Flytte 100 km væk fra far.

lineog4 skriver:

Har du talt med far om dine overvejelser? 

Personligt skulle jeg ikke bo 100 km væk fra mit barn, men kender andre hvor det fungerer okay. Kan huske da jeg selv var ung o skilsmissebarn, bare der min far boede 5 km uden for byen var en hindring, for jeg ville jo være lige her hvor mine venner var og hvor der skete noget. Jeg ønskede ikke hver anden weekend var med voksne og ikke uden venner. 

Tænker også når jeg kigger på mine børn nu på 12,8 og 5, at især de to skolebørn har en masse i weekenderne med venner, fødselsdage, rollespil, teater, kulturarrangementer, klassearrangementer osv. Så de ville slå os voksne ihjel hvis de var låst hveranden weekend, så den forældre der er 100 km væk skal være indstillet på at køre frem og tilbage måske for en fødselsdag på 3 timer. Der er meget praktisk man skal tænke over for at få forholdet til weekendforældren til at fungere.

Derfor ville mit råd være at tale med far om det og høre hvad kan lade sig gøre, er der et kompromis eller.....!

Jeg har forsøgt og snakke med far om det. Det gav kun trusler. Så det hjalp ikke så meget. 

Far gider ikke kører 10 km for at deltage i barnet jule kom-sammen i bh´en. Så det er i forvejen kun mig der gør det. 

modesty skriver:

Personligt mener jeg at man forpligter sig når man får barn med et andet menneske. Så jeg ville ikke mene at det var fair at flytte, nej. Hvis far sagde "go for it", så var det måske noget andet, men det gør han ikke, så det mener jeg at man skal respektere, både for barnets og fars skyld. 

Enig! Men hvad så med alle de andre forpligtelser der følger med? Dem deltager han jo ikke i. 

Han respektere jo IKKE de andre ting der ved at have et barn. ALT er tilrettet lagt efter fars behov. feks skal han sove længe min. en gang om ugen. Så derfor har han ham kun lørdag-søndag. 

Han ville ikke betale fuld børnepenge, da det jo er mig der ville have ham. Han har iøvrigt ALDRIG betalt for noget, også selvom vi var sammen. Han har MANGE penge i banken! 

Så længe han får sin vilje, er alt fint. 

Når jeg går i mod far, så for jeg af vide at "det bliver grimt, bare fordi du skal skabe dig"

Anonym skriver:

Hej, 

 

Jeg er i et KÆMPE dilemma. 

Jeg ville hjem til min barndoms by. Jeg ville hjem til min familie og veninder. Vi bor i hovedstaden nu. Her er det som bekendt dyrt og bo. Vi bor i en skod lejlighed på vestegnen. Mit barn er et kæmpe ude barn. Men vi har ikke faciliteterne til at det kan trives ude. Vi skal jo på en længere rejse for at kunne være i områder hvor vi kan tilbringe nogle timer i det fri. Her taler jeg eks. skov og strand. 

Jeg går i skole, så derfor er pengene små. Hvis jeg flyttede "hjem" ville jeg have flere penge om måneden. Ville få en lavere husleje, spare på transport og ville kunne spise ofte hos mine forældre. 

Jeg kunne nævne 100 andre ting der ville være fantastisk for både mig og mit barn. Det er klart en stor fordel for os begge at flytte derud. Ville heller ikke have noget i mod at opdrage mit barn i omgivelser, der er mere rolige og nærværende. 

MEN MEN MEN MEN MEN

Så er der jo ham her faren... Han ser vores fælles barn en eftermiddag om ugen og hver anden weekend. Kan jeg være bekendt og flytte så langt væk med vores fælles barn? Jeg begrænser hans mulighed for at være en del af barnets hverdag. Far er en god far og meget omsorgsfuld. Men kalder ham en "legefar". Han er ikke en praktisk far. Han kan ikke have barnet i hverdagene, da det med at være praktisk er en by i Rusland. Jeg er ikke ude på at udstille far for at forsvare min evt flytning bedre. Men faktum er, at jeg er 90% ansvarlig for barnet. Tingene fungere, grundet min tålmodighed og mit gode hjerte. 

