Så skete det...

EnGodMor skriver:

Folk er hurtigt til at nedgøre men syntes nu ret skal være ret.

Jeg har stadig lidt tid at gå på, og jeg er nu stadig overbevidst om, at faren lige skal "komme sig over, han skal være far". Han ville gerne have børn, og jeg tror bare, det som det ligger i nu er, at nu skal han lige sluge den og vende sig til tanken. 

Men ja. Det er de. Jeg har også nogle fordomme mod nogle, der vælger at få børn i nogle tilfælde, men det er op til folk selv at vurdere. Det er ikke ens betydning med, man er en dårlig forælder 

bette94 skriver:

Jeg har stadig lidt tid at gå på, og jeg er nu stadig overbevidst om, at faren lige skal "komme sig over, han skal være far". Han ville gerne have børn, og jeg tror bare, det som det ligger i nu er, at nu skal han lige sluge den og vende sig til tanken. 

Men ja. Det er de. Jeg har også nogle fordomme mod nogle, der vælger at få børn i nogle tilfælde, men det er op til folk selv at vurdere. Det er ikke ens betydning med, man er en dårlig forælder 

Men hvor kommer dette, som du tidligere skrev, ind:"Jeg håber, når jeg er ovre det her, at jeg kan sige, at han overhovedet ikke skal i nærheden af mig eller det kommende barn og scanninger og alt det tager jeg SELV." -? 

Det stemmer slet ikke med det, du har skrevet siden. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kan det ikke ligeså godt være manglende selvindsigt og realisme? Ikke nødvendigvis i den konkrete sag - men sådan generelt? 

At "tage ansvar" betyder vel at man forsøger at rette bedst muligt op på de fejl, man nu har begået? Fremfor at insistere på at lade fejlen få alvorlige konsekvenser?

Hvis man følger logikken om, at det ansvarlige altid er at få barnet - fordi man "selv var udenom at lave det" - så gælder det også den 14-årige, den hjemløse, hende i det voldelige forhold, osv? Eller...?

Jeg spørger fordi jeg finder det lidt gammeldags og forsimplet at insistere på, at én fejl (en uønsket graviditet) bedst lader sig korrigere ved at lave endnu en fejl (et uønsket barn)... Det er jo egentlig ikke særlig logisk?

Hørt! 

EBK skriver:

Det er jo JERES barn. Ikke dit, og du kan ikke afholde jeres fælles barn fra sin far på grund af dit knuste hjerte. 

Jeg forstår godt det er svært, men hvis du vælger at gennemføre graviditeten, så kan du altså ikke bede ham om at skride af H til. Så bliver I forældre sammen, og for barnets skyld, så bliver du da også nødt til at inkludere din ex undervejs i graviditeten, så han kan følge med i sit barns udvikling i din mave.

 

Generelt lyder I begge meget umodne, og jeg tror du skal overveje din situation meget grundigt, for det her barns skyld. Om det måske kan være bedre for alle parter at I ikke får et barn, når I allerede nu har så voldsomme kommunikationsproblemer og bare generelt har en umoden tilgang til forhold og forældreskab.

Åh Gud hvor er jeg enig 

bette94 skriver:

Ja undskyld.. Men jeg har virkelig brug for at komme ud med nogle tanker.. Jeg er virkelig svag, hvad omhandler at skulle "miste" personer. Og nu skete det, jeg har kæmpet for, der ikke måtte ske 
Mig og min kæreste ( nu ekskæreste ) har kæmpet længe for at få det til at fungere, vi har før været bange for at miste hinanden, hvor vi blev dybt ulykkelige, hvis der opstod noget. Vi har været tæt på at gå fra hinanden to gange før, hvor vi fandt ud af, vi ikke kunne undvære hinanden. Jeg fandt så ud af for 2 uger siden, jeg var gravid, og det var en dag, hvor jeg var i skidt humør. Vi var glade ved lægen, men jeg kunne mærke, at jeg havde svært ved at holde smilebåndet oppe senere, dog ikke pga graviditet. Efter et par dage valgte vi så, at vi nok ikke kunne være sammen. Min eks mente, at alting var min skyld, og ja, jeg havde en svær uge, og jeg var måske ikke helt nem. Men vi fandt ud af det. Men nu.. Her den anden dag da han valgte efter flere dage ikke at have været hjemme i en hel dag flere dage i træk, og han så valgte at smutte over og besøge en midt om natten, der skrev jeg til ham, at jeg havde brug for, han var mere ved mig, fordi jeg har døjet meget med ondt i maven og ryg. Til sidst sagde jeg, at jeg ikke vidste, om jeg kunne blive i det, og hvis vi skulle finde ud af det fælles, så skulle der klare retningslinjer indover ( fordi der er nogle ting, han har lidt svært ved ), der ville han pludselig ikke mere, og sagde, at han ville komme og hente nogle vigtige ting også ville han tage hjem til sin lillebror. Så kom han tilbage, og jeg prøvede at få ham til at blive, så vi kunne snakke, men han valgte at flippe ud og skride. Dagen efter hentede han sine ting, og nu vil han ikke længere snakke med mig. Han praler stolt med, han nu er single og alt muligt, og jeg sidder med en tom følelse indeni.. Jeg har grædt og grædt de sidste par dage, og han holder fast i, at jeg IKKE skal kontakte ham igen, jeg er nu også i tvivl om hvad jeg gør med baby, for har jo de sidste to uger gået og været glad for, jeg skulle være mor, eftersom jeg faktisk havde fået at vide, at jeg skulle være rigtig heldig, hvis det skulle ske.( Mig og min forhenværende kæreste prøvede i 4 år, men uden held ). Jeg kan ikke hænge sammen. Og endelig fandt jeg "modet" til at virke ligeglad med ham og alt det hele.. Indtil jeg skriver til en gammel veninde, som min eks er skyld i, jeg ikke snakker med mere, hvor jeg får smidt i hovedet af hende, at jeg ikke længere skal kontakte hende, og at jeg er en kælling ( jeps. hun er 21 ). Det er utrolig hårdt at de to personer, der betød mest samme dag siger, jeg aldrig skal kontakte dem igen. Og jeg havde bare virkelig brug for at komme ud med det et sted. Specielt fordi jeg er gravid, og jeg er totalt lost nu.. 
tak fordi hvis I har valgt at læse den her lange og "kedelige" indlæg. Men aner ikke, hvad jeg skal stille op. 
Håber ikke på alt for mange "negative kommentar", da jeg er rigtig sårbar lige nu. 

