Slet ikke klar til at blive far

UnderCover37 skriver:

Men du var dog  alligevel klar på 'en upser' i en pause i p-pillerne...

Prævention er ikke kun kvindens ansvar, og hvis du med dig selv véd, at du ikke vil ha børn nu, må du da som minimum kunne finde ud af at bruge et kodom for at sikre dig bedst muligt mod at stå der hvor du står nu...

Din stemmeret i denne situation, ophørte det øjeblik du ikke selv tog et aktivt ansvar for ikke at blive far (igen) på nuværende tidspunkt.

Det eneste du kan gøre nu, er at håbe at hun indser at hun (og evt fremtidigt barn) er bedre tjent med at finde en anden far til sit kommende barn!

Ikke for din skyld men for hendes og det barn hun ønsker at sætte i verden!

Jeg er klar over at jeg bestemt ikke taler pænt til dig i dette svar men jet bliver SÅ harm når folk ikke kan finde ud af at beskytte sig eller lade helt være med at dyrke sex hvis de ikke er enige om hvad der sker hvis kvinden bliver gravid ved et 'uheld'

Den med at blive enige om, hvad der skal ske i tilfælde af en "upser" synes jeg er svær.

For det lyder jo som om, at han allerede inden uheldet havde meddelt damen, at han ikke vil være far lige nu og at hun var indforstået med det. Men så ændrede hendes følelser sig, da hun stod i situationen.

Jeg har selv været der. Omvendt, det ER jo sket før, at kvinder kan give udtryk for, at "jamen de vil da klart få en abort, hvis det skulle være" så alligevel ikke vil.

Derudover er jeg enig, at man har ansvar for sig selv. Ønsker man ingen børn må og skal man finde en sikker prævention eller hvert fald bruge én HELE TIDEN.

Men du var dog  alligevel klar på 'en upser' i en pause i p-pillerne...

Prævention er ikke kun kvindens ansvar, og hvis du med dig selv véd, at du ikke vil ha børn nu, må du da som minimum kunne finde ud af at bruge et kodom for at sikre dig bedst muligt mod at stå der hvor du står nu...

Din stemmeret i denne situation, ophørte det øjeblik du ikke selv tog et aktivt ansvar for ikke at blive far (igen) på nuværende tidspunkt.

Det eneste du kan gøre nu, er at håbe at hun indser at hun (og evt fremtidigt barn) er bedre tjent med at finde en anden far til sit kommende barn!

Ikke for din skyld men for hendes og det barn hun ønsker at sætte i verden!

Jeg er klar over at jeg bestemt ikke taler pænt til dig i dette svar men jet bliver SÅ harm når folk ikke kan finde ud af at beskytte sig eller lade helt være med at dyrke sex hvis de ikke er enige om hvad der sker hvis kvinden bliver gravid ved et 'uheld'

Din respons er helt forventelig så det er skam ok at du "taler" sådan til mig.

Og ja vi havde jo talt om det inden, tidligere i vores forhold, blandt andet da vi så en dokumentar om at fædre jo ingen indflydelse har på området for måneder tilbage.

Nej det er ikke kun kvindens ansvar - også mandens.
Og når kvinden fortæller manden at der ikke kan ske noget fordi at hun ikke har haft sin første menstruationen efter p-pille stop så ja, burde jeg stadig have fastholdt kondomet.

Men når jeg er uden den store lægelige baggrund og ikke havde tid til at fordybe mig i "Tidsskriftet om Kvinders frugtbarhed" fordi situationen lige lagde op til 3 minutters spontan lyst, så burde jeg selvfølgelig stadig have husket det.

Jeg er skam godt klar over disse ting og kan kun være enig.

iPanik skriver:

Din respons er helt forventelig så det er skam ok at du "taler" sådan til mig.

Nej det er ikke kun kvindens ansvar - også mandens.
Og når kvinden fortæller manden at der ikke kan ske noget fordi at hun ikke har haft sin første menstruationen efter p-pille stop så ja, burde jeg stadig have fastholdt kondomet.

Men når jeg er uden den store lægelige baggrund og ikke havde tid til at fordybe mig i "Tidsskriftet om Kvinders frugtbarhed" fordi situationen lige lagde op til 3 minutters spontan lyst, så burde jeg selvfølgelig stadig have husket det.

Jeg er skam godt klar over disse ting og kan kun være enig.

Hun valgte en p-pille pause, men fortalte dig alligevel, at der ikke kunne ske noget?

Er du helt sikker på, at det ikke har været hendes ønske at blive gravid? Eller at hun i hvert fald ikke har delt din oplevelse af, hvor forfærdelig en situation det ville være, hvis det skete?

Rosa-Sofia skriver:

Hun valgte en p-pille pause, men fortalte dig alligevel, at der ikke kunne ske noget?

