det er så anstrengende

Anonym skriver:

Hvorfor skulle han dog ikke føle sig velkommen? Hvad ved du egentlig? Jeg vil da overhovedet ikke skamme mig over det jeg føler Og tænker! Jeg vil bare gerne have hjælp til at håndtere barnet når han er fysisk overfor de mindste!! 

Ja jeg har valgt både mand og barn til uvidende om hvordan det ville udvikle sig efter der kom flere børn til!

Fordi han sikkert godt kan mærke det på dig. Det er meget muligt du ikke selv synes du viser hvordan du føler, men bare det at du har tankerne kan et barn altså godt mærke på en. 

Hvad ved jeg? Jeg ved nøjagtigt hvad du skriver i denne tråd, og du tager meget afstand til det barn og du magter ikke han kommer. Han kan godt mærke han er uvelkommen hvis du ikke engang magter at have ham mere end en dag indimellem. 

Muligt at han har brækket et andet barns ben, det er ikke i orden, men det sku slet ikke okay at nægte ham at komme på besøg af den grund. Helt ærligt, det er hans FAR, han har ret til at være der på lige fod med de børn i har fået EFTERFØLGENDE. 

Anonym skriver:

Det er slet ikke det her det handler om!! Jeg mangler redskaber til at håndtere den udadreagerende adfærd! 

Ja det er jo også det jeg gør. Tilbring noget tid med knægten, giver ham en følelse om at han er en del af familien. Og så snak med ham, giv ham nogle gode oplevelser. Du siger det sker i hjemmet, så kom dog ud.

Anonym skriver:

Der blev hoppet på benet med fuld overlæg jo!!

okay men der har du ikke skrevet... Vil så sige, hvis det er rigtigt og det ikke var som mine børn også hopper på hinanden, så undrer det mig utrolig meget der ikke er sket noget. 

I det hele taget er der meget i historien der virker kaotisk så jeg ikke forstår - og jeg mangler stadig at forstå hvad skole og fritidsordning siger, for er han velfungerende der så er der igen noget der ikke stemmer - man er jo ikke kun et barn med særlige behov i en sammenhæng, er man det er man det i alle sammenhænge dog i mere eller mindre grad. Men man er ikke fx velfungerende i skolen og ADHD der hjemme

TNBC skriver:

Ja det er jo også det jeg gør. Tilbring noget tid med knægten, giver ham en følelse om at han er en del af familien. Og så snak med ham, giv ham nogle gode oplevelser. Du siger det sker i hjemmet, så kom dog ud.

Jeg kan godt se du tror jeg aldrig er sammen med drengen eller er positiv overfor ham!! Det er nu ligegyldigt hvor vi er henne, så er adfærden den samme overfor mindre børn.

Anonym skriver:

Jeg kan godt se du tror jeg aldrig er sammen med drengen eller er positiv overfor ham!! Det er nu ligegyldigt hvor vi er henne, så er adfærden den samme overfor mindre børn.

Uden de små..  

En tur i svømmehallen, legeplads... noget hvor det handler om ham, og får en god snak med ham. 

Få de små passet og hav en hyggeaften, og at han overnatter.

Anonym skriver:

lettere sagt end gjort. Jeg værdsætter ham slet ikke og jeg er bange og nervøs hver gang han skal komme og når han er her!  Det er svært når jeg skal bruge så mange kræfter på at beskytte de mindste mod hans udbrud og voldelige adfærd! 

Avv mon ikke sådan en lille fyr kan mærke det . Mon ikke han kan mærke han ikke er velkommen og det kommer til udtryk i hans adfærd . Har ski ondt af knægten

lineog4 skriver:

okay men der har du ikke skrevet... Vil så sige, hvis det er rigtigt og det ikke var som mine børn også hopper på hinanden, så undrer det mig utrolig meget der ikke er sket noget. 

