det er så anstrengende

Ej har tænkt over denne her tråd hele vejen på cyklen til arbejde, så bliver nød til at få det ud af mit system så jeg kan koncentrere mig om mine skønne elever som for resten både kan være udafreagerende, har særlige behov, kæmpe udfordringer, forskellige diagnoser.

Kære ts jeg siger ikke du er en dårlig bonusmor, jeg forvirres en del fordi jeg synes historien ekskalerer, og det ene øjeblik handler det om ikke at kunne sidde ved et bord, lave mange krummer og det andet om forsætligt at have brækket et andet barns ben, utallige blodtude (jeg går ud fra det også er forsætligt) og dyremishandling.

Men jeg vil forklare dig min tilgang til børn og mine elever: Når jeg oplever et barn der er udafreagerende og det gør jeg både med de børn med særlige behov og de helt "almindelige", så tænker jeg ikke straks: der er noget galt med barnet. Når lille Ib svinger kæppen ude på legepladsen, så jeg tænker jeg ikke pr automatik: fuck han er forkert, han er dum, han har ADHD, han skal irettesættes, sætte på plads, opdrages mm. Jeg tænker pr automatik: fuck det løber et meget meget frustreret barn, og jeg har simpelthen ikke været god nok til at afhjælpe den frustration, jeg har ikke skabt de rammer så Ib undgår den frustration - jeg tænker pr automatik, hvad kan jeg gøre anderledes?

Jeg er "opdraget" professionelt til aldrig at alene have fokus på barnet/den unge, men altid på det system barnet/den unge agerer i, og det gør jeg også i denne fortælling. Det betyder ikke de voksne er "forkerte" eller dårlige forældre, det betyder at som syste,et er lige nu så skaber det frustration hos barnet.

Og så til aller sidst, jo en ekstrem jalousi kan afstedkomme en del af det du beskriver, men det kan fx en manglende forståelse på egen styrke også, det kan dårlig begavelse, det kan ADHD, det kan dårlig opdragelse, det kan oplevelse af svigt, det umodenhed og jeg kunne blive...

Og er det her ikke en historie der bare ekskalerer pga lidt modstand (som jeg for resten ikke læser som modstand men som velmenende råd), og der virkelig er en dreng der før 4 års alderen lavede grov dyremishandling (her taler vi ikke det "normale" alla hive en hund i benene, give den kæmpe og meget hårde krammere), en dreng der forsætligt har hoppet på et ben med hensigten at brække det (her taler vi ikke om et hop i en leg eller på en trampolin hvor barnet ikke har kunne overskue konsekvensen af legen blev for vild, men vitterlig forsætteligt), en dreng der virkelig udøver forsættelig vold. Så kan jeg slet ikke begribe de voksne omkring ham ikke har været omkring egen læge, børnespyk hvad ved jeg for flere år siden.

Taler vi derimod om en dreng der måske ikke kender sin egen styrke, har en kæmpe jalousi, er ekstrem klodset og har en umoden forståelse for konsekvenser af handlinger mm. Så tænker jeg vauw, her er der en familie der er på vej ud på et skråplan og smider hele ansvaret over på en 9 årigs skuldre..... og ja det er sikkert fantastiske dejlige og velovervjede, ressourcestærke forældre, men de har virkelig brug for andre øjne så de kan få vendt en kedelig udvikling.

Anonym skriver:

Jeg kan sætte mig 100% ind i din situation har selv en bonussøn på 9 år som er ekstrem voldelig og aggressiv. Vi har to små børn sammen på 1 og 4 år. Min mand og jeg er flyttet fra hinanden pga hans søn og ses nu kun i weekenderne. Drengen havde flere gange kvalt hende på 4 her til sidst da vi boede sammen så jeg måtte sige nu er det nok og tage snakken med min mand om at det simpelthen ikke var forsvarligt at han boede sammen med de små længere. Drengen på 9 boede hos os fast så det var hver dag jeg skulle følge efter ham for at beskytte de små og det blev for meget for mig. Vi fik kommunen ind over og de har ikke hjulpet ret meget. De har givet ham en psykolog og så har vi fået besked på at hver gang han skader de små skal vi tage på skadestuen og få dokumenteret deres skader.

