Samvær med uengageret far

Hej alle - jeg håber på, at andre som har stået i samme situation som mig, kan komme med lidt råd og vejledning. 

Jeg er alene med min søn B, og har aldrig boet med faren. Jeg har fuld forældremyndighed.

B var fra start ikke ønsket af sin far og hans familie - dette blev der ikke langt skjul på. Jeg blev presset meget til at få en abort.

Nå, men...

B har set sin far ca. 20 timer siden han blev født for ca. 5 mdr siden. Faren bor ikke langt væk og kan let komme på besøg hvis lysten var der. Jeg vil tro, at samværet har været ca 1-2 timer pr. gang og næsten altid kun 1 gang om ugen... nogle perioder kan der gå 2-4 uger uden samvær, fordi B's far ikke har bedt om det.  

Vi har ingen fast aftale om samvær - men faren ved at han bare kan ringe og sige hvornår han vil se B, så imødekommer vi stortset altid hans ønske. 

I min optik interesserer faren sig bare ikke nok for sin søn, for så ville han se B mere end at gør. 

Min x og jeg har et anstrengt forhold, dog er der ikke dårlig stemning når vi ses omkring vores søn. Der er vi ligesom bare "profesionelle" - gode "kollegaer" om man vil. Vi skændes ikke eller lign. Vi har dog ofte uoverensstemmelser på SMS, da B's far tit søger en konflikt ved at være uforskammet eller urimelig i sine udsagt (på SMS).  

Samtidigt snakker faren ofte om, at han forventer snart at få B hos sig alene... Blandt andet weekend med overnatning. Jeg mener det er helt absurd at tro, man kan kræve det, når man (lad os være ærlige) ikke rigtig kender sin søn og omvendt. 

Jeg er sikker på det her ender i statsforvaltningen - men hvad skal jeg regne med sker? 

Faren er ekstremt umoden - han formår ikke rigtig, at se andres behov og hans egne behov kommer altid i første række (jeg er derfor også meget bange for, hvordan min søn vil have det, når han er hos sin far). 

Jeg frygter min søn skal væk fra mig mens han er meget lille og det vil skade ham, at være hos en far, som ikke forstår hans behov, ikke gir ham samme tryghed som jeg gør - og hvor han måske vil føle sig svigtet af mor. 

Jeg føler ofte, at faren ikke ønsker at ha ret meget med sin søn at gøre (som han også viser igen og igen), men at det mest af alt handler om, at faren ønsker at ramme mig.. Han siger tit lede og upassende ting, hvor han ved, at han rammer mig... Det kunne fx være, at han glæder sig til B bliver ældre, for så kan han overbevises om, at han skal flytte fra mig og hjem til sin far...

Jeg håber allermest, at faren først må få B hjem til overnatning når han er over 2 år.. Håber at faren (hvis vi ender i statsforvaltningen), vil blive bedt om at vise mere interesse og at man forsigtigt vil trappe samværet op, før end det overhoved kommer på tale at far og søn skal være alene... Håber ikke B skal sove hos far, før man er 100% sikker på, at faren kan passe B og at B føler sig tryg! Jeg vil ikke have ødelagt min søn :-( 

KH en fortvivlet og bange mor. 

Kan sagtens forstå dine frustrationer og nervøsitet 

Men kan osse godt sætte mig ind i din X's situration.. 

Du gir ham jo ikke muligheden for at være FAR og ha drengen alene og lære ham at være en del af hans liv uden du er omkring ham. 

Ja, nok har han muligheden for at se ham de få timer du beskriver.. Men han ønsker jo heller ikke at du ånder ham i nakken - hvis du forstår  

Nu ved jeg ik lige hvor gammel barnet skal være for at komme på samvær ifølge statsamtet mm..? 

Kan tydeligt læse at i har konflikter mellem jer som X-kærester.. Men det må i leve med eller ligge på hylden nu.. I er forældre begge to!. 

Jeg har præcis et anstrengt forhold med min X, men ignorer alle de negative ting mellem os og det eneste det handler om at vi har en søn sammen og som ikke skal mærke det negative. 

