???? hvorfor forstår min mand ikk ?

Ena skriver:

Du misforstår pointen. 

Det tror jeg ikke. Jeg mener helt oprigtigt, at du er rigtig heldig i hverdagen, hvorimod trådstarter ikke er det og derfor tillægger dagen stor betydning.

SofiaMik skriver:

Det tror jeg ikke. Jeg mener helt oprigtigt, at du er rigtig heldig i hverdagen, hvorimod trådstarter ikke er det og derfor tillægger dagen stor betydning.

Hvad jeg kan sætte mig ind i, ved du ikke. Men hvad du kan vide er, hvad jeg skriver, og det er min mening, ikke mine følelser eller min empati.

Som jeg skrev, glemmer min mand alt, alt som i alt. Det inkluderer min fødselsdag, vores bryllupsdag og alle andre dage (at han også glemmer aftaler osv. er en anden glemme-snak) og det har jeg, som også skrevet, ved gud gået rundt og været såret over. Men min mand er anderledes end mig, han tænker anderledes og jeg skal ikke forsøge at få ham til at gøre det, jeg vil have at han skal gøre. Jeg vil da heller ikke selv have, at han går rundt og kræver at jeg skal gøre bestemte gerninger på bestemte dage, medmindre det ligger naturligt til mig eller fordi jeg har lyst. At der står en kop fremme hver morgen samt én gave, i form af en fundet sten, på over ti år, skrev jeg for at beskrive, hvordan man kan vælge at tillægge de små ting i hverdagen en kæmpestor betydning og lægge de sårede følelser og skuffelserne over dét, der ikke sker (fx hvis nu ens mand glemmer den brudebuket, man selv har bundet og givet ham med på sin bryllupsdag, og i øvrigt har glemt den et sted, hvor han har gået rundt og trådt på den).

Hvis der absolut intet kærlighedstegn at spore i et parforhold, så vil jeg mene at dét er problemet, der bør arbejdes på og ikke problemet i at en buket blomster bliver afleveret på et forkert tidspunkt. 

SofiaMik skriver:

Det tror jeg ikke. Jeg mener helt oprigtigt, at du er rigtig heldig i hverdagen, hvorimod trådstarter ikke er det og derfor tillægger dagen stor betydning.

Og med så lidt viden om mit forhold, er der vist ikke grundlag for at vurdere om jeg er heldig eller ej

Ena skriver:

Og med så lidt viden om mit forhold, er der vist ikke grundlag for at vurdere om jeg er heldig eller ej

Tja du har nok ret. Derved er det vel også svært at vurdere trådstarters situation taget i betragtning det skrevne ord kan være til at misforstå og derved svært at sætte sig ind i, hvorfor hun tager sådan på vej.

Ena skriver:

Hvad jeg kan sætte mig ind i, ved du ikke. Men hvad du kan vide er, hvad jeg skriver, og det er min mening, ikke mine følelser eller min empati.

Som jeg skrev, glemmer min mand alt, alt som i alt. Det inkluderer min fødselsdag, vores bryllupsdag og alle andre dage (at han også glemmer aftaler osv. er en anden glemme-snak) og det har jeg, som også skrevet, ved gud gået rundt og været såret over. Men min mand er anderledes end mig, han tænker anderledes og jeg skal ikke forsøge at få ham til at gøre det, jeg vil have at han skal gøre. Jeg vil da heller ikke selv have, at han går rundt og kræver at jeg skal gøre bestemte gerninger på bestemte dage, medmindre det ligger naturligt til mig eller fordi jeg har lyst. At der står en kop fremme hver morgen samt én gave, i form af en fundet sten, på over ti år, skrev jeg for at beskrive, hvordan man kan vælge at tillægge de små ting i hverdagen en kæmpestor betydning og lægge de sårede følelser og skuffelserne over dét, der ikke sker (fx hvis nu ens mand glemmer den brudebuket, man selv har bundet og givet ham med på sin bryllupsdag, og i øvrigt har glemt den et sted, hvor han har gået rundt og trådt på den).

Hvis der absolut intet kærlighedstegn at spore i et parforhold, så vil jeg mene at dét er problemet, der bør arbejdes på og ikke problemet i at en buket blomster bliver afleveret på et forkert tidspunkt. 

Er det virkelig sket det med brudebuketten? 

fo82 skriver:

Jeg sidder lidt med en ambivalent følelse...

1 du har bedt din mand købe noget til dig - en buket - til morsdag - og han gør hvad du beder ham om, rammer ikke plet med datoen, men han prøver - og så bliver du skuffet...

2: mors dag handler om at børn fejrer deres mor. Ikke at mænd fejrer deres kone, nogle mænd vælger at købe en buket til konen fra den selv alligevel, men det er fra børnene man skal forvente gaven - havde du nu sagt det til din mand, havde han nok sørget for at jeres børn havde givet buketten... Men du bad om den fra ham - og det fik du..

