Få barn mod faderens vilje

Kære du, vil lige komme med min personlige erfaring..

jeg blev gravid i januar 2016, efter at have troet jeg ikke kunne blive gravid.. Drømme barnet, men var blevet gravid første gang jeg var sammen med Daddy. Jeg har aldrig følt mig så uheldig  far melder ud han ikke ønsker barnet, men støtter mig i at jeg skal selv være med i processen. 

Da jeg siger jeg har tænkt og tænkt (ja hele 5 uger desværre) og stadig ikke kunne forli mig med abort, så så jeg en hel ny side. Er du vimmer han kunne pludselig manipulerer og lyve pludselig. Så stopper alt kontakt. I 12 uge får jeg endelig fat i ham, han siger han ikke vil kendes ved barnet og ingen må vide han er faren. Jeg kan gøre hvad jeg vil for det vil aldrig blive hans barn. Hele min verden gik i stå, og jeg skulle pludselig forholde mig til at mit barn ALDRIG ville kende sin far. det kunne jeg bare ikke byde mit barn, ikke når jeg kunne nå og give mit barn "et bedre liv"...  Det var for egoistisk at beholde bare fordi det blev hårdt for mig at skulle leve uden min smukke spirrevip.. Korte af det lange, jeg fik akut tid og sagde farvel til min elskede spirrevip, og vidste jeg havde været et god mor i den korte tid jeg fik . Her et par måneder efter er det svært at finde sin gamle rytme igen, men jeg er mere end sikker på jeg gjorder det bedste for mit barn. Jeg VIL have en far der forguder barnet så meget som mig..

kram til dig... Jeg ved hvor forfærdeligt det er.. Kan kun råde dig til at beslutte dig hurtigt. Jeg gik gravid alt for længe og gjorder det 1000 gange værre!

P27 skriver:

Nu taler jeg for mig selv. Præcis den udtalelse er provokerende for mig fordi jeg synes, at man misforstå hvad det er for et dilemma man som ufrivillig gravid står i. Vel og mærke hvis man har det svært ved at skulle have en abort.

Jeg har selv stået i samme situation og det var et rigtig svært valg. Der sker noget med en psykisk. Jeg tænkte meget på mandens perspektiv og på at mit barn umiddelbart ikke ville få kontakt til sin far. Det var et kæmpe dilemma!

Flere sagde til mig , at hvis jeg gerne ville have et barn nu, så synes de jeg skulle finde en fyr som var klar på at skifte familie. Jeg prøvede at forklare dem, at det var slet ikke det som det handlede om. Hvis jeg ikke var blevet gravid ved et uheld så havde jeg slet ikke haft i tankerne, at blive gravid nu .. Men det ændrede ikke det faktum, at jeg var (ligesom manden) end i denne situation - jeg var gravid - chok! og det påvirkede mig følelsesmæssigt og psykisk. Valget stod ikke mellem "abort nu og barn med en som er klar" eller "barn nu" det handlede om abort eller barn. 

Og det er mig helt uforståeligt, at man kan tænke; så få en abort og et nyt barn med en donor (så det ikke går ud over manden). 

Hvis det er unfair overfor nogen, så er det da unfair overfor begge..

Kvinden har heller ikke valgt at blive gravid ? Med den logik ku man også sige; er manden så ikke en idiot at han gør hende gravid - sætter hende i den utrolige svære psykiske position og så blir sur på hende fordi hun ikke kan få sig selv til at få en abort og så samtidig forlader hende og ansvaret?  

Abort er et frit valg og det er godt at kvinder har den mulighed , men mange tænker bare idag, at abort er den mest naturlige ting - det fornuftige valg hvis graviditeten ikke er planlagt, og begge forældre ikke ønsker barnet, MEN kroppen reagere måske ikke ud fra fornuft og "samfundets forventning". Og lige så vel som det er okay at vælge abort så skal det også være okay at vælge barnet. 

Så nej jeg synes faktisk ikke det er unfair overfor manden. 

Dermed ikke sagt at det ikke er en svær situation for begge partner , og jeg kan godt forstå at manden føler sig magtesløs i sådan en situation , men i sidste ende så synes jeg kvinden skal lytte til sig selv - og ikke få en abort for andres skyld.

(jeg synes helller ikke man skal få barnet for andres skyld - nu er det bare lige den anden vinkel der blir taget udgangspunkt i)

Jeg synes nogle gange manden (og folk på vegne af manden) har lidt travlt med at have ondt af sig selv og tænker slet ikke over hvad det er for en situation han har været med til at sætte kvinden i. 

 

Flot skrevet!

