Tidlig planlagt barn

modesty skriver:

Nej - hun skriver "næsten 17".

Han planlægger faktisk barn som 14-årig... uanset om hun så er 14, 16 eller 17 når barnet kommer, er det meget tidligt. 

modesty skriver:

Nej - hun skriver "næsten 17".

Ikke fordi jeg skal være flueknepper (selvom jeg er netop dét), så er man vel 16, når man føder som næsten 17 årig? 

Hejsa 

jeg er 14 nu og min kæreste er 15, vi snakker om at få et barn om 1år og 2 mdr

- så jeg bliver gravid i 2017 og føder i 2018

- der er jeg så næsten 17 og og han er 17 

Men vi ved godt at der er mange overvejelser...

kan kommunen finde på at tvangsfjerne barnet?(jeg er selv anbragt pt)  

økonomi? - kan man få støtte? 

Hvor gammel skal man være for at må få et barn uden at skulle tænke på om kommunen vil blande sig? 

Er der flere spørgsmål man kan stille sig selv? 

Vi synes at unge forældre er ligeså gode som gamle forældre... 

Hvordan forholder man sig til hvis ens forældre ikk ville synes om det? - har tænkt mig at holde det hemmeligt så længe at de ikke må gøre noget 

Min kærestes forældre er afklaret / okay med det

 

På forhånd tak for svar❤️

Social arv er en motherfucker at bryde med. Men det er desværre sjældent at man selv kan se mønstrene der gentager sig.

Når man selv har haft en ustabil barndom og har savnet den kærlighed og omsorg som alle børn bør få af deres forældre, vil man ofte have et stort ønske om at gøre forældrenes fejl om. At blive en bedre forælder end man selv har haft. Du skriver at du ikke ved hvorfor du ønsker at blive mor hurtigt. Jeg synes at svaret er ret åbenlyst når du fortæller om din egen barndom.

At få børn i en ung alder fordi ønsket om at rette op på forældrenes fejl er så stort at man ikke kan vente, kommer bare oftest til at skabe den stik modsatte situation: Fordi man får børn i en ung alder, er der væsentligt større sandsynlighed for at man ender i en ustabil situation - uden uddannelse, uden god bolig, uden de følelsesmæssige redskaber som skal til for at ruste et lille barn til verden - og som skilsmissefamilie. 

Sandsynligheden for at dit barn kommer til at opleve et brudt hjem er væsentligt større når du bliver mor som 17-årig end hvis du venter til du har levet noget liv og fået noget erfaring. Det tager tid at lære sig selv at kende. Det tager tid at lære at tage de rigtige valg. Du har ikke lyst til at sætte et barn i verden før du har styr på dig selv. Og det virker det ærligt talt ikke til at du har - og det kommer du heller ikke til at have som 17-årig.

Ned gennem tråden, lyder du som din alder: Meget umoden og slet ikke klar til at blive mor. Undskyld, men det er sådan jeg ser det.

Abracadabra skriver:

Ikke fordi jeg skal være flueknepper (selvom jeg er netop dét), så er man vel 16, når man føder som næsten 17 årig? 

Ej sorry, jeg læste dit indlæg forkert. Jeg mener det samme som dig. 

Jeg tænker hvorfor?? Hvorfor ikke nyde sin ungdom først. Du kan altid få et barn. Det er super hårdt at være forældre, og du skal tilsidesætte alle dine egne behov heletiden. Jeg ville bestemt vente.

Sedigfor skriver:

Ja altså i 20'erne er det typisk sådan, da de skal være sikre på man kan klare og magte opgaven som mor eller far (:

Jeg blev mor som 19 årig første gang, og har aldrig haft noget med kommunen at gøre  Tror de kigger på hvor man kommer fra når man bliver ung mor. Jeg kommer fra en stabil familie, og det samme gør min mand. Ingen af hverken os eller vores familier har nogensinde haft noget med kommunen at gøre. Vi har forsørget os selv, og selv sørget for et sted at bo. Nu er vi 24 år, har 2 børn, og bor i hus. Min mand blev udlært da han var 22 år, og jeg selv læser stadig. Vores uddannelse er altid blevet prioriteret højt, hvilket har betydet, at vi har måtte spare meget. Økonomisk er det altid blevet prioriteret at vores børn har pænt tøj, spiser sundt, og generelt ikke føler at de lider afsavn. Hvilket har betydet, at vi sjældent har købt nyt tøj til os selv, og generelt sparet meget på nye ting til os selv. Det gode ved at starte på elevløn og SU som forældre er dog at vores økonomi hele tiden er blevet bedre 

Vi havde også kun været sammen i 3 måneder da vi fik vores første søn, og valgte sidste sommer at blive gift. Ikke på grund af vores børn, men fordi vi virkelig har lyst til at dele vores liv sammen. 

Vi er ikke blevet behandlet anderledes end "gamle" () forældre af sundhedspersonale, institutioner eller nogle andre. 

Blot for at understrege at ung alder er ikke ligmed tvangsfjernelse, skærpet opsyn og ødelagte parforhold

Til ts vil jeg dog stadig stemme i kor med de andre og anbefale (meget), at du venter. Mit behov for at gå i byen, og lignende har ikke været så stort, og jeg savner det bestemt ikke. Men jeg er glad for at jeg nåede at have lidt af den ungdom hvor den vigtigste bekymring er hvor der er fest i weekenden Ellers ville jeg være sikker på, at jeg ville have følt, at jeg gik glip af noget.

