Problemer med teenager

Anonym skriver:

Den forstår jeg ikke? Hvad skulle pointen være?

Lige nu er han i øvrigt i godt humør, så har lige snakket fornuftigt med ham, og lige dér kan han jo godt se det. Og når han er i det humør er han jo skide sød. Han har også ringet til nem-id, indset at han selv må købe ny tlf. m.v

MEN her har jeg jo stået før. At alt er godt, for jeg bærer ikke nag, men så pludselig vender han og er sur teenager igen. Jeg vil bare ikke gå på listetæer i mit eget hus.

Jeg tænkte på at nå han er i det gode hjørne og der kan indse sine problemer, så vil jeg tage en stillere rolig snak med ham, hvad han mener om de ting der sker hjemme hos jer og hvis han selv siger det ikke altid er rat, så spørger ham hvad han syntes at konsekven skal være nå han siger de ting.

det er sådan set det vi har lært lidt om i forhold til vores børn på 8 og 9 år.

Min datter på 8 har et rigtigt stort temperament og efter hun havde været på ferie hos sin farbror i 3 dag så kom hun hjem og råbte og skreg over ingen ting, hun blev sent på værelset for at køle ned, og da jeg kom ind til hende fortalte hun mig at hun var ked af altid at være sur. Vi snakkede så om hvad hun kunne gøre i stedet for at være sur. Og så minder vi hende så om det hver gang hun bliver sur og det hjælper så det meste af tiden

Det må jo også være nogen ting du kan bruge hvis han få et svært øjeblik nå han er sur

Diosa85 skriver:

Havde det været min dreng der talte sådan til mig så havde jeg bedt ham om at skrubbe ind på sit værelse og lukke døren og ikke komme ud før han kunne tale pænt eller tage sine ting og finde et andet sted at bo. 

Han har jo ingen respekt for dig overhovedet. 

Nøj hvor bliver jeg gal på sine vejen. Stor krammer til dig 

Det er bare nemt at sige at de kan tage deres ting og flytte hvis de er utilfredse.....Men hvordan udfører man det lige i praksis?? Har selv en teenager fuldstændig som det ts beskriver...og kors hvor det tærre på energien.

Tin skriver:

Det er bare nemt at sige at de kan tage deres ting og flytte hvis de er utilfredse.....Men hvordan udfører man det lige i praksis?? Har selv en teenager fuldstændig som det ts beskriver...og kors hvor det tærre på energien.

Det er nemlig let at skrive/sige, men når det kommer til stykker ville man også gøre det: smide sin 15 årige ud hjemme fra? Og til hvad, de kan ikke forsørge sig selv, de er ikke voksne der kan strukturere en hverdag og og og... Så ja utrolig let, men det sværeste valg overhovedet.

Tin skriver:

Det er bare nemt at sige at de kan tage deres ting og flytte hvis de er utilfredse.....Men hvordan udfører man det lige i praksis?? Har selv en teenager fuldstændig som det ts beskriver...og kors hvor det tærre på energien.

Er ked af du tumler med de samme problemer.

Men ja enig. Man har lyst til at smide ham ud, men så alligevel ikke. Og som du skriver, hvordan skulle man gøre det? Jeg kan i hvert fald ikke fysisk smide ham ud for han er højere, bredere og meget stærkere end jeg. Det er normalt en rigtig god hjælp for han er glad når han feks kan åbne glasset med rødbeder med de bare hænder, mens jeg er nød til at bruge sådan en dims. Men det er en ulempe når han stiller sig op og gør modstand (i overført betydning, jeg kunne aldrig finde på at slå ham, selvom han er noget så øretæveindbydende).

Her i dag har han været den søde "gamle" dreng og grint af sig selv og kan godt se at jeg har ret. Vi har snakket og grint sammen som vi ellers gør så meget. Men når han har de dage hvor han flipper, der er jeg lammet.

Og ja det tærer nemlig på energien. 

Hvad har du forsøgt?