Hej :-) 

Jeg ved ikke lige hvor du har fra, at jeg ånder ham i nakken :/ han kan komme her alt det han vil, men vælger selv kun at komme minimalt, hvorfor ham og B slet ikke har et tæt bånd. Og selvfølgeligt skal B ikke hjem og være alene hos en far som de sidste 5 mdr kun har ville bruge 20 timer på ham. Jeg synes sådan set ikke jeg gør andet end at være en god forældre - tror ikke du har læst min indlæg helt korrekt.. Konflikterne får B ikke at mærke og det kan jo heller ikke passe, at jeg bare skal lægge mig fladt ned og lade mig behandle dårligt. 

Min dør står åben og Faren kan se B alt det han vil. Nu plejer jeg at ordne huslige ting når faren er her eller gå i køkkenet.. Men faren kommer altid og involvere mig i samværet, så jeg overvåger ikke. 

Men det er da klart, at B ikke skal hjem til sin far alene og først skal lære ham at kende der.. Det kan jeg ikke tro er sundt for et så lille barn.

De få timer han ser sin søn er efter eget valg.. Han kunne i princippet komme 4 gange om ugen i 1-2 timer.. Men han har ikke interessen..

Anonym skriver:

Hej alle - jeg håber på, at andre som har stået i samme situation som mig, kan komme med lidt råd og vejledning. 

Jeg er alene med min søn B, og har aldrig boet med faren. Jeg har fuld forældremyndighed.

B var fra start ikke ønsket af sin far og hans familie - dette blev der ikke langt skjul på. Jeg blev presset meget til at få en abort.

Nå, men...

B har set sin far ca. 20 timer siden han blev født for ca. 5 mdr siden. Faren bor ikke langt væk og kan let komme på besøg hvis lysten var der. Jeg vil tro, at samværet har været ca 1-2 timer pr. gang og næsten altid kun 1 gang om ugen... nogle perioder kan der gå 2-4 uger uden samvær, fordi B's far ikke har bedt om det.  

Vi har ingen fast aftale om samvær - men faren ved at han bare kan ringe og sige hvornår han vil se B, så imødekommer vi stortset altid hans ønske. 

I min optik interesserer faren sig bare ikke nok for sin søn, for så ville han se B mere end at gør. 

Min x og jeg har et anstrengt forhold, dog er der ikke dårlig stemning når vi ses omkring vores søn. Der er vi ligesom bare "profesionelle" - gode "kollegaer" om man vil. Vi skændes ikke eller lign. Vi har dog ofte uoverensstemmelser på SMS, da B's far tit søger en konflikt ved at være uforskammet eller urimelig i sine udsagt (på SMS).  

Samtidigt snakker faren ofte om, at han forventer snart at få B hos sig alene... Blandt andet weekend med overnatning. Jeg mener det er helt absurd at tro, man kan kræve det, når man (lad os være ærlige) ikke rigtig kender sin søn og omvendt. 

Jeg er sikker på det her ender i statsforvaltningen - men hvad skal jeg regne med sker? 

Faren er ekstremt umoden - han formår ikke rigtig, at se andres behov og hans egne behov kommer altid i første række (jeg er derfor også meget bange for, hvordan min søn vil have det, når han er hos sin far). 

Jeg frygter min søn skal væk fra mig mens han er meget lille og det vil skade ham, at være hos en far, som ikke forstår hans behov, ikke gir ham samme tryghed som jeg gør - og hvor han måske vil føle sig svigtet af mor. 

Jeg føler ofte, at faren ikke ønsker at ha ret meget med sin søn at gøre (som han også viser igen og igen), men at det mest af alt handler om, at faren ønsker at ramme mig.. Han siger tit lede og upassende ting, hvor han ved, at han rammer mig... Det kunne fx være, at han glæder sig til B bliver ældre, for så kan han overbevises om, at han skal flytte fra mig og hjem til sin far...