Min kæreste og jeg blev hovsa gravide for 1 år siden, og min kæreste ønskede ikke barnet på nogen måde og var ret ked af jeg valgte at beholde baby!

I dag sider vi med vores lille dreng på 4måneder og han er den lykkeligste mand på jorden!

Han er indda takket mig for at tage valget om at beholde ham!

Men jo det er en meget svær beslutning, jeg har altid Været i mod abort så der var ingen diskution her.

Anonym skriver:

Hej med jer

Jeg er gravid. Det er en rigtig træls og bestemt ikke ønsket situation.

Jeg er netop kommet hjem fra lægen, og han skønner, at jeg er i uge 7.

Faderen er en fyr, jeg har set on/off det sidste halve år. Jeg har været på p-piller, og vi har derfor ikke brugt anden beskyttelse.

Han lagde ud med at sige, at han ville støtte mig uanset, hvad jeg vælger, men han har efterfølgende klart udtrykt, at han vil have, at jeg får en abort.

Jeg har egentlig selv været helt sikker på abort hele vejen igennem, men jeg begynder at være i tvivl. 
Jeg har set en anmodning om at få foretaget abort. Den udfyldte jeg grædende ved lægen i dag.

Jeg er 34 år. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil tilgive mig selv at få en abort. 

Faderen er på mange måder en rimelig fornuftig fyr. Han skuffer mig lidt i det her, men på den anden side kan jeg godt forstå ham. Jeg ville bare have ønsket, at han havde været lidt mere omsorgsfuld. 

Vi kender hinanden og har samme omgangskreds. Folk vil uden tvivl regne ud, at det er ham, der er faren, og så selvom han ikke vil have noget med barnet at gøre.

1. Kan man sætte et barn i verden, som ikke er ønsket af faren?
2. Kan man udfylde den rolle, en far ellers skulle have udfyldt?
3. Er det etisk og moralsk forkert at gennemføre graviditet?

Hvis du er den mindste smule i tvivl, så ville jeg beholde barnet... 

Du har en alder, hvor børn ikke er en selvfølge, og man fortryder kun de børn man ikke fik

Desuden er det intet problem at opfostre børn uden mand - jeg mødte først den rigtige da min store var 6 år

Jeg har været gravid med en fyr jeg så on/OFF og som var en del af min vennekreds .. 

Han støttede mig i det valg jeg tog, og jeg tænkte udlukkende på det barn der vil komme til verden.. 

- mig og ham vil aldrig blive et par

- han havde hans at slås med

- og jeg kom fremtid at et barn ikke sku sættes til verden på denne måde, selvom jeg ønskede en mere, vidste hvad jeg valgte fra i det jeg havde en i forvejen MEN.. 

Jeg tog aborten og har det idag stadig godt med min beslutning.

selvfølgelig i starten efter aborten, kunne jeg da godt blive ked af det, og sur på mig selv ..

men så tænkte jeg på barnet og det der var at byde det barn fra start af, det havde jeg det ikke godt med.. 

Held og lykke med det..

Jeg har ikke læst de andre kommentarer.

Jeg er i næsten samme situation som dig. Jeg blev gravid i oktober sidste år - hvor faderen klart meldte ud at han ikke ønskede et barn nu. Grædende og ødelæggende føjede jeg hans ønske og jeg har fortrudt det lige siden !

I april er jeg så blevet gravid igen. Heller ikke planlagt og igen var han på abort vognen - uden at han selv havde taget initiativ til at bruge anden beskyttelse. Samt efter sidste abort valgte han at vi skulle have en pause - da jeg havde for travlt med at hade mig selv, til at kunne elske ham. (Meget egoistisk fyr jeg var sammen med. Suk suk.) Han lovede højt og helligt at han ville støtte mig igennem hele forløbet (aborten) denne gang "også".. men jeg har valgt at få barnet og står nu alene. Tanken skræmmer mig ikke på nogen måde. Jeg kan ikke ødelægge mig selv igen på den måde igen.

Jeg tror at én forældre kan være nok, at én forældre kan give barnet det h*n har brug for. Det handler om prioriteringer. 

Følg din mavefornemmelse og dit hjerte. ♡

Adiip skriver:

Jeg har ikke læst de andre kommentarer.

Jeg er i næsten samme situation som dig. Jeg blev gravid i oktober sidste år - hvor faderen klart meldte ud at han ikke ønskede et barn nu. Grædende og ødelæggende føjede jeg hans ønske og jeg har fortrudt det lige siden !

