Problemer med teenager

Anonym skriver:

Tak for svar.

Nu ved jeg ikke hvor gamle dine børn er? For indtil nu har han også altid hjulpet til herhjemme. Men du kan sige lige så meget til ham hvad han skal, han gør det bare ikke. Jeg er endda stoppet med at lave aftensmad til ham fordi han ikke vil hjælpe med opvasken. Han er ligeglad.

jeg skriver jo også at jeg har sagt han selv må vaske. Han gør det ikke og jeg vil ikke, så det bliver ikke gjort=han skælder mig ud over det.

Det hele køre i ring og jeg er et fredeligt menneske, jeg orker ikke ballade hele tiden.

Han betaler ikke husleje. Han betaler for tlf og jeg betaler for det almindligt tøj koster og hvis han vil have det dyre tøj, betaler han selv det det koster udover.

Hvis jeg siger til ham han skal betale til mig pga jeg bliver trukket, så siger han sit job op. Det synes jeg ikke er godt. Det er sundt at have fritidsjob

Jeg fatter ikke hvordan jeg er havnet her. 

Kan du uddybe det med at være for flink?

Sagtens.

Den unge mand har ingen respekt for dig, INGEN.

Det er til dels din egen skyld, du har ikke sørget for, at livets realiteter er gået op for ham.

Hvilke konsekvenser har han lidt under?

Har du fjernet adgang til spillemaskiner, fjernsyn? 

Har du inddraget personer, han ser op til (piiinligt i den alder)?

Har du lukket Facebook ned? 

Snakket med ham....nej, ikke den der med tomme trusler i døren til hans værelse, mens han laver noget andet og siger ja-ja.....sådan ansigt til ansigt ved bordet uden lillesøster?

Mine unger er 16, 10 (men fysisk og psykisk en klokkeklar teenager), 6, 4 og spædbarn. Far leger hyggeonkel i weekenden, ellers er jeg alene med 4-5 unger i hverdagen......og derfor er der ingen valg og ingen diskussion. Der følger lommepenge og en masse ros med hjælpsomheden, men de har også fået straf for ikke at følge aftalerne.

Opdragelsen er kærlig med et strejf af militaristisk, og de har masser af respekt, på trods af at vi ikke hæver stemmen eller bruger fysisk afstraffelse af nogen art. Det starter fra spæd (nok kontroversielt), så jeg ved ikke, om man kan ændre det ved senere indførsel.

Måske du skal have hjælp udefra?

Morjanne76 skriver:

Kunne I ikke sætte hans simkort i en anden mobil for at få den kode? Jeg tænker også, at det er rimeligt at han giver et bidrag for at bo hjemme eller måske flytter hjemmefra, når han ikke gider at deltage i familielivet derhjemme.

 

Han tjener nok til jeg bliver trukket, men tror ikke han selv kan klare sig for det?(3000-4000)

Må man overhovedet smide en 15- årig ud?

Jeg bliver egentlig mere og mere hidsig, des mere jeg og i skriver herinde. Fordi jeg jo kommer til at tænke på alle problemerne. Feks maden - altid klager han over maden. Det er ikke godt nok det der er i køleskabet, så han spiser tit ikke før aften, hvilket får hans blodsukker i bund og så går det helt galt. Sidder og sviner os til mens vi spiser, her er et udvalg af hvad han siger til mig og søster: "du smasker, du lyder som et svin", hvorfor spiser du så meget du er squ da fed nok, hold kæft du kan ikke være bekendt at lave det du ved jeg ikke kan lide, hold op med at synge mens vi spiser, SKAL du absolut snakke hele tiden, la' vær' med at ta' det hele, fede sæk, fede svin, hvorfor får vi altid det samme osv.

Anonym skriver:

Han er til gene. Jeg har meget få regler, men de få der er, de skal så også følges, så jeg synes ikke selv jeg er vanskelig. Det kunne jo godt være mig der er problemet.