Er du helt sikker på, at det ikke har været hendes ønske at blive gravid? Eller at hun i hvert fald ikke har delt din oplevelse af, hvor forfærdelig en situation det ville være, hvis det skete?

Hun valgte at der lige skulle renses ud i systemet en tur, men sagde samtidig at hun havde læst/ fået at vide der intet kunne ske før første menstruation derefter.
Og ja jeg er 36 og burde vide bedre end at tage alt for gode ord. ( og alt det der - forstå mig ret)

Jeg tror inderst inde ikke på at hun har villet "lokke" mig i en fælde - sådan er hun ikke som type.

Og by the way, så lyder det med at der ikke kan ske noget, fordi hun ikke har haft sin første menstruation efter pillestop helt forkert i mine øre.

Altså det er vel sådan, at p-piller kun beskytter, mens man tager dem og første gang efter stop er cyklussen vel om muligt mere utilregnelig end almindeligt, så så meget mere grund til at passe på.

iPanik skriver:

Hun valgte at der lige skulle renses ud i systemet en tur, men sagde samtidig at hun havde læst/ fået at vide der intet kunne ske før første menstruation derefter.
Og ja jeg er 36 og burde vide bedre end at tage alt for gode ord. ( og alt det der - forstå mig ret)

Jeg tror inderst inde ikke på at hun har villet "lokke" mig i en fælde - sådan er hun ikke som type.

Vil bestemt heller ikke anklage hende for direkte at have lokket dig i en fælde, men når hun har valgt at løbe risikoen og er stemt for at beholde barnet må man nok sande, at hun ikke har delt din modvilje mod at blive forælder.

karivinc skriver:

Undskyld jeg spørger, men hvorfor har du to børn, hvis du ikke er "klar" til at blive forælder?

Du er 36 år. Mand dig dog op!

Måske jeg skal uddybe min "ikke klar til at blive forælder"...

Barn 1 kom til verden da jeg var 22 og mente jeg kunne klare alt i verden. Det kunne jeg desværre ikke og jeg ser ikke knægten i dag.

Barn 2 kom til verden i 2013 og HER var jeg klar - Men efter fødslen fik moderen en fødsels depression der gjorde at jeg det efterfølgende år måtte stå med alt og tage tidligt hjem fra arbejde i tide og utide fordi hun ringede og græd at hun ikke kune klare det.
Dybt sørgeligt og naturligvis ikke en ønskesituation for noget par og slet ikke for en nybagt mor der burde nyde det hele.
Min dag var typisk at stå op med barnet, gøre det klar, lave morgenmad, vække mor og sende hende i bad og spise med den lille imens. Herefter kunne hun "overtage" og jeg kunne gøre mig klar til job.
Så snart jeg kom indenfor døren i hjemmet, så blev den lille placeret i mine arme og var der til jeg skulle stå for putningen (og madlavningen hver anden dag). Herefter var der 2 timers voksentid og så gik mor i seng hvorefter jeg kunne gøre flasker klare så der var styr på alt til dagen efter - og så skulle natflasken også lige gives ved midnat ca.
Sådan stod det på i 1 års tid hvor jeg undervejs fik at vide jeg ikke kæmpede nok. Til sidst var der ikke mere luft i ballonen.

Et år efter igen valgte moderen at flytte til den anden ende af sjælland med sin nye kæreste og hvis jeg ville opretholde mit eksisterende samvær med den lille, så måtte jeg følge efter - hvilket jeg gjorde. (Vi har en 10-4 ordning)
Dette med det resultat at jeg i dag har 1½ time hver vej til og fra job i bil, mod 7 minutter på cykel før.

Min nuværende kæreste er på nuværende tidspunkt på vej ud af en arbejdsrelateret stress periode der har varet i 6 mdr. og jeg frygter oprigtigt at vi ender i en situation hvor det hele ramler for os.
Hvis hun vælger at få den lille, så er det ikke kun os det rammer, men derimod 3 personer.

Så det er med dén bagage at jeg siger jeg ikke er klar til at påtage mig rollen med en lille ny endnu.
Og derfor jeg helt fra start i forholdet sagde at der var nogle ting jeg gerne ville have på plads før vi tog det skridt.
(Ville blot uddybe hvad jeg baserer det på - men stadig ikke sikkert det giver mening i andres hoveder end mit )