 

alt det in mente - så nej, så er det ikke ok at du bliver åbentlyst skuffet...

du ved i forvejen at mærkedage ikke er noget han går op i, og det er ikke nyt for jer... Han har gjort et forsøg på din opfordring, hvad med at møde ham på halvvejen?

der er flere der plæderer for at manden skal tage sig sammen og gå op i mærkedage for ts' skyld... Hvorfor er det kun ham der skal gå på kompromis med sig selv? 

Mors dag er SÅ kommercielt. For man skal død og pine købe store buketter og fine ting for at vise sin hengivenhed på lige netop denne dag..

hvad med den hengivenhed og kærlighed man modtager hver dag? Kysset når man kommer hjem fra arbejde, den stille kop kaffe og hygge samtalen - det oprigtige tak for mad det smagte dejligt. Godnatkysets efter fulgt af at sige og modtage "jeg elsker dig"

alle disse ting bliver taget for givet og gjort ligegyldige på grund af 1 dag!!! 1 buket!!! 1 tidspunkt!!!! Det er for mig møg hamrende overfladisk st man sætter den ene dag så højt at hele perspektivet i samliv og familieliv bliver kogt ned til noget der er så ligegyldigt og kommercielt...

HØRT!!!!! Spot on!

SofiaMik skriver:

Er det virkelig sket det med brudebuketten? 

Naturligvis, jeg finder ikke på røverhistorier.

Og det er bare en lille episode, i min bog, ud af mange. Hvis jeg ikke kunne leve med at min mand tænker og handler som han gør, skulle jeg leve uden ham og ikke forsøge at ændre ham. 

DKA skriver:

Jeg forstår godt ts...

selvom jeg er skilt, så ordner mine børns far altid fødselsdagsgave, julegave, morsdagsgaver osv. Til mig fra mine børn. - og jeg gør det samme til ham..

Vi gør det ikke for at give hinanden gaver, vi gør det for at vores børn med julelys i øjnene kan overraske deres forældre med en gave.

 

- mine børns ansigtsudtryk i morges da de stolte stod med en gave betyder alt. Jeg mener bare, pyt med hvad der er i, det er deres glæde der tæller.

 

.. Så jo, jeg forstår godt ts.

Jeg er en sucker for skilsmisseforældre, der opfører sig som I gør. SEJT! 

Zelinasmor skriver:

Jeg får ingenting på mors dag, da vi ikke har penge og min kæreste går ikke op i den slags. Jeg ville blive ellevild hvis han kom med blomster dagen før, også selvom jeg havde sagt det. Og så synes jeg at det er irrelevant om børnene er der når du får dem eller ej. Han gjorde det - vær glad for det. 

Det hedder jo "mors dag" og ikke "kones dag"  Det betyder rigtig rigtig meget for vores børn at det er dem der giver gaven/tegningen til mig og min mand, de ville blive drønskuffede hvis de ikke fik lov.

SofiaMik skriver:

Jeg synes, at I er heldige. Jeg er stadig lidt opdraget til at gå rigtig langt for dem jeg elsker, men min mand er ikke. I min familie løber man den ekstra mil for hinanden. I min mands er det omvendt. Det er derfor ikke naturligt for min mand.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at manden skal betænke sin kone med blomster på mors dag, men forventer, at han lærer vores børn det og hjælper dem. Det er hyggeligt, når mine plukker blomster til mig.

Men jeg forventer noget opmærksomhed på min fødselsdag uanset hvordan året forløber.

Tror ikke helt jeg forstår logikken - vi er vel alle heldige hvis vi er i forhold med den vi elsker, om så den vi elsker er en af dem der husker en buket blomster eller ej er vel egentlig ligegyldigt. 

Min mand husker ingen mærkedage, jo han ved jeg har fødselsdag men fx gav han mig en toiletpung med sminke med ordene: den kan ikke byttes for den var på tilbud. Det var så til mig det max tager mascara på, og i den var bourdoux rød (som min farmors) læbestift (tror aldrig han har set mig med andet end lip glos) fx. Jeg har 10 toiletpunge jeg selv har syet og og og... Dybt skuffende, men sådan er han så bare... 

Men ligegyldigt hvad er jeg da heldig for jeg bor sammen med, er gift med og har børn med den mand jeg grundlæggende elsker, han er verdens bedste far og vi samarbejder også i de dårlige tider. Hvis ikke man oplever sig selv som heldig i at man netop fandt hinanden, så handler det jo nok ikke om en buket men om er forhold der måske ikke er det rigtige. Men at vide det har tager mig mange år, jeg har også været skuffet, tolket den manglede evne til gaver og andre ting som manglende interesse, men har nu lært min mand bare viser det på en anden måde end jeg ser. Kan huske Niels Hausgaard sagde en mand med praktisk intelligens ofte ikke siger jeg elsker dig, kommer med blomster osv, men han gør det samme når han tager sin hammer og hænger billedet op - tænk om denne mand brokkede sig over min kone er helt ligeglad med mig, for hun bygger aldrig det bord jeg gerne ville have, hun samler ikke IKEA møbler mm. Hun går bare rundt og giver små gaver, men det viser jo ikke hun elsker mig