Flytte 100 km væk fra far.

Hej, 

Jeg er i et KÆMPE dilemma. 

Jeg ville hjem til min barndoms by. Jeg ville hjem til min familie og veninder. Vi bor i hovedstaden nu. Her er det som bekendt dyrt og bo. Vi bor i en skod lejlighed på vestegnen. Mit barn er et kæmpe ude barn. Men vi har ikke faciliteterne til at det kan trives ude. Vi skal jo på en længere rejse for at kunne være i områder hvor vi kan tilbringe nogle timer i det fri. Her taler jeg eks. skov og strand. 

Jeg går i skole, så derfor er pengene små. Hvis jeg flyttede "hjem" ville jeg have flere penge om måneden. Ville få en lavere husleje, spare på transport og ville kunne spise ofte hos mine forældre. 

Jeg kunne nævne 100 andre ting der ville være fantastisk for både mig og mit barn. Det er klart en stor fordel for os begge at flytte derud. Ville heller ikke have noget i mod at opdrage mit barn i omgivelser, der er mere rolige og nærværende. 

MEN MEN MEN MEN MEN

Så er der jo ham her faren... Han ser vores fælles barn en eftermiddag om ugen og hver anden weekend. Kan jeg være bekendt og flytte så langt væk med vores fælles barn? Jeg begrænser hans mulighed for at være en del af barnets hverdag. Far er en god far og meget omsorgsfuld. Men kalder ham en "legefar". Han er ikke en praktisk far. Han kan ikke have barnet i hverdagene, da det med at være praktisk er en by i Rusland. Jeg er ikke ude på at udstille far for at forsvare min evt flytning bedre. Men faktum er, at jeg er 90% ansvarlig for barnet. Tingene fungere, grundet min tålmodighed og mit gode hjerte. 

Jeg ved desuden at  det ville blive grimt hvis jeg flytter. Samarbejde og kommunikation bliver ikke eksisterende. Det bliver kun kommunikation via sms og mail, og vi aflevere ved døren. Det kan jeg næsten ikke holde ud mit barn skal udsættes for. Men far er meget firekantet. 

Er der evt nogen herinde der har gjort det og kan fortælle hvordan det fungere. 

Tak fordi du læste med... 

Anonym skriver:

Hej, 

 

Jeg er i et KÆMPE dilemma. 

Jeg ville hjem til min barndoms by. Jeg ville hjem til min familie og veninder. Vi bor i hovedstaden nu. Her er det som bekendt dyrt og bo. Vi bor i en skod lejlighed på vestegnen. Mit barn er et kæmpe ude barn. Men vi har ikke faciliteterne til at det kan trives ude. Vi skal jo på en længere rejse for at kunne være i områder hvor vi kan tilbringe nogle timer i det fri. Her taler jeg eks. skov og strand. 

Jeg går i skole, så derfor er pengene små. Hvis jeg flyttede "hjem" ville jeg have flere penge om måneden. Ville få en lavere husleje, spare på transport og ville kunne spise ofte hos mine forældre. 

Jeg kunne nævne 100 andre ting der ville være fantastisk for både mig og mit barn. Det er klart en stor fordel for os begge at flytte derud. Ville heller ikke have noget i mod at opdrage mit barn i omgivelser, der er mere rolige og nærværende. 

MEN MEN MEN MEN MEN

Så er der jo ham her faren... Han ser vores fælles barn en eftermiddag om ugen og hver anden weekend. Kan jeg være bekendt og flytte så langt væk med vores fælles barn? Jeg begrænser hans mulighed for at være en del af barnets hverdag. Far er en god far og meget omsorgsfuld. Men kalder ham en "legefar". Han er ikke en praktisk far. Han kan ikke have barnet i hverdagene, da det med at være praktisk er en by i Rusland. Jeg er ikke ude på at udstille far for at forsvare min evt flytning bedre. Men faktum er, at jeg er 90% ansvarlig for barnet. Tingene fungere, grundet min tålmodighed og mit gode hjerte. 

Jeg ved desuden at  det ville blive grimt hvis jeg flytter. Samarbejde og kommunikation bliver ikke eksisterende. Det bliver kun kommunikation via sms og mail, og vi aflevere ved døren. Det kan jeg næsten ikke holde ud mit barn skal udsættes for. Men far er meget firekantet. 