I det hele taget er der meget i historien der virker kaotisk så jeg ikke forstår - og jeg mangler stadig at forstå hvad skole og fritidsordning siger, for er han velfungerende der så er der igen noget der ikke stemmer - man er jo ikke kun et barn med særlige behov i en sammenhæng, er man det er man det i alle sammenhænge dog i mere eller mindre grad. Men man er ikke fx velfungerende i skolen og ADHD der hjemme

Der er så mange ting jeg ikke har skrevet, og jeg har heller ikke lyst mere nu. Det er simpelthen for komplekst! Og nu er jeg stemplet som dårlig bonusmor. jeg søger svarene på drengens adfærd et andet sted. At han er voldelig overfor mindre børn har slet intet med vores måde at møde han på. Han er også sådan hos sin mor overfor en mindre fætter eksempelvis! Jeg deltager ikke i noget på skolen det gør farmand og der siger de han fungere fint med jævnaldrende. Jeg ved jo ikke alt om ham, og hvordan han er hos sin mor, men jeg ved at det ikke er mit syn på ham der gør at han er som han er. Jeg gør ikke forskel når han er her han føler sig helt sikkert velkommen, ikke nødvendigvis hjemme, da hans hjem er hos mor, men han er på lige fod med de to andre når han er her, han har også værelse. Vi sidder også i sofaen med armen om hinanden osv. Der er ikke noget der, jeg søger bare svar på den adfærd overfor mindre børn?! Jeg synes det er uhyggeligt og skræmmende.

Anonym skriver:

Avv mon ikke sådan en lille fyr kan mærke det . Mon ikke han kan mærke han ikke er velkommen og det kommer til udtryk i hans adfærd . Har ski ondt af knægten

Skal måske rettere sige jeg værdsætter ikke hans adfærd!

TNBC skriver:

Uden de små..  

En tur i svømmehallen, legeplads... noget hvor det handler om ham, og får en god snak med ham. 

Få de små passet og hav en hyggeaften, og at han overnatter.

Ja det er ikke så nemt at få pasning til  de to andre og nu kommer der snart endnu en baby, så bliver det noget sværer! Det hjælper bare ikke på hans adfærd for den er den samme når vi kommer tilbage, vi har prøvet for et lille års tid siden hvor vi var på restaurant og i biffen, hyggeligt og en god tur, men nøjagtig samme reaktionsmønstre når vi så kommer tilbage til småbrødrene!

Anonym skriver:

Hvorfor skulle han dog ikke føle sig velkommen? Hvad ved du egentlig? Jeg vil da overhovedet ikke skamme mig over det jeg føler Og tænker! Jeg vil bare gerne have hjælp til at håndtere barnet når han er fysisk overfor de mindste!! 

Ja jeg har valgt både mand og barn til uvidende om hvordan det ville udvikle sig efter der kom flere børn til!

Søde du.. træk lige vejret ned i maven.

Din mands søn kan godt mærke at du ikke kan lide ham, at du er på vagt over for ham, det folk herinde prøver at vise dig er at netop dine negative tanker i forhold til drengen er med til at gøre det hele meget værre. Børn er intuitive, de mærker rigtig meget, meget mere end vi som voksne kan forstå.

Derudover samarbejder børn altid med voksne.. altså.. de gør hvad de kan mærke vi vil have eller hvad de tror vi forventer.

Du og sikkert din mand er endt der, hvor i forventer at få en uregerlig unge hjem på samvær, i frygter det måske endda, drengen gør hvad han kan bedst og samarbejder med den forventning, hvilket vil sige at han er uregerlig. Det skal i få styr på snart, ellers kan det have rigtig trælse konsekvenser for både ham og jer, da han tydeligvis er udafreagerende.

Du skal ikke skamme dig over at have dine følelser og tanker, men du skal prøve at forstå, at de følelser kommer til udtryk i din opførsel, uanset om du vil det eller ej, som så påvirker barnet.

Jeg vil på det stærkeste råde jer til at få hjælp fra en familie terapeut, da det i min optik ellers kun kan blive værre.

Drengen har det forfærdeligt.. og det har i også, han, dig, din mand og jeres børn har brug for at finde ind til kernen af problemet, i har brug for at få vendt den negative spiral i har fået lavet.

Til sidst vil jeg bare sige: Det er aldrig barnets skyld, barnet er et produkt af de primære omsorgspersoner den har, hvilket vil sige bio-mor, far og dig. Han kan ikke gøre for at han er som han er (med mindre han decideret er hjerneskadet), det er noget i har "lært" ham. (selvfølgelig ikke bevidst) Og derfor skal i som forældre have hjælp til hvordan i får lært ham noget andet.

Håber mit indlæg kan bruges til noget.. det er en meget lidt holdbar situation i står i og det er synd for jer alle.