min brors vedkommende er det nedern at kende en person som ikke vil ham.

Yes, vores mor valgte at beholde ham og det er min far, min bror og jeg dybt taknemlig for. 

Og hvad er "perfekt" egentlig? Er det ikke forskelligt fra person til person?

Jeg synes min familie er perfekt med alle dens brogede finurligheder. Nogle gange er ens familie ikke perfekt, men den kan gå hen at blive det, på baggrund af de valg man foretager sig, som f.eks. At få barn med en ufrivillig far eller med en frivillig doner. 

Vh. Mig

Din mor og hans far har også FRIVILLIGT haft sex, og derved blevet gravide, ellers var din bror ikke til. Så begge dele er gjort frivilligt. Hvis hans biologiske far ikke ville være far så skulle han måske have passet bedre på, eller helt ladet vær med at "hygge" sig. Han burde trods alt have haft sex undervisning som yngre og vide hvor børn stammer fra.

Grunden til jeg nævner den "perfekte" familie, mener jeg netop som - hvad er perfekt. At hans og moderen ikke har det perfekte forhold er desværre bare sådan og han kunne jo vælge at "let it go" og sige tak fordi du satte mig i verden mor, uden dig ville jeg ikke være til. Ud fra det du siger lyder han til at være taknemmelig, det kunne være en start på at gøre deres forhold bedre?

Anonym skriver:

Ja, jeg vil give dig ret i noget af dette, men skam ikke det hele.

Manden som hun nu er gravid med, har også ansvar for hans egne handlinger. Sex med eller uden beskyttelse er har altid chance for graviditet, og man ved at kondom/p-piller og yderligere ikke altid er 100% sikre, og chancen for at blive gravid er der.

Jeg vil nu sige at dette topic er stort omtalt, og i sidste ende bliver min mening altså at manden burde tage ansvar, da denne graviditet ikke var lykkedes uden ham.

Det er da top ligegyldigt hvad du mener. Det ændrer absolut intet på den mands handlinger.

modesty skriver:

Det er da top ligegyldigt hvad du mener. Det ændrer absolut intet på den mands handlinger.

Det har jeg skam heller ikke sagt noget som helst om. Men han ved da hvad sex kan føre til, hvis han ikke var parat til børn så burde han passe bedre på. Så er det jo bare synd at det ikke lige passer ind i hans liv.

Anonym skriver:

Ja, jeg vil give dig ret i noget af dette, men skam ikke det hele.

Manden som hun nu er gravid med, har også ansvar for hans egne handlinger. Sex med eller uden beskyttelse er har altid chance for graviditet, og man ved at kondom/p-piller og yderligere ikke altid er 100% sikre, og chancen for at blive gravid er der.

Jeg vil nu sige at dette topic er stort omtalt, og i sidste ende bliver min mening altså at manden burde tage ansvar, da denne graviditet ikke var lykkedes uden ham.

Så du mener, at et barn skal være en straf for at have sex? Hvis man har beskyttet sig ordentligt, så har man da gjort det man kunne og derfor holder argumentet med at hvis man har sex, skal man også være forberedt på et barn ikke. Det er noget vrøvl i mine øjne. Man er da i sin fulde ret til ikke at ønske et barn, og så samtidig dyrke sex. Hvis man har beskyttet sig, har man da netop taget det ansvar der skal til! Det der "to til tango" argument har intet hold i sig. Hvis jeg tager ud og cykler med cykelhjelm på og et træ vælter ned i mit hoved og jeg bliver skadet, er det så også mit ansvar? Taget i betragtning af at jeg havde gjort mit for at forhindre at jeg ville blive skadet, men chancen for at et træ vælter ned i mit hoved og trumfer cykelhjelmens sikkerhed er der jo teoretisk set altid en lille risiko for - er det så stadig i bund og grund noget, jeg burde straffes for?