Er der evt nogen herinde der har gjort det og kan fortælle hvordan det fungere. 

 

Tak fordi du læste med... 

Det er et svært i dilemma.. 

Her var det far der flyttede til den anden ende af landet.
Heldigvis bor hans forældre kun 45 km fra mig, så han tager frem og tilbage og har samvær hjemme hos dem. 

Vi kommunikerer via messenger (facebook) og sms. Og i virkeligheden kun om vores datter. - Men jeg synes at vi gør det på en god måde. Vi sender billeder/videoer af hende til hinanden og jeg opdaterer ham når hun gør nogle sjove ting eller lærer nogle nye ord. Det føler jeg er min måde at indrage ham i hendes hverdag. 

Men ellers har han altid været mere legeonkel end far. Han er en god far uden tvivl, men jeg ved at hans mor er meget ind over og står for pasningen af vores datter en stor del af tiden hun er der. Vi har aldrig boet sammen, så han har hele tiden kun været far på weekend-basis. 

Vi afleverer på stationen, da ingen af hos har bil og derfor skal med offentlig transport. Men kan sagtens sidde og snakke lidt, hvis vi f.eks. begge to skal vente på bus eller tog. 

Jeg ved ikke om du overhovedet kan bruge det her til noget som helst. Jeg har ikke rigtig så mange gode råd, eller et svar til dit dilemma, men ville bare fortælle at det godt kan fungere selvom man bor i hver sin ende af landet

Har du talt med far om dine overvejelser? 

Personligt skulle jeg ikke bo 100 km væk fra mit barn, men kender andre hvor det fungerer okay. Kan huske da jeg selv var ung o skilsmissebarn, bare der min far boede 5 km uden for byen var en hindring, for jeg ville jo være lige her hvor mine venner var og hvor der skete noget. Jeg ønskede ikke hver anden weekend var med voksne og ikke uden venner. 

Tænker også når jeg kigger på mine børn nu på 12,8 og 5, at især de to skolebørn har en masse i weekenderne med venner, fødselsdage, rollespil, teater, kulturarrangementer, klassearrangementer osv. Så de ville slå os voksne ihjel hvis de var låst hveranden weekend, så den forældre der er 100 km væk skal være indstillet på at køre frem og tilbage måske for en fødselsdag på 3 timer. Der er meget praktisk man skal tænke over for at få forholdet til weekendforældren til at fungere.

Derfor ville mit råd være at tale med far om det og høre hvad kan lade sig gøre, er der et kompromis eller.....!

Hej, 

 

Jeg er i et KÆMPE dilemma. 

Jeg ville hjem til min barndoms by. Jeg ville hjem til min familie og veninder. Vi bor i hovedstaden nu. Her er det som bekendt dyrt og bo. Vi bor i en skod lejlighed på vestegnen. Mit barn er et kæmpe ude barn. Men vi har ikke faciliteterne til at det kan trives ude. Vi skal jo på en længere rejse for at kunne være i områder hvor vi kan tilbringe nogle timer i det fri. Her taler jeg eks. skov og strand. 

Jeg går i skole, så derfor er pengene små. Hvis jeg flyttede "hjem" ville jeg have flere penge om måneden. Ville få en lavere husleje, spare på transport og ville kunne spise ofte hos mine forældre. 

Jeg kunne nævne 100 andre ting der ville være fantastisk for både mig og mit barn. Det er klart en stor fordel for os begge at flytte derud. Ville heller ikke have noget i mod at opdrage mit barn i omgivelser, der er mere rolige og nærværende. 

MEN MEN MEN MEN MEN

Så er der jo ham her faren... Han ser vores fælles barn en eftermiddag om ugen og hver anden weekend. Kan jeg være bekendt og flytte så langt væk med vores fælles barn? Jeg begrænser hans mulighed for at være en del af barnets hverdag. Far er en god far og meget omsorgsfuld. Men kalder ham en "legefar". Han er ikke en praktisk far. Han kan ikke have barnet i hverdagene, da det med at være praktisk er en by i Rusland. Jeg er ikke ude på at udstille far for at forsvare min evt flytning bedre. Men faktum er, at jeg er 90% ansvarlig for barnet. Tingene fungere, grundet min tålmodighed og mit gode hjerte. 

