Skal jeg være alene mor?

Jeg har altid  vist,  at jeg ønsker at blive mor en dag 

Men selvfølgelig helst med en mand der ønsker,  at være der og være en del af det. . . 

Har været i fast forhold og været bonus mor og det gjorde mig endnu mere sikker på,  at ønske at blive mor en dag. Men det forhold  stoppede og har nu været single en del år efterhånden. 

Jeg er 31,  har fast job som pædagog og et godt netværk og en god familie.  Jeg er sikker på alle vil støtte mig hvis jeg vælger,  at være alene mor. 

Men nu har jeg datet en fyr og er blevet gravid - det var på ingen måde planlagt så er selv temmelig overrasket og forvirret. 

Fyren er orienteret men ønsker ikke, at være en del af,  at sætte et barn i verden.  Da det vil påvirke hans liv for meget. 

Jeg forstår hans situation men er ikke sikker på jeg er klar på en abort.  Har været imod abort altid.  

Men hvordan vil det påvirke mit liv,  at blive alene mor og ikke mindst mit barns,  der vil vokse op uden en far? 

Har tidligere overvejet at, gå i fertilitets behandling,  så tanken om et liv som alene mor har været der før,  men er aldrig gået i gang.  Men  nu er jeg gravid og pludselig er jeg i tvivl om hvad jeg skal vælge. . .  

Er jeg klar til rollen som alene mor,  at opfostre et barn helt selv og skal jeg være egoistisk kun og tænke på mine behov og ikke fyrens? 

Hvad er jeres erfaringer ? ? 

Jeg har ikke stemt da det kun er dig (og faderen, i et vist omfang) der kan tage den beslutning. 

Vil bare fortælle dig, at når du ved hvem faren er, SKAL du skrive ham på som faren til dit barn. At undlade at skrive ham på, er ulovligt. Så han har i bund og grund også noget at sige, for juridisk er han bundet i 18 år, om han ser barnet eller ej. 

Du kan vælge at få en abort, men derefter gå i behandling, så skal der ikke stå et navn i feltet med "far". 

Jeg håber at du træffer det rigtige valg for dig 

MajS47 skriver:

Jeg har altid  vist,  at jeg ønsker at blive mor en dag 

Men selvfølgelig helst med en mand der ønsker,  at være der og være en del af det. . . 

Har været i fast forhold og været bonus mor og det gjorde mig endnu mere sikker på,  at ønske at blive mor en dag. Men det forhold  stoppede og har nu været single en del år efterhånden. 

Jeg er 31,  har fast job som pædagog og et godt netværk og en god familie.  Jeg er sikker på alle vil støtte mig hvis jeg vælger,  at være alene mor. 

Men nu har jeg datet en fyr og er blevet gravid - det var på ingen måde planlagt så er selv temmelig overrasket og forvirret. 

Fyren er orienteret men ønsker ikke, at være en del af,  at sætte et barn i verden.  Da det vil påvirke hans liv for meget. 

Jeg forstår hans situation men er ikke sikker på jeg er klar på en abort.  Har været imod abort altid.  

Men hvordan vil det påvirke mit liv,  at blive alene mor og ikke mindst mit barns,  der vil vokse op uden en far? 

Har tidligere overvejet at, gå i fertilitets behandling,  så tanken om et liv som alene mor har været der før,  men er aldrig gået i gang.  Men  nu er jeg gravid og pludselig er jeg i tvivl om hvad jeg skal vælge. . .  

Er jeg klar til rollen som alene mor,  at opfostre et barn helt selv og skal jeg være egoistisk kun og tænke på mine behov og ikke fyrens? 

 

Hvad er jeres erfaringer ? ? 

 

Tag ansvar- få en abort.

Patriark skriver:

Tag ansvar- få en abort.

Hvis hun skal tage ansvar skal hun da netop ikke få en abort ? �� 

Førstegangsmor-88 skriver:

Hvis hun skal tage ansvar skal hun da netop ikke få en abort ? �� 

 

 

Jo. 

I mit hoved er det ikke specielt ansvarligt at sætte et barn i verden som uønsket er blevet undfanget og hvor barnets far ikke ønsker barnet og ovenikøbet ytrer om, at det vil påvirke hans liv i en negativ retning. Det bedste for alle parter er, hvis du spørger mig, abort. Jeg synes du skylder både dig selv, barnet og faderen bedre vilkår end det du ville opnå her. 

Hvis jeg var dig, TS, så havde jeg fået en abort og overvejet donorbarn hvis drømmemanden ikke lige dukker op i den nærmeste fremtid. Jeg ser ikke det at være alenemor som det specifikke problem, det skal du nok klare, men det er omstændighederne omkring det barn som du er gravid med nu, som jeg ikke synes lyder specielt optimale. Hvis du vælger et donorbarn, så slipper du for at sætte en ufrivillig mand i en træls situation, hvilket helt sikkert vil give mere ro på - både i graviditeten men også langt henne i fremtiden. Jeg kan slet ikke forstå, at man vælger uplanlagt "upser"-barn med ufrivillig far, fremfor planlagt barn hvor en mand ikke skal udsættes for ufrivilligt faderskab og hvor barnet ikke eventuelt vokser op med en kendt far, der ikke ønsker at se én. 

Og nej, jeg er da fuldstændig enig i at man ikke fortryder sine børn, men jeg tror man helt sikkert kan fortryde omstændighederne man fik et barn på samt faderen til barnet. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man ikke vil undgå dette og så få et barn med mindst muligt besvær og uden stor chance for fremtidig fortrydelse af hvordan og hvornår det her barn kom til verden. 