Jeg vil lige skrive at jeg læser alle svar med stor interesse og taknemmelighed. Det er bare svært at følge med til at svare lige så hurtigt som i skriver (luksusproblem).

Anonym skriver:

Er ked af du tumler med de samme problemer.

Men ja enig. Man har lyst til at smide ham ud, men så alligevel ikke. Og som du skriver, hvordan skulle man gøre det? Jeg kan i hvert fald ikke fysisk smide ham ud for han er højere, bredere og meget stærkere end jeg. Det er normalt en rigtig god hjælp for han er glad når han feks kan åbne glasset med rødbeder med de bare hænder, mens jeg er nød til at bruge sådan en dims. Men det er en ulempe når han stiller sig op og gør modstand (i overført betydning, jeg kunne aldrig finde på at slå ham, selvom han er noget så øretæveindbydende).

Her i dag har han været den søde "gamle" dreng og grint af sig selv og kan godt se at jeg har ret. Vi har snakket og grint sammen som vi ellers gør så meget. Men når han har de dage hvor han flipper, der er jeg lammet.

Og ja det tærer nemlig på energien. 

Hvad har du forsøgt?

Min søn er lidt ældre, men når han bliver vred på mig kalder han mig alverdens onde ting og bagefter får jeg total tavshed.

Derudover er far  (heldigvis) god til at tale til ham.  Min søn har flere gange sagt at han simpelthen ikke kan holde ud at snakke med mig og jeg er meget enig i det. Vi går ALTID forkert af hinanden. Jeg snakker i øst og han svarer i vest evig og altid.

Engang var vi meget tætte og jeg er så ked af at det er blevet sådan her. Han viser mig det tydeligt, ved fks at købe fars dags gave mv, hvor han aldrig køber noget til mig. 

Far køber så fra alle børnene og jeg takker alle også sønnike. 

Vi har talt om det og vi er enige om at vi simpelthen måske bare ligner hinanden for meget og derfor går det galt.

Jeg har dog min egen teori på hvad der er gået galt. Da han var lille var han nemlig mors dreng. Men så kom der en lille handicappet lillebror der gjorde at jeg forandrede mig rigtig meget og min tid til ham blev i en årrække meget mindre. Han led meget under det. Og derfor tror jeg at han bærer nag til mig. Han har selv nævnt det for hans far, men han vil ikke gå dybere ind i det.

Jeg har et meget tæt forhold til vores øvrige børn og så hans store søster på 22. 

Men han straffer mig uanset hvad jeg gør. Alt er forkert. Jeg udtaler ordene forkert, fatter ikke en brik, laver ikke ordentlig mad, kører forkert i bilen. Og som du skriver...siger jeg et, mener han noget andet.

Han ordner dog selv hans værelse! Jeg er fuldstændig ligeglad med om han gror til derinde, bare døren er lukket, så vi ikke skal se/lugte det.

Jeg vasker kun det tøj, der rammer vasketøj kurven. 

Han arbejder og betaler 1000 kr herhjemme for mad, vask, strøm, WiFi og mobil. Tøj køber han selv .

Han gør selv alt hvad han kan, for at undgå at være afhængig af mig. Men....det sårer mig helt vildt og alligevel står jeg klar når han har brug for hjælp til et eller andet fks når han mangler transport muligheder.

der er bare ingen løsninger på teenager børn, vi hader dem og elsker dem. Det er benhårdt og vi må bare finde os i det.

At være mor er bare det hårdeste job men også det mest givende. 

Håber du holder ud og så må vi bare øse kærlighed ud og krydse fingre for at både de og vi kommer helskindet igennem denne fase også.

Tin skriver:

Min søn er lidt ældre, men når han bliver vred på mig kalder han mig alverdens onde ting og bagefter får jeg total tavshed.

Derudover er far  (heldigvis) god til at tale til ham.  Min søn har flere gange sagt at han simpelthen ikke kan holde ud at snakke med mig og jeg er meget enig i det. Vi går ALTID forkert af hinanden. Jeg snakker i øst og han svarer i vest evig og altid.