Jeg håber allermest, at faren først må få B hjem til overnatning når han er over 2 år.. Håber at faren (hvis vi ender i statsforvaltningen), vil blive bedt om at vise mere interesse og at man forsigtigt vil trappe samværet op, før end det overhoved kommer på tale at far og søn skal være alene... Håber ikke B skal sove hos far, før man er 100% sikker på, at faren kan passe B og at B føler sig tryg! Jeg vil ikke have ødelagt min søn :-( 

 

KH en fortvivlet og bange mor. 

 

Mon ikke det hele også er lidt svært for farmand? For mig lyder det som om han gerne vil sin søn, men er lidt usikker og skal vokse med opgaven. Det er så vigtigt at have begge sine forældre i sit liv, så prøv at undlade at lade dig gå på når han kommer med upassende ting. Og ro på, han får selvfølgelig ikke så lille et barn på overnatning, men måske han har brug for at have en plan over hvornår og hvordan?

Anonym skriver:

Hej alle - jeg håber på, at andre som har stået i samme situation som mig, kan komme med lidt råd og vejledning. 

Jeg er alene med min søn B, og har aldrig boet med faren. Jeg har fuld forældremyndighed.

B var fra start ikke ønsket af sin far og hans familie - dette blev der ikke langt skjul på. Jeg blev presset meget til at få en abort.

Nå, men...

B har set sin far ca. 20 timer siden han blev født for ca. 5 mdr siden. Faren bor ikke langt væk og kan let komme på besøg hvis lysten var der. Jeg vil tro, at samværet har været ca 1-2 timer pr. gang og næsten altid kun 1 gang om ugen... nogle perioder kan der gå 2-4 uger uden samvær, fordi B's far ikke har bedt om det.  

Vi har ingen fast aftale om samvær - men faren ved at han bare kan ringe og sige hvornår han vil se B, så imødekommer vi stortset altid hans ønske. 

I min optik interesserer faren sig bare ikke nok for sin søn, for så ville han se B mere end at gør. 

Min x og jeg har et anstrengt forhold, dog er der ikke dårlig stemning når vi ses omkring vores søn. Der er vi ligesom bare "profesionelle" - gode "kollegaer" om man vil. Vi skændes ikke eller lign. Vi har dog ofte uoverensstemmelser på SMS, da B's far tit søger en konflikt ved at være uforskammet eller urimelig i sine udsagt (på SMS).  

Samtidigt snakker faren ofte om, at han forventer snart at få B hos sig alene... Blandt andet weekend med overnatning. Jeg mener det er helt absurd at tro, man kan kræve det, når man (lad os være ærlige) ikke rigtig kender sin søn og omvendt. 

Jeg er sikker på det her ender i statsforvaltningen - men hvad skal jeg regne med sker? 

Faren er ekstremt umoden - han formår ikke rigtig, at se andres behov og hans egne behov kommer altid i første række (jeg er derfor også meget bange for, hvordan min søn vil have det, når han er hos sin far). 

Jeg frygter min søn skal væk fra mig mens han er meget lille og det vil skade ham, at være hos en far, som ikke forstår hans behov, ikke gir ham samme tryghed som jeg gør - og hvor han måske vil føle sig svigtet af mor. 

Jeg føler ofte, at faren ikke ønsker at ha ret meget med sin søn at gøre (som han også viser igen og igen), men at det mest af alt handler om, at faren ønsker at ramme mig.. Han siger tit lede og upassende ting, hvor han ved, at han rammer mig... Det kunne fx være, at han glæder sig til B bliver ældre, for så kan han overbevises om, at han skal flytte fra mig og hjem til sin far...

Jeg håber allermest, at faren først må få B hjem til overnatning når han er over 2 år.. Håber at faren (hvis vi ender i statsforvaltningen), vil blive bedt om at vise mere interesse og at man forsigtigt vil trappe samværet op, før end det overhoved kommer på tale at far og søn skal være alene... Håber ikke B skal sove hos far, før man er 100% sikker på, at faren kan passe B og at B føler sig tryg! Jeg vil ikke have ødelagt min søn :-( 

 

KH en fortvivlet og bange mor. 