Er rigtig ked ag din situation! Mht baby, skal du gøre hvad DU føler er rigtigt.

Jeg vil dog sige, at havde det været mig, havde jeg beholdt baby. Er selv i behandling på 2 år, efter at have prøvet selv i over 3..

stort knus til dig

Ja undskyld.. Men jeg har virkelig brug for at komme ud med nogle tanker.. Jeg er virkelig svag, hvad omhandler at skulle "miste" personer. Og nu skete det, jeg har kæmpet for, der ikke måtte ske 
Mig og min kæreste ( nu ekskæreste ) har kæmpet længe for at få det til at fungere, vi har før været bange for at miste hinanden, hvor vi blev dybt ulykkelige, hvis der opstod noget. Vi har været tæt på at gå fra hinanden to gange før, hvor vi fandt ud af, vi ikke kunne undvære hinanden. Jeg fandt så ud af for 2 uger siden, jeg var gravid, og det var en dag, hvor jeg var i skidt humør. Vi var glade ved lægen, men jeg kunne mærke, at jeg havde svært ved at holde smilebåndet oppe senere, dog ikke pga graviditet. Efter et par dage valgte vi så, at vi nok ikke kunne være sammen. Min eks mente, at alting var min skyld, og ja, jeg havde en svær uge, og jeg var måske ikke helt nem. Men vi fandt ud af det. Men nu.. Her den anden dag da han valgte efter flere dage ikke at have været hjemme i en hel dag flere dage i træk, og han så valgte at smutte over og besøge en midt om natten, der skrev jeg til ham, at jeg havde brug for, han var mere ved mig, fordi jeg har døjet meget med ondt i maven og ryg. Til sidst sagde jeg, at jeg ikke vidste, om jeg kunne blive i det, og hvis vi skulle finde ud af det fælles, så skulle der klare retningslinjer indover ( fordi der er nogle ting, han har lidt svært ved ), der ville han pludselig ikke mere, og sagde, at han ville komme og hente nogle vigtige ting også ville han tage hjem til sin lillebror. Så kom han tilbage, og jeg prøvede at få ham til at blive, så vi kunne snakke, men han valgte at flippe ud og skride. Dagen efter hentede han sine ting, og nu vil han ikke længere snakke med mig. Han praler stolt med, han nu er single og alt muligt, og jeg sidder med en tom følelse indeni.. Jeg har grædt og grædt de sidste par dage, og han holder fast i, at jeg IKKE skal kontakte ham igen, jeg er nu også i tvivl om hvad jeg gør med baby, for har jo de sidste to uger gået og været glad for, jeg skulle være mor, eftersom jeg faktisk havde fået at vide, at jeg skulle være rigtig heldig, hvis det skulle ske.( Mig og min forhenværende kæreste prøvede i 4 år, men uden held ). Jeg kan ikke hænge sammen. Og endelig fandt jeg "modet" til at virke ligeglad med ham og alt det hele.. Indtil jeg skriver til en gammel veninde, som min eks er skyld i, jeg ikke snakker med mere, hvor jeg får smidt i hovedet af hende, at jeg ikke længere skal kontakte hende, og at jeg er en kælling ( jeps. hun er 21 ). Det er utrolig hårdt at de to personer, der betød mest samme dag siger, jeg aldrig skal kontakte dem igen. Og jeg havde bare virkelig brug for at komme ud med det et sted. Specielt fordi jeg er gravid, og jeg er totalt lost nu.. 
tak fordi hvis I har valgt at læse den her lange og "kedelige" indlæg. Men aner ikke, hvad jeg skal stille op. 
Håber ikke på alt for mange "negative kommentar", da jeg er rigtig sårbar lige nu. 