Jeg ved desuden at  det ville blive grimt hvis jeg flytter. Samarbejde og kommunikation bliver ikke eksisterende. Det bliver kun kommunikation via sms og mail, og vi aflevere ved døren. Det kan jeg næsten ikke holde ud mit barn skal udsættes for. Men far er meget firekantet. 

Er der evt nogen herinde der har gjort det og kan fortælle hvordan det fungere. 

 

Tak fordi du læste med... 

Personligt mener jeg at man forpligter sig når man får barn med et andet menneske. Så jeg ville ikke mene at det var fair at flytte, nej. Hvis far sagde "go for it", så var det måske noget andet, men det gør han ikke, så det mener jeg at man skal respektere, både for barnets og fars skyld. 

Jeg får nok hug nu. Men jeg ville aldrig flytte så langt væk fra mit barns far aldrig. Så skulle det kun være hvis mit drømmejob lå der også ville jeg endda arbejde på Eks flyttede med. 

Mine lyster, mine behov og alt andet jeg kan sætte min foran er ligegyldigt.  Det er jeres barn, der er vigtigst. Og jeg tvivler på af far og barn vil se hinanden med den afstand. 

Vi bor Ca 1,5 time i bil fra far...

Det var mit valg i sin tid, jeg ville hjem ad da vi gik fra hinanden.....

Det sætter så store begrænsninger for mit barn.....også socialt.... Hver anden weekend er hun ved far, og ting der forgår de weekender er jo så lukket land.... Tag feks sport hvor der er kampe mm i weekender....

Man kan heller ikke vare lige smutte forbi, eller lave noget... Da det hele skal planlægges, der skal køres osv...

Vi køre gerne alle, men det sætter bare begrænsninger.... Også når de gælder familien på fars side...Mit barn er nu 10 år og begynder for alvor at se konsekvenserne af det hele nu....

Trives vores børn ikke har vi som forældres oftes svært ved at trives selv.... 

Jeg flyttede ca. 120 km væk min søns far, det hjalp faktisk på vores samarbejde. Inden da kunne vi ikke snakke sammen, alt forgik på mail eller sms, men nu fungere det meget bedre. 

Far gik med til at det kun var hver 14. Han så vores søn. Vi afleverede halvvejs. 

Hvis du føler for at flytte tilbage hvor du kommer fra, kan jeg sagtens forstå dig og syntes du skal gøre hvad du brænder for, tro mig hvis du går og har skidt med at bo hvor du gør nu, vil dit barn kunne mærke det på dig. 

Føl dit hjerte er mit bedste råd. 

Nu ved jeg ikke, hvor gammel dit barn er, men mine børns far flyttede til en anden del af landet for et år siden, og det har været utrolig negativt for børnene (5 og 7 år). For mig har det været fantastisk, for jeg har det virkelig vanskeligt med den mand, men for børnene er det en tragedie! Den ældste snakker meget om, at hun savner ham. Hun har ofte ondt i maven og er blevet meget opfarende. Den yngste har mere bare lukket af. Han interesserer sig ikke længere for sin far og er ikke interesseret i at snakke med ham på telefon/skype. Ofte pjatter han bare en masse for at slippe for det.

Det er virkelig ikke godt at se på, men der er intet, jeg kan gøre. Han har taget valget og er flyttet. Hvis jeg havde haft valget, ville jeg ikke have ladt mine børn gennemgå detteher.

Er det muligt for dig at finde et sted i hovedstaden, som passer jer bedre? Lidt tættere på naturen eller en god park eller noget? Jeg kan godt se alle fordelene for dig ved at flytte, men for barnet er der nogen meget store ulemper, som på en måde måske betyder/kommer til at betyde mere end de praktiske ting i hverdagen.

Anonym skriver:

Hej, 

 

Jeg er i et KÆMPE dilemma. 

Jeg ville hjem til min barndoms by. Jeg ville hjem til min familie og veninder. Vi bor i hovedstaden nu. Her er det som bekendt dyrt og bo. Vi bor i en skod lejlighed på vestegnen. Mit barn er et kæmpe ude barn. Men vi har ikke faciliteterne til at det kan trives ude. Vi skal jo på en længere rejse for at kunne være i områder hvor vi kan tilbringe nogle timer i det fri. Her taler jeg eks. skov og strand. 