Det lyder meget ens, hvordan går det så med psykologen? Hjælper det ham? Jeg har også været derude hvor jeg har overvejet at min mand og jeg skulle gå fra hinanden, men efter at samværdet er blevet mindre har jeg nemmere ved at lade op og være på når han så er her. Puha kan godt forstå du synes det var hårdt at være i det hver dag  man frygter jo for ens børns liv! hvordan er forholdet mellem dig og far så når i bor hver for sig nu? 

Anonym skriver:

1. Min mand har en søn på 9 snart 10 år som er hos os indimellem, der er ikke noget fast tidspunkt og det er næsten aldrig med overnatning, da sønnen oftes hellere vil hjem til sin mor igen, hvilket jeg iøvrigt godt kan forstå da det er sindssygt svært for ham at være her da vi har nogen regler og rutiner der skal overholdes da vi også har to andre mindre drenge 3-5år og en på vej. Bonusbarnet har utrolig svært ved at forholde sig roligt og kommer med mange udbrud og råbende adfærd hvor han skræmmer de små ved at stå på lur og råbe af dem når de kommer forbi en hjørne eksempelvis. Han løber rundt i sofaen og løber faktisk bare altid rundt i hele huset! Han er utrolig jaloux og grådig vil jeg nok kalde det, han kan ikke tåle hvis de små har fået noget nyt legetøj siden han var her sidst, så er det snyd og han hader os og det er helt uretfærdigt! Jeg har udspioneret lidt når han har været her og luret ind af vinduet når de har "troet" at de var uden opsyn børnene, og det er virkelig skræmmende at se. Bonus tyrre store bamser og puder i hovedet på de mindre og er virkelig manipulerende og hiver legetøj ud af hænderne på dem, så det gør ondt! Mens der var sne fik de små virkelig nogen hårde sneklumper tyret direkte i ansigtet og han er meget truende i sin adfærd, ville ødelægge snemanden og smadre alverdens ting!! Jeg er simpelthen altid så nervøs hvergang han skal være her fordi der næsten altid sker en eller anden ulykke, sidst var det sønnike på 5 hvor bonus smækkede bildøren over hans finger! der er også sket det der er værrer igennem årenes løb! Hvordan skal jeg kunne lære at slappe af i det her! Jeg føler jeg er så hårdt spændt for og er nødt til at rende i røven af bonus konstant for at holde øje med der ikke sker noget med nogen  frygteligt. Min mand er her selvfølgelig også så jeg står jo ikke alene med de unger. Har det lidt somom at der kommer en teorist ind i mit hjem, som vil gøre mine børn fortræd  kan ikke klare den vildskab, råben og grådighed som han kommer ind med og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få ham til at slappe lidt mere af og ikke være så angribende overfor de mindre!!

Ville egentlig ikke have svaret, for jeg ved hvordan det kan føles som bonusmor. Men bliver nød til det alligevel.

det lugter altså lidt af at du ikke er særlig glad for bonus og ser ham som en belastning og han reagere derefter. Det er mindst (faktisk meget mere) hårdt at være delebarn, som det er at være bonusmor. Og det gør det ikke bedre at han kan mærke du ikke orker eller ønsker ham.

selvom du ikke siger det eller prøver at skjule det, så føler han det.

du må tag ham ind under huden. Og så skulle i tage at kræve noget rigtig samvær med overnatning så han kan mærke i vil ham og han kan føle sig som en del af jer.

lineog4 skriver:

Ej har tænkt over denne her tråd hele vejen på cyklen til arbejde, så bliver nød til at få det ud af mit system så jeg kan koncentrere mig om mine skønne elever som for resten både kan være udafreagerende, har særlige behov, kæmpe udfordringer, forskellige diagnoser.

Kære ts jeg siger ikke du er en dårlig bonusmor, jeg forvirres en del fordi jeg synes historien ekskalerer, og det ene øjeblik handler det om ikke at kunne sidde ved et bord, lave mange krummer og det andet om forsætligt at have brækket et andet barns ben, utallige blodtude (jeg går ud fra det også er forsætligt) og dyremishandling.

Men jeg vil forklare dig min tilgang til børn og mine elever: Når jeg oplever et barn der er udafreagerende og det gør jeg både med de børn med særlige behov og de helt "almindelige", så tænker jeg ikke straks: der er noget galt med barnet. Når lille Ib svinger kæppen ude på legepladsen, så jeg tænker jeg ikke pr automatik: fuck han er forkert, han er dum, han har ADHD, han skal irettesættes, sætte på plads, opdrages mm. Jeg tænker pr automatik: fuck det løber et meget meget frustreret barn, og jeg har simpelthen ikke været god nok til at afhjælpe den frustration, jeg har ikke skabt de rammer så Ib undgår den frustration - jeg tænker pr automatik, hvad kan jeg gøre anderledes?