I april er jeg så blevet gravid igen. Heller ikke planlagt og igen var han på abort vognen - uden at han selv havde taget initiativ til at bruge anden beskyttelse. Samt efter sidste abort valgte han at vi skulle have en pause - da jeg havde for travlt med at hade mig selv, til at kunne elske ham. (Meget egoistisk fyr jeg var sammen med. Suk suk.) Han lovede højt og helligt at han ville støtte mig igennem hele forløbet (aborten) denne gang "også".. men jeg har valgt at få barnet og står nu alene. Tanken skræmmer mig ikke på nogen måde. Jeg kan ikke ødelægge mig selv igen på den måde igen.

Jeg tror at én forældre kan være nok, at én forældre kan give barnet det h*n har brug for. Det handler om prioriteringer. 

Følg din mavefornemmelse og dit hjerte. ♡

Måske du skulle overveje et alternativ til den prævention du benytter - den virker tydeligvis ikke særlig godt....

Anonym skriver:

Hej med jer

Jeg er gravid. Det er en rigtig træls og bestemt ikke ønsket situation.

Jeg er netop kommet hjem fra lægen, og han skønner, at jeg er i uge 7.

Faderen er en fyr, jeg har set on/off det sidste halve år. Jeg har været på p-piller, og vi har derfor ikke brugt anden beskyttelse.

Han lagde ud med at sige, at han ville støtte mig uanset, hvad jeg vælger, men han har efterfølgende klart udtrykt, at han vil have, at jeg får en abort.

Jeg har egentlig selv været helt sikker på abort hele vejen igennem, men jeg begynder at være i tvivl. 
Jeg har set en anmodning om at få foretaget abort. Den udfyldte jeg grædende ved lægen i dag.

Jeg er 34 år. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil tilgive mig selv at få en abort. 

Faderen er på mange måder en rimelig fornuftig fyr. Han skuffer mig lidt i det her, men på den anden side kan jeg godt forstå ham. Jeg ville bare have ønsket, at han havde været lidt mere omsorgsfuld. 

Vi kender hinanden og har samme omgangskreds. Folk vil uden tvivl regne ud, at det er ham, der er faren, og så selvom han ikke vil have noget med barnet at gøre.

1. Kan man sætte et barn i verden, som ikke er ønsket af faren?
2. Kan man udfylde den rolle, en far ellers skulle have udfyldt?
3. Er det etisk og moralsk forkert at gennemføre graviditet?

Jeg er egentlig meget sådan "det er op til dig selv", men jeg bliver rødglødende, når "retten til abort" kan blive til "kravet om abort" når vi taler om to voksne mennesker, der gør noget med en kendt risiko, når manden oveni købet havde muligheden for at mindske risikoen ved selv at bruge prævention

For 100 år siden (du må ikke hænge mig op på årstallet), der var overvejelserne og mulighederne slet ikke relevante. Hvis en mand og en kvinde havde sex, så var begge parter bevidste om de potentielle konsekvenser der lå i det!

Så kom prævention 

Pludselig kunne manden og kvinden til en vis grad påvirke  risikoen for en graviditet. Det betød samtidig at man kunne tillade sig at slække lidt på forsigtigheden om valg af partner og man kunne fx bedre have jævnligt sex med en person, selvom man ikke ønskede at stifte familie

Så kom fri abort

Jeg er KÆMPE tilhænger af det frie valg om abort! men modsat præventionen, der er demokratisk og kan vælges af begge parter (I kunne fx have brugt p-piller OG kondom hvis I ville være meresikre), så er aborten 100 % KVINDENS juridiske beslutning og påvirker hende langt mere end manden (biologisk, hormonelt, fysiologisk og derved også psykisk).

Og hvad mener jeg så med det?

Med denne lange smøre er jeg kommet frem til min egen holdning

1. Kan man sætte et barn i verden, som ikke er ønsket af faren?

- JA gu fanden kan man så, for det har man gjort i hele menneskets historie! Han har været bevidst om risiciene og han kunne (som nævnt) have valgt at nedsætte risikoen ved at supplere DIN prævention med et kondom

3. Er det etisk og moralsk forkert at gennemføre graviditet?

- Dette er en meget personlig og privat sag.... for mig er det ikke moralsk eller etisk forkert at gennemføre graviditeten, men for en anden er det måske - her er det væsentlige at dig og manden sætter jer ned og får afdækket jeres holdninger (og skider hul i resten af verdens - inkl vores )

Og lad mig til sidste stille nogle omvendte spørgsmål

1. Kan man fratage et raskt barn muligheden for et liv, fordi faren ikke ønsker det?
2. Kan børn, der ikke har mor+far som familiesammensætning vokse op og have et godt liv?
3. Er det etisk og moralsk i orden at kræve en abort, blot fordi det er en menneskeret at vælge til?