Samvær med uengageret far

Mariehøne123 skriver:

Jeg synes godt nok i er hårde ved trådstarter. 

Min søn ville på ingen måde kunne undvære mig ret længe da han var 5 mdr gammel. Faktisk er flere løberute og ture i fakta end med at far stod ude på vejen med en ulykkelig baby og jeg er gift med faren. Baby var bare morsyg. Og kunne ikke spise fast føde i store mængder før han var et år. Så at faren skal have babyen alene flere timer er urealistisk. Min søn kunne ikke undvære mig mere end 2 timer før han var 1 år.  

hvis faren var engageret ville jeg ofte lidt mere for at de kunne være sammen  men med en uengageret far ville jeg prioritere baby. Selvfølgelig er man nødt til at give afkald på sit barn når det er delebarn men faren må også yde sit  

TS for din og babys skyld ville jeg få lavet faste aftaler. Det andet skaber frustration og besværligheder. Du kommer til at sluge en masse kameler men i kan lige så godt få ordnede forhold fra starten så forholdet ikke køre skævt. Måske vil det også hjælpe din søn at høre statsforvaltningen hvad det kræves at være en god far  

 

Forskellen er bare at mor og far ikke er sammen, og lad os forudsætte at far går med på en spilleregel om 2 besøg om ugen, så går der ikke lang tid før han kan kræve samvær uden mor - måske ikke med overnatning, men samvær i flere sammenhængende timer uden mor. Er det det bedste for barnet hvem ved, der er mange facetter fx er godt forhold til begge forældre selvom de har valgt de ikke kan være sammen. 

Jeg kunne heller ikke gå fra min datter da hun var 5 mnd, men jeg var heller ikke skilt - var jeg det måtte vi have fundet ordninger og hun ville have lært det, præcis på samme måde som hvis jeg skulle have startet arbejde da hun var 6 mnd og hun skulle have været i institution. 

Ja i den ideelle verden skal baby have hundrede procent tryghed og helst have to primær personer og skal kunne række ud efter mor hver gang behovet er der. Men i den ideelle verden er mor og far der hele tiden. Ts lever ikke i den ideelle verden, og skal desværre kæmpe for far og søn får et godt forhold, ikke for fars skyld men for sin søn. Og en del af de bånd skal skabes nu, og kræver der drengen lærer at være væk fra mor en time så er det en investering i fremtiden. 

Vi som ikke har stået med en baby i brudt forhold kan nok ikke helt forstå - her haft er par veninder i situationen og jeg tænkte også: vauw at de kan undvære, men det var ikke hvad de kunne, men hvad de skulle. Kærligheden skal blomstre hos far og det kræver tid især med et barn der ikke er ønsket. Måske sker det aldrig, men for drengens skyld må man  sluge nogle kameler og man skal også vænne sig til at stole på far, for lykkes samværet så vil man have dage hvor far har ansvaret og mor ikke kan opstille en eneste regel.

lineog4 skriver:

Forskellen er bare at mor og far ikke er sammen, og lad os forudsætte at far går med på en spilleregel om 2 besøg om ugen, så går der ikke lang tid før han kan kræve samvær uden mor - måske ikke med overnatning, men samvær i flere sammenhængende timer uden mor. Er det det bedste for barnet hvem ved, der er mange facetter fx er godt forhold til begge forældre selvom de har valgt de ikke kan være sammen. 

Jeg kunne heller ikke gå fra min datter da hun var 5 mnd, men jeg var heller ikke skilt - var jeg det måtte vi have fundet ordninger og hun ville have lært det, præcis på samme måde som hvis jeg skulle have startet arbejde da hun var 6 mnd og hun skulle have været i institution. 

Ja i den ideelle verden skal baby have hundrede procent tryghed og helst have to primær personer og skal kunne række ud efter mor hver gang behovet er der. Men i den ideelle verden er mor og far der hele tiden. Ts lever ikke i den ideelle verden, og skal desværre kæmpe for far og søn får et godt forhold, ikke for fars skyld men for sin søn. Og en del af de bånd skal skabes nu, og kræver der drengen lærer at være væk fra mor en time så er det en investering i fremtiden. 

Vi som ikke har stået med en baby i brudt forhold kan nok ikke helt forstå - her haft er par veninder i situationen og jeg tænkte også: vauw at de kan undvære, men det var ikke hvad de kunne, men hvad de skulle. Kærligheden skal blomstre hos far og det kræver tid især med et barn der ikke er ønsket. Måske sker det aldrig, men for drengens skyld må man  sluge nogle kameler og man skal også vænne sig til at stole på far, for lykkes samværet så vil man have dage hvor far har ansvaret og mor ikke kan opstille en eneste regel.