Stort set de fleste kvinder kender til at skifte mening! Jeg har mødt mange som har sagt de ville tage en abort og var enige om det men helt seriøst der sker altså noget i kvindens krop når hun blir gravid, hun får et særligt bånd til det barn med det samme hun opdager hun er gravid så lad vær med at bebrejde kvinder  

jeg forstår din frygt for ikk at kunne passe på barnet men som jeg har forstået så elsker du hende virkelig meget og ved du har sagt du ikk er klar til at være far men er du sikker på det ikk er din frygt for at det ender galt og det blir et dele barn som skrammer dig og gør du ikk føler dig klar? For bare fordi i kun har kendt hinanden i snart et år kan man sagtens få et barn og ha det godt resten af livet der findes par som har været sammen i 10år som får deres første barn sammen og finder ud af de faktisk ikk kan sammen og går fra hinanden  

jeg syns du virkelig skal tage en snak med hende og fortælle hende de ting du er bange for og så finde en god løsning sammen husk på vis en kvinde virkelig ønsker et barn og enlig har chancen for det med en hun elsker og hun så skal tage en abort så kan hendes følelser dø fuldstændig for fyren fordi hun har følt sig tvunget og derefter blir såret så uanset hvad kan jeres forhold gå begge veje  

så vis jeg var dig så ville jeg som sagt snakke med hende og fortælle hende de ting jeg frygtede men samtidig ville jeg sige til hende at jeg elskede hende så meget at jeg var villig til at løbe risikoen da det kan gå begge veje uanset hvad man vælger men held og lykke med det  

Rosa-Sofia skriver:

Vil bestemt heller ikke anklage hende for direkte at have lokket dig i en fælde, men når hun har valgt at løbe risikoen og er stemt for at beholde barnet må man nok sande, at hun ikke har delt din modvilje mod at blive forælder.

Hvis du ikke vil sige det, så vil jeg da, hun har da totalt snydt ham, mon ikke ca alle kvinder herinde ved at man kan blive gravid bare ved at misse 1 p pille? P pille pause 

Sorry, ipanik, jeg forstår godt du har troet på hende, mine mandlige venner kunne man nok os godt bilde ind at p pillers effekt holder en måned mere, men var jeg ikke interesseret i at blive gravid spurgte jeg min læge, og det har hun da tydeligvis ikke gjort. 

Held og lykke, du har meget at tænke over. Håber ikke du vælger barnet fra, selvom det så heller ikke denne gang bliver kernefamilien. 

iPanik skriver:

Måske jeg skal uddybe min "ikke klar til at blive forælder"...

Barn 1 kom til verden da jeg var 22 og mente jeg kunne klare alt i verden. Det kunne jeg desværre ikke og jeg ser ikke knægten i dag.

Barn 2 kom til verden i 2013 og HER var jeg klar - Men efter fødslen fik moderen en fødsels depression der gjorde at jeg det efterfølgende år måtte stå med alt og tage tidligt hjem fra arbejde i tide og utide fordi hun ringede og græd at hun ikke kune klare det.
Dybt sørgeligt og naturligvis ikke en ønskesituation for noget par og slet ikke for en nybagt mor der burde nyde det hele.
Min dag var typisk at stå op med barnet, gøre det klar, lave morgenmad, vække mor og sende hende i bad og spise med den lille imens. Herefter kunne hun "overtage" og jeg kunne gøre mig klar til job.
Så snart jeg kom indenfor døren i hjemmet, så blev den lille placeret i mine arme og var der til jeg skulle stå for putningen (og madlavningen hver anden dag). Herefter var der 2 timers voksentid og så gik mor i seng hvorefter jeg kunne gøre flasker klare så der var styr på alt til dagen efter - og så skulle natflasken også lige gives ved midnat ca.
Sådan stod det på i 1 års tid hvor jeg undervejs fik at vide jeg ikke kæmpede nok. Til sidst var der ikke mere luft i ballonen.

Et år efter igen valgte moderen at flytte til den anden ende af sjælland med sin nye kæreste og hvis jeg ville opretholde mit eksisterende samvær med den lille, så måtte jeg følge efter - hvilket jeg gjorde. (Vi har en 10-4 ordning)
Dette med det resultat at jeg i dag har 1½ time hver vej til og fra job i bil, mod 7 minutter på cykel før.

Min nuværende kæreste er på nuværende tidspunkt på vej ud af en arbejdsrelateret stress periode der har varet i 6 mdr. og jeg frygter oprigtigt at vi ender i en situation hvor det hele ramler for os.
Hvis hun vælger at få den lille, så er det ikke kun os det rammer, men derimod 3 personer.

Så det er med dén bagage at jeg siger jeg ikke er klar til at påtage mig rollen med en lille ny endnu.
Og derfor jeg helt fra start i forholdet sagde at der var nogle ting jeg gerne ville have på plads før vi tog det skridt.
(Ville blot uddybe hvad jeg baserer det på - men stadig ikke sikkert det giver mening i andres hoveder end mit )

Med alt det i betragtning synes jeg, at du gør ret i, at du ikke vil vælge et barn til lige nu.