Jeg ved desuden at  det ville blive grimt hvis jeg flytter. Samarbejde og kommunikation bliver ikke eksisterende. Det bliver kun kommunikation via sms og mail, og vi aflevere ved døren. Det kan jeg næsten ikke holde ud mit barn skal udsættes for. Men far er meget firekantet. 

Er der evt nogen herinde der har gjort det og kan fortælle hvordan det fungere. 

 

Tak fordi du læste med... 

Min kæreste har et barn på nu 9 år... For ca 2 år siden valgte moderen at flytte 4,5 timers kørsel væk fra os... Før havde vi 30 min kørsel og havde ham hver weekend og kunne være med i børnehave og derefter skole på en hverdag... Vi har altid haft et super godt forhold til moderen 

men hun valgte at flytte 4 timer længere væk for at komme tættere på familie, venner og havde sagt ja til nyt arbejde i det nye område...

jeg forstår udmærket moderens savn og muligheder ved at flytte tilbage.... MEN....

jeg syntes det er enormt egoistisk at flytte så langt væk... Når man har fået barn med en så forpligter man sig også... 

Min bonus søn er enormt farglad og det er først nu her ca 2 år efter at han er begyndt at trives og acceptere at vi kun kan ses hver anden weekend...

vi har valgt at der aldrig skal være kamp imellem os og moderen, så vi sagde vores ærlige mening, men at det vigtigste var at vi skulle få det til at fungere... 

Det kan sagtens fungere... Men det kræver blod, sved, kommunikation og tårer som ikke foregår foran barnet...

i dag mødes vi på halvvejen og bringer og afleverer... Det koster mere tid og diesel, men vi får til gengæld en super kvalitetstid sammen...

men vi har et rigtig godt forhold og det kan min bonus søn mærke 

Sprit25 skriver:

Jeg får nok hug nu. Men jeg ville aldrig flytte så langt væk fra mit barns far aldrig. Så skulle det kun være hvis mit drømmejob lå der også ville jeg endda arbejde på Eks flyttede med. 

Mine lyster, mine behov og alt andet jeg kan sætte min foran er ligegyldigt.  Det er jeres barn, der er vigtigst. Og jeg tvivler på af far og barn vil se hinanden med den afstand. 

Du får skam ikke hug, havde jo ikke lavet indlægget, hvis jeg ikke kunne tåle af høre andres meninger.

Er det ikke dine behov og flytte for et drømmejob?

Det er jo også i mit barns interesse. Vi trives jo ikke i de omgivelser vi er nu. Vi bor dårligt og dyrt. Det begrænser vores hverdag helt vildt. Vi flytter jo ikke på månen. Vi flytter i omgivelser vi er i ofte, da vi ikke kan holde vores nuværende ud. Samt en stor familie er tæt på os.

Selvfølgelig ville de se hinanden? Hvorfor skulle de ikke det. 

Anonym skriver:

Nu ved jeg ikke, hvor gammel dit barn er, men mine børns far flyttede til en anden del af landet for et år siden, og det har været utrolig negativt for børnene (5 og 7 år). For mig har det været fantastisk, for jeg har det virkelig vanskeligt med den mand, men for børnene er det en tragedie! Den ældste snakker meget om, at hun savner ham. Hun har ofte ondt i maven og er blevet meget opfarende. Den yngste har mere bare lukket af. Han interesserer sig ikke længere for sin far og er ikke interesseret i at snakke med ham på telefon/skype. Ofte pjatter han bare en masse for at slippe for det.

Det er virkelig ikke godt at se på, men der er intet, jeg kan gøre. Han har taget valget og er flyttet. Hvis jeg havde haft valget, ville jeg ikke have ladt mine børn gennemgå detteher.