Jeg er sådan set enig langt hen ad vejen. Jeg synes bare mange var meget hårde ved TS og også kom med forslag langt udover hvad statsforvaltningen eksperter anbefaler. Som en selv skriver hendes erfaring er tidligere kræver de stabilt samvær i en lang periode inden far får overnatninger mv. Derfor brugte jeg min egen historie som eksempel på at det ikke altid er så simpelt. Nogle babyer er ikke klar til at tage i zoo flere timer uden mor som 6 mdr gammel og da sket ikke med en far der mest af alt agere hyggeonkel og dom måske slet ikke vil have det reelle ansvar i længere tid  

Min holdning havde været en hel anden hvis far ønskede baby så ville jeg også mene at han skulle mere på banen og at det ville være det bedste for baby. 

Jeg synes du skal kontakte statsforvaltningen og høre dem ad hvad du kan forvente (ca) i forhold til at samværet er så ustabilt. Vil han så kunne få overnatning fra han er et år, eller har man x måneder hvor han har stabilt 2 x pr uge før man gør det, eller hvad snakker man om.

Udover det synes jeg du skal smse til ham at når han gerne vil se sin søn igen så skal han kontakte dig så finder i ud af det. Så er bolden klart på hans banehalvdel og han kan ikke antyde at du forhindrer samvær mv.

Mariehøne123 skriver:

Jeg er sådan set enig langt hen ad vejen. Jeg synes bare mange var meget hårde ved TS og også kom med forslag langt udover hvad statsforvaltningen eksperter anbefaler. Som en selv skriver hendes erfaring er tidligere kræver de stabilt samvær i en lang periode inden far får overnatninger mv. Derfor brugte jeg min egen historie som eksempel på at det ikke altid er så simpelt. Nogle babyer er ikke klar til at tage i zoo flere timer uden mor som 6 mdr gammel og da sket ikke med en far der mest af alt agere hyggeonkel og dom måske slet ikke vil have det reelle ansvar i længere tid  

Min holdning havde været en hel anden hvis far ønskede baby så ville jeg også mene at han skulle mere på banen og at det ville være det bedste for baby. 

Jeg er måske lidt bagvendt, men netop det at far ikke har den store lyst til barnet er for lig at se det faktum der gør jeg presser mere på en samværsordning hvor han får alene tid end hvis han havde ønsket barnet. Her er en situation med en mand der er blevet far mod sin vilje, han har formodentlig ikke oplever den hovedkulse forelskelse i sin søn, ikke blevet far med hjertet. Og skal far og søn få er godt forhold, så skal den kærlighed opstå hos far, og netop hyggelege onkel hvor mor er der til at være forælderen, er måske ikke situationen hvor den kærlighed kan opstå. Måske skal der mere til, måske kræver der sejren hvor han har kunne trøste ham, hvor han har oplevet hans søn havde behov for ham og han kunne dække behovet. 

Og så vil jeg igen understrege, det er ikke foe fars skyld - han er voksen og burde i bund og grund selv kunne tænke alle de her tanker og handle ud fra dem. Det er hundrede procent for barnets skyld, forelsker far sig ikke så er der en sandsynlighed for barnet mister sin far i sit liv. 

lineog4 skriver:

Jeg er måske lidt bagvendt, men netop det at far ikke har den store lyst til barnet er for lig at se det faktum der gør jeg presser mere på en samværsordning hvor han får alene tid end hvis han havde ønsket barnet. Her er en situation med en mand der er blevet far mod sin vilje, han har formodentlig ikke oplever den hovedkulse forelskelse i sin søn, ikke blevet far med hjertet. Og skal far og søn få er godt forhold, så skal den kærlighed opstå hos far, og netop hyggelege onkel hvor mor er der til at være forælderen, er måske ikke situationen hvor den kærlighed kan opstå. Måske skal der mere til, måske kræver der sejren hvor han har kunne trøste ham, hvor han har oplevet hans søn havde behov for ham og han kunne dække behovet. 

Og så vil jeg igen understrege, det er ikke foe fars skyld - han er voksen og burde i bund og grund selv kunne tænke alle de her tanker og handle ud fra dem. Det er hundrede procent for barnets skyld, forelsker far sig ikke så er der en sandsynlighed for barnet mister sin far i sit liv. 

Jeg synes det er "farligt" at rådgive ts om alenertid med et barn på 5 måneder når vi ikke kender far. Det eneste vi ved er at han ser sit barn sporadisk og pludselig godt vil have barnet alene - og det er fint han vil det, men så bliver det i min optik nødt til at være fast og ikke når han lige har lyst. 

Jeg tænker også - kræver det virkelig alenetid at blive forelsket i sit barn? Kræver det i virkeligheden måske bare tid med sit barn? 

Nu har jeg ikke læst alle svar, men har en anden løsning på problemet, tror jeg.

Hvad med at lade far være i et par år. Bare lige til barnet er de der 2-3 år. En alder hvor barnet er klar til at gå fra mor, hvor en far stadig kan træde til og mor får lov at give baby tryghed i ro og fred i et par år.

