Jeg tror ikke på, at der er en ordning som passer for alle.
Selv var jeg aldrig på besteforældreferie som barn, og jeg savnede det bestemt heller ikke. Min mormor var blevet for syg til, at det var aktuelt, og min farmor var en lettere hysterisk og ganske skrap dame, som ikke taklede afvigelser fra sine daglige rutiner. Jeg var enkelte gange på overnatning hos hende, og jeg gruede mig altid til det. Vi reiste på ferie til dem som samlet familie, og de besøgte os hjemme. Det fungerede langt bedre.
Mine børn har heller ikke været på besteforældreferie, ud over campingtur en weekend en gang i mellem, når jeg må være på arbejde. Børnene går i småklasserne og vil hellere være hjemme, men nogen gange får de ikke valget. Vi har tæt kontakt til begge besteforældrepar, så sent som i dag tog deres farmor dem med i biografen, men de har ikke noget ønske om at være alene på ferie der. Hvis de en dag uttrykker ønske om det, får de selvfølgelig lov.
Nu spiller det måske også lidt ind, at jeg arbeider meget ettermiddag og weekend, så ferieperioderne er herlige, hvor vi faktisk kan være mere sammen. Det er værdifuldt både for dem og mig. Det kunne ikke falde mig ind at taget ferie uden dem - og i hvert fall lige nu - og omvendt.
I tillæg var vi igennem en grim skilsmisse, hvor deres far fra den ene dagen til den anden omtrent flyttede til den anden ende af landet. Efter det har de haft et meget sterkt behov for at jeg er stabil og altid på plass og til at stole på. Det er begynt at normalisere sig nu efter tre år, men de tålte forandringer dårlig i den periode, og ofte kom de ind til mig om natten og havde haft mareritt, hvor jeg reiste fra dem og den slags. Det er ikke ubetinget en god ting at sende børnene på besteforældreferie. Man er altså nødt til at se på den aktuelle situation for både børn, besteforældreferie og foreldre.
Anmeld
Citér