det er så anstrengende

Benjamins'mor skriver:

Fordi han sikkert godt kan mærke det på dig. Det er meget muligt du ikke selv synes du viser hvordan du føler, men bare det at du har tankerne kan et barn altså godt mærke på en. 

Hvad ved jeg? Jeg ved nøjagtigt hvad du skriver i denne tråd, og du tager meget afstand til det barn og du magter ikke han kommer. Han kan godt mærke han er uvelkommen hvis du ikke engang magter at have ham mere end en dag indimellem. 

Muligt at han har brækket et andet barns ben, det er ikke i orden, men det sku slet ikke okay at nægte ham at komme på besøg af den grund. Helt ærligt, det er hans FAR, han har ret til at være der på lige fod med de børn i har fået EFTERFØLGENDE. 

Jo det vil jeg faktisk mene at jeg er i min fulde ret til at sige at han ikke må komme her, især efter det brækkede ben! Ja hans far bor her men det gør jeg også og mine børn! Jeg havde brug for luft efter den episode og det havde hans far også! Far synes heller ikke det er sjovt og det han har svært ved at nyde det når vi alle er sammen!

Anonym skriver:

Skal måske rettere sige jeg værdsætter ikke hans adfærd!

Men ved du hvad det mærket børn altså , jeg har en dreng på 6 som kan virke uopdragen men det er han ikke. Min familie har svært ved at rumme ham , og det kan han sagtens fornemme. Så ja du søger hjælp til drengens adfærd, men det hele har altså indflydelse på adfærd også jer !

Nu vælger jeg at gå med din præmis: drengen har nogle udfordringer og de er centreret om små børn - ikke jeres børn specifikt men små børn. Over for små børn generelt er han voldelig og truende. 

Så ville jeg for det første sørge for han aldrig var alene med små børn. 

Jeg ville lave en meget konkret og simpel social historie som jeg, hans far og hans mor læste med ham hver dag (Google socialhistorier og læs teorier om det). 

Jeg ville hvis det alligevel gik galt hver gang lave en tegneserie historie hvor man helt konkret laver tændstiksmænd og gør ordene konkret med tegninger - hvis han har særlige behov eller udfordringer vil han formodentlig være meget konkret tænkende og alle de ord ryger lige igennem ørene. 

Skriver mere senere skal lige hjælpe min datter 

Anonym skriver:

Far og søn laver også ting sammen, jeg vil heller ikke sige at han er en dejlig dreng hvis jeg ikke mener det, men jo han er faktisk en dejlig dreng, når man er alene med ham, når jeg nogen gange har henter ham hos bio mor så er han så skøn og vi snakker hele vejen hjem om alt muligt. Det er ligesåsnart vi når hjemmeadressen her så slår det klik og han hænger på væggen!! Der er det jeg har det svært med!

han lyder præcis som min søn, han har svær adhd.. 

Kunne det evt være noget ala det, der gør de problematikker  ?

Anonym skriver:

Jo det vil jeg faktisk mene at jeg er i min fulde ret til at sige at han ikke må komme her, især efter det brækkede ben! Ja hans far bor her men det gør jeg også og mine børn! Jeg havde brug for luft efter den episode og det havde hans far også! Far synes heller ikke det er sjovt og det han har svært ved at nyde det når vi alle er sammen!

Det synes jeg bestemt ikke du er i din ret til, han var der før dig, du vidste han var der. Du kan ikke bare valse ind i hans liv og forbyde ham at se sin far. 

Bliver ærligt mere og mere forarget. 

Jeg hopper ud af tråden her, synes folk har prøvet at hjælpe dig men du vil ikke indse at i bære en del af ansvaret og du vil ikke gøre noget for at ændre det " for det overskuer du ikke ". Helt ærligt, hvad er det for en holdning? Stakkels dreng.

LonglivetheQueen skriver:

Søde du.. træk lige vejret ned i maven.

Din mands søn kan godt mærke at du ikke kan lide ham, at du er på vagt over for ham, det folk herinde prøver at vise dig er at netop dine negative tanker i forhold til drengen er med til at gøre det hele meget værre. Børn er intuitive, de mærker rigtig meget, meget mere end vi som voksne kan forstå.