Jeg har set det flere gange i omgangskredsen, hvor fædre, der ikke ville være far, er kommet på bedre tanker i løbet af et par år og kommer tilbage til barnet med en helt anden og bedre modenhed på det tidspunkt (2-3 år) hvor det virkelig betyder noget for barnet.

Det er så svært for disse mænd at skulle se det barn, som de ikke ønskede og samtidig være sammen med en kvinde, de heller ikke ønsker imens. En baby der måske heller ikke reagerer med stor glæde på en far, som det slet ikke kan forholde sig til - ikke kender lyden af, ikke kender ansigtet. Det tror jeg kræver noget af en mand.

B er 5 mdr gammel! Han er dybt afhængig af mig og skal absolut ikke hives i zoo med en far som ikke kender ham. Jeg ammer endnu og så små børn skal ikke tages væk fra deres mor, så meget ved jeg alligevel fra statsforvaltningen.

jeg synes da Heller ikke det er fedt at glo på min x... Nyder ikke ligefrem hans besøg, MEN det handler ikke om mig.. Ligesom min x må acceptere at han er i mit hjem og jeg altså er i et andet rum, slår græs eller lignende.

 

nu ved du jo intet om, om der kunne ske en ulykke de 2 timer.. Det har man altså hørt om, så det er ikke fordi man lever i en fantasiverden fordi man kan være bange for det sker. Især med en far som har mere travlt med sin mobil end at kigge på sin søn når de er sammen.

En baby på 5 mdr. kan sagtens være væk fra sin mor i to timer mellem amninger. Hvis du ikke vil have at far skal være alene med baby, så er det en ærlig sag, men stå i det mindste ved at det drejer sig om dine (forståeligt nok) svære følelser og ikke hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.

Mange mænd, også i faste parforhold, har en tendens til at lade mor tage over fordi de er usikre på om de kan gøre det lige så godt. Det lyder lidt som om din eks er på samme måde. Jeg tror at det ville være sundt for hans selvfølelse som far, og dermed også sundt for jeres søn, hvis han kunne mærke på egen krop at han godt kan finde ud af det. Du behøver jo ikke lægge ud med to timer - det kan bare være en halv time til at starte med. En tur ned i vaskekælderen og ud med skraldet. Noget i den stil. Så du også selv kan vænne dig til tanken.

mor:) skriver:

Jeg synes det er "farligt" at rådgive ts om alenertid med et barn på 5 måneder når vi ikke kender far. Det eneste vi ved er at han ser sit barn sporadisk og pludselig godt vil have barnet alene - og det er fint han vil det, men så bliver det i min optik nødt til at være fast og ikke når han lige har lyst. 

Jeg tænker også - kræver det virkelig alenetid at blive forelsket i sit barn? Kræver det i virkeligheden måske bare tid med sit barn? 

Jeg synes virkelig det er noget fis at far SKAL have alenetid for at blive forelsket i sit barn og ønske at tage sig af det. 

Her var far ikke alene(alene som i at jeg tog ud af huset) med vores søn de første 4 måneder, og han var da lige så hovedkulds forelsket i vores lille søn som mig, og tog sig lige så meget af han som mig. 

Tak for vejledning og input :-) jeg går videre herfra :-)

migxher skriver:

Jeg synes virkelig det er noget fis at far SKAL have alenetid for at blive forelsket i sit barn og ønske at tage sig af det. 

Her var far ikke alene(alene som i at jeg tog ud af huset) med vores søn de første 4 måneder, og han var da lige så hovedkulds forelsket i vores lille søn som mig, og tog sig lige så meget af han som mig. 

Selvfølgelig var han da, han ønskede sit barn og var med hver dag. I denne historie ønskede far ikke barnet, her ikke været med hele tiden. 

Og nej det kræver ikke alene tid, men det kræver tid hvor fokus ikke er på, hvad siger hun nu, hvordan skal jeg opføre mig, skal jeg ske noget sjovt, skal jeg.... Det kræver tid uden noget i klemme og det tror jeg er svært at få i et forhold der ikke lyder specielt godt (endnu). 

Vi som er både mor og far i hjemmet og begge har ønsket børnene kan ikke sammenligne. Far får alene tid på den måde forstået at han er i sit eget hjem og mor er sit eget hjem og måske tager bad, går på toilettet, laver mad osv. I en opbrudt familie er far på besøg i mors hjem. 

Og udover det er det altså ikke forfærdeligt for et barn på 5 mnd at have 1 time uden mor - tror de fleste jeg kender har været til frisør uden baby inden baby bliver 6 mnd og det er altså ikke mere end det handler om, det handler om mor går til frisør, går til en gymnastik time, går ned og køber stort ind eller hvad ved jeg. Selv da jeg var en meget usikker førstegangs mor med en pige der var dybt afhængig af mine bryster havde jeg prøvet at være væk fra mit hjem i en time uden baby da hun var 6 mnd