Flytte 100 km væk fra far.

Sprit25 skriver:

Jo helt klart mit behov. Men er faktisk også i tvivl om jeg ville gøre det hvis det så betød mit barn skulle rejse 100 km for at se sin far eller 100 km for at se sin mor. 

Ja måske kommer de til at se hinanden men det bliver da mere kompliceret og mere træls. Og hvem ved måske ender det med barnet som teenager ikke gider tage turen. 

Måske. Det er jo umuligt og spå fremtiden. 

Det er også træls for far at vi "kun" bor 10 km væk. Han har op til flere gange droppet samvær, fordi han ikke gider kører 20 min i bil. 

Så allerede nu, sætter han begrænser for samvær, ved kun at tænke på sig selv. Så det er lige meget føler jeg, om vi bor 1 time eller 20 min. væk. Det er op til hans humør og planer hvordan de skal ses... 

Nu ved jeg ikke lige hvor i Storkøbenhavn du bor, men for mig hænger det ikke helt sammen med at i absolute intet natur har i sigte/eller det er svært for jer at komme ud i naturen... 

Jeg bor selv i indre by, har før boet på Østerbro, Nørrebro samt Vesterbro og før det ude på Vestegnen omkring Glostrup/Albertslund. Det eneste sted jeg syntes var beton-kedeligt var Nørrebro, og der boede jeg nu også "kun" fordi jeg studerede og gerne bare ville have en nem hverdag med kort afstand til skole og institution. 

Jeg er, som flertallet, meget imod at flytte så langt væk fra sit barns forældre. Lige meget hvor deltagende den anden forældre er. Her bliver far i hvert falde IKKE mere deltagende, tværtimod tror jeg, ved du flytter væk med jeres barn. I det øjeblik du vælger at få et barn, forpligter du dig til nogle ting, som man ikke bare lige kan ændre på. Feks hvor du bor med dit barn, og at det selvsagt skal være tæt på far. Og at din bitterhed mod far ift hvor meget han deltager/betaler/osv. er noget du må pakke væk, og ikke bruge som grunde til at DU (ikke dit barn) gerne vil flytte væk. Betaler far ikke nok i bidrag, og du er utilfreds med det? Gør noget ved det, og kontakt SF. Deltager han ikke nok (hvornår deltager man "nok"? Hvem sætter standarden?) er det hans tab i sidste ende, ikke dit og det er ikke noget du kan gøre noget ved som sådan. Dit barn finder ud af at navigere rundt i det, og ved i sidste ende godt hvem det kan regne med og hvem der kommer til de forskellige arrangementer osv. 

Jeg ved ikke hvor gammelt dit barn er, men tit sker det at far kommer mere i billedet/bliver mere nærværende og interesseret i at være der, når alderen på barnet bliver højere. Har selv barn med en såkaldt legeonkel, så kender godt til dine problematikker og din utilfredshed  omkring det. 

Alle dem som skriver her i tråden med reelle erfaringer, beskriver hvordan det har ramt barnet på en negativ måde ift at flytte langt væk fra den anden forældre, og det syntes jeg er værd at tage til eftertragtning. 

Mille:) skriver:

Min kæreste har et barn på nu 9 år... For ca 2 år siden valgte moderen at flytte 4,5 timers kørsel væk fra os... Før havde vi 30 min kørsel og havde ham hver weekend og kunne være med i børnehave og derefter skole på en hverdag... Vi har altid haft et super godt forhold til moderen 

men hun valgte at flytte 4 timer længere væk for at komme tættere på familie, venner og havde sagt ja til nyt arbejde i det nye område...

jeg forstår udmærket moderens savn og muligheder ved at flytte tilbage.... MEN....

jeg syntes det er enormt egoistisk at flytte så langt væk... Når man har fået barn med en så forpligter man sig også... 

Min bonus søn er enormt farglad og det er først nu her ca 2 år efter at han er begyndt at trives og acceptere at vi kun kan ses hver anden weekend...

vi har valgt at der aldrig skal være kamp imellem os og moderen, så vi sagde vores ærlige mening, men at det vigtigste var at vi skulle få det til at fungere... 

Det kan sagtens fungere... Men det kræver blod, sved, kommunikation og tårer som ikke foregår foran barnet...

i dag mødes vi på halvvejen og bringer og afleverer... Det koster mere tid og diesel, men vi får til gengæld en super kvalitetstid sammen...

men vi har et rigtig godt forhold og det kan min bonus søn mærke 

 

 

Tak fordi du deler din historie.. 

Men her er der tale om 60 min i bil. Så med lidt god vilje, så kan man godt tag den tur i tilfælde der sker noget i hverdagen som far kan deltage i, så er det jo ikke helt umuligt og komme til. 