 

Giver du ham muligheden for mere tid med B? Jeg mener, skriver/ringer du selv til ham og spørger om han ikke vil komme forbi nogle timer? Du pointerer kraftigt hele tiden hvor lidt initiativ han tager til at se ham. Men du fortæller ikke hvad du selv gør. 

Min x og jeg har en fast samværsordning og selvom jeg ved at han faktisk gerne vil se hans søn hver dag så har han endnu aldrig selv spurgt om ekstra tid med ham. Det har jeg selv måttet tilbyde. Men det gør ham ikke uengageret. 

Hvorfor tilbyder du ikke at tage ud fra hjemmet i mens han har samvær med ham. Gå en lang tur eller ta ned og handle. Når du er i hjemmet vil far være usikker og spørger dig hele tiden fordi han ved du kan høre hvad de laver osv. Er han alene med B kan de hurtigere og nemmere lærer hinanden at kende. 

Og til sidst. Han skal selvfølgelig ikke have overnattende samvær i en alder af 5 mdr det er klart. Men at ville vente til B er minimum 2 år er urimeligt. T overnattede hos sin far første gang da han var 9 mdr og med stor succes

Anonym skriver:

Hej alle - jeg håber på, at andre som har stået i samme situation som mig, kan komme med lidt råd og vejledning. 

Jeg er alene med min søn B, og har aldrig boet med faren. Jeg har fuld forældremyndighed.

B var fra start ikke ønsket af sin far og hans familie - dette blev der ikke langt skjul på. Jeg blev presset meget til at få en abort.

Nå, men...

B har set sin far ca. 20 timer siden han blev født for ca. 5 mdr siden. Faren bor ikke langt væk og kan let komme på besøg hvis lysten var der. Jeg vil tro, at samværet har været ca 1-2 timer pr. gang og næsten altid kun 1 gang om ugen... nogle perioder kan der gå 2-4 uger uden samvær, fordi B's far ikke har bedt om det.  

Vi har ingen fast aftale om samvær - men faren ved at han bare kan ringe og sige hvornår han vil se B, så imødekommer vi stortset altid hans ønske. 

I min optik interesserer faren sig bare ikke nok for sin søn, for så ville han se B mere end at gør. 

Min x og jeg har et anstrengt forhold, dog er der ikke dårlig stemning når vi ses omkring vores søn. Der er vi ligesom bare "profesionelle" - gode "kollegaer" om man vil. Vi skændes ikke eller lign. Vi har dog ofte uoverensstemmelser på SMS, da B's far tit søger en konflikt ved at være uforskammet eller urimelig i sine udsagt (på SMS).  

Samtidigt snakker faren ofte om, at han forventer snart at få B hos sig alene... Blandt andet weekend med overnatning. Jeg mener det er helt absurd at tro, man kan kræve det, når man (lad os være ærlige) ikke rigtig kender sin søn og omvendt. 

Jeg er sikker på det her ender i statsforvaltningen - men hvad skal jeg regne med sker? 

Faren er ekstremt umoden - han formår ikke rigtig, at se andres behov og hans egne behov kommer altid i første række (jeg er derfor også meget bange for, hvordan min søn vil have det, når han er hos sin far). 

Jeg frygter min søn skal væk fra mig mens han er meget lille og det vil skade ham, at være hos en far, som ikke forstår hans behov, ikke gir ham samme tryghed som jeg gør - og hvor han måske vil føle sig svigtet af mor. 

Jeg føler ofte, at faren ikke ønsker at ha ret meget med sin søn at gøre (som han også viser igen og igen), men at det mest af alt handler om, at faren ønsker at ramme mig.. Han siger tit lede og upassende ting, hvor han ved, at han rammer mig... Det kunne fx være, at han glæder sig til B bliver ældre, for så kan han overbevises om, at han skal flytte fra mig og hjem til sin far...

