Anonym skriver:
Tusind tak må du rigtig gerne 
Nu kender jeg ikke mere til sagen end det, du har skrevet her, men jeg går selvfølgelig ud fra, at du har sendt varen, og den er gået tabt ved Post Danmark. Hvis jeg har forstået det rigtigt har køber efterfølgende krævet sine penge tilbage og anmeldt dig til politiet for bedrageri, fordi du ikke har betalt dem tilbage.
Som jeg ser det, er der ikke nogen sag, og det undrer mig meget, at politiet overhovedet er gået ind i sagen, da det som du også skriver er påstand mod påstand. Du kan ikke bevise, at du har sendt varen, men køber kan heller ikke bevise, at han/hun ikke har modtaget den. Herudover undrer det mig, at du åbenbart er blevet sigtet i sagen uden at være blevet afhørt eller være kontaktet af politiet. Jeg arbejder som sagt ikke med strafferet i praksis men gik da godt nok ud fra, at man hørte begge parter i en sag, inden nogen blev sigtet. Ellers kan alle og enhver jo gå til politiet og melde hinanden for alt muligt og få andre sigtet (falsk anmeldelse er ulovligt, så der er nok ikke mange, der ville gøre det, men muligheden er der).
Selve det at være sigtet, behøver ikke at være så slemt. Jo det lyder ubehageligt, men at være sigtet betyder ikke, at der bliver gjort en sag ud af anmeldelsen. Det er blot noget formelt politiet gør, og giver dem nogle fordele, men det giver også dig nogle rettigheder. Du er formentlig blevet sigtet, fordi sagen så ikke bliver forældet, mens den evt. bliver efterforsket. Det giver så dig nogle rettigheder som f.eks. i visse tilfælde at få en bistandsadvokat. Så igen, at være sigtet betyder IKKE, at der overhovedet bliver gjort en sag ud af anmeldelsen. Det er ikke det samme som at være anklaget.
Jeg kan ikke forestille mig, at der bliver ført en sag imod dig, da man jo her i landet er uskyldig til det modsatte er bevist. Derfor skal anklageren i en sag om bedrageri kunne bevise, at du har bedraget køber og bevidst snydt denne. Den bevisbyrde kan anklageren ikke løfte, da denne skal bevise, at du ikke har sendt varen, og det kan han/hun ikke. Hvis du havde mange sager om "forsvundne" varer, kunne det til en vis grad sandsynliggøres i en retssag, at du havde snydt køberne, da det er usandsynligt, at en stor mængde varer skulle forsvinde henover tid, for den samme sælger, men der skal stadig beviser på bordet i retten. Derfor er jeg også meget sikker på, at der ikke bliver kørt en retssag, da vi lærte på studiet, at man ikke fører en sag medmindre, anklageren er 95% sikker på en dom, da det er meget indgribende og ubehageligt for en person at komme igennem en straffesag.
I en sag som denne med påstand mod påstand og ingen beviser, vil du blive frifundet, da bedrageri er en såkaldt forsæt-forbrydelse, der betyder, at det skal have været din hensigt at snyde køber, og det har det jo ikke ud fra, hvad du skriver her. Køber har heller ikke længere et økonomisk tab, da du jo har ført pengene tilbage. Du havde dog ikke behøvet at betale pengene tilbage for at undgå en retssag. Køber har selv bedt om B-post, og så er formodningen også, at køber selv har accepteret risikoen ved dette.
Jeg sælger også selv en gang imellem nogle ting via nettet, og var dette sket for mig, havde jeg for det første ikke betalt pengene tilbage. Køber har bedt om B-post, så det er købers risiko. Derefter havde jeg taget kontakt til politiet og spurgt dem til baggrunden for sagen og sigtelsen og givet min version af sagen. Når der "blot" er tale om en forsvunden vare, er min forventning, at sigtelsen droppes med det samme.
Jeg har vist fået det meste med, men spørg gerne, hvis du er i tvivl om noget. Selv om jeg ikke arbejder med strafferet, så er det et af de fag, jeg synes var meget spændende på studiet, så jeg vil mene, at jeg stadig har nogenlunde styr på det (og har også stadig alle mine bøger
).