Er det muligt for dig at finde et sted i hovedstaden, som passer jer bedre? Lidt tættere på naturen eller en god park eller noget? Jeg kan godt se alle fordelene for dig ved at flytte, men for barnet er der nogen meget store ulemper, som på en måde måske betyder/kommer til at betyde mere end de praktiske ting i hverdagen.

av av... 

Jeg er på dvs. ventelister. Men der er mange års ventetid. er først færdig med uddannelse om 3 år. Så der ville der måske være mulighed for at kunne købe en lille andel. 

Åh, det er svært... 

Anonym skriver:

Du får skam ikke hug, havde jo ikke lavet indlægget, hvis jeg ikke kunne tåle af høre andres meninger.

 

Er det ikke dine behov og flytte for et drømmejob?

Det er jo også i mit barns interesse. Vi trives jo ikke i de omgivelser vi er nu. Vi bor dårligt og dyrt. Det begrænser vores hverdag helt vildt. Vi flytter jo ikke på månen. Vi flytter i omgivelser vi er i ofte, da vi ikke kan holde vores nuværende ud. Samt en stor familie er tæt på os.

Selvfølgelig ville de se hinanden? Hvorfor skulle de ikke det. 

Jo helt klart mit behov. Men er faktisk også i tvivl om jeg ville gøre det hvis det så betød mit barn skulle rejse 100 km for at se sin far eller 100 km for at se sin mor. 

Ja måske kommer de til at se hinanden men det bliver da mere kompliceret og mere træls. Og hvem ved måske ender det med barnet som teenager ikke gider tage turen. 

mor:) skriver:

Jeg synes svaret er nemt: den største og i mine øjne vigtigste fordel til ikke at flytte, er at barnet har både mor og far og et godt samarbejde mellem mor og far. 

Men så skal jeg bare de næste 15 år begrænse mig?

det eneste samarbejde vi har nu, er det han kræver. Det går kun en vej... Hvis jeg gør oprør, så kommer der små trusler og mange ubehagelig ord ud af ham. Så det samarbejde er ret begrænset. Så om jeg bor 10 km væk eller 100 km så er han umulig og snakke med. 

Jeg syntes ikke 100 km burde være et problem, det er en times kørsel hver vej.

Hvis det vil give bedre muligheder og trivsel syntes jeg bestemt du skal gøre det.

Syntes det er noget ævl at man skal være stavnsbundet fordi man har fået børn. Far burde jo også sætte sig selv tilside hvis hans barn kommer i bedre trivsel.

Nu har jeg ikke læst hele tråden igennem.. 

Men... 

Her er det Far som er flyttet mange km væk og ser derfor vores søn hver anden weekend som aftalt. 

Jeg ville aldrig stoppe ham i at se hans søn mere (i hverdagen) men så skal han selv kunne komme forbi og aflever igen. 

(Her skal det lige siges at jeg engang imellem er i hans by, da sønnen's Farmor bor der.. Og hende har jeg det super godt med) 

Men... Igen.... 

Så ville jeg til enhver tid flytte.. Mit liv skal ikke stå på standby fordi Far har valgt at flytte fra byen/Øen (Fyn). 

Sønnen skal altid ha kontakten til hans Far når Far's ønske er der.  

Vi bor en time væk fra mine bonus børns mor. ( Dreng på 12, pige på 15 )

Den ene weekend kører vi fredag ( for at hente ) og søndag for at bringe dem hjem igen.

Den næste weekend gør deres mor det.

På den måde virker det ikke så slemt at køre så meget.

Nå men udover det, synes vi det fungere rigtig godt. Den store pige på 15 år, kommer langtfra alle gangene. Men det er fordi hun går til fester med veninderne osv. hvilket vi selvfølgelig godt kan forstå hun vil deltage i. Selv da vi boede 20 min væk fra dem, kom hun altså heller ikke vær gang, men sådan er det altså når de når den alder.

Så vil bare lige pointere at det sagtens kan fungere for nogen