Jeg er "opdraget" professionelt til aldrig at alene have fokus på barnet/den unge, men altid på det system barnet/den unge agerer i, og det gør jeg også i denne fortælling. Det betyder ikke de voksne er "forkerte" eller dårlige forældre, det betyder at som syste,et er lige nu så skaber det frustration hos barnet.

Og så til aller sidst, jo en ekstrem jalousi kan afstedkomme en del af det du beskriver, men det kan fx en manglende forståelse på egen styrke også, det kan dårlig begavelse, det kan ADHD, det kan dårlig opdragelse, det kan oplevelse af svigt, det umodenhed og jeg kunne blive...

Og er det her ikke en historie der bare ekskalerer pga lidt modstand (som jeg for resten ikke læser som modstand men som velmenende råd), og der virkelig er en dreng der før 4 års alderen lavede grov dyremishandling (her taler vi ikke det "normale" alla hive en hund i benene, give den kæmpe og meget hårde krammere), en dreng der forsætligt har hoppet på et ben med hensigten at brække det (her taler vi ikke om et hop i en leg eller på en trampolin hvor barnet ikke har kunne overskue konsekvensen af legen blev for vild, men vitterlig forsætteligt), en dreng der virkelig udøver forsættelig vold. Så kan jeg slet ikke begribe de voksne omkring ham ikke har været omkring egen læge, børnespyk hvad ved jeg for flere år siden.

Taler vi derimod om en dreng der måske ikke kender sin egen styrke, har en kæmpe jalousi, er ekstrem klodset og har en umoden forståelse for konsekvenser af handlinger mm. Så tænker jeg vauw, her er der en familie der er på vej ud på et skråplan og smider hele ansvaret over på en 9 årigs skuldre..... og ja det er sikkert fantastiske dejlige og velovervjede, ressourcestærke forældre, men de har virkelig brug for andre øjne så de kan få vendt en kedelig udvikling.

Som sagt har han tilknyttet en hjemme hos pædagog der følger ham i skole og hos mor! Vi har ham så lidt at jeg ikke vil begynde at søge om alverdens hjælp. Jeg ønskede nok bare mest nogen svar fra de kloge mødre herinde, på hvad det evt kan være der gør han har den adfærd! Jo en del af det kan sagtens være jalousi, der er forståeligt, vi hjælper ham igennem jalousien til de mindre søskende ved at tale om det og fortælle ham at han er præcis ligeså værdsat som dem osv. (Jeg ved godt jeg måske ikke har det helt sådan, men hvem er ikke mere tilknyttet til sine biobørn, det væsentlige er for mig at han ikke føler sig udenfor, og jeg siger og opføre mig ikke på en måde der gør at han kommer til at føle sig uden for). Det kan godt være du er skolelærer? Og ser børn med forskellig adfærd og gør dig tanker om det på en professionel måde, men hvis det foregik i dit hjem så er jeg sikker på at du heller ikke ville kunne forholde dig udelukkende objektivt! Behøver ikke flere råd, mere sparring fra andre der har oplevet lignende! 

Anonym skriver:

Jeg ærger mig bare sådan over at skulle være sådan på mærkerne når han er her, Vi kan ikke bare slappe af og fx lave en fælles slik skål som vi plejer en fredag aften eks. For så har han taget det hele i hænderne inden vi andre har fået slået røven i sofaen. Det er da så træls at gå og skulle tænke sådan over alt, det hele bliver så kunstigt! 

Så måske lav om på måden hvorpå i gør tingene. Det er jo ikke "plejer" for det er vel lige så meget "plejer" det som I gør når han er der. 

Jeg tror det er vigtigt at omlægge strategi og måske ændre i hvert fald dit syn på familien. 

I er EN familie Samlet. Alle sammen. 

Sådan som du beskriver det, virker det som om han ikke er en del af den samhørighed I andre er. Som om han er ekskluderet. 

For mig virker det som en rationel om end en del voldsom reaktion på alt dette. 