Engang var vi meget tætte og jeg er så ked af at det er blevet sådan her. Han viser mig det tydeligt, ved fks at købe fars dags gave mv, hvor han aldrig køber noget til mig. 

Far køber så fra alle børnene og jeg takker alle også sønnike. 

Vi har talt om det og vi er enige om at vi simpelthen måske bare ligner hinanden for meget og derfor går det galt.

Jeg har dog min egen teori på hvad der er gået galt. Da han var lille var han nemlig mors dreng. Men så kom der en lille handicappet lillebror der gjorde at jeg forandrede mig rigtig meget og min tid til ham blev i en årrække meget mindre. Han led meget under det. Og derfor tror jeg at han bærer nag til mig. Han har selv nævnt det for hans far, men han vil ikke gå dybere ind i det.

Jeg har et meget tæt forhold til vores øvrige børn og så hans store søster på 22. 

Men han straffer mig uanset hvad jeg gør. Alt er forkert. Jeg udtaler ordene forkert, fatter ikke en brik, laver ikke ordentlig mad, kører forkert i bilen. Og som du skriver...siger jeg et, mener han noget andet.

Han ordner dog selv hans værelse! Jeg er fuldstændig ligeglad med om han gror til derinde, bare døren er lukket, så vi ikke skal se/lugte det.

Jeg vasker kun det tøj, der rammer vasketøj kurven. 

Han arbejder og betaler 1000 kr herhjemme for mad, vask, strøm, WiFi og mobil. Tøj køber han selv .

Han gør selv alt hvad han kan, for at undgå at være afhængig af mig. Men....det sårer mig helt vildt og alligevel står jeg klar når han har brug for hjælp til et eller andet fks når han mangler transport muligheder.

der er bare ingen løsninger på teenager børn, vi hader dem og elsker dem. Det er benhårdt og vi må bare finde os i det.

At være mor er bare det hårdeste job men også det mest givende. 

Håber du holder ud og så må vi bare øse kærlighed ud og krydse fingre for at både de og vi kommer helskindet igennem denne fase også.

Det er ofte sådan, at teenagerne gør størst oprør mod den forælder, de er tættest knyttet til, og som har "fyldt" mest. Og når I ligner hinanden meget, er han "nødt til" at kappe navlestrengen hårdt og brutalt, så han kan mærke, han er helt sig selv og sin egen. Desuden stoler han blindt på din kærlighed - ellers ville du ikke få så mange, drøje hug. 

Jeg har taget den hårdeste tørn med alle vores tre børn - de har virkelig prøvet mig af. Det kan selvfølgelig skyldes, jeg virkelig har været/er åndssvag, irriterende, helt forkert - et andet sandsynligt bud er, at jeg har haft et MEGET tæt bånd til dem og været den mest tilstedeværende, fysisk og psykisk, herhjemme. Så er der jo mere at gøre sig fri af. 

Mor og meget mere skriver:

Det er ofte sådan, at teenagerne gør størst oprør mod den forælder, de er tættest knyttet til, og som har "fyldt" mest. Og når I ligner hinanden meget, er han "nødt til" at kappe navlestrengen hårdt og brutalt, så han kan mærke, han er helt sig selv og sin egen. Desuden stoler han blindt på din kærlighed - ellers ville du ikke få så mange, drøje hug. 

Jeg har taget den hårdeste tørn med alle vores tre børn - de har virkelig prøvet mig af. Det kan selvfølgelig skyldes, jeg virkelig har været/er åndssvag, irriterende, helt forkert - et andet sandsynligt bud er, at jeg har haft et MEGET tæt bånd til dem og været den mest tilstedeværende, fysisk og psykisk, herhjemme. Så er der jo mere at gøre sig fri af. 