Det er rigtig, rigtig vigtigt at du bruger en masse tid og energi på at tænke over hvilket liv du og din baby kommer til at få fremover. Jeg aner intet om din arbejdsmæssige og økonomiske situation, hvor meget familie du har til at hjælpe til o.s.v., og det er klart at disse faktorer er vigtige.

Men det aller vigtigste er, at du tænker over om denne mand bliver en god far for dit barn.

Uanset hvordan han vælger at reagere (og undskyld, men han lyder ikke som en specielt fed fyr), så vil du hænge på den her mand resten af dit liv. Mest i barnets første 18 år, hvor han kan trække dig i statsforvaltningen, eller i retten, nægte at se barnet, kræve at se barnet, skide på aftaler, skabe splid mellem dig og barnet, insistere på at have barnet halvdelen af tiden, skabe problemer ift. rejser og skolevalg og økonomi og you name it. Eller han kan forsvinde ud af barnets liv og give barnet et livslangt lavt selvværd og følelse af at blive fravalgt. Og så videre. Og efter de første 18 år vil han stadig være der, til fødselsdage, til børnebørnenes fødselsdage, o.s.v. 

Er alt det her noget du har lyst til at have i dit liv? Tænk over det. For hvis du vælger at få barnet, er du OG dit barn stuck med den her mand resten. af. jeres. liv.

Hvad er grunden til at du har svært ved at få børn? Hvor gammel er du?

Jeg syntes ikke tråd starter er umoden, hun nævner jo selv, at hun måske vil beholde barnet, hvilket jeg syntes er meget modent, at man kan tage varer for den handling der er sket under sex med to mennesker. 

Derimod er hendes x umoden, det er enormt barnligt at sige "du skal aldrig kontakte mig igen" Kæft en slatten mand.

Men tissetrolden kunne han ikke styrer, for derefter at være voksen nok til at tage hans del af hans ansvar. 

 hurra for at ts  er moden nok til at handle på det der er blevet ud af deres sex. Jeg er sikker på hun tager det rette valg for hende og det ufødte barn.

 

Så nemt er det bare ikke. Det er ikke mere ansvarligt at fortsætte en graviditet end at stoppe en graviditet - det kommer an på situationen man står i - det har en betydning ift. hvad der er ansvarligt at gøre. 

EnGodMor skriver:

Jeg finder det modent, at man kan tage varer for sine handlinger, og ikke bare gå fra det hele.

Er det så også modent at en pige på 16 bliver gravid og fuldføre gravidteten? Vil du råde alle, uanset alder og livsomstændigheder, at fuldføre en graviditet? 

mor:) skriver:

Er det så også modent at en pige på 16 bliver gravid og fuldføre gravidteten? Vil du råde alle, uanset alder og livsomstændigheder, at fuldføre en graviditet? 

Meget enig.

Derudover er det da en smule usædvanligt, at en pige på 22 allerede har prøvet at få barnet i 4 år med en TIDLIGERE kæreste (PB er således startet i 16-17 års alderen). Hun fortæller også, at hun 'finder de forkerte kærester' og nu skal der bringes et barn ind i et on-and-off forhold, som er en 8. klasses elev værdig. Og nogle roser hende for den 'modne' beslutning at beholde graviditeten! Der er intet i denne historie, der tyder på den mindste form for modenhed!!

EBK skriver:

Det er jo JERES barn. Ikke dit, og du kan ikke afholde jeres fælles barn fra sin far på grund af dit knuste hjerte. 

Jeg forstår godt det er svært, men hvis du vælger at gennemføre graviditeten, så kan du altså ikke bede ham om at skride af H til. Så bliver I forældre sammen, og for barnets skyld, så bliver du da også nødt til at inkludere din ex undervejs i graviditeten, så han kan følge med i sit barns udvikling i din mave.

 

Generelt lyder I begge meget umodne, og jeg tror du skal overveje din situation meget grundigt, for det her barns skyld. Om det måske kan være bedre for alle parter at I ikke får et barn, når I allerede nu har så voldsomme kommunikationsproblemer og bare generelt har en umoden tilgang til forhold og forældreskab.

Giver dig ret i, at der er kommunikationsproblemer, og at det er deres fælles barn. Men så længe barnet stadig er i hendes mave, har han ingen ret overhovedet til at skulle med til lægebesøg, scanninger eller fødsel, såfremt han skulle ombestemme sig. Ja, de vil skulle samarbejde når barnet er født, men han har ingen ret til at kræve noget før det tidspunkt!

til ts; held og lykke med det hele, det lyder til, at du er bedre stillet uden ham. Han lyder utilregnelig, når han ikke får sin vilje. Mon ikke det er gået op for ham, at han ikke længere vil være nr 1 og altid bestemme?