Enig! Men hvad så med alle de andre forpligtelser der følger med? Dem deltager han jo ikke i. 

Han respektere jo IKKE de andre ting der ved at have et barn. ALT er tilrettet lagt efter fars behov. feks skal han sove længe min. en gang om ugen. Så derfor har han ham kun lørdag-søndag. 

Han ville ikke betale fuld børnepenge, da det jo er mig der ville have ham. Han har iøvrigt ALDRIG betalt for noget, også selvom vi var sammen. Han har MANGE penge i banken! 

Så længe han får sin vilje, er alt fint. 

Når jeg går i mod far, så for jeg af vide at "det bliver grimt, bare fordi du skal skabe dig"

 

 

Jeg siger ikke at han ikke er en røv. Men du har valgt at få et barn med ham (mod hans vilje, eller hvordan?), og så følger der jo forpligtelser med.

Og som du også selv er inde på - er det værd at ødelægge det trods alt gode samarbejde med far? Hvordan vil det påvirke jeres barn at far lige pludselig ikke kan lide mor længere, at der er dårlige vibes jer imellem, at barnet ikke kan se far så meget som han plejer, at de to hjem føles meget langt fra hinanden (både i afstand og i følelser)?

Anonym skriver:

Måske. Det er jo umuligt og spå fremtiden. 

Det er også træls for far at vi "kun" bor 10 km væk. Han har op til flere gange droppet samvær, fordi han ikke gider kører 20 min i bil. 

Så allerede nu, sætter han begrænser for samvær, ved kun at tænke på sig selv. Så det er lige meget føler jeg, om vi bor 1 time eller 20 min. væk. Det er op til hans humør og planer hvordan de skal ses... 

Men så hjælper det hvertfald ikke at flytte 100 km væk 

Naturligvis kan jeg godt se det trælse i du skal begrænse dig, men du fik et barn med en mand. Det svarer til I stadig var sammen, du ville flytte han vil ikke. 

Samtidig prøv at sætte dig i hans sted!

modesty skriver:

Jeg siger ikke at han ikke er en røv. Men du har valgt at få et barn med ham (mod hans vilje, eller hvordan?), og så følger der jo forpligtelser med.

Og som du også selv er inde på - er det værd at ødelægge det trods alt gode samarbejde med far? Hvordan vil det påvirke jeres barn at far lige pludselig ikke kan lide mor længere, at der er dårlige vibes jer imellem, at barnet ikke kan se far så meget som han plejer, at de to hjem føles meget langt fra hinanden (både i afstand og i følelser)?

Da jeg blev gravid, havde vi kun været sammen i 10 dage! Så vi valgte sammen og beholde det. Jeg sagde den gang, at var han ikke i stand til at udfylde den rolle som far, så ville jeg tag "hjem". For ville ikke stå alene med det hele.

Og det gjorde jeg jo så! Så han har faktisk løbet fra sin forpligtelse. Han satte os på gaden, da han ikke ville mere. Jeg fik så en bolig i min hjemby, da det ikke var lige til og få en bolig jeg kunne betale i københavn. Han LOVEDE han nok skulle tag sig sammen og hjælpe. Både praktisk og økonomisk. Det har han så ikke gjort.

Jeg har i 4 år KÆMPET for at holde alt i en god tone. Jeg finder mig i ALT. Jeg for ikke de penge jeg har ret til, jeg for ikke den primære hjælp i hverdagen fra ham men fra min veninder. Så min tålmodighed er sluppet op. 

Så jo valgte og få et barn med ham! Men det var noget vi besluttede i fælleskab. Det har han så ikke kunne leve op til... 

Sprit25 skriver:

Men så hjælper det hvertfald ikke at flytte 100 km væk 

Naturligvis kan jeg godt se det trælse i du skal begrænse dig, men du fik et barn med en mand. Det svarer til I stadig var sammen, du ville flytte han vil ikke. 

Samtidig prøv at sætte dig i hans sted!

Men hvad med mit vores sted? Vi er KUN her pga far. Hvad med han så vores mistrivsel i bolig og økonomisk? Hvad med han begyndte og ofre sig lidt for at vi kunne få det godt? 

Han har aldrig haft vores barn alene i mere end en dag. Han magter det ikke. Så hans mor kommer og hjælper. Han vil ikke melde ferie ud, da han jo ikke ved hvordan det ser ud til den tid( om han magter det). Han ville ikke have ham sovende i hverdagen, da han ikke gider stå op før kl 08.00. 

Så alt i alt er det jo kun hans behov vi tager hensyn til. 

Så ja jeg valgte og få barn med ham og han valgte og få barn med mig. Men han har så valgt ikke og leve op til de ting der kræves af en far. Så mener jeg, at jeg vel har lidt ret til at vurdere hvad der er bedst for os. 