Jeg har gået i noget tid og tænkt over at smide ham ud. Men hvordan skulle jeg gøre det? Jeg har tilbudt ham at han kan flytte, når han er så utilfreds. Men det vil han jo ikke. Han vil alt det modsatte af hvad jeg vil have.

Det slog mig lige....jeg ville gøre det modsatte af, det der sker nu. Send lillesøster på ferie/besøg i en uges tid. Brug ALT din tid sammen med ham, sid på værelset, sid ved ham når han spiller, snak med ham, når han lægger sig til at sove......han vil fucking hade dig de første dage......Men til sidst vil han knække, og så kan du forlange en ordentlig samtale med ham, hvor du ikke er nemt offer som nu, men hvor du sætter spillereglerne og grænserne. 

Anonym skriver:

Du er simpelthen bare alt for flink.

Betaler han husleje?

Jeg er fløjtende ligeglad med hans alder - nogle store sorte sække kan løse problemet med værelset, tøjet må han da selv vaske???

Hvorfor diskutere med ham? Hos os får ungerne at vide, hvad de skal, og det skal udføres uden diskussion. 

 

Det med de sorte sække virker ofte synes jeg. 

Der gives en deadline på oprydning og når den er gået, ryddes alt op i sække. Væk med det indtil han forstår der er konsekvenser.  Han er ikke fem år gammel.

Han må hjælpe til hjemme hvis han vil have mad og rent tøj. Betaler han sin egen mobil? 

Og ellers sæt kode på WiFi så han må yde først. 

Anonym skriver:

Sagtens.

Den unge mand har ingen respekt for dig, INGEN.

Det er til dels din egen skyld, du har ikke sørget for, at livets realiteter er gået op for ham.

Hvilke konsekvenser har han lidt under?

Har du fjernet adgang til spillemaskiner, fjernsyn? 

Har du inddraget personer, han ser op til (piiinligt i den alder)?

Har du lukket Facebook ned? 

Snakket med ham....nej, ikke den der med tomme trusler i døren til hans værelse, mens han laver noget andet og siger ja-ja.....sådan ansigt til ansigt ved bordet uden lillesøster?

Mine unger er 16, 10 (men fysisk og psykisk en klokkeklar teenager), 6, 4 og spædbarn. Far leger hyggeonkel i weekenden, ellers er jeg alene med 4-5 unger i hverdagen......og derfor er der ingen valg og ingen diskussion. Der følger lommepenge og en masse ros med hjælpsomheden, men de har også fået straf for ikke at følge aftalerne.

Opdragelsen er kærlig med et strejf af militaristisk, og de har masser af respekt, på trods af at vi ikke hæver stemmen eller bruger fysisk afstraffelse af nogen art. Det starter fra spæd (nok kontroversielt), så jeg ved ikke, om man kan ændre det ved senere indførsel.

Måske du skal have hjælp udefra?

Jeg har en veninde, der også siger det er mangel på respekt. Men hvordan genvinder jeg den og kan jeg?

Jeg har som konsekvens brugt:

- han måtte ingen steder tage og ikke have besøg

- fjernet tv

- slukket internet

- i en periode kunne han kun få besøge eller tage nogen steder når værelset var klaret

- tilbudt alenetid med mig

og mange andre ting.

 det seneste jeg har varslet at jeg fra d. 1. tager betaling for vand da han vil bade flere gange dagligt. Dette har medført at han ikke gik i bad i 5-6 dage. 

Jeg ved ikke hvilken konsekvens jeg kan "ramme" ham med?

Anonym skriver:

 

Han tjener nok til jeg bliver trukket, men tror ikke han selv kan klare sig for det?(3000-4000)

Må man overhovedet smide en 15- årig ud?

Jeg bliver egentlig mere og mere hidsig, des mere jeg og i skriver herinde. Fordi jeg jo kommer til at tænke på alle problemerne. Feks maden - altid klager han over maden. Det er ikke godt nok det der er i køleskabet, så han spiser tit ikke før aften, hvilket får hans blodsukker i bund og så går det helt galt. Sidder og sviner os til mens vi spiser, her er et udvalg af hvad han siger til mig og søster: "du smasker, du lyder som et svin", hvorfor spiser du så meget du er squ da fed nok, hold kæft du kan ikke være bekendt at lave det du ved jeg ikke kan lide, hold op med at synge mens vi spiser, SKAL du absolut snakke hele tiden, la' vær' med at ta' det hele, fede sæk, fede svin, hvorfor får vi altid det samme osv.