Jeg håber allermest, at faren først må få B hjem til overnatning når han er over 2 år.. Håber at faren (hvis vi ender i statsforvaltningen), vil blive bedt om at vise mere interesse og at man forsigtigt vil trappe samværet op, før end det overhoved kommer på tale at far og søn skal være alene... Håber ikke B skal sove hos far, før man er 100% sikker på, at faren kan passe B og at B føler sig tryg! Jeg vil ikke have ødelagt min søn :-( 

 

KH en fortvivlet og bange mor. 

 

Kan sagtens forstå du er nervøs. Og det er jo op til ham at vælge forældreskab til. Havde det været dig der ikke gad din søn særlig meget, så vil vi allesammen være forargede og kalde dig dårlig mor, men med far er der åbenbart andre standarder.. Synes det lyder til du giver masser af muligheder og ønsker dit barn har en far, og gør hvad du kan, så må han jo aktivt vælge det til..

Jeg har ikke erfaring med statsforvaltning, men tvivler på de vil bestemme at barnet skal sove hos far, når der ikke er så stor tilknytning mellem dem. Og især hvis du stadig ammer..? 

Men det vil måske gavne jer begge at snakke med dem, høre hvad fagfolk har at sige om hvad der er bedst for barnet mht etablering af godt og sundt forhold til sin far. Og så må I sammen arbejde på at de får det forhold, også så du bliver tryg ved han en dag skal sove der. Men håber faren får at vide han må se at investere noget mere tid. Kram

Først vil jeg sige, havde nogle sagt til mig da jeg sad med min søn på 5 mnd at nu skulle bi også tale overnatning så havde jeg slået vedkommende ihjel. Jeg var ikke enlig så jeg havde ikke den faktor inde i mit liv (heldigvis), men har haft en del bekendte som var/er, og de havde den inde i livet og måtte tage stilling til den tidligt i deres barns liv.

Som jeg husker det så anbefalede statsamtet en overnatning efter det fyldte første år, og de anbefalede alene tid fra cirka 6 mnd (det hvor man går til fast føde). 

Jeg tror du skal sige til far (og dig selv for et eller andet sted er det jo også lettere når han er udeblivende for så skal du netop ikke give slip - ikke ment ondt, men sådan ville jeg i hvert fald have det, hvorfor være primus motor i aftaler når jeg ikke er interesseret i aftalerne), at nu er B snart 6 mnd, nu er det snart muligt at give mere slip, da han ikke er afhængig af brystet på samme måde. Lav en aftale om at hver lørdag eller hver søndag har far B alene i 4 timer fx alt efter hvordan det passer med rytme: hente efter en lur, have en vågen tid, en lur pg så aflevere. Far kommer hver onsdag fx og er med fra han har fri fra arbejde og er med til putte rutinen. 

Aftal I når den plan har fungeret i 3 mnd, evaluerer og ser om lørdag eller søndag eventuelt skal være i 8 timer eller mere 

Aftal når B er et år og denne plan har været udvidet 3 måneder så evaluerer I og ser om der er tidspunktet hvor B skal prøve at overnatte hos far. Der omkring skal du også starte arbejde og vil også synes weekender er hellige og måske skal far til at have B hveranden lørdag og så selv hente en dag fra vuggestue og måske er det hverdagen B skal sove hos far og ikke i weekenden 

Ammer du? 

For jeg er ret sikker på at statsforvaltningen ikke mener baby skal på overnatning når du stadig ammer. 

Samtidig har statsforvaltningen været ret fornuftige i de sager jeg kender og selvfølgelig krævet et stabilt samværsmønster inden der er overnatninger. 

Måske du skulle se om i kunne få nogle faste aftaler for alles skyld så kan faren også vise om han reelt er interesseret og dukker op. Og så kan i stille og roligt give dem mere alenetid ved at du handler/går en tur eller lignende. 

Jeg ved godt det er svært men prøv ikke at bruge alt for meget energi på at bekymre dig om fremtiden det er desværre ofte spildte kræfter. 

Der er vel egentlig ikke noget at sige til det... Han ønskede jo ikke dette barn i det hele taget... Så må det dælme også være svært at finde den store ja-hat frem.