Derudover samarbejder børn altid med voksne.. altså.. de gør hvad de kan mærke vi vil have eller hvad de tror vi forventer.

Du og sikkert din mand er endt der, hvor i forventer at få en uregerlig unge hjem på samvær, i frygter det måske endda, drengen gør hvad han kan bedst og samarbejder med den forventning, hvilket vil sige at han er uregerlig. Det skal i få styr på snart, ellers kan det have rigtig trælse konsekvenser for både ham og jer, da han tydeligvis er udafreagerende.

Du skal ikke skamme dig over at have dine følelser og tanker, men du skal prøve at forstå, at de følelser kommer til udtryk i din opførsel, uanset om du vil det eller ej, som så påvirker barnet.

Jeg vil på det stærkeste råde jer til at få hjælp fra en familie terapeut, da det i min optik ellers kun kan blive værre.

Drengen har det forfærdeligt.. og det har i også, han, dig, din mand og jeres børn har brug for at finde ind til kernen af problemet, i har brug for at få vendt den negative spiral i har fået lavet.

Til sidst vil jeg bare sige: Det er aldrig barnets skyld, barnet er et produkt af de primære omsorgspersoner den har, hvilket vil sige bio-mor, far og dig. Han kan ikke gøre for at han er som han er (med mindre han decideret er hjerneskadet), det er noget i har "lært" ham. (selvfølgelig ikke bevidst) Og derfor skal i som forældre have hjælp til hvordan i får lært ham noget andet.

Håber mit indlæg kan bruges til noget.. det er en meget lidt holdbar situation i står i og det er synd for jer alle.

Jeg tror drengen har en psykisk sygdom af en art! Jeg kan godt lide ham, bare ikke adfærden og ja det kan han godt mærke at jeg ikke kan lide for det siger jeg til ham med store bogstaver! Ligesåvel som jeg siger til de to andre når de gør noget jeg ikke vil have!

Benjamins'mor skriver:

Det synes jeg bestemt ikke du er i din ret til, han var der før dig, du vidste han var der. Du kan ikke bare valse ind i hans liv og forbyde ham at se sin far. 

Bliver ærligt mere og mere forarget. 

Jeg hopper ud af tråden her, synes folk har prøvet at hjælpe dig men du vil ikke indse at i bære en del af ansvaret og du vil ikke gøre noget for at ændre det " for det overskuer du ikke ". Helt ærligt, hvad er det for en holdning? Stakkels dreng.

Jeg forbyder ham ikke at se sin far! Jeg forbyder ham at ude vold mod mine børn!

Anonym skriver:

Jeg forbyder ham ikke at se sin far! Jeg forbyder ham at ude vold mod mine børn!

Du forbyder ham da at se sin far, hvis han i en periode ikke har måttet besøge jer.

Anonym skriver:

Ja han er jo ikke mit barn og det er jo sådan det er! Jeg ser ham ikke som en del af familien fordi hans adfærd tillader min hjerne at være okay med at skubbe ham længere og længere væk. Jeg kan ikke gøre for jeg har det sådan, men når han er så hård og fysisk overfor mine børn så har jeg meget svært ved at se positivt på ham. Jeg oplever ham kun positivt når jeg er alene med ham og vi kan snakke om alt muligt, men ligesåsnart  de to mindste er der så bliver jeg Løvemor! 

Desuden er det ganske normalt at han er "rolig og stille" osv når man har ham på tomandshånd, han er ene barn ved mor og alene med dig/far under afhentning/aflevering - når han rammer jeres patrikken er der pludselig konkurrence mellem ham og de små. Du er nød til at lægge det negative væk, helt væk! Han kan mærke at du "ikke kan li ham" og det ændre INTET for ham, han bor der osse, og han er også en del af familien på lige fod med dine andre børn.

Anonym skriver:

han lyder præcis som min søn, han har svær adhd.. 

Kunne det evt være noget ala det, der gør de problematikker  ?

Ja måske, det er aldrig blevet undersøgt, jeg synes det er helt vildt hvordan han kan vende sin adfærd så hurtigt fra det ene øjeblik til det andet . Jeg ved ikke meget om ADHD så kan ikke se om det er sådan noget der gør det?