En ikke planlagt graviditet, what to do!

Hey all of you  

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid trods p-piller og endda også en fortrydelsespille. 

Jeg har datede fyren i 2-2,5 mdr og han har klart meldt ud, at han ikke ønsker at være far. Det er selvsagt , at vores dateri er gået lidt i stykker og jeg står ret alene med alle mine tanker. 

Jeg har en meget støttende familie og venner, som jeg ved , at jeg vil kunne regne med støtte fra. Jeg har fortalt min situation til kun ganske få tætte personer i mit liv (en veninde, mine forældre og min søster) de siger alle, at jeg skal gøre det, som føles rigtigt for mig. Hvilket jeg så bare ikke aner hvad er.

Jeg er 27 år, snart færdig med min uddannelse, fin nok økonomi af en studerende, fuld af kærlighed og vil sagtens kunne varetage et barns behov. Jeg elsker børn og det er en stor drøm at få børn en dag.

Mit kæmpe dilemma er, at jeg ved simpelthen ikke om jeg skal beholde barnet (og blive alenemor) eller få en abort. 

Ved at beholde barnet frarøver jeg det en far, jeg gør det direkte imod faderens ønske, jeg blir alenemor (det er der vel ingen der ønsker) og alle mine drømme om manden i mit liv og kernefamilie bliver vendt på hovedet. 

Men samtidig har jeg rigtig svært ved tanken om en abort. 

Er der nogle af jer der har oplevede noget lign. og har gode råd og perspektiver på sagen? 

Venlig hilsen 

En fortvivlet kvinde 

Jeg ville beholde, har fået en abort for mange år siden og jeg kan stadig tænke på det indimellem og blive trist! Nu har jeg 3 raske drenge og elsker de unger og er så glad for at have fået dem mens jeg var i 20'erne. Uanset hvad ville jeg beholde barnet.

Hvor langt er du henne?

P27 skriver:

Hey all of you  

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid trods p-piller og endda også en fortrydelsespille. 

Jeg har datede fyren i 2-2,5 mdr og han har klart meldt ud, at han ikke ønsker at være far. Det er selvsagt , at vores dateri er gået lidt i stykker og jeg står ret alene med alle mine tanker. 

Jeg har en meget støttende familie og venner, som jeg ved , at jeg vil kunne regne med støtte fra. Jeg har fortalt min situation til kun ganske få tætte personer i mit liv (en veninde, mine forældre og min søster) de siger alle, at jeg skal gøre det, som føles rigtigt for mig. Hvilket jeg så bare ikke aner hvad er.

Jeg er 27 år, snart færdig med min uddannelse, fin nok økonomi af en studerende, fuld af kærlighed og vil sagtens kunne varetage et barns behov. Jeg elsker børn og det er en stor drøm at få børn en dag.

Mit kæmpe dilemma er, at jeg ved simpelthen ikke om jeg skal beholde barnet (og blive alenemor) eller få en abort. 

Ved at beholde barnet frarøver jeg det en far, jeg gør det direkte imod faderens ønske, jeg blir alenemor (det er der vel ingen der ønsker) og alle mine drømme om manden i mit liv og kernefamilie bliver vendt på hovedet. 

Men samtidig har jeg rigtig svært ved tanken om en abort. 

Er der nogle af jer der har oplevede noget lign. og har gode råd og perspektiver på sagen? 

Venlig hilsen 

En fortvivlet kvinde 

Jeg ville nok beholde barnet. Min situation var lidt anderledes da jeg blev gravid trods p-piller DSB jeg havde været sammen med faren i et års tid. Men han ønskede heller ikke at blive far.

Efter mange overvejelser valgte jeg at beholde barnet alligevel. Jeg fik det næsten fysisk dårligtved tanken om abort. Heldigvis besluttede han at han gerne ville være en del af vores liv, og vi var kærester i 1,5 år mere før vi gik fra hinanden. Nu er vores datter snart 2 år og han er en god far der elsker sin datter utrolig højt. - Jeg var 19 og han 18 da jeg blev gravid. 

Men jeg synes det er vigtigt at du fortæller faren om graviditeten,  selvom I ikke dater mere. Særligt nu du overvejer at beholde barnet.I det mindste bør du fortælle ham det hvis du vælger at fuldføre graviditeten. 

Jeg er ikke i tvivl. Behold barnet. Jeg har fået en abort som 18 årig og et barn - ikke planlagt- som 21 årig. Har været alenemor i mange år og vil ikke bytte det for noget som helst i verden. Jeg har gået på uni imens og der er intet bedre tidspunkt end under studie- mener jeg. Jeg har nu senere fundet mig den helt rigtige kæreste og vi har nu fælles barn også. Det har bestemt ikke været noget problem at finde en kæreste selvom jeg havde et barn i forvejen. Jeg synes personligt- og det er bare min mening- ikke man kan Bør vælge et barn fra, når man har gode muligheder for at få det og blive en god mor for det. 