Selvom jeg føler mig rimelig afklaret med situationen herhjemme, må jeg indrømme at dit indlæg giver mig en lille snert af lettelse eller måske håb.

Jeg er inderst inde meget tynget af hans måde at afvise mig på, ligesom jeg kan læse ts er.

Men sammentidig prøver jeg hele tiden at modtage ham med åbne arme og stor kærlighed. Det er altid mig der trækker mig i diskussioner  trods han altid siger at det er mig der kværner løs....

Når situationen er så tynget så er det rart lige at få bekræftet at det måske ikke er fordi at man helt har fejlet som mor, for det er det der ligger på mine skulder...jeg føler at jeg må have begået store fejl med ham, jeg må have svigtet ham på en måde. Og han er uendelig god til at bekræfte mig i at det er min fejl det hele, mig der er en dårlig mor mv.

Så 1000 tak for dit svar

Åh jeg har selv en dreng på 14 men her er det lillesøster på 13 der er problemet. Hun gir alle skylden for hendes elendighed som skyldes hendes egne handlinger. Hun er doven og til tider ubehagelig og skal konstant hævde sig selv ved at nedgøre lillesøster på 7 som blir rigtig ked af det. 

Jeg er bare blevet ligeglad. Hun har intet at skulle ha sagt. Deltager hun i husholdningen får en stemme men ellers ikke. Man må yde for at nyde. 

Hvad angår hendes opførsel over for lillesøster slår jeg hårdt ned. Jeg har endda taget hendes tlf og givet hende stuearrest fordi hun gjorde stemningen i huset spændt og jeg begyndte at få spændingshovedpine. 

Det går bedre nu men kun fordi jeg blev kold og konsekvent. Det er mig der bestemmer og ikke hende og hendes far har længe ikke set problemet før for nyligt så nu har vi dannet fælles front. 

Du har selvfølgelig ikke en far inde i billedet men mit råd er at være kold. Da jeg var 16 arbejdede jeg og tjente små 10000 og betalte 2000 til min far og betalte meget af mit eget forbrug selv. Det var kun fair. Da jeg begyndte studere igen kom jeg igen under fars vinge men der var en balance. 

Jeg synes du påtager dig for meget ansvar for din store søn på bekostning af den lille og det er ikke fair. 

Hold fast i det med vasketøjet og grin når han er ubehagelig og forklar hvorfor det er som det er. Sig evt at han da kan købe nye underbukser hvis han ikke gider vaske. Ellers ved han hvor vaskemaskinen er... 

Lad vær med at lade ham trække dig ned. Det er en magtkamp han har med dig men du er mor og du bestemmer. 

Frihed under ansvar. 

Jeg vil sige, at du ikke skal smide ham ud. Hvad skal han lære af det? At vaske sin tøj selv? Det tror jeg faktisk godt, han kan allerede. Det er ikke det, det handler om. Han er ved at rive sig løs, men han er ikke voksen endnu, og han har næppe brug for at lære, at hans mor kun vil ham, hvis han oppfører sig, som en mønstersøn.

Jeg ved, at det er enormt vanskelige,  men ikke lad ham bestemme, at nu skal I skændes. Overhør alle de grimme ting, han måtte finde på at kalde dig i kampens hede, snak normalt til ham. Så kan I hellere tage en snak om, hvordan det er at blive snakket til på den måde, når han er i en af sine gode perioder. Teenagere er hormoner, svingninger og tester sine nærmeste helt vilt af nogen gange. Særlig når man er alene kan det være virkelig vanskeligt, at være den voksne part. Men man kan jo heller ikke give op. 

Sender en kram. Jeg er sikker på, at I nok skal komme ud på den anden side. Det kan jo være, det går med ham som med min nevø. En dag traf han en pige, han gerne ville invitere hjem. Da gik han til sin mor og spurgte,  hvordan man gør rent... Det er ikke sådan, at han kommer til at være som han er nu til evig tid. Mange flotte voksne mennesker var urimelige mod sine foreldre som teenagere.