Det er virkelig hårdt at have børn. Du går pludselig fra kun at tænke på dig selv til altid at skulle prioritere et andet menneske først. Det kan være svært at se fremtiden når man er 14 år, og det kan være svært at forholde sig til at man altså er forældre resten af sit liv. Et godt netværk er også meget vigtigt så man en gang imellem kan få passet børnene hos en person de kender godt, mens man slapper af/plejer sit parforhold/studerer.

Jeg ville aldrig gøre det om hvis jeg havde valget. Men jeg bliver lidt ked af det på dine vegne når du ligefrem planlægger at blive forældre som 16 årig  Forstår simpelthen ikke at din kærestes forældre kan være afklaret med det? Det lyder som om. at de heller ikke er så ansvarlige hvis de ikke er bekymret for, at deres søn planlægger et barn som 16 årig..

Håber virkelig for dig(og dit fremtidige barn), at du vælger at starte en uddannelse, har dit eget hjem og tjener dine egne penge inden du vælger at sætte et barn i verden. Du skal huske, at det ikke kun handler om det kan få dit barn til at overleve, men også om du kan være en god rollemodel, som giver dine unger mål i livet, lærer det at spise sundt, og lærer det at tage ansvar i livet. 

Jeg venter Nogle år endnu 

Jeg venter Nogle år endnu 

Lyder som en god beslutning, du har kun din ungdom en gang, og du skal nok nå at blive en fantastisk mor om et par år.. Få nu givet den gas inden du binder dig på den måde som et barn gør 

Tøsen1234 skriver:

Hejsa 

jeg er 14 nu og min kæreste er 15, vi snakker om at få et barn om 1år og 2 mdr

- så jeg bliver gravid i 2017 og føder i 2018

- der er jeg så næsten 17 og og han er 17 

Men vi ved godt at der er mange overvejelser...

kan kommunen finde på at tvangsfjerne barnet?(jeg er selv anbragt pt)  

økonomi? - kan man få støtte? 

Hvor gammel skal man være for at må få et barn uden at skulle tænke på om kommunen vil blande sig? 

Er der flere spørgsmål man kan stille sig selv? 

Vi synes at unge forældre er ligeså gode som gamle forældre... 

Hvordan forholder man sig til hvis ens forældre ikk ville synes om det? - har tænkt mig at holde det hemmeligt så længe at de ikke må gøre noget 

Min kærestes forældre er afklaret / okay med det

 

På forhånd tak for svar❤️

Jeg har en dreng, der er 15 år. Altså lige så gammel som din kæreste. Her er hvad hans dag går med:

-Han har lige afsluttet de skriftlige eksaminer i 9. klaSse. Nu er han igang med at læse op til de mundtlige.

-Spiller online games med venner.

-Har venner på besøg her, eller er hos dem.

-Sport

-Går til fest engang imellem.

-Går op i hår/tøj osv. Bliver i ekstra godt humør hvis han har en god hår-dag.

-Har ikke nogen bekymringer, set med voksne øjne.. Det kan godt være en stor bekymring for ham, hvis yndlingsblusen ikke lige er vasket, eller deo'en er tom, eller hvis nettet lacker midt i et game.

Kort sagt han er bare en stor dreng, en ung mand. Han er igang med at afslutte et kapitel(folkeskolen), og efter sommerferien starter et nyt(gymnasiet).

Han har også en kæreste. Når de er sammen, ser de film, hører musik. Holder i hånden, måske et enkelt kys. Griner og pjatter og snakker meget længe på skype, når de ikke er sammen.

Han ved ikke hvad han vil arbejde med endnu. Måske politimand, advokat eller noget inden for biologi.

Han har da også nævnt at han engang gerne vil giftes og have et par børn. Men det er slet ikke noget han tænker på til daglig, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvis han skulle til at være far. Han er god til børn, vil gerne lege med dem og de med ham. Men helt små børn/babyer der græder, det gider han ikke høre på. Bare tanken om at han skulle skifte en ble, ej det er helt urealistisk.

Hvis hans kæreste blev gravid, er jeg slet ikke i tvivl om at de ville gå fra hinanden. Hun skal i øvrigt på efterskole efter sommerferien, så forholdet glider nok ud uanset.

Hvorfor har du ingen drømme om hvad du skal efter folkeskolen? 

Hvorfor er dine største bekymringer ikke en bums i panden, den dag du skal til fest?

Hvorfor vil du have voksenbekymringer, mens du stadig bare er et stort barn/en ung pige?

Nyt dit liv som det er nu, hvor du kun har ansvar for dig selv.

Jeg vil lige tilføje at man kan få udfordringer med børn. De kommer ikke alle inden for "normalen". 

Min søn blev operer da han var 2,5 mmd gammel. Fyld narkose og stor operation. 5 dage indlæggelse, med pylret og baby i smerte som hele tiden skulle have medicin for at smertedække. 

Nogen fødes med ganespalte... Andre fødes for tidligt men følgevirkninger eller man kan få et barn med kromosomfejl/ udviklingsvanskeligheder. Det er RIGTIG hård at stå i når man er 25-40 år.... Men jeg vil slet ikke tænke på hvordan det ville være for en 16 årlig.

godt du venter!