Lige meget hvad vi syntes, er det jo kun dig selv der kan svare, hvis du beholder barnet håber jeg du fortæller det til faren selv om han ikke ønsker at skal være far men det for skal han stadig vide hvad du vælger. 

Held og lykke håber du træffer det valg du selv ønsker 

Ville vælge abort. Elsker selv min kernefamilie, ønsker den lykke for alle. 

Det store spørgsmål er jo også, om du vil kunne samarbejde med fyren resten af dit liv? 

P27 skriver:

Hey all of you  

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid trods p-piller og endda også en fortrydelsespille. 

Jeg har datede fyren i 2-2,5 mdr og han har klart meldt ud, at han ikke ønsker at være far. Det er selvsagt , at vores dateri er gået lidt i stykker og jeg står ret alene med alle mine tanker. 

Jeg har en meget støttende familie og venner, som jeg ved , at jeg vil kunne regne med støtte fra. Jeg har fortalt min situation til kun ganske få tætte personer i mit liv (en veninde, mine forældre og min søster) de siger alle, at jeg skal gøre det, som føles rigtigt for mig. Hvilket jeg så bare ikke aner hvad er.

Jeg er 27 år, snart færdig med min uddannelse, fin nok økonomi af en studerende, fuld af kærlighed og vil sagtens kunne varetage et barns behov. Jeg elsker børn og det er en stor drøm at få børn en dag.

Mit kæmpe dilemma er, at jeg ved simpelthen ikke om jeg skal beholde barnet (og blive alenemor) eller få en abort. 

Ved at beholde barnet frarøver jeg det en far, jeg gør det direkte imod faderens ønske, jeg blir alenemor (det er der vel ingen der ønsker) og alle mine drømme om manden i mit liv og kernefamilie bliver vendt på hovedet. 

Men samtidig har jeg rigtig svært ved tanken om en abort. 

Er der nogle af jer der har oplevede noget lign. og har gode råd og perspektiver på sagen? 

Venlig hilsen 

En fortvivlet kvinde 

Jeg sender lige et virtuelt kram

Og så får du mine tanker, selvom jeg ikke helt har prøvet det samme. Men har været alene med min ældste fra graviditet til 5 år gammel, og det var virkeligningen sag. Har et godt netværk og støttende familie. Så selvom jeg var 21 kunne jeg sagtens klare at starte uddannelse, have barn alene, lidt socialt liv og verdens sjoveste datter. 

Jeg ville aldrig have byttet det for noget andet, selvom det til tider var lidt hårdt med studie osv og manglende søvn

Jeg synes det lyder til at du er helt klar til det næste skridt i livet, og vil have et dejligt overskud til en dejlig baby.

Jeg synes ikke du gør noget forkert i, at fravælge abort og gennemføre alene. Selvom faren har sagt fra. Det er i min verden ikke en mands ret at kræve abort, og derfor synes jeg ikke man skal frarøve et liv fordi han ikke gider deltage

Og hvem ved, måske ændrer han mening om 6 mdr eller engang i fremtiden

Abracadabra skriver:

Ville vælge abort. Elsker selv min kernefamilie, ønsker den lykke for alle. 

Det store spørgsmål er jo også, om du vil kunne samarbejde med fyren resten af dit liv? 

Er helt enig. Jeg synes, at man kan romantisere det for meget og glemme at tænke langsigtet. Jeg har svært ved at forstå, at man vil sætte et barn i verden, hvis far virkelig ikke ønsker det. Både fra faderens perspektiv, men bestemt også barnets. Tænk sig at vokse op og vide, at man er direkte uønsket af ens ophav. Dertil kommer.. samarbejde kan være svært nok, når man har delebørn, hvor begge forældre ønsker barnet. Tør ikke tænke på fremtiden med en far, der har fravalgt barnet. For han vil være i dit liv for altid. Han skal betale børnebidrag. Han har rettigheder.

Det ville jeg tænke på, langsigtet, fra barnets perspektiv. Det er i virkeligheden lidt underordnet, synes jeg, at du har lyst til en baby og synes, at det kunne være herligt. At få børn indebærer altid at medtænke deres perspektiv, og forhåbentlig er det nogle tanker man har gjort sig, allerede inden man sætter et liv i verden.

Jeg tror jeg ville vælge abort uanset hvor svært det ville være for mig. Især fordi barnet kommer til at få en far, der vælger det fra. Og hvis han vælger at deltage alligevel, så skal i kunne samarbejde i mange mange år. Men tænk barnets tarv frem for hvad der gør ondt ikke ondt på dig selv.