Måske det ville være en ide at lave 3 skåle slik: en til dem hver. Gør dette også de dage han ikke er der. For i tager vel også hensyn hvis en af de andre børn har brug for regler eller administration/rationeringer af nogen art. 

Ligeledes sørg for at han føler sig velkommen og hjemme, lav evt lidt hygge og "fejr" dagen hvor han er der. Måske ændre din regel om at det ikke er nødvendigvis alle der får, for det for dine børn garanteret alligevel. Så hvis dine børn tidligere på dagen har fået en sodavand til 3 kroner så sørg for at købe en ekstra og forklare de andre børn at det er til storebror, for han kommer senere. 

Jeg er nok lidt farvet af at jeg selv er skilsmissebarn og heller ikke følt mig hjemme i min fars hjem - og slet ikke af min stedmor! Dog ikke reageret som dit barn, men bare været rigtig ked af det og fået ondt i maven når jeg skulle hjem til dem. Ja jeg har også været jaloux på min stedsøster og hadet hende. Dette er min fars og stedmorblomsts skyld da det er dem der har sat dagsordenen og har skabt den stemning.

Det er super ærgeligt at det skal være sådan nogle steder. Og jeg håber at det skyldes at man ikke har haft tænkt over tingene og ikke at det er en selvvalgt holdning til hvem og hvad en familie er. 

Som sagt har han tilknyttet en hjemme hos pædagog der følger ham i skole og hos mor! Vi har ham så lidt at jeg ikke vil begynde at søge om alverdens hjælp. Jeg ønskede nok bare mest nogen svar fra de kloge mødre herinde, på hvad det evt kan være der gør han har den adfærd! Jo en del af det kan sagtens være jalousi, der er forståeligt, vi hjælper ham igennem jalousien til de mindre søskende ved at tale om det og fortælle ham at han er præcis ligeså værdsat som dem osv. (Jeg ved godt jeg måske ikke har det helt sådan, men hvem er ikke mere tilknyttet til sine biobørn, det væsentlige er for mig at han ikke føler sig udenfor, og jeg siger og opføre mig ikke på en måde der gør at han kommer til at føle sig uden for). Det kan godt være du er skolelærer? Og ser børn med forskellig adfærd og gør dig tanker om det på en professionel måde, men hvis det foregik i dit hjem så er jeg sikker på at du heller ikke ville kunne forholde dig udelukkende objektivt! Behøver ikke flere råd, mere sparring fra andre der har oplevet lignende! 

Jeg har faktisk stået i det, har en bonus der ændrede adfærd netop da lillesøster kom til, han ville dog aldrig have gjort hende noget ondt for han vendte det mod os voksne og du kan tro jeg har stået og været bange da han og far sloges i gangen og ting blev smadret - far sloges egentlig ikke men holdt ham fast, han truede med at slå sin far ihjel osv. Jeg gjorde sindsyg mange fejl og har lært af dem og jeg har blandt andet lært at det aldrig alene er barnet/den unge men hele familien og man kan ikke kræve barnet/den unge forandrer sig uden selv også at være forandringsparat. Hvor ville jeg have ønsket jeg har mødt nogle af de der har svaret dig herinde og jeg havde lyttet til dem, så havde vores forhold både i familien som hele og forholdet til min bonus været hundrede gange bedre vil jeg tro 

Jeg kan godt se det er hundrede gange federe at blive bekræftet i man gør det hele rigtigt og barnet nok bare er "forkert", men vil fortælle dig både med erfaring som bonus mor og som professionel, at den bekræftigelse ikke rykker og ændre. Så søger du alene bekræftigelsen og du ikke vil indgå ingen udvikling i forhold at skabe en rutine der afhjælper i hvert fald i en grad den frustration din bonus står med, så ville mit aller bedste råd være: det er kun far der har samvær og så rykker du og de små ud i de dage hvor sønnen er der, men også at øge samværet og gøre der fast, for det er opslidende for en 9 årig at være i en forvirring: hvornår skal jeg, hvor længe skal jeg osv.....!

lineog4 skriver:

Jeg har faktisk stået i det, har en bonus der ændrede adfærd netop da lillesøster kom til, han ville dog aldrig have gjort hende noget ondt for han vendte det mod os voksne og du kan tro jeg har stået og været bange da han og far sloges i gangen og ting blev smadret - far sloges egentlig ikke men holdt ham fast, han truede med at slå sin far ihjel osv. Jeg gjorde sindsyg mange fejl og har lært af dem og jeg har blandt andet lært at det aldrig alene er barnet/den unge men hele familien og man kan ikke kræve barnet/den unge forandrer sig uden selv også at være forandringsparat. Hvor ville jeg have ønsket jeg har mødt nogle af de der har svaret dig herinde og jeg havde lyttet til dem, så havde vores forhold både i familien som hele og forholdet til min bonus været hundrede gange bedre vil jeg tro 

Jeg kan godt se det er hundrede gange federe at blive bekræftet i man gør det hele rigtigt og barnet nok bare er "forkert", men vil fortælle dig både med erfaring som bonus mor og som professionel, at den bekræftigelse ikke rykker og ændre. Så søger du alene bekræftigelsen og du ikke vil indgå ingen udvikling i forhold at skabe en rutine der afhjælper i hvert fald i en grad den frustration din bonus står med, så ville mit aller bedste råd være: det er kun far der har samvær og så rykker du og de små ud i de dage hvor sønnen er der, men også at øge samværet og gøre der fast, for det er opslidende for en 9 årig at være i en forvirring: hvornår skal jeg, hvor længe skal jeg osv.....!

Vi skal nok finde en løsning der kan hjælpe ham, men det bliver ikke noget med at jeg og børnene lige flytter hjemmefra når han kommer! og jeg tror på at det er ham der fejler noget, som gør ham som han er, det er jeg ret overbevist om efter at have kendt ham i 5 år og se den udvikling han er gået igennem. Det er jo ikke mig der har gjort eller gør ham så agressiv, derfor kan jeg ikke bruge det til så meget mange af de kommentarer der er lavet. Mange af dem der kommentere tilægger mig nogen holdninger og væremåder, som ikke er reelle istedet for at spørge ind til om jeg rent faktisk bruger tid sammen med ham, om jeg kan lide ham osv! Det er også nemt at sidde er andet sted og være klog på hvordan vi er som familie osv! Men alt det jeg har skrevet er jo stadig kun en brøkdel af det hele! 

Anonym skriver:

Det lyder meget ens, hvordan går det så med psykologen? Hjælper det ham? Jeg har også været derude hvor jeg har overvejet at min mand og jeg skulle gå fra hinanden, men efter at samværdet er blevet mindre har jeg nemmere ved at lade op og være på når han så er her. Puha kan godt forstå du synes det var hårdt at være i det hver dag  man frygter jo for ens børns liv! hvordan er forholdet mellem dig og far så når i bor hver for sig nu? 

Ja frygter også for mine børns luv nogle gange og det værste er nu at hende på 4 er begyndt at slå og sparke når hun bliver sur men igen det er hvad hun har lært af sin storebror så lige nu har jeg søgt hjælp hos kommunen til at få stoppet denne adfærd inden det går helt galt og har en aftale med børnehaven at når storebror udsætter hende for vold at jeg fortæller det derovre da hun så måske kan finde på at gøre det samme, heldigvis er det kun mig det er gået ud over indtil videre når hun bliver sur. Jamen psykologen blev bevilget for et år siden og det er ikke startet op endnu så kan desværre ikke fortælle dig om det hjælper, men det tror jeg næppe det kommer til, han er så "syg" at jeg desværre tror det er for sent at redde ham, hans mor hjernevasker ham jeg er sikker på at han slår en ihjel en dag i raseri. Mht til min mand og jeg så går det ok, det er lidt trist om aftenen når man skal gå i seng alene men det er vores børn der kommer først og så må vi bide i det sure æble. Mine børn har det bedre efter storebror ikke er her mere, de kan være dem selv nu. Han kunne gå amok over at de larmede og han råbte og skreg når den lille græd osv osv. Og ja små børn larmer det kan man ikke komme udenom.