Jeg går i skole, så derfor er pengene små. Hvis jeg flyttede "hjem" ville jeg have flere penge om måneden. Ville få en lavere husleje, spare på transport og ville kunne spise ofte hos mine forældre. 

Jeg kunne nævne 100 andre ting der ville være fantastisk for både mig og mit barn. Det er klart en stor fordel for os begge at flytte derud. Ville heller ikke have noget i mod at opdrage mit barn i omgivelser, der er mere rolige og nærværende. 

MEN MEN MEN MEN MEN

Så er der jo ham her faren... Han ser vores fælles barn en eftermiddag om ugen og hver anden weekend. Kan jeg være bekendt og flytte så langt væk med vores fælles barn? Jeg begrænser hans mulighed for at være en del af barnets hverdag. Far er en god far og meget omsorgsfuld. Men kalder ham en "legefar". Han er ikke en praktisk far. Han kan ikke have barnet i hverdagene, da det med at være praktisk er en by i Rusland. Jeg er ikke ude på at udstille far for at forsvare min evt flytning bedre. Men faktum er, at jeg er 90% ansvarlig for barnet. Tingene fungere, grundet min tålmodighed og mit gode hjerte. 

Jeg ved desuden at  det ville blive grimt hvis jeg flytter. Samarbejde og kommunikation bliver ikke eksisterende. Det bliver kun kommunikation via sms og mail, og vi aflevere ved døren. Det kan jeg næsten ikke holde ud mit barn skal udsættes for. Men far er meget firekantet. 

Er der evt nogen herinde der har gjort det og kan fortælle hvordan det fungere. 

 

Tak fordi du læste med... 

Jeg synes svaret er nemt: den største og i mine øjne vigtigste fordel til ikke at flytte, er at barnet har både mor og far og et godt samarbejde mellem mor og far. 

Anonym skriver:

Hej, 

 

Jeg er i et KÆMPE dilemma. 

Jeg ville hjem til min barndoms by. Jeg ville hjem til min familie og veninder. Vi bor i hovedstaden nu. Her er det som bekendt dyrt og bo. Vi bor i en skod lejlighed på vestegnen. Mit barn er et kæmpe ude barn. Men vi har ikke faciliteterne til at det kan trives ude. Vi skal jo på en længere rejse for at kunne være i områder hvor vi kan tilbringe nogle timer i det fri. Her taler jeg eks. skov og strand. 

Jeg går i skole, så derfor er pengene små. Hvis jeg flyttede "hjem" ville jeg have flere penge om måneden. Ville få en lavere husleje, spare på transport og ville kunne spise ofte hos mine forældre. 

Jeg kunne nævne 100 andre ting der ville være fantastisk for både mig og mit barn. Det er klart en stor fordel for os begge at flytte derud. Ville heller ikke have noget i mod at opdrage mit barn i omgivelser, der er mere rolige og nærværende. 

MEN MEN MEN MEN MEN

Så er der jo ham her faren... Han ser vores fælles barn en eftermiddag om ugen og hver anden weekend. Kan jeg være bekendt og flytte så langt væk med vores fælles barn? Jeg begrænser hans mulighed for at være en del af barnets hverdag. Far er en god far og meget omsorgsfuld. Men kalder ham en "legefar". Han er ikke en praktisk far. Han kan ikke have barnet i hverdagene, da det med at være praktisk er en by i Rusland. Jeg er ikke ude på at udstille far for at forsvare min evt flytning bedre. Men faktum er, at jeg er 90% ansvarlig for barnet. Tingene fungere, grundet min tålmodighed og mit gode hjerte. 

Jeg ved desuden at  det ville blive grimt hvis jeg flytter. Samarbejde og kommunikation bliver ikke eksisterende. Det bliver kun kommunikation via sms og mail, og vi aflevere ved døren. Det kan jeg næsten ikke holde ud mit barn skal udsættes for. Men far er meget firekantet. 

Er der evt nogen herinde der har gjort det og kan fortælle hvordan det fungere. 

 

Tak fordi du læste med... 

Jeg synes svaret er nemt: den største og i mine øjne vigtigste fordel til ikke at flytte, er at barnet har både mor og far og et godt samarbejde mellem mor og far.