Så hvis jeg skulle sætte mig i hans sted, så havde jeg nok nosset mig lidt sammen og givet mig en grund til ikke at flytte... 

Anonym skriver:

Men hvad med mit vores sted? Vi er KUN her pga far. Hvad med han så vores mistrivsel i bolig og økonomisk? Hvad med han begyndte og ofre sig lidt for at vi kunne få det godt? 

Han har aldrig haft vores barn alene i mere end en dag. Han magter det ikke. Så hans mor kommer og hjælper. Han vil ikke melde ferie ud, da han jo ikke ved hvordan det ser ud til den tid( om han magter det). Han ville ikke have ham sovende i hverdagen, da han ikke gider stå op før kl 08.00. 

Så alt i alt er det jo kun hans behov vi tager hensyn til. 

Så ja jeg valgte og få barn med ham og han valgte og få barn med mig. Men han har så valgt ikke og leve op til de ting der kræves af en far. Så mener jeg, at jeg vel har lidt ret til at vurdere hvad der er bedst for os. 

Så hvis jeg skulle sætte mig i hans sted, så havde jeg nok nosset mig lidt sammen og givet mig en grund til ikke at flytte... 

Men det er jo problemer, som fortsat vil være der, selvom du flytter ...... 

Bare meget værre.

Da jeg blev gravid, havde vi kun været sammen i 10 dage! Så vi valgte sammen og beholde det. Jeg sagde den gang, at var han ikke i stand til at udfylde den rolle som far, så ville jeg tag "hjem". For ville ikke stå alene med det hele.

Og det gjorde jeg jo så! Så han har faktisk løbet fra sin forpligtelse. Han satte os på gaden, da han ikke ville mere. Jeg fik så en bolig i min hjemby, da det ikke var lige til og få en bolig jeg kunne betale i københavn. Han LOVEDE han nok skulle tag sig sammen og hjælpe. Både praktisk og økonomisk. Det har han så ikke gjort.

Jeg har i 4 år KÆMPET for at holde alt i en god tone. Jeg finder mig i ALT. Jeg for ikke de penge jeg har ret til, jeg for ikke den primære hjælp i hverdagen fra ham men fra min veninder. Så min tålmodighed er sluppet op. 

Så jo valgte og få et barn med ham! Men det var noget vi besluttede i fælleskab. Det har han så ikke kunne leve op til... 

 

Men du har jo så også selv valgt at få et barn med en mand du ikke kendte og som i princippet kunne vise sig at være hvemsomhelst. Og dermed er du også gået ind på præmisserne at du ikke vidste hvilken far du gav dit barn. Den beslutning mener jeg også fører til et ret stort ansvar fra din side om at gøre det ekstra stykke arbejde for at få relationen til at fungere.

Han lyder ikke som den fedeste person at få et barn med, bestemt ikke. Men du har selv valgt det.

Hvis du flytter, gør du det for din egen skyld. Fordi du gerne vil tættere på din familie og få en nemmere hverdag. Det kan jeg godt forstå, men jeg er ikke enig i det valg, hvis du vælger at tage det. Som sne190810 også er inde på - alle de problemer angående far som du lister op, bliver jo kun værre af at du flytter. Plus der kommer en masse ekstra til.

Anonym skriver:

Da jeg blev gravid, havde vi kun været sammen i 10 dage! Så vi valgte sammen og beholde det. Jeg sagde den gang, at var han ikke i stand til at udfylde den rolle som far, så ville jeg tag "hjem". For ville ikke stå alene med det hele.

Og det gjorde jeg jo så! Så han har faktisk løbet fra sin forpligtelse. Han satte os på gaden, da han ikke ville mere. Jeg fik så en bolig i min hjemby, da det ikke var lige til og få en bolig jeg kunne betale i københavn. Han LOVEDE han nok skulle tag sig sammen og hjælpe. Både praktisk og økonomisk. Det har han så ikke gjort.

Jeg har i 4 år KÆMPET for at holde alt i en god tone. Jeg finder mig i ALT. Jeg for ikke de penge jeg har ret til, jeg for ikke den primære hjælp i hverdagen fra ham men fra min veninder. Så min tålmodighed er sluppet op. 

Så jo valgte og få et barn med ham! Men det var noget vi besluttede i fælleskab. Det har han så ikke kunne leve op til... 

 

Pengene søger du om (så er det løst) hjælp i hverdagen kan du ikk forvente når i ikk er sammen, sådan er det også med os andre som er gået fra hinanden....

Du har problemer med ham, men det jeg synes du skal tænke over er Hvordan  tingene bliver hvis i flytter.... Kan du leve med at dit barn "mister" sin far?... For det kan jo ske...