Anonym skriver:

Som sagt har han tilknyttet en hjemme hos pædagog der følger ham i skole og hos mor! Vi har ham så lidt at jeg ikke vil begynde at søge om alverdens hjælp. Jeg ønskede nok bare mest nogen svar fra de kloge mødre herinde, på hvad det evt kan være der gør han har den adfærd! Jo en del af det kan sagtens være jalousi, der er forståeligt, vi hjælper ham igennem jalousien til de mindre søskende ved at tale om det og fortælle ham at han er præcis ligeså værdsat som dem osv. (Jeg ved godt jeg måske ikke har det helt sådan, men hvem er ikke mere tilknyttet til sine biobørn, det væsentlige er for mig at han ikke føler sig udenfor, og jeg siger og opføre mig ikke på en måde der gør at han kommer til at føle sig uden for). Det kan godt være du er skolelærer? Og ser børn med forskellig adfærd og gør dig tanker om det på en professionel måde, men hvis det foregik i dit hjem så er jeg sikker på at du heller ikke ville kunne forholde dig udelukkende objektivt! Behøver ikke flere råd, mere sparring fra andre der har oplevet lignende! 

Så det du vil have er råd fra mødre, der intet fagligt belæg har, og som stryger dig med hårene (de eneste svar du reagerer konstruktivt på), men svar fra fagfolk med konkret viden om det her, og som har brugt år på at lære om de her ting, og som har evidens og belæg for sine svar, dem kan du ikke bruge til noget? (Her tænker jeg på, at du har fået brugbare svar fra en lærer med kendskab til børns udvikling, inklusion og udfordrede børn. Fra en kandidatstuderende i psykologi, som har stor indsigt i udviklingspsykologi, afvigende udvikling, psykopatologi og indgående kendskab med og decideret erfaring med arbejdet i PPR. Samt, så vidt jeg husker, en person med sundhedsfaglig baggrund (Abracadabra, er det ikke noget med, at du er læge?). Men svar fra fagfolk er fuldstændig irrelevante og ikke nødvendige at tage seriøse for dig. Det er jeg helt og aldeles uforstående overfor, og det er da noget af det mest bekymrende her.

Jeg er mor til et barn med særlige behov. Et barn med ekstrem voldelig og udafreagerende adfærd. Et barn som går amok på os forældre men så sandelig også sine søskende. Et barn som truer med død og ødelæggelse. Et barn der prøver at passe ind i vores verdens definition af hvordan vi alle skal være! 

Vi lever i det dagligt og ønsker ikke at splitte familien ad. Det har krævet sved, blod og tårer, vrede, frustrationer, spørgmål om hvorfor - hvorfor os!! 

Ikke kun for vores barn med særlige behov men i særdeleshed også de to søskende som står og ser på, på sidelinjen. 

Jeg kender til alt du går igennem - jeg har selv været der. Men intet - og nu gentager jeg koret herinde - intet ændre sig hvis du/i ikke vil indse at i også bære en del af ansvaret for at få det ændret. 

Hjælpen kommer (desværre) ikke af sig selv trods det i allerede har en hjemme hos pædagog  - i skal selv søge hjælpen. Systemet er benhårdt at arbejde med men i skylder bonus og ikke mindst de to andre søskende at gøre det - og jer selv for at i kan forblive en familie. Det er en KAMP at komme igennem men det kan lykkedes. 

Det tog lang tid for os at komme til erkendelsen og accepten af at vores familieliv bare ikke bliver som vi drømte om. Det er en kæmpe sorg proces man skal igennem.

Ja der er mange ting vi ikke længere kan fordi vi er "begrænset" af vores barn MEN er der nogen vi samtid er streng overfor så er det barnet med særlige behov fordi det har behov for SÅ tydelige rammer at vi ikke kan vakle. Vi fik også 3 skåle slik i starten nu går det bedre og sjældent deler vi det op nu. Bliver der hoppet i sofaen, sengen på stolen eller andet så bliver vores tumle madras fundet frem og så bliver barnet henvist hertil - fordi der er det ok  bare for lige at tage fat i nogle af de ting du selv nævner.

Vores liv er blevet mere udholdeligt - vi øver os stadig hver dag. Vores energi render også ud, for at stå med et barn med særlige behov er kraftedme pisse hårdt - og ingen kan sætte sig ind i hvad det vil sige hvis man ikke har stået i det. 

vi har endelig efter 15 måneders kamp fået bevilliget aflastning - så nu har vi 1 weekend i måneden hvor vi smider alt ud til højre og laver de ting almindelige familier laver. Tager på restaurant, shoppetur, fjoller og griner total uhæmmet eller hvad vi nu lyster men når barnet igen er hjemme retter alle ind under de meget strukturede rammer, tydelige voksne og de begrænsninger vi har i vores familie for at vores lille familie ikke skal kuldsejle fuldstændig