Jeg syntes du skal få barnet, jeg syntes det lyder som om du har godt styr på dit liv, ihvertfald mere end så mange andre der bliver forældre idag.

Held og lykke med din beslutning 

Jeg har aldrig selv stået i den situation, men en meget tæt på mig har. Hun har tænkt på børn før men aldrig nået så langt at planlægge det. Hun var sammen med en mand hun elskede rigtig meget, de havde endda købt hus sammen. Hun var blevet gravid, og hun var rigtig glad for det, men han ønskede ikke at være far nu, men først om 2-3 år! Det var hans tankegang, børn passede ikke ind i hans liv lige pt. Det skulle planlægges og i sidste ende valgte hun at få en abort. Det har hun mere eller mindre fortrudt lige siden. De var "kun" sammen i ca. et halvt år efter aborten og så gik de fra hinanden. Det har taget på hende psykisk at hun fik en abort den gang, men det er jo hende og ikke nødvendigvis dig. Jeg ville nu bare fortælle hvordan det var for hende.

Jeg går ikke selv ind for abort, men det er den enkeltes eget valg. Jeg vil nu sige at det er noget lidt forkert folk siger at sige barnet ikke er ønsket og en "ups'er", efter som du siger et barn er ønsket før og det lyder til at være en lidt større ønske i dit liv alligevel. Så jeg tror på den måde at barnet ville have det lige godt, om du så valgte at beholde det, eller få et donorbarn senere hen. Et donorbarn ville heller ikke have en far på den "oprindelige" måde, men at være alene mor er der intet at skamme sig over eller forkert i, om det så er med en mand du eventuelt senere ikke er sammen med mere, eller fra en donor.

Nu ved jeg ikke hvor langt henne du er, men at få en abort uanset hvornår, kan gøre at du kan få problemer senere i livet med at blive gravid igen. Det skal du måske også tage til eftertanke. Jeg kan dog ikke huske hvor store chancerne for det er, måske er de små? Jeg ved bare at de er der, og syntes at du skulle kende til dem, hvis du ikke allerede gjorde det.

Jeg tror ikke det har så meget med andres mening at gøre, og hvor mange % der er på hver mulighed, men mere hvad du selv føler. Hvordan vil du eventuelt have det med dig selv bagefter? Er det et valg du ville kunne leve med at skulle have en abort? 

Jeg håber at du finder frem til det svar du ønsker, og at alt kommer til at gå godt for dig i fremtiden, om du vælger at få en abort eller at beholde barnet. Stort  til dig 

MajS47 skriver:

Jeg har altid  vist,  at jeg ønsker at blive mor en dag 

Men selvfølgelig helst med en mand der ønsker,  at være der og være en del af det. . . 

Har været i fast forhold og været bonus mor og det gjorde mig endnu mere sikker på,  at ønske at blive mor en dag. Men det forhold  stoppede og har nu været single en del år efterhånden. 

Jeg er 31,  har fast job som pædagog og et godt netværk og en god familie.  Jeg er sikker på alle vil støtte mig hvis jeg vælger,  at være alene mor. 

Men nu har jeg datet en fyr og er blevet gravid - det var på ingen måde planlagt så er selv temmelig overrasket og forvirret. 

Fyren er orienteret men ønsker ikke, at være en del af,  at sætte et barn i verden.  Da det vil påvirke hans liv for meget. 

Jeg forstår hans situation men er ikke sikker på jeg er klar på en abort.  Har været imod abort altid.  

Men hvordan vil det påvirke mit liv,  at blive alene mor og ikke mindst mit barns,  der vil vokse op uden en far? 

Har tidligere overvejet at, gå i fertilitets behandling,  så tanken om et liv som alene mor har været der før,  men er aldrig gået i gang.  Men  nu er jeg gravid og pludselig er jeg i tvivl om hvad jeg skal vælge. . .  

Er jeg klar til rollen som alene mor,  at opfostre et barn helt selv og skal jeg være egoistisk kun og tænke på mine behov og ikke fyrens? 

 

Hvad er jeres erfaringer ? ? 

 

Jeg har en bror som blev sat ønsket i verden af vores mor men mod faderens vilje. Han opsøgte sin far som teenager fordi han godt ville vide hvordan hans fædrene ophav var og lære at kende den ene halvdel af sin genetiske bagage. 

Det gik bare slet ikke som min bror havde regnet med. Hans bio far havde intet what so ever behov for, at have noget med ham at gøre. Drengens liv var moderens beslutning, ikke hans sagde han. Det var en utrolig hård besked at få når man er en teenager der er i gang med at lære sig selv at kende. Og den sandhed har lavet skår i hans og vores mors forhold, fordi han nu føler at det var rimeligt egoistisk af vores mor og tro at det ikke ville påvirke ham negativt at han er vokset op som uønsket af en af de mest centrale personer i hans liv. 

Selvom den far som er bio far for mig også tog min storebror til sig som hans egen og opdragede ham som min far har opdraget mig, så føler han stadigvæk, at det er nedern at der er minimum et menneske i verden som han er uønsket af. 

Det er måske, måske ikke den skæbne du dømmer dit barn til at få. Er du parat til det?

Er det ikke bedre at få et barn med en donor som ønsker at give sine gener videre, fremfor en kendt far som ikke ønsker sit barn? Det andet er noget af en skæbne at give sit barn allerede fra det øjeblik barnet er født.

Vh. Mig