Havde det været min dreng der talte sådan til mig så havde jeg bedt ham om at skrubbe ind på sit værelse og lukke døren og ikke komme ud før han kunne tale pænt eller tage sine ting og finde et andet sted at bo. 

Han har jo ingen respekt for dig overhovedet. 

Nøj hvor bliver jeg gal på sine vejen. Stor krammer til dig 

Gør ham helt klart at ved alle valg er der konsekvenser! Gider han ikke vaske tøj tja så er det jo hans eget valg at der ikke er rent tøj osv.

Vil han være så smart og bestemme selv så må han jo finde sig et sted at bo. Luk for Internet osv. Og smid alt på hans værelse i sorte sække. Dit hus dine regler..... længere er den ikke.

Men kontakt kommunen og bed om hjælp. Melder han sig ikke til en uddannelse kontakter de ham selv da han skal i gang med noget når han er gået ud af folkeskolen 

Måske kan du prøve at skrive ned hvad det er du vil have fra ham - i punktform, 4-5 punkter højst. Meget klart og opsummerende, så han ikke hører "bla bla, gør det og det osv", for det tror jeg godt de kan høre nogle gange når der er mange ting og mange sammenstød i løbet af dagen. Lidt struktur er altid godt.

Lad være med at diskutere - sig kort, at du elsker ham virkelig højt, men forventer disse ting så familien kan fungere, og først derefter vil du snakke om at gå tilbage til at gøre nogle af de ting du gør nu. Altså: stop med at betale for tøj, stop med at betale buskort, siger han noget omkring maden - ned i skraldespanden med hans portion! Ingen internet/tlf - betaling. Vær konsekvent, men uden at diskutere noget som helst. Men mind ham om du er klar til at snakke om det hele ved bordet når han er klar.

Viwisa skriver:

Det med de sorte sække virker ofte synes jeg. 

Der gives en deadline på oprydning og når den er gået, ryddes alt op i sække. Væk med det indtil han forstår der er konsekvenser.  Han er ikke fem år gammel.

Han må hjælpe til hjemme hvis han vil have mad og rent tøj. Betaler han sin egen mobil? 

Og ellers sæt kode på WiFi så han må yde først. 

 

Jeg er helt enig.

Jeg har opgivet mht hans værelse, men feks ting efterladt i fællesrum, dem smider jeg i en sæk.

Han betaler selv tlf. i øvrigt som den eneste i hans klasse(ved jeg fra de andre forældre).

Jeg slukker også for nettet som konsekvens.

Men jeg mangler at finde en ting der rigtigt virker på ham. Og som ikke kun virker lige i situationen.

Anonym skriver:

Det slog mig lige....jeg ville gøre det modsatte af, det der sker nu. Send lillesøster på ferie/besøg i en uges tid. Brug ALT din tid sammen med ham, sid på værelset, sid ved ham når han spiller, snak med ham, når han lægger sig til at sove......han vil fucking hade dig de første dage......Men til sidst vil han knække, og så kan du forlange en ordentlig samtale med ham, hvor du ikke er nemt offer som nu, men hvor du sætter spillereglerne og grænserne. 

Den forstår jeg ikke? Hvad skulle pointen være?

Lige nu er han i øvrigt i godt humør, så har lige snakket fornuftigt med ham, og lige dér kan han jo godt se det. Og når han er i det humør er han jo skide sød. Han har også ringet til nem-id, indset at han selv må købe ny tlf. m.v

MEN her har jeg jo stået før. At alt er godt, for jeg bærer ikke nag, men så pludselig vender han og er sur teenager igen. Jeg vil bare ikke gå på listetæer i mit eget hus.